Klimakampen er domineret af hvide mennesker. Der er brug for større inklusion af minoriteter

Selv om vi befinder os midt i en biodiversitets- og klimakrise, er klimabevægelsen på mange måder stadig kun i sin gryende begyndelse i folkelig forstand. For eksempel er det de færreste organisationer og sammenslutninger i klimabevægelsen, der har nået at fejre kobberbryllup.

I et diversitetsperspektiv er det derfor også ærgerligt at se en ny bevægelse og branche løbe ind i de samme problemer og udfordringer med inklusion og diversitet, som stort set alle andre brancher kæmper med. Det handler blandt andet om, at bestyrelser, ansatte og fremtrædende stemmer i de store klimaorganisationer er kendetegnet ved få eller slet ingen etniske eller racialiserede minoriteter.

På globalt plan ved vi, at vi sorte, brune og oprindelige individer kun udgør 30 procent i de 40 største globale klimaorganisationer. Det påpegede Jessica Petersen i Information i december 2020. Mens en lignende undersøgelse ikke er blevet foretaget i Danmark, kan man ved en gennemgang af de danske klimaorganisationer se, at det er svært at finde navne eller ansigter, der ikke er etnisk danske.

Spørger man nogle af de nyere organisationer i klimabevægelsen, er de godt klar over problematikken, og der meldes, at det ikke kun er på etnicitet og race, at der mangler repræsentation, men også på køn. Fordi organisationernes arbejde i højere grad tiltrækker kvinder end mænd.

Klimakrisen rammer minoritetsgrupper

Men hvad kan man gøre ved det? I mine samtaler og møder med flere af de nyere klimaorganisationer oplever jeg en såkaldt prioriteringsstrategi. Prioriteringsstrategien kan grundlæggende beskrives som en følelse af, at man ikke kan redde hele verden i ét hug, hvorfor de samlede mål oplistes i etaper eller prioriteret rækkefølge. Det betyder blandt andet, at kampen med at grundfæste klimabevægelsens berettigelse kommer i første række, og først derefter kan inklusion af minoritetsgrupper prioriteres.

Den logiske konsekvens er dog ikke alene, at klima bliver de privilegeredes kampplads, en kampplads, der kræver social og kulturel kapital og derfor udelukker mange grupper i samfundet med færre privilegier. Men endnu mere seriøst er det, at klimakampen stirrer sig blind i perspektiver, der ikke omfatter valide faktorer som race, etnicitet, social klasse, seksualitet med mere.

Det er ikke, fordi at klimakonsekvenser ikke omfatter eller rammer de beskrevne minoritetsgrupper. Tværtimod. Det ved vi på globalt plan, og lokalt vil vi også opleve en klimaslagside ved udelukkelsen af minoritetsgrupper. Globalt ses skævvridningen mellem verdens rige og fattige lande.

For eksempel var CO2-udledningen fra verdens fattigste lande fra 1990 til 2015 på syv procent, mens de rigeste lande brillerede med et CO2-udslip på 15 procent. Samtidig kan mellem 68 og 132 millioner mennesker i det globale syd ende i fattigdom inden 2030 som konsekvens af klimaforandringer. På et mere lokalt plan handler klimaaktivisme om at inkludere minoritetsgrupper og gøre de personlige klimavenlige valg tilgængelige for flere samfundsgrupper.

Jeg er langtfra den første til at beskrive denne problematik. Personligt finder jeg det ulogisk, at inklusion bliver en prioriteringssag, og mit personlige opråb til klimabevægelsen er, at det er lige nu, de skal kigge på en bedre repræsentation og inklusion af minoritetsgrupper.

Ikke kun en kamp for de indviede

Fra et diversitetsperspektiv ved jeg også, at inklusion skabes ved at bygge trappetrin, der gør, at ikkeinkluderede minoritetsgrupper også får adgang til lukkede klubber. Vi skal gøde jorden og skabe kultur og sprog for, at klimakamp og bæredygtighed ikke bliver en prioriteret bevægelse for de indviede og privilegerede.

Bæredygtighed og klima bør ikke kun være en kamp for de indviede. De stærke minoritetsstemmer og grupper, der allerede findes, bør forstærkes, styrkes og inkluderes i klimainitiativer.

Mens de etablerede klimaorganisationer tænker inklusion i prioriteret rækkefølge, skal vi i vores eget bagland blive ved med at skabe og udvikle platforme og organisationer for bæredygtighed og klimakamp. Det er vi gode til og har gjort i rigtig mange år. For det er nu, der er momentum for, at minoritetsgrupper i Danmark kan tage klimakampen i egen hånd.