Kronik

Pelle Dragsteds socialisme er en tam politikerfantasi, som ikke tør tage de radikale opgør

Hvis vi skal bryde kapitalismens greb om livet og naturen og skabe et frit samfund, kræver det et kompromisløst opgør med markedets stumme tvang. Derfor er Pelle Dragsteds tamme politikerfantasier om markedssocialisme alt for uambitiøse, skriver filosof Søren Mau i denne kronik
Kooperativer i en markedsøkonomi kan aldrig være mere end en demokratisk eksekvering af en udemokratisk magt.

Kooperativer i en markedsøkonomi kan aldrig være mere end en demokratisk eksekvering af en udemokratisk magt.

Debat
29. maj 2021

Socialisme handler om frihed og er forankret i erkendelsen af, at mennesket er et socialt væsen: Vi er alle sammen flettet ind i hinandens liv såvel som i den natur, vi lever i og af, og som i sidste ende tilhører ingen og derfor alle. For så vidt den enkeltes frihed ikke skal realiseres på bekostning af andres, kan den kun udvides og garanteres gennem demokratisk kontrol med samfundets fælles livsgrundlag.

Derfor er kapitalismen frihedens fjende. I en kapitalistisk økonomi er vores fælles livsbetingelser kontrolleret af en mikroskopisk overklasse, og i stedet for demokratiske beslutningsprocesser omkring hvad, hvordan og hvor meget vi vil producere, har vi et økonomisk system, der træffer alle disse beslutninger ud fra ét eneste hensyn: profit. Ikke menneskelige behov, ikke det fælles bedste, ikke naturens grænser: Det eneste, der tæller, er akkumulationen af kapital.

Dragsteds resignation

Kapitalismen har altid beroet på tvang. Den blev etableret i 1500-1700-tallet i en lavine af slaveri, folkemord, fordrivelse af bønder fra jorden, blodige straffe for vagabondering og migration, hekseforfølgelser, plyndring og kolonialisme. Og den beror stadig på tvang, både i form af statens vold, men også i form af en række abstrakte og anonyme økonomiske tvangsmekanismer, der udøver en diskret, men konstant og nådesløs magt.

En af de vigtigste af disse mekanismer er markedet. Økonomer fremstiller markedet som et sæt frie transaktioner, der ved hjælp af prisdannelse formidler nødvendige informationer til producenter og forbrugere og dermed sikrer en effektiv udnyttelse af knappe ressourcer. Intet kunne være længere fra sandheden, men det er tilsyneladende gået Pelle Dragsteds næse forbi, for i hans ’nordiske socialisme’ spiller markedskræfterne stadig en central rolle.

Han anerkender ganske vist, at markedsmekanismer »ikke er nyttige eller brugbare i alle dele af økonomien«, og at det er nødvendigt at regulere markedet for at sikre, at det tjener »bredere samfundsmæssige hensyn«. Men i hans ’socialisme’ er arbejdskraften stadig en vare, og man er stadig tvunget til at anskaffe sig livsfornødenheder gennem markedet.

Dragsted har resigneret over for højrefløjens ideologiske afpresning og accepteret løgnen om, at markedet er det eneste alternativ til autoritær planlægning. Han lyder som en hvilken som helst økonom, når han lovpriser konkurrencens evne til at skabe innovation og påstår, at kun »markedsmekanismernes geniale evne til at koordinere produktion og distribution« kan forhindre kaos.

Markedets stumme tvang

Sandheden er, at det ikke er informationer, men kommandoer, der formidles af markedet. Når et samfunds økonomi koordineres gennem udvekslingen af varer og penge, mister det kontrollen over sig selv, idet afgørende økonomiske beslutninger overlades til markedskræfterne. Virksomheder er tvunget til at matche konkurrenterne for at undgå at gå konkurs, hvilket betyder, at de er tvunget til at opretholde et bestemt omkostningsniveau.

Det har afgørende betydning for en lang række samfundsmæssigt vigtige beslutninger om produktionsteknologier, arbejdsdeling, organisation, specialiseringsgrad, geografisk placering, lønniveau, arbejdsintensitet og -rytmer med mere.

