I dag er det 200 år siden, Napoléon Bonaparte døde i et muggent værelse på en fugtig og gudsforladt klippeø midt i Atlanterhavet, 51 år gammel, med britiske skibe patruljerende i cirkler om den smalle havn.
I Frankrig bliver jubilæet markeret med hundredvis af arrangementer og udstillinger, og det har skabt debat. For hvordan skal vi vurdere Napoleon i dag? Som en racistisk, folkemyrdende diktator? Eller som oplysningsmand og grundlægger af den moderne franske stat?
Vi kender kun alt for godt den slags historiefejder: Skal Churchill-statuen stå foran det britiske Underhus? Skal Cromwell? Intet antænder moderne kulturkamp som historiens hovedpersoner: En buste af Frederik V, en statue af Hans Egede. Cecile Rhodes, Leopold II, George Washington …
I Frankrig har Napoleon altid været en tvetydig figur.
På den ene side forrådte han revolutionens principper ved at krone sig selv til kejser. Han var en diktator, der førte brutal krig i Spanien og Rusland, genindførte slaveriet på Antillerne i 1802, forværrede kvinders rettigheder og indsatte sine middelmådige brødre og søstre som herskere fra Napoli til Madrid og Westfalen – den ene badede i mælk, den anden drak, festede og købte tøj for millioner.
På den anden side læste han Voltaire og Goethe, skrev noveller, ophævede livegenskabet i Tyskland, indførte ytringsfrihed i Italien, gav jøderne borgerrettigheder og sikrede pariserne billigt brød og gratis koppervacciner. I oplysningens ånd indførte han en slags meritokratisk samfundsorden, hvor embedsfolk blev ansat efter evner frem for stand, og hvor skolerne i princippet var åbne for alle. Han grundlagde nationalbanken, videnskabelige institutter, det første statistikbureau, skabte det administrative system, Frankrig stadig anvender, og samlede urskoven af franske love til én lovsamling, Code Napoleon.
Fransk tilgivelse
Især slaveriet har været diskuteret i Frankrig de seneste måneder, men debatten har langtfra været så grim og polariseret, som vi er vant til fra USA. Meget få har fremturet med ensidig fordømmelse eller opbakning, og man sidder tilbage med en fornøjet fornemmelse af, at den franske offentlighed er langt bedre til at rumme flertydighed end den amerikanske.
Lektor i fransk Jørn Boisen har bemærket, at det kan skyldes den særlige franske blanding af sekulær universalisme og katolsk kultur: »I katolicismen er alt nærmest forbudt, men alt kan også tilgives,« som han sagde til mig forleden. Det giver jo en vis fleksibilitet, også i synet på historien.
Det ansporer til forsigtig optimisme, for der må og skal komme en europæisk modreaktion på den dogmatiske wokeness, som præger den herskende klasse i USA fra Silicon Valley til Hollywood, eliteuniversiteterne og Coca-Cola.
Krænkelsesordet
Det amerikanske blik er multikulturalistik og reducerer ofte komplicerede ideer til simple magtkampe. Mennesker gøres til repræsentanter for grupper. En race, et køn eller en minoritet. Og derved bliver diskussioner om politik, kultur og historie til drabelige nulsumsspil mellem lys og mørke, hvor arvesynden altid lurer lige om hjørnet.
»I USA skal man bare sige krænkelsesordet, så forstummer enhver samtale,« som den franske journalist Caroline Fourest skriver i sin bog Generation krænket.
Hun frygter, at Frankrig er ved at blive som Amerika, men Napoleon-debatten viser netop, at det endnu ikke er tilfældet. Heldigvis, for det amerikanske blik er dårligt egnet til at forstå historien – og Napoleon.
En mand som både indførte systemet med lige og ulige husnumre på hver sin side af gaden og brutalt lod tusindvis af tyrkiske krigsfanger henrette. En 23-årige flygtning fra Korsika, som ankom til Sydfrankrig uden en franc og ti år senere regerede et rige fra Madrid til Litauen.
»En klasserejse uden lige i verdenshistorien,« som svenske Herman Lindqvist har kaldt det. En rejse, som endte i et dramatisk Ikaros’ fald: Det katastrofale felttog til Rusland, eksil på Elba, den utrolige tilbagekomst til Paris, Waterloo i 1815 og endelig døden på Sankt Helena i 1821.
