Kommentar

Højtbegavede børn svigtes i børnehaven, fordi pædagogerne ved alt for lidt om dem

På hver eneste stue i børnehaven er der et til to børn, der er højtbegavede. Alt for mange af dem mødes af pædagoger, der ikke har lært at se børnenes krøllede hjerner og sind. Resultatet er, at børnene mistrives – både nu og i fremtiden. Opkvalificér pædagogerne, skriver Pia Ryding i dette debatindlæg
Der er i gennemsnit et til to børn på hver eneste stue i børnehaven, der er højtbegavede. Men ofte mødes de af pædagoger, der ikke har forståelse for deres særlige sind.

Der er i gennemsnit et til to børn på hver eneste stue i børnehaven, der er højtbegavede. Men ofte mødes de af pædagoger, der ikke har forståelse for deres særlige sind.

Sigrid Nygaard

Debat
5. maj 2021

Du kan høre larmen på stuen, lugte, at der er et barn, der burde have været på toilettet. Du ved, at tidspunktet er uheldigt, men du bliver nødt til at fortælle pædagogen noget: »Jeg tror, at min søn Oliver er højtbegavet«. Du når kun otte ord i din velgennemtænkte tale, da pædagogen ryster på hovedet.

Som forælder har du allerede begået mindst to fejl: Du har brugt ordet ’højtbegavet’, og du taler om noget, som pædagogen ikke ved nok eller noget om.

Du prøver alligevel forsigtigt at remse alt det op, din fireårige søn kan derhjemme. Hans fantastiske sprog, hans tidlige forståelse for engelsk og de vilde konstruktioner. Pædagogen siger ikke noget højt, men du kan selv høre det: »pacer-mor«.

Du går undskyldende i gang med at forklare alt det, Oliver ikke kan eller ikke kan alderssvarende. Tage tøj på uden at falde i staver, tie stille, når han bliver bedt om det. Du når ikke at fortælle om alle Olivers nedsmeltninger inden aftensmad, hans gråd om morgenen og om søndage med ondt i maven, for pædagogen er allerede klar med et svar.

Hun fortæller, at Oliver er umulig til morgensamling og alt for langsom i garderoben. Og så fantastiske er de der konstruktioner vist helller ikke – i hvert fald er det ikke noget, han viser i børnehaven. I børnehaven er han helt og aldeles alderssvarende, forsikrer hun dig.

Ovenstående er desværre en realistisk samtale for forældre med højtbegavede børn. Børn, der alt for ofte negligeres i børnehaven, fordi pædagogerne ikke har lært at se og møde deres krøllede hjerner og sind.

Født højtbegavede

Det er ret enkelt. Højtbegavede børn er født højtbegavede. Det er ikke noget, der bliver dyrket frem af forældre, i skoleregi eller via talenthold. Det bliver vildere endnu: Høj begavelse kan spottes allerede i de første år af et barns liv. Men man skal selvfølgelig vide, hvad man kigger efter.

Rent statistisk er der i gennemsnit et til to børn på hver eneste stue i børnehaven, der er højtbegavede. I forbindelse med at jeg skulle skrive mit speciale, arbejdede jeg med dagtilbud, hvor der var viden om høj begavelse. Her var det kun 25 procent af de højtbegavede børn, der blev set. De resterende 75 procent blev aldrig bemærket.

Det viser, at sundhedsplejersker og pædagoger skal lytte til, hvad forældrene fortæller. Men de skal også selv have meget mere viden om, hvad der kendetegner høj begavelse. For ifølge amerikansk forskning ved 80 procent af forældre til højtbegavede ikke selv, at deres børn er højtbegavede – selv om de beskriver børnene med kendetegn på høj begavelse.

Behov for at blive set

Højtbegavede børn er anderledes. Det er anderledes at have intellektuel kapacitet som en niårig, når du er fire år. Det er også anderledes ikke at have en eneste ven, du kan tale med, fordi det, du siger og tænker, er for kompliceret. Det er svært at blive stoppet i din udvikling, fordi den spæde begyndelse på læring overses eller misforstås.

Højtbegavede børn kræver ikke mere, men har – som alle andre børn – behov for at blive set og mødt, som de er. Men det er svært at se noget, man ikke ved, hvad er. Og det bliver endnu sværere, når nogle af de måder, den høje begavelse kommer til udtryk på, kan ligne kendte diagnoser.

Tilbage til samtalen mellem forælderen til Oliver og pædagogen. Hvis Oliver er heldig, bliver pædagogen nysgerrig og finder en artikel eller en bog. Hvis han er endnu heldigere, bliver der købt eller lånt ekstra materialer, og der bliver skabt rum og plads til fællesskaber og udvikling.