En markedsøkonomi leder til en ensidig prioritering af produktivitet og omkostningsreduktion, nedkvalificering og forsimpling af arbejde, geografisk centralisering, stigende arbejdsdeling og vil som regel favorisere store virksomheder, der kan høste stordriftsfordele og foretage omfattende investeringer.

Dragsted har store forhåbninger til ’demokratiske virksomheder’ som for eksempel kooperativer, hvor medarbejderne selv ejer og driver virksomheden, men selv om sådanne virksomhedsformer har mange positive aspekter og udmærket kan fungere som et vigtigt skridt i en antikapitalistisk kamp, er det vigtigt at forholde sig til, at de er lige så udsatte for markedets tvang, som alle andre virksomheder er.

Det er bare arbejderne selv, der må underskrive deres egne fyresedler eller sænke deres egne lønninger. Kooperativer i en markedsøkonomi kan aldrig være mere end en demokratisk eksekvering af en udemokratisk magt. Hvorfor ikke tage skridtet videre og lade demokratiske produktionsfællesskaber koordinere hele samfundets økonomiske aktivitet på demokratisk vis?

Et liv uden for markedet

Ifølge Dragsted er markedet ikke i sig selv et kapitalistisk fænomen, for der fandtes jo også markeder før kapitalismen. Dermed undervurderer han en afgørende forskel: Hvor førkapitalistiske markeder kun spillede en marginal rolle i den forstand, at størstedelen af samfundet ikke var afhængige af markedet for at overleve, spiller markedet i kapitalismen en helt central rolle som den mekanisme, hele samfundets overlevelse organiseres gennem.

Historisk set fik markedet først denne rolle, da størstedelen af befolkningen blev frataget muligheden for at overleve uden at sælge deres arbejdskraft som en vare. Og i dag er det stadig umuligt at overleve uden at sælge sin arbejdskraft, der understøtter markedets rolle i økonomien.

Et ægte frit forhold til markedet kan kun findes der, hvor alle har en reel mulighed for at overleve uden om markedet, det vil sige, når ingen er tvunget til at sælge deres arbejdskraft. Her viger Dragsted tilbage, for hans ’socialistiske’ vision indeholder intet om at sikre mennesker permanent og ubetinget adgang til livsfornødenheder uden at sælge deres arbejdskraft.

Det typiske markedsøkonomiske problem med arbejdsløshed vil Dragsted ’løse’ med en statslig ’jobgaranti’, hvilket mest af alt lyder som en eufemisme for et jobcenter fra helvede, der kan tvinge folk til at arbejde for staten, når de har fyret sig selv fra deres kooperativer.

Pelle Dragsteds ’socialisme’ minder foruroligende meget om kapitalismen, som vi kender den, hvilket formentlig er grunden til, at Dragsted forestiller sig overgangen til socialisme som en stille og rolig proces, der finder sted inden for rammerne af det eksisterende politiske system. Dragsted er politiker helt ind til benet; arbejderklassen er blot et vælgersegment, loven skal respekteres, politikerlede skal bekæmpes, og politisk forandring skabes i Folketinget.

Fra frihedens perspektiv er der ingen modsætning mellem markedsøkonomi og autoritær planøkonomi: Begge systemer fratager mennesker kontrollen over deres eget liv. Det socialistiske svar kan kun være en resolut afskaffelse af markedet såvel som af staten til fordel for en decentraliseret og demokratiseret planøkonomi, som organiserer fællesskabets livsbetingelser på en måde, der umuliggør ethvert forsøg på at genrejse klassesamfundet. Kun på den måde kan livet én gang for alle frigøre sig fra kapitalens kvælertag.

Søren Mau er filosof og forfatter til bogen Stum tvang: en marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt, som udkommer til august.

Serie

Hvad er socialisme i dag?

