Kommentar

Pelle Dragsted: Beskatning af de rigeste er godt, men omfordeling af ejerskab er bedre

Det er glædeligt, at selv Den Internationale Valutafond nu taler for at beskatte de rigestes formuer og indkomster. Men skal vi løse ulighedskrisen, må vi tage fat om nældens rod og ændre den ulige fordeling af ejerskabet, skriver Pelle Dragsted i denne klumme
Ved at give de faglige organisationer bedre og mere fordelagtige styrkeforhold, kan lønmodtagerne støttes i at tilkæmpe sig en større del af kagen, når der forhandles løn.

Ved at give de faglige organisationer bedre og mere fordelagtige styrkeforhold, kan lønmodtagerne støttes i at tilkæmpe sig en større del af kagen, når der forhandles løn.

Mads Claus Rasmussen

Debat
6. maj 2021

Verden forandrer sig, og det går faktisk så stærkt for tiden, at man nogle gange lige må knibe sig i armen. Forleden kunne man for eksempel læse, at Den Internationale Valutafond, IMF, opfordrede verdens lande til at indføre en formueskat og øge beskatningen af de øverste indkomster for at bekæmpe uligheden.

Det er kun et par årtier siden, at jeg sammen med tusinder af unge europæere rendte rundt i skyer af tåregas og byger fra vandkanoner og demonstrerede mod netop IMF, som med rette blev anset for at være en central institution i den nyliberalistiske globalisering, der pressede verdens lande til reformer, som øgede fattigdommen, sænkede skatterne for de rigeste og eroderede den sociale tryghed.

Og IMF er ikke alene. Også Verdensbanken, OECD og sågar elite-logen i Davos, World Economic Forum, har slået til lyd for mere omfordeling.

Den voksende opbakning til mere omfordeling fra de magtfulde globale institutioner er glædelig, og det er ikke mindre glædeligt, at både den britiske og amerikanske regering, varsler øget beskatning af de rigeste, der bryder mange års nedadgående trend. Ja, det ser tilmed ud til, at en global mindstesats på selskabsskatten nu er inden for rækkevidde.

Fra redistribution til predistribution

Alt sammen fantastisk, men samtidig også utilstrækkeligt. For hvis vi for alvor ønsker at gøre op med uligheden, så er omfordeling ikke nok. Redistribution via solidariske skattesystemer er et velment og fornuftigt forsøg på at rette op på den skæve indkomstfordeling, som er det uomgængelige resultat af en økonomi domineret af kapitalistisk ejerskab, hvor en lille elite ejer virksomheder og kapital. Man forsøger med andre ord løbende at dæmpe symptomerne uden at tage fat om problemets kerne. Lidt som at sætte en balje under en dryppende vandhane frem for at få skiftet pakningen.

Hvis vi virkelig skal gøre op med uligheden, så er vi nødt til at gå til kilden – nemlig den skæve, arbitrære og helt igennem uretfærdige fordeling af rigdom, der sker i selve produktionssfæren, når gevinsterne fra produktionen fordeles mellem de arbejdere, der skaber værdierne, og de kapitalejere, der ejer produktionsapparatet.

I årevis har vi set, hvordan lønmodtagernes andel af gevinsterne, den såkaldte lønkvote, er faldet, mens kapitalejernes andel, profitkvoten er steget. Som Thomas Piketty så eminent har påvist, har vi set en udvikling, hvor afkastet af kapital er vokset hurtigere end økonomien generelt.

Når vi kun fokuserer på at omfordele, efter at skaden er sket, bliver vi så at sige ved med at komme for sent til festen. Hvis vi for alvor skal gøre op med uligheden, skal vi gå fra redistribution til predistribution. Med andre ord skal vi gå til ulighedens kilde og allerede i produktionsleddet forhindre, at en lille økonomisk elite tilraner sig så stor en del af velstanden, og i stedet sikre, at mere tilfalder det arbejdende flertal i befolkningen.

Predistribution over redistribution

Predistribution kan tage flere former. Ved at give de faglige organisationer bedre og mere fordelagtige styrkeforhold kan lønmodtagerne støttes i at tilkæmpe sig en større del af kagen, når der forhandles løn. Den høje organisationsgrad i de nordiske lande er formentlig hovedårsagen til, at vi ikke har set samme fald i lønkvoten som i de øvrige OECD-lande.

Men predistribution kan og bør også ske gennem reformer, der distribuerer og demokratiserer selve ejerskabet til vores kapital og virksomheder. Det er netop en række af den type reformer, som jeg foreslår i min bog Nordisk Socialisme, der udkom i lørdags.