Napoleons eftermæle er ligesom historien og mennesket: tvetydig og selvmodsigende. Derfor skal hans jubilæum heller ikke være en fejring, men en erindring og en genfortælling. En påmindelse om alt det, der på godt og ondt har skabt vores verden. Og en erindring om, at vi alle sammen både rummer de smukkeste principper og den mørkeste kynisme.
Men tænk, hvis debatten om Napoleon havde udspillet sig i USA. Det var gået helt galt, er jeg sikker på, og derfor bør vi minde hinanden om, at verden stadig har brug for Europa. For det europæiske blik på mennesket og samfundet – og på historien.
Det er rigtig fint med nuancer. Men hvis nuancerne bliver en fodnote, en hvisken i et hjørne af et støvet klasselokale, mens hyldesterne af De Store Mænd og Deres Bedrifter kan få lov til at reelt uforstyrret dominere det offentlige rum og den almindelige skoleundervisning, så er resultatet samlet set måske ikke så nuanceret igen.
Meget af den rasende, aggressive wokeness skyldes erfaringer med at man ingen vegne kommer uden at råbe. Hvis vi reelt vil nuancer, kræver det også at vi giver plads til kritikken. Det kan være svært, når det er så fashionabelt som det er at udskrige enhver kritik af status quo som totalitære anslag -- Informations sider er pt propfyldte med woke-bashing af stærkt blandet kvalitet.
Og i øvrigt - vel er der da "woke" protester som rammer forbi målet, men hvis vi vil tale om unuanceret dæmonisering, så kunne vi måske også lige tage en samtale om hvordan vi taler om de "woke"...
Der skulle vel ikke være en sammenhæng mellem at kunne rumme nuancer og kulturpolitik? Fx forholdet til sproget?
Tak Troels for en meget vel-placeret og vel-turneret kommentar.
En lille rettelse, Napoleon Bonaparte var ikke en fattig flygtning fra Korsika, han var medlem af den lav korsikanke adel.
Bare for at afleve en af myterne
"Han og hans officerskammerater var adelsmænd, de var skattefri, de tilhørte elite, måske en halv million af i alt 25 millioner indbbyggere" Herman Lindqvist.
Han var adelsmand med alt det indbærer. Han havde ikke store respekt for pobel. Det kan forklare hvorfor han genindført slaveriet uden tøve af økonomiske grund.
god tekst
@Troels Ken : hvor er det lige man underviser ukritisk om de “store mænd”? Det har man jo ikke gjort siden 70’erne. Wokeismen løber i det store hele åbne døre ind, bevægelsens succes skyldes, at den på de grundlæggende linjer nyder bred opbakning og kan betragtes som kulmination på de sidste 50 års kulturkamp. Wokeismen er ikke et opgør med “systemet” eller den vestlige modernitet, men en forlængelse deraf.
@Søren Peter: For at tage et aktuelt eksempel - i dansk skoleundervisning er det standard at undervise i hvordan Peter von Scholten gav slaverne fri i Dansk Vestindien i 1848, og så stopper man ligesom bare der. At slaverne blev frigivet til så ekstremt restriktive og kummerlige forhold (for at kompensere slaveejerne for deres tab) at landarbejderne 30 år senere kastede sig ud i den militært håbløse "ildebrandsopstand" i 1878, er ikke standard i undervisningen. Og almindeligvis trækkes tråden heller ikke videre op til at Dansk Vestindien blev solgt til USA i 1917. Vel at mærke på et tidspunkt hvor Ku Klux Klan var hot stuff og dominerede Syden. Men undervisningen når som sagt ca til Peter von Scholtens godhed.
Eller for at tage et andet nyligt diskuteret eksempel, Churchill. Churchill havde ret stærke racistiske holdninger, og var med åbne øjne medvirkende til at udløse en større hungersnød i Indien ved at forbyde madtransport mellem provinser og reservere forsyninger til hæren. Hundredetusinder døde - og folk der har villet diskutere Churchill som andet end Helten har haft ganske svært ved at få ørenlyd.