Efter årtier i defensiven er venstrefløjen måske ved at finde et nyt momentum. I sin nyudgivne bog Nordisk socialisme anfører Pelle Dragsted, at Danmark allerede er delvist socialistisk, og at vejen frem blandt andet skal gå gennem demokratisk ejede virksomheder med større medarbejderbestemmelse. Men er det vejen frem for socialismen i dag, eller skal der noget mere radikalt til?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

“Resolut afskaffelse af staten”. Man kan næsten se det for sig. Alligevel trænger det til en uddybning - helst i tegneserieformatet.
“Organisering af fællesskabet”. Det bliver nok noget, nogen skal stå for, for det kan vi nok ikke selv finde ud af. Det bør vi også få som tegneserie, for ellers danner vi nok forkerte billeder af det.

En teoretiker som Mau bør invitere tegneren Mia Mottelsson her fra Inf. på en kop kaffe.

Ejvind Larsen, Flemming Olsen, Jørgen Munksgaard, Dorte Schmidt-Nielsen, Frank Hansen, Lars Jensen, Holger Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Claus Bødtcher-Hansen og Finn Jakobsen anbefalede denne kommentar
Arne Thomsen

Jeg tror gerne, der er gode tanker her, men hvordan realisere dem? Det siges der ikke rigtig noget om, synes jeg.

Ejvind Larsen, Søren Lind, Søren Fosberg, Susanne Kaspersen, Holger Nielsen, Arne Würgler, Claus Bødtcher-Hansen, Mogens Holme og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

"Det socialistiske svar kan kun være en decentraliseret og demokratiseret planøkonomi, som organiserer fællesskabets livsbetingelser på en måde, der umuliggør ethvert forsøg på at genrejse klassesamfundet."

Man ser soleklart for sig, hvordan sådan en økonomi fungerer i praksis og sikrer den optimale koordinering af behov og ønsker på den ene side og produktion og distribution, inklusive indsættelse af ressourcer og arbejdskraft på den anden, ikke sandt? Dragsteds bog efterlader i sagens natur mange ubesvarede spørgsmål. Frem for alt er den fatale svaghed ved hans strategi med en skridtvis overgang fra kapitalisme til socialisme, at den reelt ser bort fra hans egen advarsel om, at: "Så længe kapitalejerne gennem deres kontrol over produktion og investeringer kan presse folkevalgte regeringer med trusler om investeringsstop eller udflytning af job og virksomheder, vil politiske reformer være sårbare." (s. 92). De "politiske" reformer, dette gælder, indbefatter naturligvis den skridtvise omstrukturering af økonomien, hvorfor strategien med at foretage den skridt for skridt forlænger den periode, hvor kapitalejerne har magt til at sabotere den effektivt.

Dette paradoks er så meget mere skrigende, som Dragsted altså netop - modsat Maus påstand - ikke "forestiller sig overgangen til socialisme som en stille og rolig proces", men udtrykkeligt gør opmærksom på at "den økonomiske elite, der har så store fordele af, at kapitalismen fortsætter som den dominerende produktionsmåde, givetvis vil modsætte sig de reformer og tiltag, der kan bane vejen for en mere demokratisk og fællesejet økonomi", først og fremmest ved hjælp af deres økonomiske magt (s.115-116). Den logiske konsekvens heraf må jo dog være, at de reformer og tiltag, der gennem den skridtvise overgang til en mere demokratisk og fællesejet økonomi skal erodere kapitalejernes oligarkiske magt, kun kan føres igennem, når denne magt er brudt.

Men spørgsmålet om foreningen af reelt demokrati og en organisering af "fællesskabets livsbetingelser", der tillader en effektiv og bæredygtig opfyldelse af de ønsker og behov, fællesskabets medlemmer har, er heller ikke bevaret med Maus flotte verbale håndbevægelse.

Ejvind Larsen, Søren Lind, Søren Fosberg, Pia Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Pardon, der røg nogle ord ud af det indledende citat fra Mau; som man kan se af hans indlæg, skulle der have stået:

"Det socialistiske svar kan kun være en resolut afskaffelse af markedet såvel som af staten til fordel for en decentraliseret og demokratiseret planøkonomi, som organiserer fællesskabets livsbetingelser på en måde, der umuliggør ethvert forsøg på at genrejse klassesamfundet."

