Læserbrev

Nedladende betegnelser som ’mongol’ og ’spasser’ skal udryddes som skældsord én gang for alle

Borgere med handicap oplever gang på gang stigmatisering fra systemet og befolkningen. Det er på tide, at vi dropper brugen af skældsord med oprindelse i handicap som en del af vores hverdagsjargon, skriver retorikstuderende Emma Rose Braagaard Nilsson i dette debatindlæg
Debat
17. maj 2021

»Det kan da ikke være så svært at lave en kaffe. Er du mongol, eller hvad?«

Dette udråb overværede jeg, da en stakkels ungarbejder glemte at putte kakaodrys på toppen af kundens cappuccino med tripleshot og havremælk. Jeg ville ønske, at oplevelsen var et enkelttilfælde. Desværre støder jeg konstant på brugen af disse nedladende betegnelser – faktisk lever de i bedste velgående i alle samfundslag. Kan det virkelig passe, at vores sprogforståelse er mindre nuanceret end vores kaffebestillinger? Ja, og det giver grund til bekymring.

Nedladende betegnelser som ’mongol’ og ’spasser’ skal udryddes som skældsord én gang for alle. Som retorikstuderende er jeg af den klare overbevisning, at ord er konstituerende. De skaber altså en virkelighed, hvor borgere med handicap stigmatiseres. Skældsordene optræder som en usynlig stopklods, der umuliggør forbedring af borgernes vilkår. I stedet tager vi afstand fra vores medmennesker og giver sproget magt til at opretholde forældede fordomme.

Det er nemlig naivt at tro, at vi kan skabe retmæssige vilkår for borgere med handicap, hvis vi samtidig bruger nedladende skældsord med oprindelse i netop handicap som en del af vores hverdagsjargon. Dette sprog er ikke samarbejdsvilligt, og samarbejde er en nødvendighed for at skabe forbedringer på handicapområdet. Systemets måde at møde borgere med handicap på er utilstedelig, og det vidner om manglende tillid og respekt. 

Vi har i øjeblikket enormt fokus på politisk korrekthed i forhold til emner som køn, etnicitet, race og seksualitet – og med god grund. Men vi mangler det fokus, der skal sikre borgere med handicap mod nedgørelse og diskrimination. Borgere med handicap oplever gang på gang at blive mødt af et system og en befolkning med ufattelig lidt kendskab til deres hverdag. Handicapområdet er nedprioriteret både politisk, økonomisk og i mediebilledet. Det er ikke okay, og det skal vi sammen ændre.

Et skridt i den rigtige retning er at udrydde skældsordene og stille os kritiske over for det, vi ser, hører og siger. Vi skal kræve af os selv og alle andre, at vi som minimum tillægger vores ordvalg lige så stor eftertanke som vores kaffebestillinger.

Af Emma Rose Braagaard Nilsson, retorikstuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gitte Loeyche

Enig!

Ib Christensen

Selvfølgelig skal vi ikke være nedladende overfor andre.
Men når det er sagt. Hvad nu hvis f.eks. ordet klimatosse var forbudt, hvordan skulle vi så genkende de folk der skider på miljøet og er ligeglad med problemet, så vi kan undgå dem, og lade være med at samle på dem?

Vi ender jo med at det bliver lovpligtigt at sige, man kan se kejseren er klædt på, og ingen vil ane hvem der ikke kan se det.

Ib Christensen

P.S. Jeg syntes det ville ha været bedre, at den kunde havde fået at vide, han ikke længere var ønsket som kunde.

John Kierans

Hvad har begreber som "dåre", "åndssvag", "idiot", "retarderet" og "mentalt handicappet" til fælles? På et tidspunkt i historien har man aktivt valgt at benytte et af disse begreber som erstatning for et andet udtryk for det samme fænomen, dvs. en begavelsesmæssigt udfordret person. Udskiftningen er sikkert sket i bedste mening, dvs. for at få et professionelt begreb, som adskilte sig fra den nedsættende værdi, som det tidligere anvendte udtryk med tiden havde fået. Udfordringen var bare, at sproget nådesløst følger med – snart var det det nye begreb, der blev brugt som et skældsord for alle mulige andre end de personer, begrebet oprindeligt var ment at skulle dække.

Indlægsgiveren har som retoriker in spe utvivlsomt hørt efter, da man gennemgik pensum om, at sprog skaber virkelighed (hvilket utvivlsomt appellerer kraftigt til netop retorikstuderende). Til gengæld lader hun til at overse, at virkeligheden også skaber sprog – forstået på den måde, at menneskers behov for (lejlighedsvis) at bruge kraftudtryk i sig selv medfører, at kraftudtryk opstår. Mængden af eder og ukvemsord er næppe helt konstant, men glider et udtryk væk, bliver hullet i (ukvems-)ordforrådet sandsynligvis erstattet af et andet.

Pointen ved denne lille observation er ikke, at det bare er OK at anvende skældsord om hinanden, men vi bliver nødt til at anerkende sprogets dynamik.

Den håbefulde akademikerdrøm om, at blot vi lader være med at benytte visse udtryk, vil al interpersonel kommunikation blive regnbueagtig, respekt- og meningsfyldt, er nok også en smule fjern fra den realitet, mennesker lever i.