Kommentar

Når regeringen ikke tager ansvar for at redde klimaet, så må kommunerne

Hvis vi skal nå i mål med både Parisaftalen og DK2020, bliver vi nødt til at tænke klimadagsordenen ind i alle politiske aftaler og beslutninger. Derfor er det nødvendigt at oprette en særskilt klimaforvaltning i samtlige af landets kommuner, skriver byrådskandidat for SF Silas Lønborg i dette debatindlæg
Debat
14. maj 2021

Danmark har siden 2015 været en del af den såkaldte Parisaftale.

Det betyder, at vi har bundet os til at reducere vores CO2-udledning med 40 procent i 2030 i forhold til 1990. Og vi har da også taget nogle store skridt i den rigtige retning – for eksempel i form af klimaloven. Men da vores klimaminister er mere interesseret i hockeystavsmodeller og videoer om frikadeller, må kommunerne tage ansvaret for at gøre det rigtige.

Derfor mener jeg, at vi skal gøre det lovpligtigt, at alle kommuner skal have en særskilt klimaforvaltning.

I skrivende stund er 65 af Danmarks 98 kommuner blevet en del af DK2020-aftalen, der forpligter kommunerne til at udvikle en klimaplan, som skal gøre dem klimaneutrale i 2050.

I kommuner som Odense har man faktisk taget skridtet længere og forpligtet sig på at blive klimaneutral i 2030. Trods disse forpligtigelser er man i Odense stadig ikke kommet med sådan en klimaplan. Og klimadagsordenen hører stadig under by- og kulturforvaltningen. Det mener jeg ikke er forsvarligt.

Hvis vi skal nå i mål med både Parisaftalen og DK2020, bliver vi nødt til at tænke klimadagsordenen ind i alle politiske aftaler og beslutninger. Derfor er det nødvendigt at oprette en særskilt klimaforvaltning i samtlige af landets kommuner.

Problemet er bare, at det er svært at gøre noget som helst og gøre en lovgivning til realitet uden Folketingets opbakning. Og her virker det også til, at mange af de borgerlige partier følger Socialdemokratiets eksempel og sætter deres lid til magisk teknologi, så vi først opfylder vores forpligtigelser i sidste øjeblik. Men det har vi simpelthen ikke tid til.

Klimakrisen skal løses, og den skal løses nu. Derfor bør kommunerne og Kommunernes landsforening (KL) stå sammen om at presse regeringen og Folketinget til at gøre det lovpligtigt at oprette en særskilt klimaforvaltning.

Jeg synes, at vi som kommuner har en pligt til at stå sammen nu og kræve klimahandling fra Regeringen og Folketingets side. For lige nu er der ild i vores hus, og vores løsninger er at slå til flammerne med en hockeystav.

Silas Lønborg er byrådskandidat for SF i Odense.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Silas: Som klimademonstrant støtter jeg dig 100%. Vi skal have klimasagen ud på kommunalt plan. Det er også der, at folk ude i landet kan have samlingspunkter, møde op og påvirke.
Demonstrationsmæssigt har man det fint i København. Klimapåmindelsen stiller sig op i Rigsdagsgården. Politikerne ser os, og somme tider har vi en samtale med dem. Bagefter har vi en Klimacafé.
Hvis ideen skal brede sig, er det godt at have et rådhus at samles foran både for at støtte og protestere og blive et klima-energipunkt.
Bare mas på.