Kommentar

Offentlighedsloven misbruges til at mørklægge den politiske proces. Derfor skal den revideres

Det er centralt for demokratiet, at medier og journalister kan stille os politikere til ansvar for vores beslutninger. Derfor må vi tage offentlighedsloven op til revision i Folketinget og sikre større gennemsigtighed, skriver medlem af folketinget og retsordfører for SF, Karina Lorentzen Dehnhardt, i dette debatindlæg.
Offentlæighedsloven misbruges til at mørklægge den politiske proces og må derfor laves om, mener Karina Lorentzen Dehnhardt.

Offentlæighedsloven misbruges til at mørklægge den politiske proces og må derfor laves om, mener Karina Lorentzen Dehnhardt.

Nils Meilvang

Debat
20. maj 2021

Det er i dag et mangeårigt faktum, at den offentlighedslov, der blev indført i 2013, er blevet misbrugt til at mørklægge. Endelig viser der sig et flertal for at ændre på det. Det har enorm betydning, særligt i en tid, hvor politikerne rykker længere væk fra mikrofonerne og selv udlægger teksten på sociale medier.

Ministerbetjeningsreglen, folketingspolitikerreglen og generalklausulen er bare nogle af de værktøjer, der hives frem og henvises til, når der gives afslag på en aktindsigt. Det er nogle af de helt oplagte steder at sætte ind og ændre i de nuværende regler og begrænsninger.

Tal fra Ombudsmanden viser, at mellem 2015 og 2018 er antallet af klager til Ombudsmanden i offentlighedssager steget med næsten 60 procent – fra 230 til 362. Og ikke bare gives der mange afslag, der gives ofte aktindsigter, som ikke giver anden offentlig indsigt end datoen og en bunke sorte overstregninger.

Det bør være et gensidigt ønske, at magten – ligegyldig hvem der har den – kan tjekkes efter. Det er grundstenen i demokratiet og afgørende for tilliden til selv samme. Derfor håber jeg også, at der kan landes et bredt forlig, og at et stort flertal kan se sig selv i en ny og mere åben offentlighedslov.

Mere gennemsigtighed

Der er nok ingen politikere, som er imod, at forhandlinger foregår i et lukket rum. Det er jeg heller ikke. Men når ministerbetjeningsreglen benyttes langt ud over hensigten om et muligt fortroligt rum til overvejelser og i stedet holder data og faglige vurderinger, der ligger til grund for beslutningen hemmelige, så er det dybt problematisk.

Når generalklausulens bestemmelse om offentlige og private interesser bruges i flæng, så er det dybt problematisk. Når indsigt i beslutningsgrundlag afvises med henvisning til folketingspolitikerreglen, fordi dokumenter har været oversendt til en forligskreds, så er det dybt problematisk.

Journalisterne bør have mulighed for at stille spørgsmål til mellemregningerne i stedet for at være reduceret til at stille spørgsmål til det facit, man er kommet frem til – helt uden den mindste idé om, hvilke informationer beslutningerne er blevet truffet på baggrund af.

Aktindsigternes trange kår er blot en del af en tendens, som vi i den grad har behov for at bryde med som politikere.

Det er os, der er med til at skabe det offentlige rum for debat, og vi bør alle have et ønske om, at den tager afsæt i sandheden. I takt med politikernes stigende brug af sociale medier bliver envejskommunikationen hyppigere og hyppigere. Det gavner ikke ligefrem debatten og de kritiske, opfølgende spørgsmål, at alt rykkes over til digitale medier, så magten kan skærme sig bag skærmen.

Kontrol over fortællingen

At man selv vil styre fortællingen fra start til slut uden indblanding som politiker er næppe breaking news, men der opstår flere og flere eksempler på, at mediernes rolle som kritisk vagthund skrives helt ud – og det er usundt for demokratiet.

Senest her i Information har det været tydeligt, at magten helst selv står for fortællingen. I afdækningen af Aarhus Universitets rapporter fra DCA viser det sig, at en aktindsigt er holdt tilbage og timet, så den først blev givet til journalisterne, efter Aarhus Universitet havde fortalt om deres egen undersøgelse af fejl og mangler i rapporter.

Den undersøgende journalistik og mediernes muligheder for at sortere i informationerne og præsentere en uvildig fremstilling af de politiske diskussioner for offentligheden er stærkt presset af kommunikationsstrategier og algoritmer.

De manglende svar fra politikere og de lange sagsbehandlingstider på aktindsigterne vil forhåbentlig blive færre, hvis juraen omkring aktindsigter stiller krav om mere offentlighed. Det er i hvert fald et sted, vi bliver nødt til at starte og tage ansvar som politikere.

For ansvarlighed udstråler, at man tør tage beslutninger. Og man bør og skal selvfølgelig også kunne tage ansvar nok for beslutningerne til at lægge de faktiske oplysninger og faglige vurderinger, der udgør grundlaget for beslutningerne, frem. Det håber jeg vil manifestere sig i forhandlingerne, der nu kommer inden sommerferien som følge af en bred opbakning til beslutningsforslaget om netop at tage offentlighedsloven op til revision. Det var på tide.

Karina Lorentzen er medlem af Folketinget og retsordfører for Socialistisk Folkeparti

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Werner Gass

Regeringen mener jo at mere overvågning af folk og det offentlige rum giver mere tryghed for os almindelige folk!

Modsat mener de regeringsbærende partier S og V, at dette ikke gælder mere offentlighed om myndighedernes gøren og laden og dermed borgernes mulighed for overvågning af myndighederne.
At sådant noget giver mindre tryghed for almindelige folk.

Tja folk skal have tillid til regering og myndigheder, som så gengælder med mistillid til os jævne folk.
Og vi derfor har bedst af ikke at kunne holde øje med øvrigheden skatten og vagten.

Det kaldes hvist Christiansborglogik.
Så tak for kaffe og lav så den offentlighedslov om - I har vel intet at skjule?

Claus Bødtcher-Hansen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Alvin Jensen

I et diktatur holder staten øje med borgerne.
I et demokrati holder borgerne øje med staten.
Derfor skal mørklægningsloven smides på historiens losseplads da den mere høre hjemme i et diktatur end i et demokrati.

Claus Bødtcher-Hansen, Bjarne Andersen, Werner Gass, Bjarne Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

20/maj/2021

JA, den kritiske journalistik
er den fjerde stats-magt,
som beskytter demokratiet !

Med bekymret hilsen
Claus