Kronik

Økonomisk demokrati kuldsejlede i 70’erne. I dag er der brug for internationale løsninger

I sin nye bog taler Pelle Dragsted for kooperative virksomheder og andre ting, der engang var Socialdemokratiets politik. Dengang kuldsejlede det blandt andet på grund af modstand fra venstrefløjen. I dag er der brug for internationale løsninger, skriver forhenværende formand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft
Bogaktuelle Pelle Dragsted er stadig hæmmet i sin tilgang til den økonomiske politik af Enhedslistens anakronistiske EU-modstand, mener Mogens Lykketoft.

Bogaktuelle Pelle Dragsted er stadig hæmmet i sin tilgang til den økonomiske politik af Enhedslistens anakronistiske EU-modstand, mener Mogens Lykketoft.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
12. maj 2021

For snart 24 år siden havde Torben Steno en utrolig morsom serie i Danmarks Radio, der hed DDR2. Den kan stadig genfindes på nettet. Steno bragte i serien autentiske klip fra hverdagen i den afdøde østtyske stat i lortebrune farver, garneret med uddrag af diktaturets svulstige retorik. Steno interviewede også en række gamle danske kommunister om, hvorfor de havde været fascineret af »den virkeliggjorte socialisme« i DDR. Til sidst blev jeg inviteret til at svare på, om den virkeliggjorte socialisme ikke snarere var i Danmark end i DDR. Mit svar var, at i forhold til alt det, de gamle socialister ønskede at udrette for menneskeheden, så er vi nok kommet allertættest på. Vi overtog ikke alle produktionsmidlerne, men vi skabte stærke rammer om markedet og fordelte goderne bedre ved at opkræve skatter og sikre velfærd og meget større lighed.

For 15 år siden, da debatten i Kina var mere åben end nu, blev jeg inviteret til at tale både til staben på den kinesiske ambassade i København og til ledende medarbejdere i Kinas kommunistpartis internationale departement i Beijing. Jeg skulle fortælle om ’Den Danske Model’. Der blev lyttet interesseret. Mine tilhørere sagde ikke, ’jamen det er jo den rigtige socialisme’. Men det gør til gengæld mange menige kinesere, når man fortæller om, hvordan vi har indrettet os.

Opgør med revolutionen

Jeg nævner disse oplevelser som kommentar til Pelle Dragsteds spændende nye bog ’Nordisk Socialisme’, der allerede har fået megen positiv omtale i medierne.

Pelle er vel chefideolog i Enhedslisten. Jeg læser hans bog som det endelige opgør med revolutionære drømmerier på den yderste venstrefløj. Det er en entydig bekendelse til det parlamentariske demokrati og en anerkendelse af Socialdemokratiets og fagbevægelsens indsats gennem 150 år.

Pelle Dragsted påpeger, at det danske samfund hverken er en ureguleret markedsøkonomi eller en rendyrket planøkonomi. Markedskræfterne – ejendomsretten – indrammes af lovgivning, der beskytter arbejdsmiljø, natur og klima, regler mod vild finansspekulation, huslejeregulering mv. En stor offentlig sektor beskæftiger en tredjedel af arbejdsstyrken uden for markedet og privatkapitalismen. Desuden findes i markedsøkonomiens Danmark mange varianter af kollektivt fælleseje i andelsbevægelse, boligforeninger, brugsforeninger, kreditforeninger mv.

Pelle Dragsted anerkender, at private virksomheder fortsat skal bidrage til at skabe udvikling og velstand. Men efter fyrre års global nyliberalisme er fællesskabet i alle dets former trængt tilbage. Derfor leder han efter nye veje til at udbrede demokratiske ejerformer og bremse for privatisering og udlicitering. Det er ikke staten, der skal eje og dirigere – bortset fra især kritisk infrastruktur. Medarbejderne skal have mere medindflydelse på de offentlige arbejdspladser, og der skal udvikles nye former for kollektiv ejendomsret.

Europæiske socialdemokratier får kritik for at have udvisket deres profil ved at medvirke til neoliberalistisk politik og dermed tabe terræn til de populistiske oprør. Mette Frederiksen får behersket ros for at lægge op til en ny social kontrakt. Men – siger Dragsted – socialdemokraterne er ikke klar til at tage et mere frontalt opgør med ejerskab og magt.

Kampen blev tabt

Socialdemokratiets tilgang til ejerskab af virksomhederne har forandret sig, siden man for over 100 år siden håbede at udvikle arbejderkooperative virksomheder, der sammen med brugsforeninger og almennyttige boligforeninger kunne levere alle fornødenheder livet igennem, herunder bank, forsikringsselskab, mejeri, bryggeri, skrædderi – og ligkistemagasin. Kampen blev tabt. Tilbage af arbejderkooperation er kun Arbejdernes Landsbank og nogle få byggevirksomheder.

