Én måde at opdele fremtidsfortællinger på er at se, hvor fjern en tid de tegner. Nogle beskriver den nære fremtid – tv-serien Black Mirror er et fantastisk eksempel på dette – der i det meste, men ikke det hele, minder om vores egen verden. Andre beskriver den fjerne fremtid fyldt med teknologier og praksisser svært genkendelige fra vores tid nu og her.
Pelle Dragsteds nye bog, Nordisk socialisme, er et yderst vellykket eksempel på det første. En slags omvendt Black Mirror, hvor det ikke er den realistiske dystopi som i serien, der tegnes og anes, men derimod den realistiske utopi; den nære fremtid, der kan gribes og skabes.
Dragsted argumenterer i sin bog overbevisende for to ting:
For det første, at det ikke enten-eller. Det er ikke socialisme eller kapitalisme, revolution eller reform. De kan tænkes komplementært eller kontinuert frem for som et hårdt valg.
For det andet, at socialismen er delvist realiseret i vores samfund allerede i form af velfærd, medbestemmelse, bruger- og borgerejede virksomheder med mere.
Dragsteds nordiske socialisme er nutiden med lidt mere socialisme, lidt mere af det, vi kender. Det er ikke skridtet ud i det ukendte, bruddet med alt det vante, det nye samfund, år nul. Det er styrkelsen af tendenser, tanker og traditioner, vi kender. Det er det her samfund – bare bedre.
Den analyse overbeviser mig, men den begejstrer mig ikke.
Den tyske kommunist Rosa Luxemburg sagde angiveligt engang, at kun den revolution, man kan danse til, er værd at håbe på. Jeg ved ikke, om man kan danse mandag formiddag i Pelle Dragsteds medarbejderejede virksomheder, men vi kan bruge hans bog til at tænke over, hvordan en dansevenlig hverdag kunne se ud.
Administrativ socialisme
Jeg vil også gerne derhen, hvor Dragsted vil, og jeg håber, at han vil med videre derfra. Det bliver nemlig også næsten til det, man lidt frækt kunne kalde administrativ socialisme, hvor visioner, eksperimenter, engagement, frie fællesskaber, utopier, stormfulde møder langt ud på natten ikke har helt lige så god plads. Hvor er de vilde fortællinger om det muligvis mulige?
Alle politiske ideologier er fremtidsfortællinger. De handler om at sætte nye forskelle og begyndelser med konsekvens for fremtiden. De fremmaner historiens og menneskets muligheder. Socialismen mere end nogen anden ideologi har været fremtidsrettet, utopisk endda, i den specifikke betydning af at være villig til at vove at tænke et helt andet samfund.
Men der har i snart lang tid været et vedvarende tab af såvel ideologisk som utopisk energi i samfundet.
Dragsteds bog er både et tegn derpå og en gentænkning af socialismen under disse nye betingelser. Ideologiernes og utopiernes komatøse tilstand er betingelsen, hvorunder vi lever. Men måske vi også kan skubbe lidt på troen på en helt anden fremtid og ikke bare på en lidt bedre?
Jeg har altid haft en romantisk forkærlighed for Marx’ utopisme, særligt som han formulerede den i Den tyske ideologi fra 1845, hvor han og Engels skriver, at det kommunistiske samfund vil gøre det »muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker.«
Ofte latterliggjort udtrykker det for mig ikke bare ideologi og utopi i sin rene og rigtige form, men også et klart ønskværdigt fremtidsmål at stræbe efter: At den enkelte ikke bliver defineret ved sin ene uddannelse og arbejdsfunktion, men bliver sat i stand til at udvikle og bruge mangfoldigheden af sine anlæg og interesser uden nogen sinde at blive reduceret til sin funktion for samfundet.
De realistiske utopiers tidsalder
Hvis Dragsted i sin bog koncentrerer sig om ejerskab og kontrol over arbejdspladsen, så kunne man supplere med en utopi om arbejdet selv, der opdaterer Marx. På venstrefløjen ser vi aktuelt en række offensive utopier på det område.
Herhjemme har Eskil Halberg skrevet en generalanklage imod lønarbejdet, Roden til alt ondt fra 2017.
Der findes kritikker af overflødigt arbejde mest prægnant hos den anarkistiske antropolog David Graeber, der talte om indholdsløse »bullshit jobs«, vi skaber i massevis.