En ekstra bonus ved predistributive reformer er, at vi kan blive fri for højrefløjens falske fortælling, om at omfordeling via skatterne er en slags tyveri eller konfiskation af »andre folks penge«. Virkeligheden er nemlig, at før vi overhovedet er nået frem til beskatningen, har en snæver økonomisk elite allerede tilegnet sig ’andre folks penge’ – eller rettere tilegnet sig store dele af den værdi, som flertallet skaber med deres kreativitet og arbejde. Det faktum bliver bare ofte usynligt for os, når vi kun taler om omfordeling via skatterne, fordi den oprindelige uretfærdige fordeling af velstanden, som det snævre kapitalejerskab efterlader, kommer til at fremstå naturlig og uforanderlig. Derfor er redistribution godt, men predistribution er bedre.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Nielsen

Tak for den præcise anvisning til omfordeling.

Gert Romme, Jørgen Toftegaard, Annette Chronstedt, Alvin Jensen, jens christian jacobsen, Gunilla Kurdahl, Estermarie Mandelquist, Leanette Nathalia Chresta Jensen, Torsten Jacobsen og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Peter Olsen

Fuldstændig korrekt analyse hele vejen igennem, men som altid er der et lille men. Pelle Dragsted taler om de 40 % i arbejderklassen, men usynliggør igen de 20 % i underklassen. Vi kommer aldrig til at eje en del af en virksomhed, fordi vi overvejende er udenfor arbejdsmarkedet. Under halvdelen af befolkningen er i arbejde, og det betragtes som rekord i ethvert land, til enhver tid.

Et skift i magtfordelingen er nødvendigt for at formindske uligheden i verden og dertil er de faglige organisationer essentielle. Men hvordan skal dette fjerne fattigdommen, når vi jo ved at pengene ikke regner nedad (Trickle Down), men tværtimod har en tendens at blive trukket opad pga. magtfordelingen. Predistribution og redistribution, alle værktøjer skal i brug.

Vores indkomster er det mest akutte politiske problem i øjeblikket, naturligvis lige efter klimaforandringerne. 250.000 mennesker i Danmark lever under den fattigdomsgrænse, som Danmarks Statistik bruger til afrapportering til FN om fattigdom. 61.500 børn lever i fattigdom, selvom der er ekstreme formuer i landet. Vi har aldrig været inviteret med til festen. Disse problemer skal venstrefløjen kæmpe for at fjerne, ellers er støttepartierne intet værd.

Hvad er pointen i at støtte en regering, som har udtalt, at den ikke vil mindske uligheden eller fjerne fattigdommen? De forrige regeringer sænkede omfordelingen til et historisk lavpunkt. 60 % af befolkningen blev ramt af de sociale nedskæringer, de såkaldte reformer. Det er politikerne som har skabt fattigdommen ved de 62 sociale nedskæringer over tyve år.

Ved folketingsvalget 2019 var rød blok størst, men uligheden bliver ikke formindsket, hvad foregår der? Pengene bliver flyttet væk fra os og flyttet op til toppen til de rige, ved diverse skattelettelser og tilskud til erhvervslivet, at fjerne fattigdommen i Danmark er bare at gøre det modsatte. At flytte pengene tilbage igen til de fattige er ikke et problem, det er en demokratisk beslutning, som de 60 % kan tage.

Det er fuldstændigt korrekt, at der skal skabes et mere lige udgangspunkt for de nyfødte, men dertil skal de arvede formuer fordeles. Underklassen skal løftes op til arbejderklassen og begge op til middelklassen.

Pia Nielsen, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Poul Erik Pedersen, Mogens Holme, Alvin Jensen, Lise Lotte Rahbek, jens christian jacobsen, Chris Ru Brix, David Adam, Estermarie Mandelquist og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar
Atilla Thcengiz

Jeg vil mene at der er tale om en klassisk fælde når man begynder at tale en virtuel kage uden at tage forbehold for klimakrisen og neo-imperialismen som i den grad har været fraværende i den nyere vestlige "leftist" politiske diskurs, og som ikke benævnes med et enkelt ord i den såkaldte nordiske socialisme. Der findes desværre ikke længere nogen KAGE, den er væk :-(

jens christian jacobsen

Jeg har ikke læst Dragsteds bog, men går ud fra, at han mener en eller anden form for Økonomisk demokrati (ØD), når han citeres for flg:

'..Men predistribution kan og bør også ske gennem reformer, der distribuerer og demokratiserer selve ejerskabet til vores kapital og virksomheder.'