Et andet af Socialdemokratiets kuldsejlede forsøg på at ændre ejendomsforholdene var planerne om ’ØD’, økonomisk demokrati. Omkring 1970 var jeg sekretær for forhenværende finansminister Henry Grünbaum, da han var formand for LO’s udvalg om ØD. Vi kom med et maksimalforslag, der ultimativt ville have overført aktiemajoriteten i dansk erhvervsliv til en central lønmodtagerejet fond, der så decentraliserede stemmeretten ud til de ansatte i selskaberne – og gav udbytte til alle danske lønmodtagere. Tankegangen var, at vi ikke kunne beskatte os til en mere ligelig fordeling af formuer og magt, fordi de skatteregler, der gjorde det attraktivt at samle og investere kapital, uundgåeligt førte til skævere formuefordeling – medmindre ejendomsretten blev bredt ud.

ØD-forslaget vandt ingen støtte til venstre og fik voldsom modstand fra højre. I 1979 forsøgte Ankers regering sig med et mere moderat forslag om obligatorisk overskudsdeling, men det blev desværre slået ned af De Radikale og SF. Her var ellers takter til at gøre løntilbageholdenhed i en krisetid spiselig i fagbevægelsen og skabe nyt momentum for S-regeringen. Nu blev kuldsejlingen af ØD i stedet en del af nedtællingen til ti år med Schlüter. Drømmen bestod. ØD står – modsat Pelle Dragsteds påstand – også i Socialdemokratiets 1992-program. Men det politiske flertal meldte sig aldrig. Dog gav opbygningen af arbejdsmarkedspensioner til lønmodtagerne en voksende andel af ejendomsretten, men uden at give det direkte løft for medarbejdermedbestemmelsen i den enkelte virksomhed.

Brug for internationalt samarbejde

Uligheden i ejerskab og magt er de seneste fire årtier eksploderet globalt. Kapitalafkastet vokser og lønandelen skrumper. De store tech-virksomheder, finanshuse og andre giganter rummer ufattelige formuer. Få snese dollarmilliardærer køber sig til politisk indflydelse og mediemagt. Oligarki truer demokratiet.

Det er værd at overveje – hvilket Dragsted også gør – om der kan skabes tilslutning til en form for overskudsdeling, som bliver stående i kollektiv fondskapital i selskaberne. I forvejen er privatetablerede, fondsejede virksomheder en slagkraftig del af vores erhvervsliv.

Men! Magtbalancen mellem demokrati og kapital afgøres i dag hverken i den enkelte virksomhed eller i det enkelte land. Her må vi forlade os på internationalt samarbejde som det, præsident Biden overraskende lige har spillet ud med – om massiv indsats mod skatteflugt og skattely og fælles bund under selskabsskatten. Måske kan det suppleres med en særlig formueskat på de superrige.

Klimasagen må fremmes ved fælles massiv forsknings- og udviklingsindsats fra erhvervsliv og stat og optrapning til høj beskatning af klimagasser. Her skal EU spille en afgørende rolle. Og her er Pelle Dragsted fåmælt, fordi han stadig er hæmmet i sin tilgang af Enhedslistens anakronistiske EU-modstand.

Ligesom vi ikke har tid til globalt at vente med at samarbejde med Kina om klima, indtil de måske engang får demokrati, så kan vi ikke vente på at demokratisere ejendomsforholdene i vort eget erhvervsliv, før vi iværksætter den nødvendige klimaindsats. Vi må satse på en offentlig regulering, der igen gør markedet til demokratiets tjener og ikke dets herre.

Mogens Lykketoft er forhenværende formand for Socialdemokratiet

Serie

Hvad er socialisme i dag?

Efter årtier i defensiven er venstrefløjen måske ved at finde et nyt momentum. I sin nyudgivne bog Nordisk socialisme anfører Pelle Dragsted, at Danmark allerede er delvist socialistisk, og at vejen frem blandt andet skal gå gennem demokratisk ejede virksomheder med større medarbejderbestemmelse. Men er det vejen frem for socialismen i dag, eller skal der noget mere radikalt til?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Simonsen

Mogens Lykketoft er i det mindste ærlig, når det gælder vurderingen af den kooperative bevægelse. Der var alt for meget der gik galt. F.eks. det vi ser i den almennyttige boligbevægelse i disse dage. Grådighed i ledelserne og kammerateri.

“Socialdemokratiets tilgang til ejerskab af virksomhederne har forandret sig, siden man for over 100 år siden håbede at udvikle arbejderkooperative virksomheder, der sammen med brugsforeninger og almennyttige boligforeninger kunne levere alle fornødenheder livet igennem, herunder bank, forsikringsselskab, mejeri, bryggeri, skrædderi – og ligkistemagasin. Kampen blev tabt. Tilbage af arbejderkooperation er kun Arbejdernes Landsbank og nogle få byggevirksomheder.”

Ole Bach, Birte Pedersen, Alvin Jensen, Susanne Kaspersen, Steen Obel, Torben K L Jensen, Kim Andersen, Dorte Sørensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Hel rigtigt set, men ...

