Opråbet om bedre fødsler, rettigheder til fødende og bedre vilkår for personalet på fødegangene har mange facetter. Forskellige emner er blevet debatteret, herunder hvorvidt der sker overgreb i forbindelse med fødsler. Min egen oplevelse vidner om det, jeg vil beskrive som en overgrebskultur, der opstår, fordi manglende samtykke normaliseres, og fødendes kroppe bliver objektiviseret – og ikke fordi sundhedspersonalet har onde intentioner, men fordi de har alt for travlt.
I sommeren 2018 lå jeg indlagt til igangsættelse af fødsel på svangreafsnittet, fordi mit barn i maven var for stille. Under igangsættelsen, som varede seks dage, blev jeg mange gange dagligt undersøgt vaginalt for at se, om forsøgene på at sætte fødslen i gang havde effekt. Jordemødrene kiggede ofte ind og sagde, at de lige skulle tjekke, om der var sket en udvikling, og om barnet i min mave havde det godt.
Hver gang de ville foretage en underlivsundersøgelse, fortalte jeg dem, at jeg kan få det dårligt under vaginale undersøgelser, fordi jeg tidligere har oplevet seksuelle overgreb. Jeg sagde det, så de vidste, at når jeg sagde stop, så mente jeg det.
Alligevel var jeg ude for et overgreb en eftermiddag, hvor der var travlt på svangreafsnittet. »Av, av, stop. Stop. STOP,« skreg jeg. »Men jeg er færdig liiiige om lidt,« sagde hun, mens hendes fingre undersøgte, hvor udvidet jeg var. Jeg skreg højere, og hun så chokeret på mig. »Undskyld,« fremstammede hun.
En overgrebskultur
Min jordemoder lod undersøgelsen af, om jeg havde åbnet mig, komme forud for min tilbagetrækning af samtykke. Og jeg lærte lige dér, at selv om jeg godt kunne mærke min grænse og sige stop, så var det ikke ensbetydende med, at jeg ville blive hørt.
Under resten af forløbet blev der foretaget adskillige undersøgelser og indgreb, som jeg stiltiende accepterede. Jeg følte mig ikke længere som en aktiv deltager i min egen fødsel, men som en inkubator – mit barns ve og vel var vigtigere for både mig og det sundhedspersonale, der omgav mig, end mit behov for, at undersøgelser og indgreb foregik i mit tempo og inden for mine grænser. Jeg stoppede med at sige fra, fordi det føltes lettere at rumme, at overgrebene var uoverlagte, end at jeg endnu en gang skulle opleve ikke at blive lyttet til.
Jeg ved godt, at jordemoderen ikke ville gøre mig ondt. Hun kom tilbage senere på dagen og undskyldte igen. Jeg ved godt, at hendes handling var et udtryk for det pres, hun var underlagt. Alligevel var det et overgreb. Det var ikke overlagt, det var ikke med ondt forsæt, men hun vidste godt, at det, hun gjorde, var forkert. Hun gjorde det, fordi hun arbejder inden for et system, der presser sine medarbejdere for hårdt, og i en kultur, der har normaliseret den slags indgreb, selv om de for patienten er et overgreb.
Debatten om overgreb i svangreomsorgen har været præget af, at nogle føler sig ramt af en »splittende retorik«. Der bliver talt om tonen i debatten, og om at vi ikke må bruge ord som overgreb, fordi det skulle forudsætte, at nogen med vilje vil gøre fortræd eller tilfredsstille sig selv. Og det er her, jeg får lyst til at fortælle min historie for at bevidne, at det hænger anderledes sammen.
Jeg blev udsat for et overgreb den eftermiddag. Men at skyde skylden på jordemoderen ville være et fejlskud. Nej, jeg skyder skylden på systemet og kulturen. Jeg skyder med skarpt på travlheden, nedskæringerne og den svangreomsorg, der er så udhulet, at man som gravid og fødende ikke kan forvente, at der er tid til at indhente samtykke eller til at lytte, når der bliver sagt stop.
Spørgsmål om liv eller død
Jeg kunne som fødende sagtens forstå, at der indimellem var nødt til bare at blive handlet. Da min datters liv kom i fare under fødslen, var jeg taknemmelig for, at de ikke ventede på mit samtykke til at gøre, hvad der skulle gøres for at sikre hendes overlevelse.
