Mænds kræftsprog er påvirket af maskulinitetsidealer, men påvirkningen går også den anden vej

Informations kronikserie om ’Kræftens sprog’ har allerede belyst, hvordan nogle kræftpatienter finder kampmetaforer upassende og ydmygende, mens andre finder styrke og håb i denne sprogbrug. Men hvad gør mandlige kræftpatienter konkret med kampmetaforerne, når de ikke slår til? Dette har vi undersøgt ved at gennemgå nogle af de danske sygdomsselvbiografier, som er skrevet gennem de seneste årtier af mænd om deres kræftforløb.

Vores udgangspunkt er, at kampmetaforikken i udbredt grad stemmer overens med en særlig form for maskulinitet, der er blevet betegnet som ’hegemonisk’ af den australske sociolog R.W. Connell. Det er forståelsen af den heteroseksuelle mand som samfundsmæssigt dominerende i forhold til andre køn og seksualiteter. Sat på spidsen er det alfahannen, der både skaffer føde, beskytter og regerer, der er arketypen. Dette maskulinitetsideal er blevet kritiseret for ikke at give plads til følelser og alt, hvad der ellers associeres som feminint, og for at udelukke andre mandeidentiteter, og teorien om hegemonisk maskulinitet er blevet kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at kunne opfange forandringer og ambivalenser i forholdet mellem ideal og praksis.

Ikke desto mindre er det åbenlyst, at det er en normativitet, som mange brydes med, og som spiller ind i forhold til mænds identitetsarbejde, ofte med en ironisk eller humoristisk tone. Dette kan vi se i de selvbiografier, vi har analyseret, hvor den maskuline kampmetaforik finder udtryk, samtidig med at alternative italesættelser af sygdomserfaringen afsøges.

Tag det som en mand – ikke en tøsedreng!

I bogen Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet fra 2018 argumenterer journalist og forfatter Arne Notkin for, at de aggressive kampmetaforer har fungeret konstruktivt for ham i hans kræftforløb. Diagnosen beskrives »som at blive ramt af en hammer«, mens behandlingen og hans egen tilgang til sygdommen skildres som et modangreb: »Nu går kampen i gang: Historien om soldaterne, der marcherer ind i mit blod for at bekæmpe de fjendtlige celler«.

I cykelrytteren Brian Holms selvbiografiske beretning Den sidste kilometer fra 2004 associerer og beskriver han kræftdiagnosen som et voldeligt overgreb, der føles som at »blive slået ned bagfra med en klaphammer og derefter blive udsat for verdens værste justitsmord«. Han tager en »mand til mand-snak« med overlægen: »han skulle bare gøre det nødvendige uden at spørge mig først […] Til gengæld lovede jeg ham, at jeg ikke ville klynke – lige meget hvad.«

Holm insisterer på at holde distance til alt, hvad han kategoriserer som kvindeligt, herunder følelser (især tårer) og omsorg i bred forstand. Han fortæller, hvordan han undervejs i kræftforløbet planlagde sit eget selvmord for at undslippe følelsen af afmagt, men også hvordan han oplevede, at forløbet forandrede ham som menneske.

Samtidig giver bogen udtryk for en forandring i hans opfattelse af maskulinitet, som i kraft af sygdommen er blevet mere rummelig og inkluderer det emotionelle. Han fortæller, at især det at dele erfaringerne med andre, ændrede hans opfattelse: » … for første gang i mit liv var jeg ikke flov over at vise følelser på den måde«. Brian Holm fortæller, at han nu oplever, at den maskulinitet, han er opdraget med, fører til ensomhed, og han giver udtryk for, at han har udviklet et mere nuanceret blik på, hvad der er svagt, og hvad der er stærkt. Selvmord er ikke, som først antaget, et modigt valg, og det viser sig at være mere krævende at kæmpe sig igennem et sygdomsforløb med værdighed end at være sportsstjerne.

Kampen mod kræft i standupkomikeren Geos bog Hva’ så nu? fra 2017, der handler om tiden efter det alvorlige sygdomsforløb, tager også form som en kamp med og mod følelserne og med forholdet mellem, hvad han beskriver som værende henholdsvis maskulint og feminint. Sygdommen, fortæller han, fører til, at han oplever sig selv som mere feminin end maskulin, som han skriver: »Jeg gik fra at være semi-træmand til 90 procent semi-kvindelig«.

