Det er ikke implementeringen af folkeskolereformen, den er gal med. Det er selve reformen
Tre elever kommer benende ind i klassen. »Vi er færdige. Det var sjovt.« Klassen har været på QR-løb. Udstyret med en iPad har de scannet QR-koder på skolens område og svaret på spørgsmål om Bronzealderen. De fleste har skrevet få ord, ingen lange sætninger eller dybere refleksioner. Bare hurtige svar på konkrete spørgsmål. »Hvad er bronze lavet af?«
De har fået opgaven, fordi skoledagen er lang og fyldt op med boglige fag. Det er mit ansvar som lærer, at de bevæger sig i mindst 45 minutter. I historiefagets formål er der lagt op til, at eleverne skal være analytiske, vurderende og opnå indsigt. De skal blive fortrolige med kultur og historie. Det er ikke nemt at tilgodese den form for fordybelse, mens man bevæger sig.
Folkeskolen har på det seneste klaret sig dårligt i nationale test og TIMSS-undersøgelsen 2019, mens elevernes kompetencer i matematik og læseevner bliver ringere. Forleden læste jeg i Altinget, at Uddannelseschef i Dansk Erhverv, Claus Rosenkrands Olsen, mener, at dette skyldes, at folkeskolereformen ikke reelt er implementeret. Han henviser til en rapport fra Syddansk Universitet, som viser, at kun halvdelen af skoleeleverne bevæger sig i 45 minutter om dagen. Hans løsningsforslag er, at der sættes kul på intentionerne – altså mere bevægelse og reform.
Men folkeskolereformen er implementeret. Reformens tankegods, form og indhold gennemsyrer den skole, eleverne møder hver dag. Problemet er ikke manglende implementering, problemet er, at reformen ikke virker.
Mindre tid til forberedelse
Mine elever trådte deres første skridt i skolen i 2015. Reformen er fra 2014. For dem er digitale elevplaner, læringsmålsstyret undervisning, selvevaluering, lange skoledage, nationale test for alle årgange fra 2. klasse og bevægelse i enhver form velkendt.
Intet af dette giver kompetencer i matematik eller forbedrer læseevnen – alligevel bruger vi masser af tid på det. Eleverne er også vant til, at pædagoger varetager begynderlæsning og matematik i de mindste klasser. Alt sammen reformelementer.
Reformens utilsigtede konsekvenser mærker eleverne også. Deres faste lærere løber stærkt. Efter reformen løfter lærerne langt flere undervisningstimer. Et udtræk fra Kommunernes Løndatakontor viser, at antallet af lærere i folkeskolen er faldet 18 procent siden skoleåret 2009/10. Samtidig er antallet af undervisningstimer i folkeskolen steget med 29 procent.
Konsekvensen er, at lærerne har langt mindre tid til at forberede undervisningen. Fritidspædagogikken i SFO og klub er begrænset til få timer om dagen, børnefødselsdage er rykket ind i weekenden, og der er mindre tid til fritidsaktiviteter.
En skrivebordstænkt reform
Både de tilsigtede og de utilsigtede konsekvenser af reformen afholder os fra at nå i mål med reformens ellers gode pædagogiske intentioner. Eleverne skal blive dygtige, opleve variation i undervisningen, og skolen skal være et sted, hvor negativ social arv kan brydes. Intentioner som stemmer fint overens med folkeskolens formål (del af folkeskoleloven, red.).
I 2017 blev reformen justeret – og det gjorde en forskel. De 3.170 bindende færdigheds- og vidensmål blev i stedet vejledende. Undervisningen skal ikke længere tilrettelægges og evalueres efter tusindvis af detaljerede, faglige mål. Vi kan sætte tempoet ned i målstyringsræset og i højere grad skabe undervisning med fordybelse i fagenes indhold.
I 2019 blev reformen justeret igen. Noget af den lange skoledag kan nu omlægges til to-lærertimer. Min 5. klasse fik delehold og to lærere i klassen – ikke hver uge, men i to lektioner i et par perioder hen over året. Samtidig fik de lidt mere tid til klub og fritidsaktiviteter. Begge justeringer var små skridt i den rigtige retning.
I januar 2020 konkluderede VIVE efter fem års følgeforskning, at folkeskolereformen hverken har løftet elevernes faglighed eller trivsel. Den endelige evaluering af folkeskolereformen forventes fremlagt her i første halvdel af 2021 – og den er længe ventet. For kort før børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil udskød evalueringen, sagde hun i en spørgetime i Folketinget: »Der er brug for ændringer af folkeskolen i elefantstørrelse.« Det håber jeg, at hun mente.