Aaron Bastani skriver aktuelt om »fuldautomatiseret luksuskommunisme«, hvor vi med intentionel implementering af den teknologiske udvikling kan afvikle det meste arbejde og øge alles velstand samtidig.
Det samme gør Paul Mason i sin bog Postkapitalisme fra 2015 og fra samme år ikke mindst Nick Srnicek og Alex Williams i bogen med den sigende, utopiske titel: Inventing the Future: Postcapitalism and a World Without Work.
At opfinde fremtiden. Det lyder som en god opgave for socialistisk tænkning. Men fordi vi lever i de realistiske utopiers tidsalder, hvilket jeg tænker, Dragsteds bog ligger i forlængelse af, så lad mig afslutningsvis nævne, hvor jeg selv finder inspiration til at tænke arbejdets utopi.
Det er selvfølgelig de ovenstående bøger, hvis ambition og horisont på godt og ondt er større og længere end Dragsteds. Men det er også noget tættere på hans fokus, nemlig dem, der forsøger at udleve arbejdets utopi nu, selv om det ikke giver økonomisk mening – eller netop fordi det ikke giver økonomisk mening – i forlængelse af Marx’ utopi. Det er for eksempel alle dem, der er frivillige i alle mulige foreninger, idrætsklubber, spejdere, frivillige organisationer af alle mulige slags, hvis motivation er alt andet end penge; hvis engagement er drevet af lyst, vilje til fællesskab, overskridelse af egeninteresse og privatlivets opdeling mellem dit og mit.
Er de ikke for eksempel elektrikere om dagen og fodboldtrænere om aftenen? Men endnu ikke helt uden at være nogen af delene.
De antiøkonomiske utopister
Et andet lag er sociale entreprenører, bæredygtighedsdesignere, science fiction-forfattere, kunstnere, der udkaster fremtider i visuel form. Det er alle dem, der gør det modsatte af Elon Musk, som hver dag tænker over at kapitalisere ikke på en bedre fremtid, men en anden planet. Det er tværtom alle dem, der dag ud og dag ind arbejder praktisk og kreativt på, hvordan fremtiden kan skabes.
Det er dog i særlig grad dem, der ikke bare er ikkeøkonomiske i deres aktivitet, men decideret antiøkonomiske, der har min store forkærlighed. Det er hele laget af små forlag, litterære tidsskrifter og hjemmesider, kunstnergrupper uden fast tilknytning, musikarrangører af gratis koncerter og festivaler, filosofiske salonværter og -værtinder, gratis akademier og meget mere. De smider tid og penge ind i noget, der aldrig vil give overskud. De er utopister i fuld gang, der i sande kreative eksplosioner skaber værdi til os alle sammen uden afregning.
Men vigtigere, så eksperimenterer de hver dag med at få utopien til at lykkes, at samarbejde uden penge, at gøre det, fordi de vil det, at bygge det op, som ingen virksomhed eller stat beder om eller ønsker. Der er fremtider at skabe og tænke i kølvandet på det mulighedsrum, de åbner.
Mikkel Thorup er idéhistoriker og forfatter
Hvad er socialisme i dag?
Efter årtier i defensiven er venstrefløjen måske ved at finde et nyt momentum. I sin nyudgivne bog Nordisk socialisme anfører Pelle Dragsted, at Danmark allerede er delvist socialistisk, og at vejen frem blandt andet skal gå gennem demokratisk ejede virksomheder med større medarbejderbestemmelse. Men er det vejen frem for socialismen i dag, eller skal der noget mere radikalt til?
Seneste artikler
Pelle Dragsted: Revolutionære og reformister, pragmatikere og utopister – Forén eder
10. juli 2021Det er saliggørende, at vi nu diskuterer socialismens ideer igen, men det er afgørende, at vi ikke vender tilbage til den ufrugtbare polemik mellem reform og revolution, som venstrefløjen historisk har spildt alt for megen tid med, skriver Pelle Dragsted i denne kronikDragsted vil liste pistolen ud af kapitalisternes hænder. Jeg tror, de vil opdage hans list
2. juli 2021Pelle Dragsted ønsker gradvist at fravriste kapitalisterne magten, uden at de lægger mærke til det. Men historien har vist, at konfrontationen er uundgåelig. Vejen til et socialistisk samfund går gennem demokratisk selvorganisering fra neden, hvor arbejderne kæmper sig til indflydelse, skriver den norske forfatter Magnus Marsdal i dette debatindlægSocialismens drøm kan kun gennemføres med benhårdt politisk håndværk
26. juni 2021I ’Nordisk socialisme’ fremlægger Pelle Dragsted et hav af gode og konkrete ideer til et socialistisk samfund. Jeg savner til gengæld, at Dragsted anerkender det politiske arbejde og de kompromiser, der skal til for at skabe resultater i den virkelige verden, skriver formand for SF, Pia Olsen Dyhr, i denne kronik
Så genbruger jeg min kommentar til Lykketoft, hvor jeg genbrugte min kommentar til anmeldelsen af Dragsteds bog.