‘Den national(istisk)e vej’ var ikke en del af den oprindelige, internationale socialisme, men for borgerskabet. Det kom der hele to verdenskrige ud af - plus utallige lokale konflikter.

FN og i særdeleshed EU har søgt at tage ved lære af denne sørgelige historie ved at skabe institutioner, retsnormer og økonomisk samarbejde på så vidt muligt universalpragmatiske principper og menneskerettigheder. Solidaritet i praksis.

Så er det beklageligt, at en del af efterkrigstidens venstrefløj er sunket tilbage i en nationalromantisk form for socialisme. I stedet for at tage kampen på kapitalens eget, internationale niveau, drømmes der fortsat om ‘nationale løsninger’.

Det er ikke kun et fænomen på venstrefløjen (Enhedslisten, og tidligere også SF), men ganske påfaldende ved den nuværende, socialdemokratiske regering, der gerne gør fælles sag med Østrigs, Ungarns og Israels regeringer, hvis det kan give Danmark nogle usolidariske særfordele.

Så - ja, venstrefløjen har behov for at besinde sig på sin holdning til EU. Men det har Socialdemokratiet under dets nuværende ledelse også.

Morten Kjerulf, Bjarne Bisgaard Jensen, Henriette Bøhne, Niels Johan Juhl-Nielsen, Olaf Tehrani, Anders Reinholdt, Ole Henriksen, Jørgen Larsen, Susanne Kaspersen, Christian Mondrup, Steen Obel, Jørgen Mathiasen, Poul Erik Pedersen, Werner Gass, Ib Gram-Jensen, Dorte Sørensen, Marianne Jespersen, Finn Jakobsen og Poul Simonsen anbefalede denne kommentar
Peter Olsen

En ganske udmærket anmeldelse af en bog der forsøger at skabe en bedre fremtid for alle. Lige indtil slutningen hvor Mogens Lykketoft tager klimaforandringerne som gidsel for at fremhæve Socialdemokratiet og nedgøre Enhedslisten. Mogens Lykketoft bør opdatere sig om hvad der foregår i samfundet, læs "Rige børn leger bedst". Dette er hvad tyve år med Socialdemokraterne har afstedkommet. Nej, gud er det ej venstrefløjen som har skylden. Regeringsmagten har været fordelt mellem Venstre og Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet har overladt magten til erhvervslivet, selv på det vigtigste område, klimaområdet. Danmark er et levende eksperiment som viser hvad der sker når erhvervslivet får den afgørende magt. Uligheden er steget i fyrre år, fattigdommen skabes ved sociale nedskæringer, de såkaldte reformer, som Socialdemokraterne har stemt for.

Mogens Lykketoft sælger skindet før isbjørnen er skudt, og tager klimaproblemet som gidsel for at reklamere for sit politiske parti. Men Socialdemokraterne er æslet som konstant skal sparkes bag i, ellers bevæger de sig ikke fremad. Det er de unge og venstrefløjen der, som de eneste, har fået klimaforandringerne frem til den vigtigste debat og politik. Det grundlæggende arbejde er naturligvis udført af klimaeksperterne, som har oparbejdet klimamodeller der bliver alt mere nøjagtige.

Bidens tale er et lille bål i mørket, men USA er centralmagten for ulighedsskabelsen, og multimilliardærerne hersker. De forhandler ikke om magten og øger uligheden verden over. Pengemagten er den centrale og afgørende del der forhindrer demokratiet i at virke for alle. En ren klassiker. Den nye udvikling i USA er et håb der ikke er blevet gjort mulig endnu. Men magten bestemmer.

Klimaet kunne Mogens Lykketoft have reddet for fyrre år siden, dengang han seriøst var aktiv i politik. Han overlod politikken til overmagten, olieselskaberne og erhvervslivet, om at sænke håbet. Nu er det for sent. Kun løgne og bedrag er tilbage. Socialdemokratiet kuldsejlede i 70’erne. Det sociale vil S ikke røre ved. pga. deres fremmedfjendske politik, af angst for de yderliggående højreorienterede er S blevet yderliggående højreorienterede, det er forstemmende.

Mogens Lykketoft og Socialdemokratiet kommer ikke til at bidrage til at mindske uligheden, tværtimod. Mette Frederiksen har sagt at hun ikke tror på at politikerne har skabt fattigdommen. Uden erkendelse og uden skyldfølelse, ingen ændringer. S sidder på regeringsmagten og forhindrer støttepartierne i at mindske uligheden. Alle andre politiske partier kæmper for at holde venstrefløjen udenfor indflydelse. Formuerne skal med al magt beskyttes der hvor de er tilkæmpet. Det er Socialdemokratiets vigtigste agenda.