Troels Ken Pedersen 5.5.2021.
Jeg mener det ville være fint, hvis du kunne henvise til hvilke bøger og andre undervisningsmaterialer du har i tankerne. Det gør det nemmere at tage stilling til dine udsagn.
Når det så er sagt: mht. salget af de dansk vestindiske øer i 1917, skal man vel have in mente at dette skete midt under 1. verdenskrig. Der var tale om en periode, hvor Danmark var erklæret neutralt. På den baggrund: forhandlingerne om salget af øerne - og dermed betingelserne for salget - skete ikke i fuld åbenhed. Det kom faktisk bag på nogle af datidens oppositionspolitikere, at den danske regering havde indledt forhandlinger og i sidste ende indgik en aftale om salget. Det er formentligt også tvivlsomt om den daværende regering var informeret om det hotte stuff, Ku Klux Klan. Set fra dansk side var det største problem formentligt at den danske stat under krigen havde endog meget vanskeligt ved at opretholde kontakten til øerne. Man skal tage i betragtning at dette krævede tilgængelig skibstonnage, hvilket bla. grundet den uindskrænkede ubådskrig var en mangelvare. Alene det at opretholde forsyningerne til Danmark og eksporten til hver af de krigsførende parter, var et af krigens store problemer. På den baggrund kan det være svært at se, at den danske stat havde så mange alternativer til salget.
En mere generel bemærkning: man behøver for så vidt ikke gå så langt som til Dansk Vestindien, for at overveje om der er skævheder i undervisningen. Jeg tænker i den forbindelse på, hvor stor plads underklassens historie egentligt har både i folkeskolens og gymnasieskolens undervisning. Min egen erfaring, som underviser i faget historie på gymnasialt niveau (med 2009 som sidste ansættelsesår), er at det faktisk er begrænset hvor de meget de sociale forhold egentligt fyldte i de benyttede undervisningsbøger.
Noget andet er så om de samme bøger formidlede Churchill som helten, i selskab med Roosevelt og Stalin. Det har jeg svært ved at genkende. Jeg husker det nærmere som at han blev præsenteret som en politisk leder, på linje med andre af de centrale aktører i årene under 2. verdenskrig. Her var det centrale den betydning de havde for krigens udvikling og fredsslutningen i 1945. Det er en synsvinkel der er baseret på den gængse forskning og deraf følgende fortælling om perioden.
Vil man ændre på dette billede, så må det vel egentligt ske i en vekselvirkning mellem ny forskning og en deraf følgende ny formidling af stoffet. Det væsentlige er her at diskussionen af historiens helte og skurke foregår på et oplyst, forskningsfunderet grundlag. Det samme må gælde for de til enhver tid tilgængelige undervisningsmaterialer. Er der kildemæssigt belæg for at revurdere Churchills position som central politiker, vil det også gøre det lettere at diskutere mandens standpunkter.
mvh. poul.
Troels Ken Pedersen,
Jeg genkender ikke den fokus, som du mener undervisningsmateriale præges af. Nu var mit sidste år i gymnasiet godt nok som elev i 2012, men her husker jeg ikke at historieundervisningen leflede for 'de store mænd'. Det skal man formentlig længere tilbage for at finde - til dengang historieskrivningen om 2. Verdenskrig endnu var præget af den anglo-amerikanske selvforståelse.
Da jeg gik i gymnasiet diskuterede vi kolonialiseringens brutalitet og racisme, samt perspektiverne i at forstå den allierede bombning af tyske civile mål - med formålet at skabe brandstorme - som krigsforbrydelse.
I Historie på universitet fylder revolutionen på Haiti ligeså meget som den franske revolution, selvom jeg godt tør fremture med en idé om, hvilken af dem, der har mest relevans for verdenshistorien. Det er i øvrigt fra 'politisk korrekte' amerikanske lærebøger, der gerne underkender socioøkonomiske spørgsmål, og derved ender med at reproducere en samtidig, britisk-konservativ forskrækkelse over den franske revolution.
