Kommentar

Konkurrencereglerne gør det umuligt at skabe ordentlige arbejdsforhold for platformsarbejdere

Vi er som fagbevægelse klar til at kæmpe for, at de ’falske selvstændige’ anerkendes som arbejdstagere, og skabe nye muligheder for de soloselvstændige, der mangler fair arbejdsvilkår, skriver forbundsformand for HK Danmark, Kim Simonsen, og formand for HK Privat, Simon Tøgern, i dette debatindlæg.
Mange af de digitale platforme havde svært ved at fremvise en bæredygtig forretningsmodel, der ikke byggede på skatteunddragelse og løndumping, og senest har vi set debatten om dårlige arbejdsvilkår for Wolts partner-cykelbude. På billeder han en gruppe Wolt-bude nedlagt arbejdet i protest mod Wolts nye betalingsmodel.

Mange af de digitale platforme havde svært ved at fremvise en bæredygtig forretningsmodel, der ikke byggede på skatteunddragelse og løndumping, og senest har vi set debatten om dårlige arbejdsvilkår for Wolts partner-cykelbude. På billeder han en gruppe Wolt-bude nedlagt arbejdet i protest mod Wolts nye betalingsmodel.

Ólafur Steinar Gestsson

Debat
15. maj 2021

Hypen var stor, da de første digitale arbejdsplatforme gjorde deres indtog på det danske arbejdsmarked.

Den nye teknologi kunne forløse et kæmpe vækstpotentiale og sætte arbejdsstyrken fri af arbejdspladsens og overenskomstens snærende lænker til at arbejde, når den ville, og hvordan den ville.

Danmark skulle være et deleøkonomisk mekka.

Siden blev det hverdag. Mange af de digitale platforme havde svært ved at fremvise en bæredygtig forretningsmodel, der ikke byggede på skatteunddragelse og løndumping, og senest har vi set debatten om dårlige arbejdsvilkår for Nemlig.com’s selvstændige chauffører og Wolts partner-cykelbude.

Kun få platforme har vist sig villige til at påtage sig et ansvar for dem, der udfører arbejde i platformens navn. De fleste platforme kræver således, at brugerne bekræfter, at de ikke er ansatte, men selvstændige.

Falske selvstændige

Og lad os lige slå fast: Vi har i HK ingen problemer med, at vores medlemmer arbejder som freelancere og soloselvstændige. En del af vores medlemmer arbejder helt eller delvist på faktura og trives med det. Vi yder dem råd og støtte og en række særlige medlemsgoder.

Det, vi derimod har et problem med, er såkaldt falske selvstændige – som burde være ansatte. Og så har vi et problem med, at vores reelle selvstændige ofte præsenteres for ensidige, dikterede vilkår.

I 2019 var vi i HK vidner til, at tolkeplatformen EasyTranslate dikterede forringede vilkår for polititolkene.

Det skabte stort røre. Konkurrencestyrelsen rundsendte herefter et brev til polititolkene i kopi til HK, hvor de oplyste om, at det var ulovligt, at tolkene frarådede hinanden at arbejde for EasyTranslate.

Brevet skabte stor utryghed i en branche, der forsøgte at stå sammen om at kræve fair vilkår.

I 2020 fik en af de få platforme med overenskomst og en bund for timeprisen på platformen – nemlig rengøringsplatformen Hilfr – en knap så venlig henstilling fra Konkurrencerådet om at fjerne bunden og i øvrigt foretage en række ændringer for ikke at få underkendt deres overenskomst.

Konkurrenceretligt kunne de såkaldte hilfere nemlig risikere at blive betragtet som selvstændige, og selvstændige må ikke indgå kollektive aftaler.

Konkurrenceretten spænder ben

De to eksempler viser, at konkurrenceretten spænder ben for forsøg på at skabe fair vilkår for platformsarbejdere, og de samme barrierer ser vi for freelancere på det analoge arbejdsmarked.

EU har ene kompetence på det konkurrenceretlige område. Så hvis der skal rykkes hegnspæle på det konkurrenceretlige område, skal det ske på europæisk plan.

Netop nu varsler Kommissionen initiativer, der skal sikre fair arbejdsvilkår for platformsarbejdere og soloselvstændige – defineret som selvstændige uden ansatte, der leverer serviceydelser til virksomheder.

Det første initiativ foreslår at løfte forbuddet mod kollektive aftaler for soloselvstændige. Ændringen vil gøre det muligt for solo-selvstændige at stå sammen for at opnå en mere jævnbyrdig forhandlingsposition over for virksomheder langt større end dem selv.

Klar til kamp

I HK hilser vi initiativet velkommen af især to årsager.

Den ene er, at det i dag kan være vanskeligt at vide, om man konkurrenceretligt er selvstændig eller lønmodtager.

Tvivlen er i sig selv en barriere for at stå sammen. Kommissionens forslag fjerner konsekvensen, hvis man tager fejl.

Den anden årsag er, at vi i dag ser soloselvstændige, der både skatteretligt, arbejdsretligt og konkurrenceretligt er selvstændige, men som beviseligt står i en meget svag forhandlingsposition over for større kunder.

Det er veldokumenteret, at virksomhederne derfor ofte dikterer ensidige kontrakter og vilkår, som freelancerne ikke enkeltvist har nogen mulighed for at forhandle ændringer til.

Det kunne for eksempel være grafikere, der pludselig får dikteret ændringer i betalingsbetingelser eller overdragelse af rettigheder.

Det kunne være soloselvstændige af it-ydelser uden en jordisk chance for hver for sig at præge forretningsbetingelser eller standardkontrakter på en digital platform. Eller hårdt prøvede tolke, der præsenteres for ensidige kontrakter og dikterede priser uden mulighed for at stå sammen og forhandle en mere fair aftale.

Initiativet fra Kommissionen tvinger i sig selv ingen til at forhandle, og det løser ikke problemerne med falske selvstændige.

Vi får med andre ord intet foræret ud over bedre muligheder for at kæmpe for, at de falske selvstændige anerkendes som arbejdstagere, og nye muligheder for at samle soloselvstændige i en svag forhandlingsposition om krav om fair arbejdsvilkår.

En kamp, fagbevægelsen kan og skal tage både for de soloselvstændiges og for lønmodtagernes skyld.

Det er ikke nemt, men det er nødvendigt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helle Wisbech

Tak for den artikel. Jeg var ikke klar over konkurrencestyrelsens rolle og de retslige forhold der altså gør sig gældende for soloselvstændige, eller falske selvstændige som de mere retvisende kaldes her. Interessant og prisværdigt at HK vil være med til at tage kampen op for de prekært ansatte.