Ikke at det fulde citat gør det mere klart, hvordan dette skal gennemføres og fungere i praksis - vel tværtimod.

Ejvind Larsen, Morten Kjerulf, Søren Fosberg, Pia Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg står helt bag Pelle. Lad os fortsætte glidningen mod mere og mere fællesskab. Hvad skulle alternativet være? Ok, blod i gaderne, men hvad så bagefter. Har nogen som helst en strategi her?

Et andet og mere aktuelt problem er, hvordan EL får flere stemmer. Hvad hedder denne tænketank?
EL skal mere frem i skoene for ændring af de grundlæggende strukturer begyndende fra 0’de klasse og op. Man kan også begynde med den nødvendige forbrugsnedgang. Det vil nok ikke give flere stemmer, men det er uomgængeligt.
Et mere forståeligt ændringsprogram, tak.

Ejvind Larsen, Thomas Vestergaard, Susanne Kaspersen, Jon Mangerel, Holger Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Arne Thomsen og Kim Benzon Knudsen anbefalede denne kommentar
Marc Wilkins

De danske gader er forbundet med dem i Myanmar, Columbia og Syrien, så det er der desværre i forvejen i stor stil.
Afviklingen af klasser og penge har dog ikke brug for det.
Som nogle fra Frankrig for nyligt skrev, handler overgangen ikke om besejring, men om overvindelse via afinstitutionalisering aka destitution.

"Nordisk socialisme" - minder om Nomas nordiske køkken - skrab-op fra mulden og fra det socialdemokratiske arbejdermuseum. Med inspiration hentet hos Borgbjerg og hvem ellers i det socialdemokratiske familiealbum.
Forventes det, at det her er noget der skal tages alvorligt, når Dragsted inkludere firmaer som Arla og Danish Crown i den andelsbevægelse, der rummer den "Nordiske socialisme".
Arla - det er mest svensk - men holder til her i landet, fordi skattereglerne er mere gunstige end i Sverige. Arla, der under Jydepottems karikaturkrise solgte feta til det saudiske diktatur for 4 mia kr. - dengang.
Danish Crown, der gør hvad de kan for at sabotere klimamålsætningen om max 2 grader ved at promovere flæsk til unge, der er ved at vende ryggen til kødet.
DC bruger greenwahing og taler om klimaneutrale grise osv., men opfordrer samtidig til at skrue op for produktionen af svin mv.
Læs Kjeld hansens bog fremtidens landbrug - og lad os så tale om de to virksomheder som en del af andelsbevægelsen. Jeg troede sq, at Dragsted var klogere. Hvis det er "nordisk socialisme", så...... de ord, jeg her vil bruge, må jeg ikke skrive...
Dragsteds bog ligner en ansøgning om at blive medlem af SD - bare vent, det bliver han også.
PS: jeg har desværre levet alt for længe til at jeg hopper på hans bluff.

Steen K Petersen, Flemming Olsen, Bo Stefan Nielsen, Erik Winberg, Søren Dahl, Alvin Jensen, ingemaje lange, Susanne Kaspersen, Martin Mørch, Pia Nielsen, Michael Gyes, Holger Nielsen, Mogens Holme og Steen Obel anbefalede denne kommentar

Jeg vil opfordre Information til at overveje et dobbeltinterview med Pelle Dragsted og Søren Mau. Måske kunne det oplyse dunkle elementer i deres positioner og uenigheder.

Ejvind Larsen, Helle Wisbech, Steffen Ernø, Søren Fosberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Steen K Petersen, ingemaje lange, Birte Pedersen, Nikolaj Lykke Nielsen, Susanne Kaspersen, Pia Nielsen, Michael Gyes, Martin Rønnow Klarlund, Holger Nielsen, Jon Mangerel, Mikkel Ellersgaard Sørensen, Hanne Utoft, Arne Würgler, Ib Gram-Jensen, Eva Schwanenflügel, Claus Bødtcher-Hansen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