Ib Jørgensen
12. maj, 2021 - 13:22
Jeg genbruger min kommentar til anmeldelsen af Pelle Dragsteds bog for nogle uger siden. Kontrol med og overtagelse af ejerskab til produktionsmidlerne er ikke i sig selv løsningen. Hvis de mennesker der overtager butikken, stadig vil producere og sælge de samme varer, så er vi ikke kommet et skridt videre.
Nå, her er så min oprindelige kommentar.
Det er destruktion af natur og biodiversitet, der er vort egentlige (eneste?) problem. Vi skal producere vort liv og vore livsfornødenheder på en fundamentalt anden måde. Hvis - jeg gentager HVIS - dette er en bagvedliggende præmis for Pelle (og Mogens L., så OK - men lad os få den frem i lyset. Lad det stå klart for fremtidens socialistisk producerende arbejdere, at de må give afkald på mange af de ’behageligheder’ som den kapitalistiske produktionsmåde har muliggjort. Vort fødeforbrug vil blive langt mere enkelt og ikke levne plads til et utal af spisesteder ude i byen. Vort kulturliv vil ikke give muligheder for og plads til en luksuøst udstyret, overforbrugende elite. Vi vil ikke kunne tillade os den naturødelæggende mobilitet i form af ubegrænset brug af biler og flyvemaskiner, som vi er blevet vænnet til. Til gengæld vil vi blive mange flere til at tage os (godt) af vore gamle og vore børn, ligesom vi vil kunne indrette os i lokalmiljøer, med langt mere hensyntagen til personer med problemer. Det vil blive nødvendigt med en helt anden mennesketype, end den vi har udviklet under kapitalismen. På dette punkt er jeg bange for at Pelle deler blåøjethed med en anden og tungere nutidig samfundskritiker, nemlig Jürgen Habermas, som er af den overbevisning at vi i en rationelt styret debat vil kunne få vort eksisterende system omformet til en demokratisk økonomi, uden tanke for de helt basale ændringer, som klima- og biodiversiteskrise i hastigt stigende grad stiller os overfor.
Jeg ser Pelles bog som et udtryk for sund fornuft: Lad os lave et godt arbejdsmarked. Alle 350 sider ser jeg som et forsøg på det.
At fælleseje så ikke er nok til at få os til at danse, er da rigtigt nok, men kan vi fløjte, når vi kører på arbejde og være glade, når vi kører hjem, er meget nået.
Bogen ser jeg først og fremmest som opgør med det at kræve alt og få intet. Revolution eller tilbagegang. Det har sat os i stå efter min mening, så vi er havnet i et materialistisk og naturødelæggende samfund. Vi skal ikke lade os styre af absolutter, men snakke os frem til de mulige løsninger. Derfor skal Pelle bare have tak og mange tak, og så kan vi komme videre til det egentlige: Det sjove og vidunderlige i livet.
På en måde er bogen kedelig, og skal være det, for man kan ikke gøgle sig igennem til en god konstruktion af en arbejdsplads. Det gælder bare om at få det overstået på en god måde.
Det dansende, som kronikskriveren er inde på, er også et arbejde, hvad enhver ved, der har deltaget i noget, der skal op at stå - skrive, komponere og arrangere. Det hele er arbejde, somme tider fornøjeligt, til andre tider surt. De rosenrøde visioner bliver tit til mere skade end gavn. Et godt liv er hårdt arbejde. Jeg kunne også bare sidde og glo TV i stedet for at skrive det her, men det er bare for kedeligt.
Det er et spørgsmål, om ikke Mikkel Thorup opstiller en falsk modsætning. For det første er de vilde utopier nok mere underholdende end Dragsteds diskussion om, hvordan vi kan bevæge os fremad med det udgangspunkt, vi faktisk har, men hvis der ikke er noget realistisk bud på, hvordan man kan realisere utopierne, er de ikke meget relevante i praksis. For det andet behøver vi ikke at gå ud fra, at udviklingen standser den dag Dragsteds strategi måtte være gennemført.
