Kronik

Vi skal investere i børn og unges læselyst, så alle får mulighed for at omfavne litteraturen

Hvis politikerne reelt vil løfte læsningen i Danmark, er det ikke nok at købe bøger uden en medfølgende bevilling til daginstitutionerne og i grundskolen, der skaber tid til, at voksne kan læse sammen med børnene, skriver medlemmer af Legatudvalget for Litteratur og Projektstøtteudvalget for Litteratur i Statens Kunstfond i denne kronik
Folkeskolebørn i dag lærer ikke, hvordan man oplever skønlitteraturen som lyst og underholdning, skriver dagens kronikører.

Folkeskolebørn i dag lærer ikke, hvordan man oplever skønlitteraturen som lyst og underholdning, skriver dagens kronikører.

Torben Klint

Debat
19. maj 2021

I den seneste finanslov er det fra politisk side besluttet at give 25 millioner kroner til indkøb af litteratur til børnehaverne i Danmark. Det er selvfølgelig meget glædeligt, men der følger ikke andre bevillinger med vedtagelsen, og det afspejler desværre, hvorfor det generelt går ned ad bakke med børn og unges læselyst.

Flere og flere af vores unge læser aldrig – som i aldrig – skønlitteratur, og de, der alligevel griber fat i en bog, gør det alt for sjældent. Den udvikling er der brugt store summer på at dokumentere, og det kalder på politisk handling, hvis politikerne ligesom os i Statens Kunstfonds litteraturudvalg tror på litteraturen som et vigtigt element, der er med til at skabe den sammenhængskraft, som danner grundlag for demokratiet.

Mere end læsefærdigheder

Et af problemerne i forhold til børn og unges læselyst er uløseligt forbundet med skønlitteraturens plads i vores institutioner, hvor den i dag ikke har samme vægt som for blot få år tilbage. For det meste bliver litteraturen brugt til at indlære andre færdigheder, som man forventer, at vores børn og unge besidder, når de forlader grundskolen. Skønlitteratur bliver brugt til at tjekke eksempelvis elevernes læsehastighed og deres forståelse af det, de læser, frem for at være centrum for det, der undervises i.

I dansktimerne, hvor litteraturen burde være omdrejningspunktet, er den som regel reduceret til et eksempel på en periodes tanker og ideer. Dyrebare undervisningstimer går til alt andet end at læse teksterne for teksternes skyld eller til at opleve, hvordan de taler til os i dag på tværs af de år, der er gået. Og teksterne læses nærmest aldrig på elevernes præmisser: Hvad siger teksterne dem i dag? Hvad er forståeligt i vores samtid og hvorfor? Er det i det hele taget en god og læseværdig tekst i dag?

Fraværet af skønlitterære klassikere særligt i grundskolen er ikke blot ærgerligt på litteraturens vegne, men også på elevernes vegne. De oplever ikke læsning som noget, de kan selv uden hjælp eller vejledning udefra. De opdrages til, at teksten holder på en hemmelighed, der skal afsløres for at føre til indlæring af noget, der ofte ikke har noget med teksten selv at gøre. De får ikke lov til at opleve, at læsning er noget, de kan bruge til noget ved siden af skolens måling af deres evner. De får ikke lov til at opleve skønlitteraturen som lyst og underholdning.

Endnu værre er det, at tilgangen til litteraturen i grundskolen giver de elever, der ikke kommer fra et hjem med tradition for at læse, en oplevelse af litteraturen – og de krav den stiller – som en forhindring for at nå frem til det, der er undervisningens formål. I de værste tilfælde bliver litteraturen en anledning til nederlag. En oplevelse, der kendes fra de udsagn, man møder igen og igen, når man taler om litteratur med børn og unge: ’Jeg forstår ikke digte’, ’Jeg forstår ikke noveller’ og ’Det der med at læse er ikke noget for mig’.

Ofte er der et skel mellem eleverne, som flugter med de sociale skel, der er i samfundet. Skønlitteratur kan blive noget, der i højere grad nu end før eksisterer i små grupper af samfundet fra middelklassen og op. Ikke at der har været en smuk fortid, hvor alle læste, men udviklingen stemmer ikke overens med det uddannelsesniveau, vi ellers har i Danmark.