en bedre verden opnås vist kun ved at vi begynder nedefra, altså med vor egen adfærd,
magt er efter min mening pr definition ødelæggende, især økonomisk magt i hænderne på grådige mennesker,
og ligesom magt korrumperer så bliver man grådig af rigdom (overflod),
men er der ingen villige og beundrende undersåtter, kan vi gøre magten magtesløs, vi bør lære af Gandhi som skyede egen magt og grådighed, men heller ikke lod sig underkaste andres,
det ydmyge og beskedne menneske bør hyldes, de er fremtidens eneste håb,
og vi bør foragte de grådige magtsyge egoister, eller bare ignorere dem og handle og tænke selvstændigt.
jeg synes faktisk slet ikke at hverken Lars Larsen eller Mærsk "har gjort det godt" snarere tværtimod, for jeg har droppet "grådighedens målestok".

Ejvind Larsen, Alvin Jensen, lars pedersen, Steffen Gliese, Birte Pedersen, Susanne Kaspersen og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Sten Obel, det virker som et konstruktivt forslag, for debatten er allerede godt på vej til at ryge i den skingre grøft.

Ikke for at blåstemple Dragsteds vision, for jeg mener ikke, at den er realistisk, men den bør i hvert fald diskuteres loyalt, dvs. ud fra, hvad Dragsted rent faktisk skriver eller ikke skriver. Han gør således selv opmærksom på, at såvel kooperativer og andelsforetagender som den offentlige sektor langtfra fungerer perfekt - det, han lægger vægt på, er deres potentiale i sammenhæng med hans strategi (s. 141-142). Uanset hvad man så ellers kan indvende mod Dragsted, er Arne Lunds kritik en karikatur, for Dragsted mener udtrykkeligt ikke, at Danish Crown og Arla som de fungerer i dag, "er "nordisk socialisme"".

Tilsvarende er det en tendentiøs udlægning, når Mau om Dragsteds reformforslag 10 (s. 322-324) skriver:

"Det typiske markedsøkonomiske problem med arbejdsløshed vil Dragsted 'løse' med en statslig 'jobgaranti', hvilket mest af alt lyder som en eufemisme for et jobcenter fra helvede, der kan tvinge folk til at arbejde for staten, når de har fyret sig selv fra deres kooperativer."

Hvad Dragsted - ud over at anbefale en keynesiansk jobskabelsespolitik - skriver om jobgarantien er:

"I den udstrækning penge- og finanspolitikken ikke kn levere permanent fuld beskæftigelse, kan en offentlig jobgaranti med staten som såkaldt employer of last resort sikre, at ingen går arbejdsløse i længere tid. Det er både belastende for den enkelte og spild af samfundsmæssige ressourcer at lade mennesker gå uvirksomme, blot fordi private virksomheder i en periode ikke kan bruge deres arbejdskraft. En offentlig jobgaranti skal tilbyde alle, der er ramt af ledighed, et offentligt garantijob eller omskoling og uddannelse til et fag, der efterspørger arbejdskraft.

Opgaverne i garantijobbene skal som udgangspunkt være midlertidige, så de, der er omfattet, kan træde tilbage i almindelig beskæftigelse, når deres arbejdskraft igen efterspørges. Det kan fx være opgaver forbundet med anlægsopgaver eller ekstra hjælp ud over de normale normeringer inden for velfærden. I de kommende årtier kan garantijobbene understøtte den grønne omstilling, fx i form af naturgenopretningsprojekter og offentlige anlægsprojekter. En offentlig jobgaranti vil både sikre, at vi udnytter alle de ressourcer, vi har, til gavn for samfundet - og modvirke, at økonomiske kriser bliver selvforstærkende, fordi lønmodtagernes købekraft bevares." (s. 323-324).

Man kan have forskellige meninger om dette, men "et jobcenter fra helvede"?