"Generation Woke" har fået meget positiv spalteplads i Information og derfor synes også det er klædeligt, at der er plads til en kritik af den vulgære sort/hivide og klasseblinde historieforståelse, som vi får af det, hvis ikke vi fastholder dele af den europæiske tilgang. til vores egen fortid Vi står faktisk i en situation, hvor mange unge mennesker - via sociale medier - genforstår deres egen historie gennem den amerikanske politiske bevidsthed, i stedet for via vores egen. Slutproduktet er at hatespeech og mikroaggressioner pludselig bliver større samtaleemner end ulovlige angrebkrige, gentrificering og tiltagende fattigdom. Problemer der, modsat den amerikanske racedebat, faktisk er universelle tendenser.
Det kan hurtigt ende med at vi med den velmenende "generation woke" skriver dybe og tiltagende sociale problemstillinger ud af historien, hvilket i mit perspektiv er et politisk reaktionært projekt, der tjener magteliternes interesser.
Min baggrund for at sige at "den almindelige skoleundervisning" kun når frem til frigivelsen i 1848 er at gymnasiehistorielærere som jeg kender siger, at det er hvad deres elever har med fra folkeskolen. Jo, der kommer flere nuancer på i gymnasiet (mine venner gør deres arbejde), men udgangspunktet er selvgodt. Vi kan drømme om at hvad der tales om i faghistoriske universitetsmiljøer kommer til at fylde mere i den almindelige, offentlige samtale - men det er langt fra tilfældet nu (jeg har en kandidatgrad i historie og er smerteligt bevidst om det her).
Det er også meget langt fra mit indtryk, at de woke er uinteresserede i strukturelle og økonomiske problemer. De anti-wokes hadeobjekt mikroaggressioner er ikke en modsætning til strukturelle problemer - det er snarere hvordan social udstødelse ser ud på individ-niveau. Det er hvordan det helt konkret lyder, når folk udgrænses af fællesskaber, og den slags udgrænsning er smøremiddel for forskelsbehandling, der har den slags økonomiske og sociale konsekvenser, der viser sig i statistikkerne. Vi taler sgu ikke kun om spørgsmål om individuel dyd, uanset hvor tilbøjelige de anti-woke er til at gøre ethvert spørgsmål om racisme til (ret uinteressante) spørgsmål om angreb på deres individuelle, moralske karakter. Og nej, mikroaggressioner er ikke den vigtigste ting i verden, men det ER en ting.
Og helt ærligt - den der tendens til at afskrive enhver samtale om racisme som irrelevant for danske forhold er jo fuldstændig intellektuelt bankerot. Etnisk syndebukkeri har været et af de helt centrale omdrejningspunkter for dansk politik i de sidste to årtier.
Endelig, Poul Erik Pedersen: At sige at Churchill i den offentlige samtale i dag er moralsk ligestillet med Stalin, at han har teknisk-politisk betydning men ikke tillægges nogen moralsk værdi, nogen fortælling, er jo fuldstændig løsrevet fra virkeligheden.
Troels,
Jeg kan se, at vi læser både debatindlægget og de efterfølgende kommentarer herinde helt forskelligt. Jeg ser ikke en eneste herinde, der ikke går op I at vi taler om racisme. Jeg synes det er lidt suspekt at påstå, at man enten køber alle woke kuturens præmisser, eller ikke vil tale om racisme.
Faktisk går meget af debatten netop på, at vi bør forstår racisme, og for at gøre det, er det vigtigt at vi ikke kapitulerer til "woke kulturens" vulgære historieforståelse, der netop ikke evner at forstå racisme; knapt i en amerikansk kontekst og definitivt ikke i en europæisk.
"woke kulturen" er teoretisk funderet i et intersektionelt syn på race og køn, der nødvendigvis - kva sit teoretiske standpunkt - ser klasse som "blot" endnu et type privilegium på linje med kønslige eller racebaserede privilegier. Jeg er da også spændt på at høre, hvilke "woke" typer, som du mener gerne vil tale om social ulighed og fattigdom, for jeg har endnu ikke set en eneste. Ofte argumenteres der for reaktionære perspektiver, hvor de kapitalistiske grundstrukturer i finans, militær og industri skal forblive, men blot 'diversificeres', således at vi får flere transkønnede, kvindelige og sorte direktører, dronepiloter og finansspekulanter.