Kun ved at fordele magten tilbage til demokratiet kan vi formindske uligheden. Kun gennem demokratiet kan vi fjerne den fattigdom herhjemme som S har stemt igennem - sammen med Radikale, DF, Venstre, L.A. Konservative, men sågar SF har stemt for mere fattigdom. Magten skal fordeles ud til alle samfundsgrupper. Overklassen, hvortil Mogens Lykketoft tilhører, skal ikke bestemme vores forhold. Demokratiet skal generobres.

Socialdemokratiet er i dag så underdanige overfor erhvervslivet, DI og DA, at det er til at brække sig over. Derfor går alle forbedringer til toppen af samfundet. De sociale nedskæringer, reformerne, trækkes ikke tilbage, uligheden fortsætter med at stige. Mogens Lykketoft havde sin tid. Han var inde i politik da Socialdemokraterne overlod magten til erhvervslivet, bankerne, storspekulanterne, techgiganterne og den borgerlige presse. Nu sidder han på sin formue og vil ikke dele magten, en levende dinosaur, en ægte anakronisme. Heldigvis er der andre som kæmper, og som ikke kommer til at give op.

Der er kun fossiler tilbage af de anakronistiske Socialdemokrater. Overlad det til de nye generationer at klare klimaforandringerne, det der stadigvæk er til at redde. Vi ved at store dele af Danmark kommer til at stå under havets niveau, men æslet rører sig ikke ud af stedet. Klimaet er uløseligt forbundet med det sociale. Når klimaet for alvor løber løbsk kommer der millioner af klimaflygtninge verden over. Dette er sket fordi Mogens Lykketoft ikke i tide gjorde nok for at stoppe klimaforandringerne. Nu har han intet imod at stå i vejen for dem som kæmper, han har sit på det tørre, og kommer ikke til at opleve de fremtidige generationers kamp for at overleve, eller de danske klimaflygtninge.

Ole Bach, Klaus Schwab, Pia Nielsen, Claus Høeg, Flemming Berger, kim hertel, Alvin Jensen, Susanne Kaspersen, Kurt Nielsen, Jørgen Wentzlau, Claus Bødtcher-Hansen, Steen Obel, Bjarne Andersen, Steffen Ernø, Kim Andersen, Steen K Petersen, Jan Fritsbøger og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
Jorn Johansen

Så vidt jeg husker, så var grunden til at SF ikke stemte for M.L.'s ØD at de havde en mere arbejdervenlig (læs mere demokratisk, mindre socialdemokratisk) løsning. Det kunne være interessant om nogle gamle SF'ere ville bringe den frem i lyset igen. For sammenligningens skyld

Ete Forchhammer , Alvin Jensen, Claus Bødtcher-Hansen, Christian Mondrup, Steen Obel, Steffen Ernø og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Lykketoft argumenterer mod demokratisering af ejendomsretten og overskudsdeling ud fra den samme argumentation som landbrugets organisationer og Dansk Industri argumenterer mod at bidrage med en samfundsmæssig større del til fællesskabet: Det kan vi ikke, fordi det bestemmes ikke (længere) herhjemme, men internationalt (hvad det så end er):
’ Magtbalancen mellem demokrati og kapital afgøres i dag hverken i den enkelte virksomhed eller i det enkelte land.’
Dog er Lykketoft åben over for beskatning af de ’superrige.’ Det kan vi åbenbart godt gøre i Danmark. Her behøver vi ikke frygte internationale reaktioner.
Og så kommer Lykketofts argumentatoriske og meget socialdemokratiske triumf:
’Ligesom vi ikke har tid til globalt at vente med at samarbejde med Kina om klima, indtil de måske engang får demokrati, så kan vi ikke vente på at demokratisere ejendomsforholdene i vort eget erhvervsliv, før vi iværksætter den nødvendige klimaindsats.’
Så fordi klimakatastroferne nærmer sig, kan vi ikke demokratisere ejendomsretten eller anbringe en del af virksomhedernes overskud i en fond, der investerer ud fra samfundets behov som forstås, ikke er kampen mod klimaødelæggelser?!
Socialdemokraterne søsatte et projekt i 1973 som de straks derefter indså den revolutionerende rækkevidde af. Så skyndte de sig at skyde forslaget om ØD ned og forsvandt ind i en tryg borgerlighed, hvor de har befundet sig siden. Og når Pelle D. genopfinder ideen, skynder partiet sig gennem en gammel nestor at skyde ØD ned. Endnu engang. Fra socialdemokraterne kan vi ikke forvente andet end den nødvendige politik, stramme flygtningerestriktioner og pamperi. Nu som dengang.

Ole Bach, Pia Nielsen, Per Dørup, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Freddie Vindberg, Steen Obel, Steen K Petersen og Kim Andersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Jørgensen

Igen forsøger en socialdemokrat at udbrede en fortælling om venstrefløjens "revolutionære drømmerier". Det er jo den letteste måde at afvise argumenter på.
Men allerede i firserne i forrige årtusinde lavede VS en principbeslutning om, at der under et systemskifte aldrig måtte indføres nogen form for undtagelsestilstand. Og det vil jo faktisk sige, at den såkaldte yderste venstrefløj allerede dengang bekendte sig "til det parlamentariske demokrati".
En meget vigtig lære, især set i lyset af, at alle mulige andre fløje lige siden har været meget optaget af at beskytte diverse befolkningsgruppers privilegier, som netop, ja NETOP unddrager sig "det parlamentariske demokrati".
Dobbeltmoralen længe leve!

