Kronik

Nej, Hans Bonde, Inge Lehmann følte sig ikke set og anerkendt i Danmark

Ifølge historiker Hans Bonde er det en identitetspolitisk myte, at forskeren Inge Lehmann ikke fik den anerkendelse, hun fortjente. Bonde mener ikke, Lehmann følte sig undertrykt, men ser man på, hvad hun selv skrev, er det tydeligt, at hun følte sig overset, skriver forfatter Lotte Kaa Andersen i denne kronik
Hvis Inge Lehmann havde været født som dreng, ville en bred motorvej have stået åben for et talent som hendes.

Hvis Inge Lehmann havde været født som dreng, ville en bred motorvej have stået åben for et talent som hendes.

Allan Moe

Debat
2. juni 2021

I en kronik i Information den 20. maj skriver historiker Hans Bonde, at det er udtryk for identitetspolitiske strømninger, når forskeren Inge Lehmann i dag bliver fremhævet og beskrevet som overset i en mandsdomineret forskerverden.

Som forfatter har jeg beskæftiget mig indgående med Inge Lehmanns liv og korrespondance og bliver derfor nødt til at reagere, når Hans Bonde skriver: »Inge Lehmann så på ingen måde sig selv som undertrykt« og »ifølge kilderne ikke på noget tidspunkt hævdede, at hun skulle være overset, fordi hun var kvinde.« Begrundelsen henter han i en lille populærvidenskabelig biografi fra 2004, skrevet 11 år før Inge Lehmann-arkivet blev frigivet i 2015. I biografien bliver Lehmann beskrevet som »en yderst egensindig og selvbevidst person«, og det er sandt, at hun var både stædig og sikker på sit eget talent, ligesom hun var meget andet: Genert, for sky til at føre sig frem offentligt og bitter over, at hendes bidrag til videnskaben først sent blev anerkendt i hendes eget hjemland.

I et af de to interview, hun har deltaget i, affærdiger hun i 1961 bittert sin tid på Geodætisk Institut med ordene: »Og så sad jeg der i 25 år.« Faktum er nemlig, at hun forskede i sin fritid gennem hele sin karriere på instituttet. Hendes chef N.E. Nørlund holdt på, at hendes stilling var administrativ, selv om hun havde det videnskabelige ansvar for tre målestationer. Kan man forestille sig, at en mandlig forsker, der omdefinerer klodens opbygning, ville blive budt de samme arbejdsforhold?

Godt fra start

Det begynder godt. Lehmann er født ind i en akademisk familie, der prioriterer uddannelse højt. Forældrene sætter hende i en privatskole, hvor drenge og piger modtager samme undervisning. Senere i livet siger hun: »Ingen forskel mellem drengenes og pigernes intellekt blev anerkendt, en kendsgerning der gav nogle skuffelser senere i livet, da jeg måtte indse, at dette ikke var den gængse opfattelse.«

Da hun i 1910 rejser til Cambridge for at studere matematik, oplever hun en forskelsbehandling, der reelt ikke giver hende en chance. Som kvindelig studerende må hun for eksempel ikke benytte biblioteket. Hun skal op til samme eksamen som de unge mænd, men har langt dårligere odds for at bestå. Forholdene gør, at hun må rejse hjem uden eksamen, overanstrengt og nedbrudt.

I 1920 består hun sin matematikeksamen fra KU med første karakter, men kan ikke få den akademiske stilling, hun drømmer om. I stedet bliver hun assistent til en løn, hun ikke kan leve af. Hun supplerer sin løn med sekretærarbejde for Nørlund, der senere ansætter hende som assistent på Gradmaalingen. I 1928 bliver hun udnævnt til statsgeodæt på Geodætisk Institut. Som eneste kvindelige akademiske medarbejder med rang af officer får hun problemer. I en brevveksling fra 1928 med sin moster, Signe Tørsleff, skriver hun, at hun føler sig syg, og at det muligvis skyldes forholdene på instituttet:

»Der er ubehageligheder derinde, som vel ikke skyldes stort andet, end det at jeg er kvinde, hvad jeg anser mig selv for forholdsvis uskyldig i.«

Mange år senere, da hun som 80-årig bliver udnævnt til æresdoktor ved KU, skriver hendes veninde Ebba Strandbygaard:

»Tænk at skulle opleve at du virkelig bliver anerkendt og det for alvor i vort lille land. (…) Jeg kunne ikke sove i nat, fordi jeg måtte tænke på al din modgang i vor ungdom. Min tyske chef sagde en gang til mig: Det er meget sværere at blive anerkendt i et lille end i et stort land(...) Ja, det har du jo måttet sande, der må helt til Amerika for at blive anerkendt.«

Som det fremgår, har Lehmann ikke haft fornemmelsen af at få den anerkendelse, hun følte sig berettiget til. Det samme er i øvrigt grunden til, at hendes kollega fra Cambridge, Harold Jeffreys, den 14. januar 1962 skriver til Niels Bohr og spørger, hvorfor Lehmann aldrig har modtaget faglig hæder i sit hjemland.