Man kan per definition ikke forstå racisme, hvis man ikke forstår racismens rødder i klassespørgsmålet. Det gør den borgerlige, intersektinelle teori, som "woke" kulturen beror på jo per definiton ikke, når de benægter hat racisme har rod i klassespørgsmålet. Det kan de ikke acceptere, da det ville bryde med intersektionalismens teoretiske ligestilling af spørgsmål om race og klasse. I praksis, kan man så tale om, at de ofte afviser enhver tale om fattigdom som "klassereduktionisme" - hvorved den teoretiske ligestilling af emnerne, bliver til en praktisk benægtelse af det ene og en priviligering af det andt. ikke overraskende, når intersektionalismen ofte udtrykkes af universitetsbørn af den 'kulturelle elite', der har lang historie for højere uddannelse og befinder sig i den øvre middelklasse. De lider - i deres eget sprogbrug - af privilegieblindhed for det ene privilegium, som de selv besidder og ikke vil vedkende sig: Klasseprivilegiet.
Racisme i Danmark beror på en helt anden historisk kontekst og involverer helt andre minoriteter, end man ser i Amerika. Det giver derfor ikke mening at vi 1:1 importerer en amerikansk debat, og afviser forsøg på at kritisere denne import konstruktivt som en "afvisning" af at tale om racisme. Skal racisme behandles kritisk, er vi nød til at se, hvordan racisme hænger sammen med økonomisk marginalisering. Her er "woke kulturen" en af samtidens største teoretiske hæmsko i forsøget på at behandle og opløse racismens årsager.
Her er iøvrigt slet ikke nævnt intersektionalismens dybt bekymrende genformulering af segregation, som om det er et progressivt standpunkt at forstå- samt at rangere, menneskers værdi udfra deres hudfarve og køn. Det er heldigvis mest et amerikansk problem, men vi så det også i Danmark under de såkaldte 'BLM' demonstrationer, hvor hvide sympatisører ikke måtte deltage på lige fod.
Sikke dog progressive synspunkter ...
Hej Gustav,
Du lader til at have aldeles galt fat i intersektionalisme. Det er ikke en del af "pakken" at race og klasse er ens kategorier, hvis undertrykkelse kan sidestilles. Pointen er snarere at undertrykkelse af hvis underklasse og af sort/farvet underklasse udspiller sig noget forskelligt. Ligesom det igen er nogle forskellige problemer, underklassekvinder og underklassemænd står overfor (og tilsæt efter behov race, seksualitet mm, samt lokale/nationale sær-situationer. Hele idéen med "intersektioner" er at livet former sig lidt forskelligt, hvor de forskellige akser af undertrykkelse. De er netop partikulære og kræver analyse, der tager højde for de faktiske forhold.
Anyway, lige præcis den med segregation som BLM-ideologi er ekstra særligt vrøvl. Jeg var ca 60-70 meter fra talerstolen til lige præcis den BLM-demonstration, kritikere bliver ved med at tage til indtægt for at BLM går ind for raceadskillelse -- og det var slet, slet ikke det, det gik ud på. Uanset at nogen sagde det bagefter, og så har folk så citeret det og hinanden til døde. Pointen var dette: En demonstration planlagt til ca 2.000 mennesker var på kort tid eksploderet op til i nærheden af 20.000 deltagere. Og hvor en ret pæn del af den oprindelige kerne var synligt mørke i huden, så var langt størstedelen af de senere tilkommende (deriblandt jeg selv) ret lyse at se på. Når de måske 1.500 mørklødede deltagere som folkemængde blev fortyndet med de nytilkommende, var det på billeder reelt ikke til at se at de var der. "Raceadskillelsen" var et spørgsmål om at samle sorte deltagere foran, så det var offentligt/billedligt synligt, at de faktisk var til stede. Dét var meningen, ikke en generel BLM-ideologi om raceadskillelse som et gode. Og helt ærligt, jeg ved godt at den aldeles absurde og løgnagtige pointe har været gentaget halvt til døde, men prøv lige på at tænke lidt selv engang imellem.
Altså det er jo sådan set rigtigt nok hvad du skriver, men jeg tror stadig at det er svært at krybe uden om at den intersektionalistiske analyse ikke ligefrem er klasse orienteret, som den normalt praktiseres. Det virker på mig som en konsekvens af dens import fra USA.