I sin oprindelige form (1973) skulle lønmodtagernes medbestemmelse over deres egne arbejdspladser sikres blandt andet gennem etablering af en central fond, hvortil 2/3 af lønsummen fra den enkelte arbejdsplads skulle indbetales. 1/3 af disse midler skulle sættes i en investeringsfond, hvor investeringerne bestemtes af fagbevægelsen og regeringen i fællesskab.
ØD ændrede ikke fundamentalt ved ejerforholdene, men lønmodtagerne blev aktionærer på deres egen arbejdsplads. Forslaget mødte modstand på venstrefløjen hvor de hævdede, at ØD var en videreførelse af kapitalismen med en demokratisk fernis.
List senere i 1980erne fremkom SD med et forslag om Overskudsdeling (OD). Ingen af forslagene blev vedtaget, bl.a. fordi SD fik kolde fødder over rækkevidden af deres egne forslag. Med nutidens pengeværdi ville det betyde, at den centrale fond over ganske få år ville opbygge en kapital på 100-150 milliarder kroner, som skulle investeres ud fra samfundsmæssige behov.
Kombinationen af ØD og OD kunne vel imødekomme kapitalbehov for bl.a. at løse nogle af de problemer som klimakrisen rejser og som Atilla Thcengiz helt rigtigt nævner?

Arne Thomsen

Godt at se, at Pelle Dragsted udbreder viden om de faktiske økonomiske forhold.
Når tilstrækkelig mange vælgere er klar over det, kan socialdemokraterne og venstrefløjen næppe længere undlade at reagere.

jens christian jacobsen, Gert Romme, Jørgen Toftegaard, Poul Erik Pedersen, Annette Chronstedt og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

"Hvis vi virkelig skal gøre op med uligheden, så er vi nødt til at gå til kilden." God idé - og en af kilderne beskriver PD helt korrekt. Der er blot den hage ved analysen, at PD overser nye udbytningsformer i den finansialiserede kapitalismer: Spekulation og gæld. Han analyserer en kapitalisme, som var udbredt før 2. verdenskrig.

Den merværdiproducerende arbejder, udgør i de fleste vestlige lande mellem 12 og 15 procent af arbejdsstyrken. Hvordan kan man forvente, at resten af arbejdstyrken skal identificere sig med denne arbejder? Den forgældede arbejder udgør derimod tæt på 100 procent af arbejdsstyrken, fordi det inkluderer den meget store middelklasse, som er karakteristisk for den finansialiserede kapitalisme.

Ifølge OECD er Danmark førende på verdensplan mht. privat gæld - 257 procent af vores disponible indkomst. Det meste af denne gæld er i boliger. I de store byer i Danmark anvender en gennemsnitlig lønarbejderfamile nu 40 procent eller mere af den disponible indkomst på boligen. Tallet var 10-15 procent i 1970. I USA - den finansialiserede kapitalismes højborg - er gælden i højrere grad bredt ud over forskellige poster. I 2018 udgjorde amerikanske husholdningers samlede gæld 13.540 mia. dollar. Ud over gæld i boliger har amerikanerne gæld i deres biler, kreditkortgæld, sundhedsgæld og studiegæld. Studiegælden har nu nået et niveau - ca. $1,4 billioner - hvor gælden har potentiale til at kaste den amerikanske økonomi ud i en gældskrise. Det har Joe Biden for længst erkendt. https://finans.dk/okonomi/ECE11187590/amerikanernes-gaeld-stiger-til-894...

Spørgsmålet er om PD og venstrefløjen som sådan taler forbi den forgældede arbejderklasse og middelklasse, når analysen er fokuseret på udbytning via merværdi.

Problemet med merværdiproduktionen er, at den ikke kan erkendes empirisk - kun analytisk. Og man kan ikke forvente, at de mange prekære ansatte både i arbejderklassen og i middelklassen læser Karl Marx.

For 300 år siden vidste en hoveribonde nøjagtigt, hvor meget han var udbyttet af herremanden, når han var tvunget til at arbejde f.eks. 5 måneder om året på herremandens mark. Udbytningen kunne fastslås umiddelbart og empirisk. Med den industrialiserede kapitalisme blev det uklart, hvor meget arbejderen arbejder for sig selv, og hvor meget han arbejder for kapitalisten.

Den finansialiserede kapitalisme udgør i den forstand en slags refeudalisering af økonomien. De forgældede arbejdere ved præcist, hvor meget de betaler i gebyrer og renter af deres gæld. Men der findes ikke en venstrefløj, som italesætter denne form for udbytning. Den forgældede lønarbejder er alene i verden med sin gæld. Hvis han ikke kan betale af på gælden, kan han ikke henvende sig til sin fagforening eller til noget andet fællesskab, som kan tilbyde modstand mod gældsudbytningen. Solidartitet er ikke et tilbud til den forgældede lønarbejder. Tværtimod er gælden ofte forbundet med skam, og derfor holdes den helst skjult. Den forgældede lønarbejder er ekstrem individualiseret. I gældsudbytningsrelationen findes kun den forgældede lønarbejder og hans kreditor.