»Som en tur i rutsjebanen«

Hvor krigsmetaforer synes mangelfulde i forhold til at udtrykke følelser, rummer bøgerne en række nye metaforer. For eksempel skriver Arne Notkin, at livet efter kræft ofte bliver »beskrevet som en tur i rutsjebanen. Det ene øjeblik oplever man en euforisk glæde over kirsebærtræerne, der blomstrer igen, og det næste øjeblik lammes man af angst op til et kontrolbesøg«.

I nogen grad ændrer kræften karakter igennem disse forskydninger, for eksempel når fortællingerne bruger de dominerende kamp- og krigsmetaforer til at modsætte sig forståelsen af sygdom som kamp eller undtagelsestilstand og ved at trække på det fredelige og legende perspektiv i (computer)spil og populærkulturelle referencer. Således skabes en modmetafor, altså en metafor, der modsætter sig dominerende kulturelle metaforer, når Notkin bruger computerspillet Pac-Man som alternativ visualisering af kemobehandlingen.

Det er især sport og hverdagsteknologiske billeder, der træder frem som alternativer til krigsmetaforikken. Gennem sportsmetaforerne anskues kræftforløbet som en individuel rejse gennem behandling og mod helbredelse. De metaforer, som ikke stammer fra konkurrencesport (for eksempel bjergbestigning) kommer især i spil i fortællingerne om tiden efter raskmeldingen, hvor fortællerne oplever at føle sig overladt til sig selv med vanskelige problemstillinger. »Det er koldt på toppen, men skræmmende på bunden«, skriver Geo i Hva’ så nu?, og i Ikk’ for sjov (2013) beskriver han oplevelsen af at blive erklæret kræftfri som at have »[b]esteget bjerget, plantet flaget og hoppet op og ned, mens jeg havde jublet og skreget af glæde«. Men, tilføjer han: »[n]u skulle jeg ned ad bjerget, hvor de fleste ulykker sker«. Han fortsætter med at bemærke, at her er der ikke længere støtte at hente i sundhedsvæsenet: »Vi er nu landet i Livets Lufthavn – tak fordi de benyttede KemoDrop. Håber, det var behageligt. Vi ser frem til aldrig at se Dem igen.«

Geo bruger teknologiske metaforer med henblik på at gøre sygdommen og helbredsprocessen forståelig. I Hva’ så nu? visualiserer han kroppens tilstand som en bil, der er gået i stå og skal genstartes med startkabler og i Ikk' for Sjov beskriver han kemoen som brændstof: »Jeg skulle have kemo for at overleve, og min bil skulle have benzin«.

Den efterfølgende udmattelse opleves »som om der bare blev slukket på off-knappen«. Brian Holm sammenligner på samme måde sin krop med genkendelig hverdagsteknologi: »Som batterimarkøren på en mobiltelefon bliver man stille og roligt tømt for strøm. Til sidst kan man bare ikke mere, uanset hvor stærk man er. Er der ikke mere strøm på, går man ud«.

Maskulinitet i forandring?

De nye metaforer og sygdomsnarrativer afspejler på den ene side maskulinitet i forandring og en opmærksomhed på sprogets betydning og tager form som nye alvorstunge såvel som humoristiske billeder på en tidssvarende maskulinitet. På den anden side bygger metaforerne stadig på forudsigelige og traditionelt maskuline elementer i sig (for eksempel biler og ny teknologi).

Sygdomsselvbiografierne giver udtryk for en forandring i forhold til sammenhængen mellem maskulinitet og tilgangen til at have og vise følelser, og udviklingen af kampmetaforikken og nye metaforer sker i relation hertil. Alvorlig sygdom er der ikke noget godt at sige om, men de afledte populærkulturelle fortællinger bidrager med ny viden både om køn, sygdom og sprog.

Karen Hvidtfeldt er professor, og Per Krogh Hansen er institutleder, ph.d. på Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet.

Kronikken er en sammenfatning af en videnskabelig artikel, der udkommer i et temanummer af tidsskriftet K&K om sygdom i slutningen af maj.