Alvin Jensen, Susanne Kaspersen og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Jeg genbruger min kommentar til anmeldelsen af Pelle Dragsteds bog for nogle uger siden. Kontrol med og overtagelse af ejerskab til produktionsmidlerne er ikke i sig selv løsningen. Hvis de mennesker der overtager butikken, stadig vil producere og sælge de samme varer, så er vi ikke kommet et skridt videre.
Nå, her er så min oprindelige kommentar.
Det er destruktion af natur og biodiversitet, der er vort egentlige (eneste?) problem. Vi skal producere vort liv og vore livsfornødenheder på en fundamentalt anden måde. Hvis - jeg gentager HVIS - dette er en bagvedliggende præmis for Pelle (og Mogens L., så OK - men lad os få den frem i lyset. Lad det stå klart for fremtidens socialistisk producerende arbejdere, at de må give afkald på mange af de ’behageligheder’ som den kapitalistiske produktionsmåde har muliggjort. Vort fødeforbrug vil blive langt mere enkelt og ikke levne plads til et utal af spisesteder ude i byen. Vort kulturliv vil ikke give muligheder for og plads til en luksuøst udstyret, overforbrugende elite. Vi vil ikke kunne tillade os den naturødelæggende mobilitet i form af ubegrænset brug af biler og flyvemaskiner, som vi er blevet vænnet til. Til gengæld vil vi blive mange flere til at tage os (godt) af vore gamle og vore børn, ligesom vi vil kunne indrette os i lokalmiljøer, med langt mere hensyntagen til personer med problemer. Det vil blive nødvendigt med en helt anden mennesketype, end den vi har udviklet under kapitalismen. På dette punkt er jeg bange for at Pelle deler blåøjethed med en anden og tungere nutidig samfundskritiker, nemlig Jürgen Habermas, som er af den overbevisning at vi i en rationelt styret debat vil kunne få vort eksisterende system omformet til en demokratisk økonomi, uden tanke for de helt basale ændringer, som klima- og biodiversiteskrise i hastigt stigende grad stiller os overfor.

Ole Bach, jens christian jacobsen, Per Dørup, Alvin Jensen, Jørgen Wentzlau og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Der er noget beundringsværdig med socialdemokraterne, det er deres evne til at fratage sig ansvar for fejltagelser, hvordan altid og partout når det gik galt var det p.g.a. andre end dem selv, særligt venstrefløjen.
Socialdemokraterne har et enorm ansvar for den superdas vi befinder os i og tilsynladende ingen af dem kan lave en analyse uden at nedgøre og mistænkeligøre venstrefløjen, det har de gøre siden 1920 og det forsætter.
Hvordan kan socialdemokraterne se sig selv i spejlet når de er viden til deres regering s tvetydighed, forstår jeg ikke helt.
En Stoklund, en Tesfaye, en Hækkerup hvis farfar var top af antikommunismen og som nu i det 21 århundrede udtale: mere overvågning fører til større frihed!
Så lader DDR hviler i fred!

Pia Nielsen, jens christian jacobsen, Claus Høeg, Alvin Jensen, Carsten Munk, Kurt Nielsen, Freddie Vindberg, Steen Obel, Jørgen Mathiasen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er ringe, der breder sig i vandet, der er brug for, og derfor er det rigtigst, at det er noget, vi gør, og som andre kan tage ved lære af.

Marie-Christine Poncelet

Socialdemokraterne s retorikken imod venstrefløjen siden 1920 og deres deltagelse i efterkrigens antikommunismen og koldkrigens retorikken hvor man sat alt i samme pose, nazisme,socialismen ,kommunismen har tabuiseret alle tanker om løsninger som kunne været inspireret af socialismen.
Nu peger Pelle Dragsted på alle de elementer i vores samfund som i grund er inspireret, af socialismen og om hvordan vi kan udvikle derfra.
Det er befriende.

Jesper Frimann Ljungberg, jens christian jacobsen, Alvin Jensen, Jørgen Wentzlau, Kurt Nielsen og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Uanset den berettigede kritik af Socialdemokratiet - vi har 80-året for grundlovsbruddet - så tør man måske svagt antyde, at noget der kaldte sig "den realt eksisterende socialisme" har haft en virkning, der ikke er langt fra det katastrofale. Det er en grundene til, at Venstrepartiet kæmper med spærregrænsen blandt vælgere, der er vokset op i den "realt eksisterende socialisme".

Claus Bødtcher-Hansen

12/maj/2021

Asocialdemokratiet og de øvrige
borgerlige partier skal, efter min
mening, stemmes ud af Folketinget !