Men den vaginalundersøgelse om eftermiddagen, var ikke en presserende, livsnødvendig undersøgelse. Der burde have været tid til at stoppe, tale om det, finde ro og starte forfra.
Overgreb i svangreomsorgen er desværre meget normaliseret. Ifølge de mange hundrede vidnesbyrd, jeg har læst fra kvinder, der har oplevet svære fødsler, er de overgreb, der har fundet sted i forbindelse med deres fødsler, blevet gjort med en stor selvfølgelighed.
Der er blevet udført unødvendige hindeløsninger, vand er blevet taget, og igangsættelser er blevet påbegyndt, fordi »nu var jeg alligevel deroppe«, eller fordi »vi ikke kan garantere dig en ledig fødestue, hvis vi venter«. Det er et udtryk for både travlhed og en normalisering af dens konsekvenser. Og det er den normalisering, jeg med min kronik håber at være med til at gøre op med.
For det sker for ofte, at der ikke indhentes samtykke til indgreb og undersøgelser, selv om de ikke haster eller er tvingende nødvendige. Den manglende kommunikation signalerer til os fødende, at vores kroppe ikke har værdi i sig selv – alt handler om det barn, vi er ved at føde.
Når jeg skriver, at der er en overgrebskultur i svangreomsorgen, er det ikke ensbetydende med, at jeg mener, sundhedspersonalet har onde intentioner. Jeg sætter ikke nogen på anklagebænken eller siger, at nogle er dårlige mennesker. Det, jeg kritiserer, er antagelsen om, at man i medicinsk øjemed retmæssigt kan tiltvinge sig adgang til andres kroppe. For så længe det ikke drejer sig om liv eller død, er denne tvang altså ikke på nogen måde retmæssig, det er et overgreb.
Mere tid til kommunikation
Det, der for den sundhedsprofessionelle opleves som en nødvendig undersøgelse eller indgreb, kan for den fødende føles som et overgreb, når der er for travlt til at kommunikere ordentligt. Og så længe det ikke er liv eller død, så er der nødt til at være tid, ro, rum og plads til, at der bliver lyttet, indhentet samtykke og sørget for, at den fødende ikke blot behandles som en gravid krop, men som en aktiv deltager i egen fødsel.
Der er stor forskel på at sige: »Jeg undersøger dig lige indvendigt« og på at spørge: »Er det i orden, at jeg undersøger dig indvendigt?«. Tilmed tager de to formuleringer lige lang tid at ytre. Det kan selvfølgelig blive en længere proces, hvis svaret til sidstnævnte er nej. I det tilfælde er det nødvendigt at tale om nødvendigheden af undersøgelsen, og hvordan den bedst muligt kan udføres, samtidig med at den gravide føler sig tryg og hørt.
Hvis vi fornægter, at overgrebskulturen findes og affejer muligheden for dialog, kommer vi aldrig videre. Så jeg vil appellere til, at alle sundhedsprofessionelle reflekterer og spørger sig selv: Kunne jeg i visse situationer have gjort det anderledes? Sørger jeg altid for at få samtykke?
Med en større bevidsthed tror jeg, at vi kommer et skridt nærmere en svangreomsorg, som både jordemødre, fødselslæger og fødende kan befinde sig godt i.
Signe Amalie Pålsson Nordsted er teknoantropolog og frivillig i foreningen Forældre og Fødsel
18/maj/2021
Kære Signe Amalie Pålsson Nordssted,
tak for et godt og yderst relevant ind-
læg om din oplevelse af at føde :-) ...
Kærlig hilsen
Claus
Jeg kan godt se, at det er svært at være gravid i en krop, der tidligere har været udsat for seksuelle overgreb. Bare det at du hver gang skal fortælle din historie for at få en anden behandling end kvinder, der ikke har været udsat for overgreb måske har fokus på eller behov for. Og at betegnelsen overgreb derfor også bliver meget subjektiv af karakter. Hvad der for dig er grænseoverskridende adfærd, kan for mig være naturlig adfærd, når jeg er i gang med en fødsel.
Jeg ved snart ikke, måske I skulle have aftalt f.eks. et kejsersnit forinden, At beskylde systemet for overgreb synes jeg måske er skudt en del over skiven.