At læse skønlitteratur er en færdighed, der skal tillæres på den ene eller den anden måde. Forsvindende lidt af den menneskelige kultur er noget, vi gør naturligt, og det gælder også for skønlitteraturen, der ligesom dans, musik og film har udviklet sig fra dengang, vi første gang fik behov for at udtrykke os. Langt de fleste af os har brug for lærere eller andre, der viser os en vej ind i lystlæsningen, hvis ikke vores forældre gør det. De dygtige lærere med interesse for faget findes allerede, men de har brug for tid til at læse med børnene.

Tid til lystlæsning

Tilbage til de 25 millioner kroner til bøger i de mange institutioner rundt omkring i Danmark, hvor vores børn er i årevis, mens de er små. Hvordan forestiller finanslovens parter sig, at bøgerne skal bruges?

Nyheder om børneområdet har i flere år været præget af den meget tynde normering af uddannede voksne per barn. Ja, der er et løft i gang, men skal man stole på faglige eksperter og pædagogerne, kommer det løft kun til at dække de allerværste huller i deres travle hverdag. Det er svært at forestille sig, at fælleslæsning står øverst på listen over de udfordringer, medarbejderne står med, på trods af alle de meget veldokumenterede positive effekter.

Det er humlen i Kunstfondens tilgang til læsning i Danmark: Igen og igen sætter vi gang i enkeltstående tiltag, der ikke rammer der, hvor problemet har sin rod, nemlig i vores indlæring af læsning af skønlitteraturen. Så hvis finanslovens parter reelt vil løfte læsningen i Danmark, burde de 25 millioner kroner have endnu en bevilling med sig. En bevilling, der giver rum i normeringen til, at en voksen kan læse sammen med børnene. Til gavn for ikke kun skønlitteraturen, men også for sprogstimulering, fællesskab, empati og mental ro – for blot at nævne nogle få af de positive sider af læsning. Men det skal også være for lystens skyld.

Lige nu har vi i Danmark en utrolig alsidig, velfortalt og velskrevet børnelitteratur, der kan give grin, smil, eftertænksomhed og overraskelser, der ellers ikke ville være en del af børnenes dag i institutionen. Samtidig ville vi som samfund allerede være i gang med den oplevelse af skønlitteraturen som noget, der kan vælges til af lyst, uden at du som læser bagefter stilles til ansvar for svar og dokumenteret indlæring.

Det samme gør sig gældende i grundskolen. Litteraturen burde have sin egen lille plads i skemaet i vores børn og unges dagligdag. En enkelt dobbeltlektion om ugen reserveret til samværet omkring skønlitteratur, hvor der læses på elevernes og teksternes præmisser. Et sted, hvor eleverne kan opleve både de tekster, der allerede er en kanoniseret del af vores fællesskab, og de tekster, der er skrevet i deres egen samtid. Et sted, hvor de kan opleve litteraturen som en vej til viden og indsigt i verden, men i den grad også som underholdning – noget lystfyldt.

Fantastisk dansk litteratur

Desværre er det ikke sådan. I stedet er ansvaret for læsningens plads i samfundet båret af enkeltstående initiativer på for eksempel bibliotekerne – ofte støttet af Kunstfonden. Og selv om eksempelvis fælleslæsning på bibliotekerne vidner om en stor interesse for læsningen, er der ikke takter til at ændre på den praksis omkring vores dannelse som et læsende folkefærd.

Det er synd og skam, især når man ser på det brede udvalg af fantastisk litteratur, der bliver skrevet i Danmark i disse år. Niveauet er enormt højt på alle parametre. Fra den fortællende eller eksperimenterende roman over dramaet og en helt enorm mangfoldig lyrik til en lige så vild og mangesidet børnelitteratur. Det er tekster, der inspirerer, henrykker og fascinerer alle, der har lyst og vilje til at læse dem.

Lad os dog give vores børn og unge den oplevelse og investere i deres læselyst, så alle børn får mulighed for at omfavne litteraturen.

Dennis Gade Kofod, Agnete Dorph Stjernfelt, Gerd Laugesen, Lars Horneman og Lasse Horne Kjældgaard er medlemmer af Legatudvalget for Litteratur i Statens Kunstfond.