Så bliver der plads til alle os andre
mennesker (m/k) i vores Danmark :-) !

Venlig hilsen
Claus

Steffen Gliese

Pelle Dragsted står i dag dér, hvor Socialdemokratiet burde stå.

Ete Forchhammer , Claus Bødtcher-Hansen, Mads Greve Haaning, jens christian jacobsen, Anders Reinholdt, Freddie Vindberg, Alvin Jensen og Marie-Christine Poncelet anbefalede denne kommentar
Rasmus Knus

Lykketoft konsoliderer den kendsgerning at Socialdemokratiet i dag - de facto - er ulighedsskabende, med din anbefaling af en international (top-down) løsning på ulighedskrisen.

Det kommer ikke til at ske. Verden i dag er fragmenteret og den rest af international orden - i form af internationale institutioner - som stadig eksisterer er mestendels handlingslammede eller domineret af diktaturer, der har en helt anden agenda end økonomisk lighed.

(Næsten) Al forandring starter nedenfra (bottom-up) med enkelte virksomheder eller lande, der tager det første skridt. Hvorfor skulle et socialdemokratisk ledet danmark ikke gå i spidsen med medarbejderejede virksomheder i form af aktieejerskab? (Glem fondsmodellen, det var bare fagforeningerne, der ville have magten)

Der ligger heller ikke så langt fra tech-startups i fx Californien, der aflønner deres medarbejdere med en procentdel aktier som en del af lønsummen og angiveligt højner innovationen, hvis medarbejderne får tid til deres egne projekter, samt produktiviteten.

Rasmus Knus

din = sin

Finn Jakobsen

Socialdemokraterne har i umindelige tider haft større opmærksomhed på at udgrænse sig fra venstrefløjen end for at kæmpe for socialismen. I mange år med (korrekt) henvisning til skrækvisioner om sovjetversionen af socialismen - men de andre venstreafvigelser fandt heller ikke nåde for socialdemokraterne, der hellere allierede sig med kapitalen, og tæt forbundne med fagbevægelsen udviklede forestillingen om den kooperative stat.
Det internationale element, som Lykketoft nu påkalder sig, var altid en gratis omgang, for uanset hvad der skete, lagde man sig altid i slipstrømen af USA, og hvordan man end vender og drejer det, har Danmark siden 2. verdenskrig udviklet sig til en lydstat for USA.
Og hvad vi for tiden ser om socialdemokraternes forhold til menneskerettigheder og almindelig anstændighed kan vist ikke påkalde sig respekt fra noget socialistisk perspektiv,

Spørgsmålet er, om det ikke var den reelt eksisterende socialisme, der blev destrueret i en dynamisk intern-ekstern dialektisk proces.
Khrusjtjov lancerede, at socialismen, ikke kun skulle komme på omgangshøjde med kapitalismen for ikke at blive smadret af den, men endda permanent overgå kapitalismen på dens patologiske, fetichistiske præmisser, dvs. i vækst, indkomst og forbrug.
Samme over-materialistiske doktrin lancerer de vestlige post-koldkrigs Arbejderbevægelser, der som bekendt har integreret sig fuldt ud i post-neoliberalismens logikker. Kapitalismens udøvende sociale forbruger-led har ligeledes integreret dens logikker. Den dialektiske materialisme, som Marx fremførte, synes, i hvert fald midlertidigt suspenderet til fordel for den mekaniske materialisme/kapitallogik. Men denne symbiotiske kapitalisme-arbejderbevægelse- populisme med dens fælles vækst- indkomst-forbrugsdoktrin kan, og skal socialismen modarbejde, da den jo ikke er bæredygtig, - også selvom den ikke umiddelbart bliver populær derved. Tværtimod skal socialismen fremme et økonomisk demokrati, hvor de materielle frembringelser fordeles, og hvor der i kompatibilitet med klimaets bæredygtighed ydes og nydes efter behov.

Karsten Nielsen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

@Per Dørup
Den instrumentelle fornuft blev også taget i anvendelse i den reelt eksisterende socialisme bl.a for at hamle op med forbrugsmulighederne hos den markedsøkonomiske modpart og med samme økologiske virkning. Men så var der selvfølgelig også lige forholdet til de intellektuelle og mistilliden til den brede befolkning.

