Kommentar

Minimumsnormeringer er et værn mod offentligt omsorgssvigt og en sag for alle partier

Kære Rune Lykkeberg, minimumsnormeringer er en måde at sikre børnene imod uvidenhed om deres basale behov, og så er de en måde at sikre kontinuitet og ro til os pædagoger, så vi kan give børnene den bedste dag – hver dag, skriver vuggestuepædagog Nanna Høyrup i dette debatindlæg
Debat
18. maj 2021

Kære Rune Lykkeberg

Du skriver i Information den 15. maj om minimumsnormeringer. Som vuggestuepædagog, der har arbejdet meget indgående med minimumsnormeringer, mener jeg, at du rammer helt forbi ved at putte formålet med minimumsnormeringer i en kasse, som handler om »en nyliberalistisk målstyring på institutionsniveau«.

Hvis du kendte til pædagogernes og børnenes hverdag, så ville du vide, at de drejer sig om at sikre de rammer, som gør, at vi kan imødekomme børns basale behov.

Minimumsnormeringer handler om at sikre alle børns ret til blandt andet den helt basale omsorg og medbestemmelse.

Og ja, kommunerne kunne måske i den perfekte verden løfte et krav om minimumsnormeringer selv.

Men der er så mange eksempler på, at øremærkede midler, som skulle gå til netop dagtilbud, bruges på andre områder af den simple grund, at de folk, der forvalter midlerne, ikke har indsigt i, hvad der reelt er behov for, når man er et lille barn.

Det sker allerede med de afsatte midler til netop minimumsnormeringer, at kommuner finder smuthuller til at bruge dem på andre end de mindste børn. Den realitet skulle loven meget gerne tage højde for og tak for det!

Minimumsnormeringer er også en måde at sikre børnene imod uvidenhed om deres basale behov og en måde at sikre kontinuitet og ro til os pædagoger, så vi kan give børnene den bedste dag, hver dag.

At gøre minimumsnormeringer til en sag for ’de røde partier’ er skadeligt for det reelle formål.

Alle partier bør tage ansvaret på sig og sikre økonomien til, at kommunerne kan indføre minimumsnormeringer i børnehøjde.

Minimumsnormeringer er et værn mod offentligt omsorgssvigt. Og tallene er ikke grebet ud af den blå luft. De er både forsknings- og erfaringsbaserede og giver den ramme, som gør, at vi som pædagoger kan møde børnenes behov og initiativer.

De handler om børnene!

Nanna Høyrup, vuggestuepædagog og medlem af Alternativet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her