Daniel Rasmussen: Det kan du nok til dels have ret i. Om end jeg også mistænker at problemet i ikke-akademiske, offentlige sammenhænge forstærkes af at andre simpelthen ikke interesserer sig super meget for hvad de intersektionelle siger om klasse, køn mm - når man i stedet kan tale om, hvad de (/vi) mener om racisme.
En (privat) samtale jeg har været involveret i om intersektionel analyse ift race & klasse i en dansk sammenhæng gik noget i retning af sådan her:
*For racialiserede i DK tjener racisme og racistisk motiverede love ret direkte til at understøtte økonomisk udnyttelse og undertrykkelse. Love om tildeling af statsborgerskab, der straffer uddannelse og lægger så stor vægt på konstant arbejde at folk fastholdes i arbejde under dårlige vilkår. Ghettolovgivning som skal knække lokale netværker til gensidig støtte og hjælp. Tolerance af at udenlandsk, manuel arbejdskraft har få eller ingen rettigheder og beskyttelse. Sådan noget.
*For den hvide, danske underklasse tilbydes de langt hen ad vejen brune (/muslimfarvede) syndebukke i stedet for reelle, strukturelle løsninger på deres problemer. De spilles ud mod hinanden.
Men som sagt - du er ikke helt gal på den.
Troels Ken Pedersen 10. maj, 2021 - 08:44
Så længe fattige hvide stadig skal høre på, at de er "privilegieblinde", trænger dit budskab ikke igennem. Det er ikke et spørgsmål om, hvad jeg mener - jeg gør blot opmærksom på en triviel menneskelig og politisk realitet.
Troels,
Enten er du ikke selv helt skarp på intersektionalismens betydning, eller også misforstår du min marxistiske kritik af den.
"Intersectionality theory, an influential theoretical tradition inspired by the feminist and antiracist traditions, demands that inequalities by race, gender, and class (and sexuality as well) be considered in tandem rather than distinctly."
kilde: https://equityhealthj.biomedcentral.com/articles/10.1186/1475-9276-10-3
Modsat marxismen, så forstår intersektionalisme køn, race og klasse som forskellige vektorer hvorved privilegie og undertrykkelse kan kan finde sted. De spiller sammen i intersektionalistisk teori, men sidestilles funktionelt i den forstand, at klasse ikke gøres til primær årsag, men en af flere vektorer, hvorved undertrykkelse kan foregå. Disse vektorer spiller sammen, men som jeg skriver, kan man ifht intersektionalistisk teori ikke sige at en kateogri er årsag til en anden, eller vigtigere.
I marxismen er klasse en primær kategori, der så at sige er årsag til de andre. Det kan jeg også godt uddybe, hvis du har behov for det.
Giver min kritik mere mening for dig nu?
Det ville være fordelagtigt, hvis du ville forholde dig til den marxistiske kritik af intersektionalisme, i stedet for udenomssnakken, hvor du påstår at have en særlig indsigt i et teoretisk korpus, som ikke er synderligt svært at forstå.
Men det er jo også noget vi ser ofte, når intersektionalister ikke vil forholde sig til teoretisk kritik "Du forstår bare ikke hvorfor jeg har ret" - et sølle argument.
Nå, du mener bare kritikken som siger at kun klasse er relevant, og derfor kan vi ignorere race? For i det realiserede, socialistiske utopia vil racisme ikke længere være relevant, og så behøver vi ikke at forholde os til problemstillinger vedrørende racisme & etnisk diskrimination, men kan afvise dem som ligegyldige overfladekrusninger.
Det er vist lidt det samme som dengang kvinder ville have stemmeret, og en del socialiser sagde at kvinderne burde tie stille om det pjat og koncentrere sig om at støtte deres mænd i arbejdskampen. Eller for at tage det fra en lidt anden vinkel, de old school radikalfeminister som mener at kvindeundertrykkelse er det eneste relevante problem, da alt andet kan analyseres til at være afledt af kvindeundertrykkelse.
Kritikken giver mening nu -- men det gør mig ikke just mere enig.