Svagheden i denne strategi og dermed Dragsteds bog er en anden: han afviser - med rette - en strategi der begrænser sig til reformer inden for rammerne af kapitalismen med, at kapitalens strukturelle/oligarkiske magt ikke ophæves, hvorfor reformerne altid vil kunne blive rullet tilbage (s. 90 ff). Men han afviser også tanken om "et pludseligt og revolutionært systemskifte" med den begrundelse, at det sandsynligvis vil føre til økonomisk nedgang og dermed lavere levestandard for flertallet, hvilket vil få tilslutningen til den socialistiske linje til at forsvinde (s. 100-101).
Her overser Dragsted, at hans egen strategi for en gradvis vej til socialisme netop ikke løser problemet med kapitalejernes magt til at sætte økonomien i stå, med alle de virkninger det vil have, men tværtimod forlænger den periode, hvor de kan udøve denne magt og dermed har en "pistol rettet mod arbejderbevægelsens tinding" (s. 93), dvs. at en nødvendig forudsætning for overgangen fra kapitalisme til socialisme er, at denne magt brydes - for Dragsted går vel næppe ud fra, at kapitalejerne vil se passivt til, mens man over en længere periode gradvist gennemfører en strategi, hvis erklærede mål strider imod deres mest grundlæggende interesse?
Der foreligger på nuværende tidspunkt næppe noget svar på dette problem, der lukker dette gabende hul, der dermed er i Dragsteds strategiske vision, men også rejser det krav til en strategi med "et pludseligt og revolutionært systemskifte", at den må rumme en realistisk forestilling om, hvordan en socialistisk økonomi tilstrækkeligt hurtigt kan organiseres og bringes til at fungere tilstrækkeligt effektivt - og hvad dette og forsvaret for den nye samfundsorden kræver af økonomiske og militære muskler af det samfund, hvor den er indført.
Vi skal iflg. Mikkel Thorup begynde med at danse, lissom den kreative klasse gør det. Så kan vi altid på et senere tidspunkt læse lidt Dragsted. Hvis vi ikke falder i søvn undervejs. Så danser vi bare igen.
Mage til omgang flip er jeg ikke stødt på siden fæhovedet Uffe Elbæk vind og skæv reklamerede for samme Rosa Luxenburg-passage.
Hvis systemet indebærer en koncentration af værdierne i produktionsapparatet i en eller flere fonde, skal der nogen til at bestyre den/disse fonde, og så er vi tilbage i pampervældet med nepotisme, centralisering og overgreb blandt dem, som hurtigt udvikler sig hen imod at blive lidt mere lige end alle vi andre.
Incitament og iværksætning omkring selve produktionen fordamper hurtigt. Eksemplerne er legio og har forlængst falsificeret konceptet. Et godt råd til socialisternes forsøg på konsolidering omkring en ny politik må være: Hold jer til de mediedrevne mærkesager omkring uretfærdighed, børn, moral og udskamning af komplementær tænkning. Disse sager kan nok bevare potentiale og appel en tid endnu.
Det er naturligvis en ret ligegyldig detalje, men Rosa Luxemburg har sandsynligvis ikke sagt, at kun den revolution, man kan danse til, er værd at håbe på. I hvert fald findes en sådan udtalelse tilsyneladende ikke blandt de citater af hende, der ligger på internettet. Derimod er et citat i den retning blevet tilskrevet Emma Goldman - i flere varianter, hvoraf den ene er: "A revolution without dancing is not worth having", der jo nogenlunde dækker, hvad Mikkel Thorup - altså nok fejlagtigt - refererer Rosa Luxemburg for.
Pelle Dragsted s bogen bærer præg af tabuisering af selv tanken om socialismen men er et skridt frem og her har vi så flere skridter frem, det giver håbet
@ Peder Bahne
Jeg er usikker på hvad og hvem du kritiserer i dit indlæg.
Hvis du frygter af fondssocialisme betyder pamperi, så kunne en løsning jo være at have en løbende udskiftning i fondsbestyrelserne, en medarbejderdomineret bestyrelse og/eller dele af fonden der står for eksempelvis at realisere FNs verdensmål eller lign. En sådan målopfyldelse kunne fokusere fondsarbejdet. Der er mange varianter og vi kan jo lære af historien.
Så skriver du:
'...Hold jer til de mediedrevne mærkesager omkring uretfærdighed, børn, moral og udskamning af komplementær tænkning. Disse sager kan nok bevare potentiale og appel en tid endnu.'