Det er min opfattelse - i modsætning til ovenstående kommentar - at beskyldningen rammer plet. Der er et ressourceproblem - det er en kvantitativ problemstilling; men der er også en afgørende kvalitativ problemstilling, som vedrører, at fødsler på hospitaler foregår i en 'medicinsk kultur', hvor mennesker (her fødende kvinder) 'forvandles' til patienter dvs. skifter fra at være subjekter til at være objekter - og det er i sig selv et overgreb. At denne behandling yderligere forstærkes under tidspres pga. for få ressourcer gør det blot endnu værre.
Jeg så et helt klart skift, dengang fødslerne flyttede fra fødeklinikker til hospitaler. Jeg vil opfordre kvinder til at overveje hjemmefødsler med egen jordmor.
Ufatteligt at så mange stadig gider arbejde i et sundhedssystem, hvor man oven i dårlig løn, arbejdspres og skæve vagter også jævnligt beskyldes for overgreb, hvis man uforvarrende er kommet til at gøre noget på en anden måde end patienten forventer. Jordemoderen har endda sagt dybfølt og oprigtigt undskyld 2 gange, men det er åbenbart stadig ikke nok.
Det er forfærdeligt for skribenten, at hun har været udsat for seksuelle overgreb men det gør altså også bare hammer-hammer nas at føde, og der er ingen kvinde i verden, som på nogen måde synes, det er behageligt, at nogen rager rundt i hendes underliv, mens hun har en ve. Det er så almindeligt, at kvinder skriger og råber nej og stop i forbindelse med en fødsel. Og det er dagligdag for jordemoderen. Som jo altså af og til er nødt til at mestre den svære balancegang mellem at forvolde noget smerte kontra at lave en god undersøgelse af hensyn til baby. Det er ikke det samme som "en overgrebskultur på fødende".
Jordemoderen får vist i øvrigt næppe tak af hverken patienten eller i patientklagenævnet bagefter, hvis hun efterkommer patienternes ønske om ikke at forvolde smerte og så overser noget.
Det er virkeligt trist, at skribenten har oplevelser med i bagagen, som gør, at hun har oplevet en jordemoders adfærd som et overgreb.
Men på den baggrund generaliserende at konkludere, at der på fødselsafdelinger gælder en "overgrebskultur", er lige så urimeligt som at konkludere, at fordi skribenten i den beskrevne situation skreg - og senere skreg højere - så har foreningen Forældre og Fødsel en generel skrige-kultur ...
Jordemoderens opgave er at gøre alt for at barnet fødes rask og sundt. Moderens opgave er den samme. Det føles jo ofte voldsomt, men smerten ved et barn, der bliver skadet, som varer hele livet, kan ikke sammenlignes med om noget føles ubehageligt eller smertefuldt kort før og under fødslen.
Så moderen og jordemoderen har samme mål: barnets ve og vel. Som mor til fire har jeg hver gang kun fokuseret på barnet, sammen med jordemoderen.
Det har været vigtigt at være godt oplyst om hvordan en fødsels forskellige faser forløber, og at det hos nogle går hurtigt, hos andre langsommere. Ved en igangsætning kan det forløbe anderledes, men igen..det gøres jo for at redde barnets liv. Det har din jordemoder også gjort, ser det ud til.
Jordemødrene har hjulpet mig gennem stormene, min opgave har været at følge med i fuld tillid, og først og fremmest at slippe enhver trang til selv at prøve at kontrollere stormen og i stedet for bare følge med som en surfer i en kæmpe bølge. Det må være meget svært, hvis man ikke har den tillid. For man skal give slip og lægge sit barns og sit eget liv i jordemoderens hænder. Jeg har kun haft grund til taknemmelighed over for jordemødrene. Din har også gjort sit bedste, ser det ud til.
Min erfaring har været at kvinder, der havde planlagt forløbet og havde specifikke ønsker til deres fødsler, ofte var rystede bagefter, og syntes de havde haft en slem fødsel, hvis forløbet blev anderledes og ønskerne ikke kunne opfyldes. Så det er vigtigt at vide, at en naturkrafts forløb kan man ikke planlægge. Man kan bare gøre sit bedste for at at følge med og håbe barnet og man selv lever.
Jeg er enig i Rikke Nielsens sidste sætning.