Når jeg savner landsvalerne, ville jeg ønske, vi havde passet bedre på insekterne

Hvor kommer alting dog sent i år, siger vi til hinanden. Men til gengæld varer blomstringen meget længere, fortsætter vi og bekræfter hinanden i, at der også er noget godt ved denne kolde forsommer: Blomsterne segner ikke halvvisne om under solens bagende stråler, men står strunke og nikkende i den blæst, som også har haft kronede dage i år.

Men blomstringen er sen.

»Blomstring efter blomstring
vælder frem og vandrer heden
det er guldregn- og syrentid
det var frugtblomsttid forleden«,

hedder det i et digt af Piet Hein. Men i år blomstrer frugtblomsterne samtidig med guldregn og syrener, som netop har foldet sig ud her i de allerseneste dage. Min veninde, som driver en frugtplantage, havde bestilt fotograf i begyndelsen af maj til noget markedsføringsmateriale, hun skulle have lavet, men måtte aflyse: Træerne var simpelthen ikke sprunget ud endnu.

Og en haveklumme, jeg skrev i begyndelsen af april for år tilbage, indleder med, at jeg er begyndt på juleforberedelserne, fordi jeg har plantet den grønkål, jeg skal bruge til min traditionelle jule-grønlangkål. I år satte vi først grønkålen i forrige uge.

Dermed er vi omsider færdige med at få ting i jorden, men i morgen er det også den 1. juni!

En helt ren forrude

Hvis bare æbleblomsterne bliver bestøvet, tegner æblerne imidlertid til en overdådig høst i år. Jeg havde frygtet, at der ville være alt for få insekter, men det har rettet sig en smule på det seneste, heldigvis er ikke alle svirrefluer og bier udryddet endnu. Selv om de er blevet meget færre end tidligere.

Bekymringen for insekterne er dog heldigvis voksende, og med god grund. Eksemplet med, hvordan man tidligere måtte rense bilens forrude, fordi den var helt klistret til med insekter, er talende. I går kørte jeg til København og tilbage igen uden at måtte fjerne så meget som et enkelt insekt fra forruden, da jeg kom hjem.

Til gengæld lægger man mere mærke til dem, der er der. Mellem fliserne under pergolaen bor jordbierne. Små bitte sandbunker med et hul i midten ligger på række mellem to fliser og afslører deres bo. Tilfredsstillelsen ved at vide, hvor jordbierne bor – og at de er der – havde jeg nok ikke følt i samme grad tidligere.

Heller ikke tilfredsstillelsen ved at kunne kende forskel på humlebierne. Det kan jeg nu. Jeg kan aflæse, om det er en dronning, der søger efter et egnet bo, og jeg kan se forskel på mørk og lys jordhumle, stenhumle, hushumle, havehumle og agerhumle. De færdes heldigvis alle sammen i vores omgivelser.

Næste led i fødekæden

Nænsomheden over for de små bitte skabninger bliver større. Er der kommet bænkebidere eller edderkopper ind med salaten fra haven, fisker jeg dem forsigtigt op og sætter dem ud igen. Ørentvister får samme behandling, selv om de er nogle bæster at fange i en køkkenvask.

Det lyder måske grinagtigt, men prøv at tænke sagen igennem: Perspektiverne er svimlende! For hvis vi mennesker altid havde passet på insekterne. Hvis vi ikke havde sprøjtet afgrøderne med gift eller bejdset frøene med neonikotinoider, der berøver bierne deres retningssans, så de ikke kan finde hjem.

Hvis vi ikke havde bekæmpet den mindste ukrudtsspire i de dyrkede marker og på grøftekanterne. Hvis vi ikke havde fået de fleste vilde blomster til at bukke under. Ja, så havde rigtig, rigtig meget været meget bedre, end det er i dag.

De dyrkede marker ville ikke ligne ørkener. Der ville være mad til fugle som broget fluesnapper, bynkefugl, digesvale, tornskade, spætmejse, stær, agerhønens unger og mange flere, hvis bestand er gået tilbage. Den gule vipstjert, der i årevis har haft en rede lidt oppe ad markvejen ned mod havet, har jeg heller ikke set noget til i år. Og i vores portrum, der på denne tid plejer at være besat af landsvaler, bor der i år kun et enkelt par.

Og bliver afgrøderne ikke bestøvet, og forsvinder fuglene, gæt så, hvem der bliver de næste, der forsvinder: De led i fødekæden, som ender ved os. Så svimlende er perspektiverne. Det værste er næsten, at vi udmærket ved det.