Ja, og det havde Khrusjtjov, som afsporede marxisme-leninismen, og dermed lagde grunden til Sovjet-socialismens logisk processuelle opløsning, som Gorbatjov fuldførte, sin store del af ansvaret for.
Men selvfølgelig kan man altid føre det tilbage til at forgængeren lagde grunden til, at trotskisten, Khrusjtjov og de inden- og udenrigspolitiske kredse, der havde indflydelse på ham, kunne komme magten.
Selvom Lenin og de politisk intellektuelle bolsjevikker omkring ham, der udformede den sovjet-socialistiske strategi, nåede langt med alfabetisere en feudal befolkning, havde de åbenlyst ikke overskud, intellektuel kapacitet - eller nok marxistisk reference til politisk at uddanne en feudal befolkning udover basic learning. Komplekse problematikker som det socialistiske transformations- (værdiproblemet)- og det tilknyttede transubstantiations-problem, og i det hele taget vigtige marxistiske kategorier som fremmedgørelse, fetichisme blev således ikke indarbejdet og appliceret i sovjet-socialistisk praksis - hvilket betød, at småborgerlig philistinisme/ ekstravagance, som karakteriserede det pre-revolutionære russiske samfunds aspirationer med imitation af kapitalistisk forbrugeristisk målsætning - som i de vestlige samfund - selv under marxismen-leninismen, trivedes under overfladen, og blot ventede på at blive potenseret.

Anders Hüttel

"Det er ikke staten, der skal eje og dirigere – bortset fra især kritisk infrastruktur" - her er vi også end. Løn, arbejdsrammer, pension, sikkerhed, arbejdsmiljø, velfærd... alle felter er og bliver forringet år efter år.

Hvor mange gange skal vi skifte branche i et arbejdsliv? Det forekommer mig at det er de samme som sidder og styrer det hele, med en flok studentermedhjælpere mellem benene. I har slet ikke gjort det godt nok.

Ole Laursen

Måske skal man gøre op med sig selv om det handler om samfundet eller lønmodtageres hverdag.

Hvis det handler om samfundet, kunne staten lave en fond og opkøbe selskaber til den fond. Overskuddet kan så ryge tilbage til statskassen. Det er vel egentlig det de har gjort i Norge med deres oliefond.

Hvis det handler om lønmodtageres hverdag, så handler det om noget helt andet. Jyttes hverdag bliver ikke bedre at hun har et helt samfund af ejere hun skal forholde sig til.

Her tror jeg vi har brug for en kultur af medmenneskelighed. Den tror jeg eksisterer mange steder - men der er også nogle steder med systemer hvor det hele bliver gjort op i kroner og ører - også i det offentlige!

På lang sigt tror jeg mere på en teknologisk løsning. Det er den teknologiske udvikling der har løst mange af de problemer Marx påpegede - de værste job findes ikke længere, de er overtaget af maskiner. Sæt turbo på automatiseringen, og så ender vi med at have løst de næstværste job også. Så er der kun job tilbage som folk udfører af lyst uden økonomisk kompensation og så er der ikke længere det her magtforhold mellem arbejdstagere og virksomhedsejere, om de så er private eller offentlige.

Jørgen Mathiasen

@Ole Laursen
Det kan være en glimrende ide at lade maskiner overtage arbejde, men det kommer til en pris. Eksempelvis blev de overflødige genstand for Mogens Lykketofts, Poul Nyrup Rasmussens og deres partis negative opmærksomhed, i det øjeblik de to førstnævnte kom til at stå i spidsen for en regering (1993). Det er i 2021 fortsat tilfældet.

Ole Chemnitz Larsen

DEN DEMOKRATISKE RETSSTATS KULSEJLING

Den demokratiske retsstat kulsejlede med nedenstående sag, der efterfølgende, blandt andet igen og igen er blevet dækket af et hav af korrupte myndighedspersoner og Folketingets Ombudsmand.

Udgangspunktet for sagen var finansminister Mogens Lykketofts nye personalepolitiske instrument, hvor Skatteministeriet blev et pilotprojekt

Gentagende og omfattende myndighedsmisbrug, pligtforsømmelse og korruption samt afpresning/trusler til skade for de små borgere, altså alvorlige overtrædelser af Straffeloven, som er skjulte, men åbenlyse og fremgår af officielle dokumenter.

DE ulovlige bebyrdende afgørelser er tilsyneladende en overtrædelse af Staffelovens §§ 146 og 155. Afpresningen er er en overtrædelse af straffelovens §§ 150 og 155. Korruptionen er en overtrædelse af Staffelovens § 155. Også § 148 om procesfejl samt §§ 156 og 157 om pligtforsømmelse synes overtrådt.

Sagen handler om Kontrollørkorpset i Skatteministeriet, hvor 343 medarbejdere blev placeret i Kontrollørkorpset. Efter et års eksistens blev korpset nedlagt og de berørte fyrede. Korpset blev oprettet og nedlagt ved lov, nemlig finansloven for 1998 og 1999.

Placeringen i korpset blev begrundet med ”bedst undværes”, uden partshøring og konkret begrundelse, mens loven kun indeholder kriteriet faglighed, svarende til at begrundelserne i bedste fald savner hjemmel og i værste fald er ulovlige, nemlig i de tilfælde, hvor bedst undværes konkret er begrundet med andre forhold end faglighed. Svarende til bebyrdende afgørelser, der er ulovlige i deres indhold.