Hvis Oliver er uheldig, skal han trækkes igennem et Pædagogisk Psykologisk Rådgivningsforløb (PPR), inden han starter i skole. Er han rigtig uheldig, er det en PPR-medarbejder, der ikke ved noget om høj begavelse, han møder.

Opkvalificér pædagoger

Det er et reelt spørgsmål, om det overhovedet er relevant at lede efter højtbegavede børn så tidligt. For hvad skal den viden om barnet bruges til?

Det enkle svar er at skabe relationer og trivsel. Det handler også om at skabe det nødvendige fundament for videre udvikling og læring, både intellektuelt og socialt. Især det sociale kan mangle, når det ekstremt læringsparate, højtbegavede barn starter i skole.

Lige nu må børn og forældre satse på held og ildsjæle. Det er på tide, at pædagogerne får mulighed for uddannelse og opkvalificering, så de kan møde de højtbegavede børn med den rette forståelse og viden.

Forestil dig, hvis Olivers mor blev mødt af en pædagog, der roligt sagde: ’Ja, det har vi også bemærket. Vi har sat Oliver sammen med Noah fra rød stue, og når de skal ud samtidig, er tøjet ikke noget problem. Måske vil det gøre morgenerne og aftnerne lettere, hvis de leger sammen i weekenden. Du må meget gerne ringe til Noahs mor’.

Pia Ryding er kandidat i uddannelsesvejledning og -planlægning med fokus på højtbegavede børn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Irene Clausens

Jeg får knopper når jeg hører ordet ‘højtbegavet’! Især ordene ‘højtbegavet barn’. Som om en bestemt kompetence lå der fra fødslen. I dette tilfælde brugt om et fireårigt barn med en intellektuel kompetences som en niårig. Fortalere for såkaldte højtbegavede børn ser tilsyneladende ikke sammenhængen mellem barnets kompetencer og så omgivelserne som den primære forklaringsmodel. At fx børn der fra fødslen ser forældre læse bøger og aviser og arbejde på computer fra morgen til aften muligvis blir super stimuleret rent bogligt/ intellektuelt og evt mindre stimuleret til praktiske gøremål? Og at dette kan være forklaringen på at disse børn kopierer forældrenes boglige- intellektuelle interesser?

Hvor synd for såkaldte højtbegavede børn hvis de skulle isoleres fra det børnefællesskab der rummer tusindvis af forskellige kompetencer, og hvor børnene hver dag lærer af hinanden - frem for at sætte børnene i kasser!

Dorte Sørensen

Men hvad så med at arbejd for flere pædagoger i daginstitutionerne så ALLE børn fik lejlighed til at blive set og forstået.
Er det største problem i daginstitutionerne ikke de dårlig normeringer. Var det ikke bedre at få rette op her.

Poul Erik Pedersen, Carsten Munk og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Maya Drøschler

Irene Clausen, der er tale om et vilkår, ikke noget tillært. Høj begavelse er genetisk bestemt og er medfødt ligesom øjenfarve. De højtbegavede børn kommer fra alle slags hjem, boglige som ikke-boglige. Disse børn er til stede i verden på en anden måde end normalt begavede børn. Mange af dem kommer til at føle sig forkerte, fordi de fornemmer deres anderledeshed, men ikke ved, hvad den bunder i. Mange af dem bliver ensomme, fordi de virker ‘mærkelige’ på de andre børn. Nogle af dem laver ballade gennem hele deres skoletid, fordi de keder sig. En stor del af de højt begavede børn kommer i mistrivsel, fordi de ikke passer til verden. Hvorfor skulle de ikke have opmærksomhed?

Kenneth Graakjær, John Kierans, Jette Kjældgaard, Susana Ritius, Jan August, Peter Mikkelsen og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Irene Clausens

Maya Dreschler:
Det er din påstand at høj begavelse er genetisk bestemt, det er ikke videnskabeligt bevist, og det tror jeg ikke på!

Peter Mikkelsen

Irene Clausen@ Det var dog en mærkelig aggressiv kommentar til noget, du åbenbart ikke ved noget om, men bare ikke tror på. Tror du, at alle børn er født med samme intellektuelle evner? Og tror du, at børn med lav intelligens blot er et produkt af forældrenes manglende stimulation? Hvis man skal møde barnet, der hvor barnet er, kræver det vel, at man undersøger, hvor barnet er.

Kenneth Graakjær, Susana Ritius, Jens Christian Jensen og Maya Drøschler anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

I et samfund, der er så ekstremt fokuseret på lighed - for enhver pris - er det op ad bakke at være eller have et højtbegavet barn. Og det er et paradoks, for intelligens, som vi forstår intelligens, har en enorm variation, og intelligens kender ikke til lighed - tværtimod er det en normalfordeling med ekstrem stor forskel på de højt- og lavtbegavede. Men det er et tabu i vores samfund, at det er sådan.