Ejvind Larsen, Steffen Ernø og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
johnny volke

Hvem kan dog være uenig i at det er under tvangslignende forhold at man som almue skal tjene og sikre sig til livets ophold?
Er det ikke det såkaldte hamsterhjul, der beskrives?
Er staten vores beskytter mod markedets ubarmhjertigheder?
Ja, hvis du synes at jobcentre og alle andre ydelseskontroller gavner og højner din person og situation.
Og hvis du synes det har du ingen personlig erfaring med, hvordan de udøves.
Vi er født som frie mennesker med adgang til at leve af og med den natur vi er sat i. Straks efter fødslen bliver vi indsat i vores slavehamsterhjul med ret til at blive der til vi dør medmindre man er i toppen af kransekagen økonomisk og magtmæssgt, hvor alle fordele af konstruktionen høstes dagligt.
Når man kigger ud af sit livsvindue, er man nødt til at kunne se, hvordan det kunne være for ikke at gå til, hvor man er. Bevare et håb om noget andet. Med andre ord; utopier og fantasier er mekanismen, der leverer et håb og det leverer SM et manus på.
"Mennesker skal være sikret permanent og ubetinget adgang til livsfornødenheder uden at sælge deres arbejdskraft"
Målet nås selvfølgelig ikke sålænge hovedparten af mennesker ønsker at have slaver under sig.
Slaver kan man have på to måder
1) tæt på gennem trusler om eller udøvelse af vold
2) på afstand ved kontrol gennem et repressivt system
Hvilket system foretrækker du?

Steen K Petersen, Helle Wisbech, Søren Fosberg, ingemaje lange og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Pia Nielsen

Hvis jobgarantien formidles gennem fagforbund - kunne det være en mulighed?

Men jeg må indrømme at fagbevægelsen i min optik ikke har levet op til og udvist den solidaritet med de grupper der er smidt af hamsterhjulet. Den har været besynderlig handlingslammet og tavs.

Vi har jo set hvordan jobtilbudsordningen i sin mest groteske udgave er brugt til at fyre folk for at genansætte dem i samme men nu i jobtilbud.

"Mennesker skal være sikret permanent og ubetinget adgang til livsfornødenheder uden at sælge deres arbejdskraft"

Det er jeg jo enig i sådan set fordi jeg tror at alle mennesker som kan ganske af sig selv vil finde en aktivitet der som regel er forbundet med og har en social værdi for samfundet. Men det menneskesyn er desværre ikke udbredt.

Derfor vil en borgerløn formodentlig ikke opfylde kravet om tilstrækkelige livsnødvendigheder - og hvordan definerer man den størrelse. Man har allerede store problemer med at definere begrebet fattigdom. Uha man skulle jo nødig sætte et for stort beløb af for folk er generelt dovne og de skal ikke have det for sjovt. Og kapitalismen overlever ikke uden et stort arbejdsudbud - og for høje ydelser truer konkurrencen. Det gør høje boligpriser og andre leveomkostninger ganske vist også men det hjælper med til at disiplinere dem i hamsterhjulet.