Den skrivebordstænkte folkeskolereform bør omkalfatres, så kun de pædagogiske intentionerne står tilbage. Eleverne skal have en meningsfuld skolegang, der først og fremmest lever op til folkeskolens formål. De skal møde fagene på fagenes præmisser og lærere, som både har tid til klassen, den enkelte elev og til at forberede god, varieret undervisning. Og så skal skoledagen have en længde, der giver plads og overskud til både næste skoledag og fritid.
Laura Møberg Kristensen er folkeskolelærer
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Alle vidste at det ville blive på den måde.
Når ting der skal ud i praksis bestemmes af folk der aldrig selv står med det, forskere og politikere, så bliver det en masse håb og ønsker som ikke har noget hold i virkeligheden.
Men det er selvfølgelig ikke nyt for politikerne. De fatter hat af hvilke konsekvenser deres bestemmelser har blandt os almindelige mennesker.
I mine øjne er det da implementeringen af folkeskolereformen, den er gal med.
Dels at give lærerne flere undervisningstimer og mindre forberedelse samt bestemme at forberedelsen skal ske på skolen. Det sidste er dog blevet blødt lidt op med flere lokale lærerforeningsaftaler.
Med den metoder skulle det da gå galt - ligeledes er meget af lærernes selvbestemmelse taget og overladt til skoleledelsen - der i dag sidder alene på fordeling og andre bestemmelser som lærerne tidligere selv kunne bestemme efter klasser osv... Når lærerne bliver sådan bundet på arme og ben så er det da klart at de taber lysten til at fortsætte i folkeskolen.
PS: Hørte forsknings og uddannelsesminister sige at hun arbejder på at give lærer og andre undervisere mere frihed / mindre detaljstyring - (sagt i forbindelse med de rejste krav om at JP-tegningerne skal indgå i undervisningen og P1's fortælling om en lærers frygt og på en hemmelig adresse og PET hjælp efter hun havde opfordret til at flere lærer skulle vise JP-tegningerne.) - Så der er forhåbentlig håb forude om at lærerne bliver mere frisatte.
Nu er der gået små syv år med den såkaldte reform af Folkeskolen, og den eneste konklusion indtil nu er, at der ikke er noget af den, der virker eller lever op til alt det, politikerne stillede i udsigt - tværtimod.
Jeg har brugt fire år i en kommunalbestyrelse i det udvalg, der har med børn og unge at gøre, og fra august 2014, da den såkaldte reform blev sat i gang, har det været stort set umuligt at skaffe ørenlyd for berettiget kritik af reformen.
Politikerne i forligskredsen med ministeren i spidsen er ikke til at få til at indrømme, at hele forløbet har været en katastrofe for vores engang velfungerende Folkeskole på trods af, at samtlige rapporter og undersøgelser bekræfter det.
Om føje tid vil der ikke være hverken elever eller lærere tilbage i Folkeskolen, der har prøvet, hvordan en velfungerende Folkeskole k a n se ud.
Det tog omkring 200 år ar bygge Folkeskolen op. Det tog kun få år at rive den ned.
Ja, reformen er implementeret, men man ikke sige, den ikke virker. Det gør den i høj grad.
Den har nemlig øget skolens OUTPUT af undervisningstimer pr elev i hele forløbet fra ca. 8.500 timer til 12.000 timer - uden at det har kostet skatteborgerne en krone. Og præcis det var reformens reelle succeskriterium. Corydon betragter den stadig som sin største politiske succes.
At den så har smadret folkeskolens kvalitet og ikke har leveret på et eneste af de 26 målepunkter reformpolitikerne opstillede, er ligegyldigt. Alt det der skønsnak med en bedre folkeskole var ikke andet end staffage.
Tak til en lærer, der endnu ikke har givet op
Problemet er, at vi har et samfund, der opgør aktivitet i tid i stedet for kvalitet.
Men livet er flydende, lærerne forbereder sig ligeså meget over opvasken som over bogen, ligesom eleverne forstår ligeså meget af det, de får fortalt, når de leger vilde lege og pludselig ser og forundres over tusindbenet eller bænkebideren.
Eller bare bruger rigtigt mange timer på biblioteket -med at hænge ud og læse tegneserier eller med at låne sværere og sværere bøger (hvis ikke en emsig bibliotekar synes, at man er alt for ung - sådan som det skete for mig og kom til at betyde, at jeg aldrig får læst Dostojevskij).
Skolen skal anspore, men lærdommen skal ud i fri dressur og styrkes og hærdes.
Hvem lærer mest? Den der sætter sig i 45 minutter for at lære noget og derefter bevæger sig i 45 min, fordi det skal hun ifølge folkeskolereformen - eller den der bevæger sig i 45 minutter og derefter sætter sig i 45 minutter for at lære noget? Mit gæt er, at det er den sidste der lærer mest af den simple grund at der kommer mere ilt til hjernen, når man bevæger sig. Men det kan også være jeg tager fejl.