Hovedstaden har mistet interessen for Sønderjylland. Det er tegn på en succesfuld genforening

I denne måned har en festival dedikeret til Genforeningen i 1920 været afholdt med åbningen af en sønderjysk ambassade midt i København og festligheder i Sønderjylland. Med et lille års forsinkelse er Sønderjylland kommet til København og landets ledelse til Sønderjylland.

Sådan har det været mange gange før, men denne gang har corona både udskudt og reduceret programmet.

Det er mange sønderjyder kede af, men har skæbnen bare taget bindet fra vore øjne? Har det officielle Danmark i det daglige glemt Sønderjylland, så landsdelen med fordel kunne vende sig mod syd, som forfatteren Erling Jepsen sagde for få år siden? Og har sønderjyderne mistet tilliden til København? Har de måske endda fortrudt at være danske?

For hundrede år siden var der en meget stærk følelse af, at de danske sønderjyder og det officielle Danmark ville hinanden. For de danske sønderjyder var Genforeningen opfyldelsen af mere end et halvt århundredes kamp, men også mange i Kongeriget så det som løsningen på et problem, der havde smertet i generationer.

Ved den officielle genforeningsfest på Dybbøl den 11. juli 1920 talte statsminister Niels Neergaard om »sønderjydernes lykkelige vilje«, og sønderjydernes talsmand grev Schack sagde, at sønderjyderne ikke mere skulle kaldes sønderjyder – underforstået: De skulle blive en almindelig del af Danmark.

Et særligt forhold

Festen var snart forbi, og viljerne blev testet. Efter århundreder som hertugdømme og 56 år som tysk provins var Sønderjylland anderledes indrettet end Danmark på utallige områder. Alligevel satte man sig for at integrere landsdelen næsten totalt.

Sønderjyderne beholdt en særlig salmebog, de frivillige brandværn og den civile (ikkekirkelige) personregistrering, men ellers blev alt muligt fra postvæsen til sociallovgivning og fra skole til straffelov med få undtagelser omstillet, og et stort antal tyske embedsmænd blev udskiftet med folk nord- og østfra.

Men også økonomi og erhvervsliv måtte omstille sig. Hovederhvervet landbrug måtte omstilles fra at producere til det tyske marked til at producere til det engelske. Denne omstilling blev vanskelig, fordi det sønderjyske erhvervsliv var svækket efter krigen, og fordi både 1920’erne og 1930’erne blev præget af kriser.

Der var masser af problemer og megen utilfredshed, men alligevel så vi en fortsat opbakning til projektet fra både det officielle Danmark og det toneangivende danske Sønderjylland i mellemkrigstiden. Den danske stat investerede kraftigt i sønderjysk infrastruktur, og der kom særlige krisehjælpepakker til landsdelen.

Det danske flertal i Sønderjylland blev omvendt ved med at tro på Danmark. Det tydeligste udtryk var valgene, hvor de danske demokratiske partier fastholdt en tilslutning, der nogenlunde svarer til de 75 procent, som havde stemt for tilslutningen til Danmark i 1920.

Viljerne blev holdt ved lige af en latent trussel. Det tyske mindretal anerkendte ikke den nye grænse, og det gjorde store dele af det politiske Tyskland heller ikke.

Indførelse af en liberal mindretalsordning i Sønderjylland, hvor der kunne bruges begge sprog i by- og sogneråd og oprettet skoler med tyske afdelinger, var ikke nok. Både mindretal og mange tyske kredse krævede grænsen flyttet nordpå igen. Presset steg under nazismen.

Under besættelsen var både regeringen og de danske sønderjyder bange for, at Tyskland ville flytte grænsen. Det var med til at fremme både samarbejdspolitikken og den danske mobilisering i nationale masseorganisationer i Sønderjylland som Det unge Grænseværn og Danske Samfund. Situationen skabte behov for hele tiden at markere og styrke, at Sønderjylland og Danmark ville hinanden.

Besættelsen satte det særlige forhold på spidsen, men var også begyndelsen til enden på det. Det tyske mindretal anerkendte grænsen i 1945, og den tyske forbundsrepublik gjorde det samme nogle år senere.