I USA findes der organisationer som adresserer gældsudbytningen. F.eks. Strike Debt!. Sådanne organisationer er stort set fraværende i Europa. I Danmark taler venstrefløjen overhovedet ikke om udbytning vha. gæld. Det er en slags tabu. Heller ikke PD ønsker at "gå til kilden", når det drejer sig om udbytning vha. gæld.

I Danmark går ca. 75 procent af bankernes og kreditforeningernes udlånsportefølje til køb af boliger. Boligen er den primære kilde til gældsudbytningen, og til forskel fra USA kan den forgældede danske lønarbejder ikke gå ned i banken og lægge nøglerne til hans bolig på bordet, når han/hun ikke længere er i stand til at betale af på sit boliglån. I Danmark følger gælden dig hele livet, og ubetalt gæld registreres nøje (RKI). Der findes mærkværdigvis ingen protest mod denne registrering, selvom den udelukker den forgældede fra forskellige aktiviteter som f.eks. visse abonnementsprodukter (bredbånd), køb på afbetaling, benzinkort og brug af kreditkort og andre former for lån.

De mange penge, som ydes til lån i boliger, er penge, som bankerne skaber. Det vil kort sagt sige, at hvis bankerne ikke kunne skabe disse penge, ville der ikke være nogen spekulation i boliger. Der ville derfor heller ikke være en inflation, som er lidt mere end 300 procent af forbrugerprisindekset.Alternativet til bankernes boliglån kunne være de gamle forbrugerejede realkreditinstitutter, som ydede lån uden profit. Dvs. til en rente som stort set kun dækkede driftsomkostningerne.

Et andet alternativ kunne være en statsejet bank, som foreslået af Enhedslisten. Problemet med Enhedslistens statsejede bank er, at en sådan bank ikke må skabe penge. For at kunne yde lån er denne statsejede bank, derfor henvist til at låne de penge, som de private banker skaber. Den statsejede banks mulighed for at yde lån til boliger, grøn prodution/omstilling etc. vil derfor i høj grad være afhængig af de private bankers velvilje. Der er derfor ingen anden mulig konklusion end, at Enhedslisten ikke ønsker at "gå til kilden" af den finansialiserede kapitalismes udbytningsformer.

https://solidaritet.dk/replik-den-private-pengeskabelse-er-en-klassekamp...

Pia Nielsen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Med en fake virus som plyndre fattige verden over, og en propaganda maskine for fuld blæs, er jeg rørt over, at IMF taler for omfordeling:):)

Krister Meyersahm

Pelle Dragsteds beskrivelse af; ..."højrefløjens falske fortælling, om at omfordeling via skatterne er en slags tyveri eller konfiskation af »andre folks penge«. Virkeligheden er nemlig, at før vi overhovedet er nået frem til beskatningen, har en snæver økonomisk elite allerede tilegnet sig ’andre folks penge’ – eller rettere tilegnet sig store dele af den værdi, som flertallet skaber med deres kreativitet og arbejde".

Hvordan skal man nu lige forstå dette? Det er vel trods alt sådan, at det ejerkredsen snupper, trods alt, bliver beskattet? Og - den værdi flertallet (medarbejderne) skaber med kreativitet og arbejde lader sig kun gøre fordi ejerne har investeret risikovillig kapital som er grundlaget for en god løn. Så, hvem præsterer i virkeligheden, den falske fortælling?

Det er desuden sådan, at de midler borgerne har tilbage efter betaling af skatter, defineres som formue. Formue er beskyttet af Grundloven, der kun tillader indgreb i formuer mod fuldstændig erstatning.

Peder Bahne

Hvis systemet indebærer en koncentration af værdierne i produktionsapparatet i en eller flere fonde, skal der nogen til at bestyre den/disse fonde, og så er vi tilbage i pampervældet med nepotisme, centralisering og overgreb blandt dem, som hurtigt udvikler sig hen imod at blive lidt mere lige end alle vi andre.

Incitament og iværksætning omkring selve produktionen fordamper hurtigt. Eksemplerne er legio og har forlængst falsificeret konceptet. Et godt råd til socialisternes forsøg på konsolidering omkring en ny politik må være: Hold jer til de mediedrevne mærkesager omkring uretfærdighed, børn, moral og udskamning af komplementær tænkning. Disse sager kan nok bevare potentiale og appel en tid endnu.