Er det en kindhest til de dumme socialister, eller...?
@ Ib Gram Jensen
Du har sikkert ret i at Rosa Luxenburg aldrig kunne have sagt det med en 'dansende' revolution. I filmen Rosa Luxenburg af Margarethe von Trotta (1985) afviser hun Eduard Bernsteins opfordring til at danse nytårsaften med at sige, at hendes revolution kræver sociale reformer og ike danseri.
Pelle Dragsted tager højde for den ting, der altid kommer på tværs: at folk reelt ønsker at udføre det arbejde, de har kvalificeret sig til, på bedste måde.
Nogen gør det, kan man tænke, af afmagt eller fantasiløshed, mens andre, indenfor alle professioner, har nogle andre fordringer og ambitioner, som de ikke sjældent formår at få bragt sig i en position til at indfri.
Man kan f.eks. se, hvem der lykkes med at komme ind på de scenetekniske uddannelser på Den Danske Scenekunstskole, eller som på baggrund af en solid håndværkeruddannelse får sikret sig et job i brancher, hvor man stadig holder den fagtekniske fane højt.
Steffen 17:03
Det nytter jo ikke at udføre sit arbejde til UG, hvis den langsigtede virkning af samme arbejde er negativ, samfundsødelæggende.
Eksempel: Jeg har ingen ide om, hvor meget teater vi har tid og råd til i fremtidens idealsamfund; men jeg er ikke sikker på at det er af samme omfang, som vi p.t. (mener at vi) kan tillade os.
Det basale spørgsmål i denne debat er vel, hvor EL kommer op over 10% i vælgertilslutning., og det er jo ikke engang nok.
Hvornår holder venstrefløjen op med at stikke dolken i ryggen på sig selv, som den har gjort i over 100 år?
EL har et udmærket program, der ikke appellerer til folk, og så kan det være ligegyldigt.
Vi har en forfærdelig masse grønne partier, der hver især bruger kræfterne på at markere sig.
Alle mener, at samarbejde er den rette medicin, men ingen tager den selv.
Mette F kan bare sige, at hvis vi ikke stemmer på hende, eller dem, der ligner hende, får vi en blå regering.
Der skal rejses en folkebevægelse helt nedefra.
Jeg ville gerne vide - Hvis man indfører medarbejder demokrati og medejerskab. Vil det ikke betyde at fagforeninger bliver overflødige ? Ligeså Den Danske Model. Det kræver vel et demokratisk flertal for at indføre det.
Og det vil vel også betyde at arbejdsmarkedslove bliver vedtaget centralt i folketinget.
Jeg har hørt argumentet.- Det skal Fagforeninger stå for. Men vil der kun gælde stemmeret hvis man er medlem af en fagforening ? Og må man strejke ?
Jeg vil godt høre nogle detaljer om hvordan det skal administreres og om hvordan demokratiske rettigheder vil blive beskyttet.
Desuden er jeg træt af debatten og splittelsen mellem de røde og de blå.
Satre og Camus startede som venner, men fik et lidt anstrengt forhold.
Satre sagde- Du må vælge side og indtage en holdning. Enten går du ind for socialismen eller fasismen. På det tidspunkt betød det groft sagt Stalin eller Mussolini.
I 70erne bidrog Cubanske og Sovjetiske Marxister til folkemord i Etiopien ved at give regimet det de havde brug for til folkemordet. I 1994 bidrog det såkaldte progressive vestlige samfund til folkemord i Rwanda. Ved at give Hutu regimet det de havde brug for til det. Er det ikke mere relevant at vide hvorfor disse ideologier kan udvikle sig til det samme ?
Umiddelbart vil jeg mene at de var lige indoktrinerede i deres eget system.
I 2021 burde vi forlængst have lært lektien. Ideologi og aktivisme er skæbnesvangre fejlslagne tilgange til en stadig mere kompleks virkelighed. Demokrati og naturvidenskab har været fundamentet bag de seneste to hundrede års positive udvikling for velstand, velfærd, sikkerhed, sundhed, frihed og livskvalitet på trods af ideologiske og aktivistiske snubletråde undervejs.
Hvorfor i alverden skulle vi dog ikke have råd til endnu mere teater, kunst og litteratur i fremtiden - det er dog nogle af de mindst skadelige og miljøbelastende ting, hvis de gøres rigtigt.