Solist og perfektionist

En del af grunden til, at Lehmann ikke opnåede dansk anerkendelse før meget sent i livet, skyldes givetvis vanetænkning. Derudover har hendes felt og reserverede gemyt bidraget til, at hun ikke kom frem i rampelyset. Hun forskede i jordskælv i et land, hvor vi stort set aldrig mærker Jorden gynge under os og ønskede ikke at tale med journalister. Hun var solist og perfektionist og muligvis svær at arbejde sammen med. Hun havde en livslang fejde med sin chef (som vel bundede i, at han ikke ville lade hende forske) og gik ofte i rette med sine kollegers metoder, som hun mente var upræcise. Hendes kompromisløshed kan have spændt ben for hende, men hendes faglige dygtighed kunne ingen betvivle. Alene de historiske fakta gør det for mig at se indlysende, at det har været næsten umuligt for kvinder at kæmpe sig frem til de samme positioner i samfundet som mænd. Den første kvinde optages på KU i 1875, 400 år efter universitetet bliver etableret. Først i 1903 får piger adgang til gymnasiet, i 1921 bliver det ved lov besluttet, at kvinder og mænd skal have lige adgang til stillinger i det offentlige, og så sent som i 1994 får Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU sin første kvindelige professor.

Hvordan kan Bonde ignorere dette efterslæb og de historiske kilder? Hvis Lehmann havde været født som dreng, ville en bred motorvej have stået åben for et talent som hendes. Inden for videnskaben taler man om Mattæus-effekten. Begrebet dækker over det forhold, at mennesker, der i forvejen er dygtige og møder anerkendelse, hele tiden vil blive endnu dygtigere og få endnu flere fordele. I Danmark var der ingen, der gav Lehmann forlommer. I stedet har hun måttet tage en snirklet omvej, forske i fritiden og prise sig lykkelig over, at USA opdagede hendes talent i pensionsalderen.

Modstand kan også være passiv og bestå i al den hjælp og goodwill, man ikke får. I min roman Den inderste kerne, der handler om Inge Lehmanns liv og opdagelser, har jeg fire videnskabsfolk med, som alle er født sidst i 1880’erne og først i 1890’erne: Niels Erik Nørlund, Inge Lehmann, Harold Jeffreys og Niels Bohr. De tre første er matematikere, Bohr er fysiker. Det virker oplagt at sammenligne deres karrierer, og hvor herrerne tidligt i livet bliver båret frem, får tilbudt professorater og priser, må Lehmann skyde sig igennem som den stille kriger, hun er.

I min research har familien Lehmann fortalt mig, at hun privat var dybt optaget af unge kvinders muligheder for at arbejde på lige vilkår med mænd. At hun ikke ytrede sig offentligt eller beklagede sig over sine egne vilkår, kan have to forklaringer: 1: Hun ønskede ikke opmærksomhed. 2: Hun har skullet begå sig i samme miljø og har ikke villet gøre tingene sværere for sig selv.

Inge Lehmann nåede at opnå global anerkendelse for sit talent, men den kan hun takke USA for. Danmark viste hende først den faglige respekt, hun fortjente, da resten af verden allerede havde overøst hende med medaljer. Bonde bør ikke lægge hende ord i munden. Kun Inge Lehmann vidste, hvordan det var at være hende og mente i øvrigt, at akkuratesse og førstehåndskendskab var forudsætningen for viden. Vi må forlade os på det, hun skrev og sagde, mens hun var her. Kilderne er rigelige, både hos familien, på Rigsarkivet og på Niels Bohr Institutet.

Lotte Kaa Andersen er forfatter til romanen ’Den inderste kerne’ om Inge Lehmanns liv og arbejde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak for den kronik.

Dorte Toft, Kirsten Haulund, erik pedersen, Troels Ken Pedersen, David Zennaro, Inge Lehmann, Rikke Nielsen, Olav Bo Hessellund, Eva Schwanenflügel, søren ploug, Palle Jensen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ja, mange tak for at sætte visse ting på plads til Lotte Kaa Andersen.

Det er nemlig ret pudsigt, hvor ofte kritikerne af feminismen og den såkaldte identitetspolitik netop selv falder i den identitetspolitiske grøft, blot med modsat fortegn, i forsvaret for mænds ret til at monopolisere viden og historie.

Ruth Sørensen, erik pedersen, Troels Ken Pedersen, David Zennaro, Inge Lehmann, Rikke Nielsen, Espen Bøgh, Olav Bo Hessellund og Pietro Cini anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Tak, Lotte Kaa Andersen for et vigtigt og (noget mere end Hans Bondes) vidende indlæg.

Jeg vil dog gerne gentage, hvad jeg skrev under Hans Bondes indlæg, at han, qua sin historieløse fortælling om Inge Lehmanns liv, samtidig kom til at give en kæmpe kompliment til kvinder som Inge Lehmann og deres faglighed og dygtighed, og det har jeg det ganske fint med.

At hensigten bag så snarere har været at problematisere nutidens feminisme end at fremhæve Inge Lehmann, er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Hvorfor Hans Bonde har dette indædte behov for at gøre kvinder mindre end de er, fatter jeg ikke en lyd af. Hvad driver ham? Men det er måske også mere en sag mellem Hans Bonde og en professionel.

Kirsten Haulund, erik pedersen, Troels Ken Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det er og har altdiv æret svært at gå op imod "The Establishment" indenfor videnskab, se bare her.

"
Ungarske Ignaz Semmelweis var læge i midten af 1800-tallet. Han har senere fået titlen 'Mødrenes frelser', fordi han ved brug af simpel håndvask fik nybagte mødres dødelighed til at styrtdykke.
"

De gamle læger ville ikke lade den beskyldning sidde på sig som læger, at de kunne bringe smitten barselsfeber videre, fra den ene fødende kvinde til den næste.

De gamle læger ville ikke spilde tiden med håndvask, som den simple foranstaltning der gave en bedre hygiejne, til fordel for og imod barselsfeber smittens spredning.

Det dorske "Establishment" har altid haft svært ved at acceptere andres tanker og ideer, - derfor halter vi i dag bagefter videnskabeligt.