Janteloven er i stedet en god hammer til at slå folk i hovedet, hvis de stikker næsen for langt frem.

Peter Mikkelsen, Kenneth Graakjær, John Kierans, Susana Ritius og Jens Christian Jensen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Jeg som nu snart længe pensioneret pædagog likede Irenes indslag om at få knopper.
Jeg må tilstå at jeg også næsten fik det, da jeg læste artiklen, men valgte ikke at kommentere
Hvad er høj begavelse og hvorfor dyrkes den? Jeg er nok enig i at det ikke altid er sjov at være anderledes og tror nogen det er sjov at være i den såkaldte nedre grænse og vide at de drømme man har som andre aldrig kan blive til noget fordi man ikke er "klog" nok?
Men for at få det på plads så tror jeg på de mange intelligenser og evner og det er vel her man skal sætte ind og finde balancen om at kunne få lov til at.at være et menneske som har det godt uanset hvilken retning den såkaldte intelligens retter sig.

Højtbegavede børn har en intelligenskvotient på 130 eller derover - det er temmelig enkelt og burde ikke give knopper. Læs eventuelt videre i metastudiet her: https://www.vive.dk/da/udgivelser/indsatser-maalrettet-hoejt-begavede-bo...

John Kierans, Maya Drøschler, Jette Kjældgaard, Susana Ritius, Rikke Nielsen og Inge Li Gørtz anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Det er næsten synd for de normale at være på stue med jeres vidundere!
Jeg håber på, at disse vidundere udvikler sig til socialt kompetente og inkluderende "socialister" for vi har mange national, racistiske facister i dette land.

KBH er jo ved at blive drænet for folk i service-erhvervene fordi de få for lidt samtidig med at byen lukker om sig selv. Det er vanskeligt at spejle sig i liv som leves på en anden planet. Men der ligger måske et reelt ønske om at omdanne arbejdsmarkedet. Så tyende-racen genoptages.

Der skal indøves nogle faste samværdsregler/rutiner som alle skal kunne indgå I. Selv Ida med en IQ på 25. Kedsomhed er en tilstand som vi alle kommer i. Og vi udvikler os bedst sammen. Man kunne ikke forlade bordet, før det er sagt velbekommen og så videre.

Historier om travlhed som en arbejdsbetingelse levner ikke meget luft til jeres vidundere. Mon ikke alle udvikler sig?

Jamen, det er da et reelt problem, der nævnes her. Vi kender det også fra klasser i folkeskolen med middelmådige og middelmådigt uddannede lærere (hvis overhovedet uddannet) og med for mange og for støjende børn.

Selvfølgelig skal den ønskede rummelighed netop rumme alle, men også i børnehaven er der jo grænser. Hvis den højtbegavede også har noget autistisk eller narcissistisk, og det er da mig bekendt ikke ualmindeligt, er det vel der, den største udfordring er. Men, ja, selvfølgelig skal det pædagogiske personale inklusiv ledelsen være uddannet til det. Børnene og forældrene bliver taberne. Og med tillidsfuldt uddannet personale bliver det også lettere at søge begavet efter adfærdsfejl hos forældrene.

Maud Margrethe

Sagen i denne artikel er ikke om der findes højtbegavede børn eller ej. Men om børn mødes der hvor de nu er? Og det samme gælder for sociale svagt begavede børn, socialt stærkt begavede børn, intellektuelt højt eller lavt begavede børn. Fordi ingen børn, mødes hvor de er. Ikke pga deres begavelsesfelt, men pga tid.
Alle forældre vil gerne have at deres lille Hassan mødes 90-100%. Og det er ikke et egoistisk ønske. Det er ikke den “jævne” pædagogs uddannelsesniveau, der afgør mødet med hvert barn, præcis hvor de er.
Det er TID.
Simpelt og ærgerligt, fordi det ku løses i dag.

John Kierans

@Maud

Der er næppe nogen tvivl om, at tid/ressourcer er en yderst væsentlig faktor, men for en del pædagoger er højtbegavede børn nok mest af alt noget i stil med en enhjørning - dvs. et slags mytologisk væsen, som man evt. har hørt om, men aldrig set og ikke helt tror på eksistensen af.

Skulle du være i tvivl, kunne du jo bare se på indlægget fra pædagog Viggo Okholm oven for, der indledningsvis anbefalede Irene Clausens indlæg, som stiller et grundlæggende spørgsmålstegn ved den blotte eksistens af højtbegavede børn.

Inge Li Gørtz, Maz Spork, Maya Drøschler og Kenneth Graakjær anbefalede denne kommentar