Jens Smærup Sørensen, Bo Hr. Hansen og Mai Misfeldt er medlemmer af Projektstøtteudvalget for Litteratur i Statens Kunstfond.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Peter Madsen

Så se det dog i øjnene i høje litterater med jeres højtbesungne skønlitteratur. I har snorksovet i timen i jeres litterære Torneroseslot.
Den skrevne bog, avisens og magasinets tid rinder ud. Se det i øjnene om i vil. Dødsklokkerne har bamlet meget længe, men i vil åbenbart ikke høre det.
I taler som om skønlitteratur og mener tilsyneladende kun skrevne og trykte tekster, som I, højagtede forfattere, har fremstillet og udgivet og som også fremtidens børn skal lære at ”lystlæse”. Det kommer desværre ikke til at ske. Jeg skriver desværre, fordi jeg selv er en af de mange i min generation som blev flittig”lystlæser” i starten af 1960erne. Vi havde simpelthen ikke andre medier den gang, men sådan er det ikke mere.
Trykte bøger, magasiner og aviser og E bøger med for den sags skyld, vil blive historiske fænomener på samme måde som hulemalerier, runestene, skrifttavler, dødehavsruller, kalkmalerier m.m.
Skriftkulturens tid rinder også ud, fordi det til alle tider har været en elitær kunst, som store dele af befolkningen ikke fik adgang til, fordi de ikke kunne eller aldrig fik lært at læse så godt, at de kunne dyrke ”lystlæsning” Over 500.000 af nutidens voksne danske læser ikke eller læser så dårligt, at de ikke kan læse selv en meget simpel tekst. Der er al mulig grund til at tro, at dette tal vil vokse kraftigt når en ny generation af ”bogdroppere” støder til i de kommende år.
Skriftkulturen og de trykte bøger har haft sin sejrsgang gennem de seneste par århundreder, fordi bogen efter tidens teknologiske og samfundsmæssige forhold, var et genialt medie. Det kunne produceres og distribueres i massemålestok, gemmes, lånes ud, tages med, læses når og hvor det passede den læsende m.m.
I nutiden har vi nye medier, som kan nøjagtig det samme og som kan meget mere end det.
Se det i øjnene, børnene og befolkningen i det hele taget vælger den trykte bog fra, fordi det er et forældet og utidssvarende medie. Det som i skriver er for støvet og uinteressant og det går simpelthen for langsomt til at nutidens meget hurtige og mere intelligente mennesker, orker at bruge tid på det.
De vælger det talte ord, som de finder let tilgængeligt og hurtigt i film, video, spil, radio, podcast, lydbøger og i traditionel mundtlig ordkunst.
Det har i 10 – 20 år stået skrevet i jeres egne kommissorier, at I også skulle tilgodese den mundtlige litteratur. Mig bekendt har I intet som helst gjort. I har ikke været opsøgende og undersøgende på, hvor de nye talenter, de nye eksperimenter eller hvor den etablerede litteratur blev udfordret. I har ikke lagt ørerne til vandrørene i de sociale medier, og set den voldsomme forandring, som har været undervejs i en årrække. I stedet har i siddet i egen selvgodhed og fordelt arbejdslegater og støttebeløb til projekter, som passede til jeres egne forældede paradigmer.
Og så bliver det helt patetisk, når I beskylder skolerne og institutionerne for at svigte skønlitteraturen. Skolerne har gennem de sidste mange år slidt og slæbt for at lære børnene at læse så godt, at de kunne nå frem til at komme til at læse med lyst. Og efter min opfattelse er niveauet af læsning i skolen væsentlig højere end nogensinde tidligere. Men bestræbelserne og de mange læsepædagogiske projekter har været op ad bakken. Børnene får helt sikkert bedre formelle læse færdigheder end nogensinde, men når de når til ”lystlæsningen” så finder de let andre medietilbud, som trækker meget mere og som fylder deres lyst og tager deres tid.
Og det kan ingen, nok så velment ændring af skolen og dens prioriteringer lave om på.
Fejlen ligger hos jer selv og det skønlitterære parnas.
Hvis i i tide havde set de nye mediers tid i øjnene. Så havde I måske også bidraget til at samfundet og kulturen havde investeret massivt i fremtidens meget stærkere mundtlige kultur og i de nye medier, som giver det talte ords kunst, fortællingen og de levende billeder en helt central position i fremtidens litteratur.
Så kunne der måske også have været en stærkere og større dansksproget mundtlighed af høj kunstnerisk kvalitet, også i de nye medier og ikke blot i flotte trykte bøger, som stadig færre danskere kommer til at læse.
Nu sidder vore børn og unge og er henvist til kommercielle udenlandske medier eller pædagogiserende danske medier, som savner litterær kvalitet.

Men det er jo aldrig for sent at komme til besindelse og sadle om
– I har i hvert fald muligheden, hvis i vil.

Niels Jakobs

...men ikke tvinge til at drikke