Lige så dansk som Hillerød

De første år efter krigen var det tyske mindretal hårdt presset af retsopgør, tvangslukning af institutioner, fjendtlighed fra den danske befolkning og en indre moralsk krise.

Mindretallet fik de fleste rettigheder igen efter få år, men modellen for at udøve dem blev gennem privatisering. Med offentlig støtte kunne mindretallet skabe sit eget parallelsamfund af skoler, børnehaver, foreninger og meget andet, men det var en lukket verden, som det danske flertal ikke mærkede meget til.

Samtidig blev det øvrige Sønderjylland mere dansk. De tyske vejnavne forsvandt fra gadebilledet i Tønder, offentlige skoler med både dansk og tysk afdeling blev rent danske, og ringriderforeninger, som havde undgået nationale symboler, begyndte at bruge dannebrog.

Det danske blev næsten lige så selvfølgeligt og enerådende i det offentlige rum som i Hjørring eller Hillerød.

Oven i det lettede de økonomiske skyer. Mellem 1945 og 1975 gennemgik Danmark en anden runde af industrialiseringen. Meget få steder var den omstilling så kraftig og succesrig som i Sønderjylland – i øvrigt modsat Sydslesvig, som havde haft mere industri før 1920, men stort set har været i permanent økonomisk krise lige siden.

Alt det betød, at forholdet mellem Sønderjylland og hovedstaden blev mindre specielt end før. Når der ikke hvilede en national trussel mod Sønderjylland, følte yngre sønderjyske generationer ikke noget behov for at demonstrere og kæmpe for deres danskhed og de fleste danske politikere ikke noget behov for særlig opmærksomhed på Sønderjylland.

Dansk-nationale kredse i Sønderjylland manede ganske vist til at holde den danske fane højt, men de fleste vendte det døve øre til. Nationale kredses bekymring over, at så mange så tysk tv i Sønderjylland, var dog med til at bane vejen for TV Syd som Danmarks første regionale tv-station, men det var en sjælden undtagelse fra reglen om, at det sønderjyske kort ikke var en trumf længere.

Succesfuld genforening

Reelt er der kun to forhold, som i de senere årtier har sikret Sønderjylland en særlig opmærksomhed i København. Det ene er historiske jubilæer, som det, vi skulle have haft i 2020. Det andet er stadig det tyske mindretal, men nu er opmærksomheden vendt på hovedet.

Mindretallet er ikke længere en trussel set fra hovedstaden, men tværtimod noget, som Danmark skal være stolt af. Det er lige før, at det danske flertal i Sønderjylland kan blive misundelig på den opmærksomhed, begge mindretal i grænselandet nyder.

Det øvrige Sønderjylland oplever tit, at man fra København opfattes som en usmart provins, og at det kun er Kongehuset, som stadig har særlig interesse for både flertal og mindretal.

Mangen sønderjyde kan fælde en tåre over dette, men i virkeligheden skyldes det, at projektet fra 1920 er lykkedes. Sønderjylland er blevet en dansk landsdel blandt andre landsdele, hvor grænse og mindretal har andre accenter, men hverken dominerer eller truer.

Når Sønderjylland og København ikke længere har et særligt blik for hinanden, er det, fordi der ikke er et helt særligt problem mere. At mindretallet er gået fra at være trussel til berigelse, må man glæde sig over. Erling Jepsens følelse af, at Sønderjylland er særligt glemt, holder næppe.

Sønderjylland har udfordringer, men de er langt hen ad vejen fælles med Jylland uden for den østjyske millionby, og de får ikke det store flertal i Sønderjylland til at fortryde deres forfædres kryds i 1920. Der er rent økonomisk heller ikke grund til det, for udfordringerne er ikke mindre i Sydslesvig.

Alt i alt er den dansk-sønderjyske genforening kommet langt bedre i mål end den tysk-tyske. Men den har jo også haft længere tid til det. At opmærksomheden svinder, er prisen for at lykkes.

Carsten Porskrog Rasmussen er historiker ved Museum Sønderjylland.