De 343 afgørelser er således ugyldige fra første færd. Savner hjemmel/ulovlige og i strid med Forvaltningslovens bestemmelser om partshøring og begrundelse, herunder redegørelse for hjemmel. Alligevel blev afgørelserne fasthold, svarende til pligtforsømmelse, der giver de ansvarlige en uberettiget fordel.

I forbindelse med nedlæggelsen af korpset foretager de inhabile myndighedspersoner en partshøring af de berørte, herunder en konkret begrundelse for placeringen i korpset. Alle 343 afgørelser fastholdes, hvorefter de berørte fyres, selvom ingen i lovens forstand befandt sig i korpset. Ny myndighedsmisbrug, der giver de ansvarlige en uberettiget fordel.

Loven, der nedlagde korpset, giver de overenskomstansatte et ubetinget retskrav på en ekstra løn, der af de ansvarlige gøres betinget af uvedkommende forhold, der er til uberettiget fordel for de ansvarlige myndighedspersoner: De presser/truer med offentlige midler de berørte medarbejdere/borgere til at medvirke til at skjule de nævnte fejl. De, der ikke lod sig true, blev således udsat for endnu en/en ulovlig afgørelse.

Det anførte fremgår af officielle dokumenter, der tilsyneladende også dokumenter et subjektivt ansvar:

Kontrollørkorpset blev oprettet ved lov, anmærkninger 9.21.01, 1998, hvoraf det fremgår, at ”faglighed” er det eneste lovlige kriterium for udpegning til korpset, når der ses bort fra ”rationaliseringer”, jf. de 2 første afsnit under resultatkrav og punkt 60.

Forarbejderne til loven: budgetaftalen, budgetanalysen og bilagssamlingen drejer sig også kun om faglighed, når det handler om personalet: ”..udelukkende er fokuseret på de faglige kvalifikationen.”, bilagssamlingens side 6.

Erik S. M. Hansen, Frantz Howitz og Peter Loft skriver faglighed: ”Kontrollørkorpset består af medarbejdere, der ikke skønnes at kunne gennemføre den nødvendige faglige opgradering.”,

Beretning fra Skatteministeriet 1997, side 6, 3. afsnit.

Efter at Carsten Koch og Kim Bak havde oplyst over for Folketinget, at det drejer sig om faglighed, undlader de at besvare det spørgsmål, (nemlig: ”hvordan udpeges/udvælges medarbejderne”), der ville have afdækket, at faglighed ikke er anvendt som kriterium for udpegning til korpset, og at bestemmelserne om partshøring og begrundelse heller ikke er efterlevet. Skatteudvalget alm. del. bilag 46, 20. oktober 1997.

Skatteministeriet skriver i forbindelse med en eventuel overholdelse af bestemmelserne i Forvaltningsloven og finansloven:

”Det må antages, at en stor del af de oprindeligt udpegede medarbejdere igen vil blive vurderet egnede til overførelse til korpset, men derudover må det antages, at der vil være en del nye.

Dette begrundes med, at det i forbindelse med en ny udpegningsrunde vil være nødvendigt at opstille mere faste kriterier for udpegningen. Den brede formulering ”dem der bedst kan undværes” må erstattes af en ny begrundelse, der tager udgangspunkt i en negativ kvalifikationsvurdering, således at dem der udpeges rent faktisk er dem med de dårligste kvalifikationer. Og derved dem der dårligst kan opkvalificeres.”, ”Partshøring i forbindelse med overførelse til kontrollørkorpset”, 6. november 1997, side 2.

På side 4 i nævnte dokument står også, at en lovliggørelse ”.. er lidt af et ”rædsels-scenario””.!!!

Efterfølgende blev 33 medarbejdere placeret i korpset i overensstemmelse med loven, herunder blev den ugunstige begrundelse oplyst.

I loven der nedlagde Kontrollørkorpset står:

”De berørte tjenestemænd vil herefter overgå til rådighedsløn efter de almindelige regler, mens de overenskomstansatte gives en ekstraordinær forlænget opsigelsesfrist i forhold til de gældende regler.”, konto 09.21.01, punkt 60. i finansloven for 1999.

De berørte overenskomstansatte har således en ubetinget ret til en fratrædelsesgodtgørelse i form af en ekstra løn.

I Skatteministeriets aftale med Djøf og HK gøres denne ubetingede ret til den ekstra løn, betinget af uvedkommende forhold. De berørte skulle skrive under på, at de accepterede en erstatning på 25.000 kr. for manglende partshøring og at de ikke måtte ” .. rejse yderligere krav.”, hvis de ville have den ekstra løn, der drejede sig om 12 til 15 måneders løn. En alvorlig trussel på "gods".

Aftalerne gav endvidere anledning til et samråd i Skatteudvalget, Hvor Ole Stavad misinformerede Folketinget på flere punkter, herunder vedrørende overtrædelse af Forvaltningsloven - Skatteudvalget, Alm. del - bilag 295. 1998-99.

De forurettede er de små, især kvinder, Skatteudvalget alm. del. bilag 46, 20. oktober 1997.