»Man muss diese versteinerten Verhältnisse dadurch zum Tanzen zwingen, dass man ihnen ihre eigene Melodie vorspielt.«
Marx: Zur Kritik der Hegelschen Rechtphilosophie
Enten vil man ikke tage del i en revolution uden dans, eller også tvinger man fjenden til erkendelse af egen melodi gennem dans. Det er vist ikke helt det samme ?
@Peder Bahne Glemmer vi ikke at “demokrati og videnskab” også har leveret de største krige og ødelæggelser de sidste 200 år?
Jeg er ikke til samfund, hvor kvalitetsnormen er lysten til at danse. Heller ikke i øverført betydning. Næ, jeg er mere til at vi respekterer hinanden uden at sætte røde eller blå mærkater, at taler i stedet for at slås og vi passer på den verden vi lever i. Så kan dem der har lyst til at danse ellers danse løs.
@ Peder Bahne
Demokrati er også en ideologi.
Helle Wisbech, demokrati er en styreform - det liberale demokrati er derimod en ideologisk konstruktion.
@Ib Gram: Jeg tænkte nøjagtigt det, du kritiserer Pelle Dragsted for, da jeg læste hans bud på en balancegang mellem demokrati og oligarki.
Ift mange af de ovenstående kommentarer, så forholde PD sig til det meste, og det vil være en god investering at læse bogen.
I øvrigt: medarbejderne, der hvor jeg arbejder (Oxford Research) har lige købt 49 % af aktierne og vi står midt i den her omstilling. Det er ikke let, kan jeg fortælle.
Det var nu Emma Goldman som sagde. "If I can't dance to it, it's not my revolution."
Med all respekt for den kloge Rosa Luxemburg.
Dragsted socialisme giver vist ikke særligt mange hos Enhedslisten lyst til at danse. De kan snarere rende og hoppe. Det er som før nævnt et kalkuleret karrieretræk fra en midaldrende mand væk fra den yderste aktivistiske venstrefløj, hvor den voldelige verdensrevolution og proletariatets diktatur er afskaffet på bekostning af en gang opvarmet ØD og overskudsdeling fra Anker Jørgensen tidens restlagre. Rosenkrantz- Theil, som engang udtalte, at en revolution jo ikke bliver noget the-party, har siden lavet samme venstre- mod-midten manøvre og sidder nu som socialdemokratisk undervisningsminister. Hvor mon Dragsted ender?
@Hanne Utoft Demokrati som styreform hviler som på ideologi. Og det er der jo ikke noget suspekt i, et sted skal det jo hvile, når det ikke er en naturlov.
Flemming Olsen.
Hvis når Pelle laver partihop, sker det nok først efter et valg, hvor han(pga. ELs rotationsregler) kan komme i Folketinget, så han har noget at betale med, som hans generation af SFere, der sidder i S nu.
"Den tyske kommunist Rosa Luxemburg sagde angiveligt engang, at kun den revolution, man kan danse til, er værd at håbe på."
Det har Rosa Luxemburg næppe sagt. Den revolutionære og danseglade ophavskvinde, der tænkes på, er snarere Emma Goldman. Og det var i øvrigt ikke helt det, hun sagde. Det kan den interesserede læse mere om her: https://www.lib.berkeley.edu/goldman/Features/danceswithfeminists.html
Men hvad vigtigere er, så er Mikkel Thorups drøm om et arbejdsliv med plads og tid til at danse (eller nogle af de andre hobbyer og sysler, Marx skrev om) først og sidst et spørgsmål om frihed fra at være tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Det vil Pelle Dragsteds markedsbevarende tredjevejsreformisme, eller "nordiske socialisme", ikke befri os fra. Arbejdskraften vil fortsat være en vare i markedsøkonomien. Det har både Søren Mau diskuteret i nærværende avis, og Erik Christensen i venstrefløjsmediert Solidaritet: https://solidaritet.dk/kronik-hvilken-frihed-er-til-stede-i-pelle-dragst...
Og endelig en lille sidekommentar til Thorups eksempler på moderne utopister. Aaron Bastani's krav om en »fuldautomatiseret luksuskommunisme«, kan man ikke tages seriøst af moderne socialister, hvilket under klima-, natur og miljøkriserne nødvendigvis vil sige økosocialister, al den stund, at "luksus" ganske enkelt ikke er bæredygtigt. Det har Giorgos Kallis og Timothée Parrique skrevet om her: https://solidaritet.dk/modvaekst-socialisme-uden-vaekst/