Ejvind Larsen, Inge Lehmann, Steen K Petersen, Steen Obel, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"I hans ’socialisme’ er arbejdskraften stadig en vare, og man er stadig tvunget til at anskaffe sig livsfornødenheder gennem markedet".
Heri ligger det socialistiske transformationsproblem - brugs- og værdiproblematikken, - som er institutionaliseret i kapitalistisk markedsøkonomi, som Lenin og marxisterne omkring ham, førte teoretiske debatter om i 1920´erne, men som hverken de, eller nogen socialistiske intellektuelle siden har haft intellektuel kraft til at løse. Marx angav dog nogle begrebslige ledetråde:, der skulle bearbejdes og løses for at et socialistisk projekt kunne cementeres: Den reificerede fetichistiske tankestruktur , dvs. tingsliggørende varetænkning - et levn fra feudalismen - som er indlejret i det kapitalistiske menneskes bevidsthed, og som driver kapitalismens folkelige popularitet, skulle overvindes. Marx jonglerede med et begreb: Transsubstantiation, dvs. kognitiv væsensændring, som en forudsætning for at et socialistisk alternativ nogensinde kunne materialisere sig. Det er altså ikke nok, selvom det er en medvirkende forudsætning, at arbejderklassen approprierer produktionsmidlerne, - hvis den ikke samtidigt transformerer denne overleverede tankestruktur. I Sovjet var privateje af produktionsmidler forbudt, men parallelt hermed levede småborgerlig imitation af vestlig forbrugsmønstre i form af ekstravagante aspirationer under overfladen - som banede vejen for restaurering af kapitalismen i Sovjet/Rusland. Det marxistiske koncept: at yde og nyde efter behov blev således ikke effektueret i Sovjet.
"Her viger Dragsted tilbage, for hans ’socialistiske’ vision indeholder intet om at sikre mennesker permanent og ubetinget adgang til livsfornødenheder uden at sælge deres arbejdskraft."
Et frit menneske skal ikke sælge sin arbejdskraft til andre, men naturligt påtage sig sin del af den produktion, der skal til for at få samfundet til at fungere. I øvrigt må meningen med teknologisk udvikling være at nedsætte den nødvendige arbejdstid, så mennesket får tid og overskud til at udvikle sig alsidigt.
"arbejderklassen er blot et vælgersegment, loven skal respekteres"
Ja, og for Dragsted er Enhedslisten en politisk forretning, der skal løbe rundt, og sikre EL til dagen og vejen.
"Fra frihedens perspektiv er der ingen modsætning mellem markedsøkonomi og autoritær planøkonomi: Begge systemer fratager mennesker kontrollen over deres eget liv. Det socialistiske svar kan kun være en resolut afskaffelse af markedet såvel som af staten til fordel for en decentraliseret og demokratiseret planøkonomi".
Her er skribenten svag i konklusionen. Autoritær planøkonomi? Planøkonomi kræver politisk styring , og er nu engang alternativet til blind, arbitrær markedsøkonomi. Der skal vel co-2 produceres og tilsvarende co-2 forbruges dét, der reelt er behov for, hvilket også vil være mere kompatibelt med klimaets absorptions-evne (bæredygtighed).

Flemming Olsen

"Pelle Dragsteds ’socialisme’ minder foruroligende meget om kapitalismen, som vi kender den, hvilket formentlig er grunden til, at Dragsted forestiller sig overgangen til socialisme som en stille og rolig proces"

Hvad med Dragsteds egen overgang fra Enhedslisten til Socialdemokratiet? Den bliver sikkert også stille og rolig, på samme måde som med Tesfaye og andre overløbere gennem tiden. Bliver Dragsted vores nye integrationsminister, når den nuværende er slidt op?

Birte Pedersen

Jeg skal ikke gøre mig klog på alt det der bliver skrevet her i denne klumme, men jeg vil meget gerne kommenteret det Jan Fritsbøger 09.02 skriver.

en bedre verden opnås vist kun ved at vi begynder nedefra, altså med vor egen adfærd,
magt er efter min mening pr definition ødelæggende, især økonomisk magt i hænderne på grådige mennesker.

Jeg har nu i over et år ønsket at få hund, har haft hunde tidligere. men med de priser der lægges for i dagens Danmark, er det netop de grådige der belaster marked, det afstedkommer at mange der har råd til i det daglige at have hund, bliver sat ud på et sidespor, men at skulle betale op til 30 - 35.000,- for en hund er skandale og i den grad den grådige magt, der gør sig gældende her.

Hanne Utoft

Fra Dragsteds bog; "Det er både belastende for den enkelte og spild af samfundsmæssige ressourcer at lade mennesker gå uvirksomme, blot fordi private virksomheder i en periode ikke kan bruge deres arbejdskraft."

De indlejrede præmisser i ovenstående er signifikante, hvis de tænkes efter.

Carsten Hansen

Pelle Dragsted skal være velkommen i A eller selvfølgelig F, selvom der ikke er samme karrieremuligheder i sidstnævnte..
Han virker som en af de fornuftige tilbageværende i Enhedslisten.

Skribenten til denne artikel synes at høre hjemme i enten Internationale Socialister eller en gang i fortiden.

Internationale Socialiset er måske et parti folk her på trådende skulle overveje at stemme på, hvis muligt, til næste valg.

Åh Birte Pedersen - Du løfter sørme debatten - tak fordi dit perspektiv på tingene i lige netop en debat som denne. Så er vi tilbage i kolonihaven hvor vi kerer os om hundemad, astrologi og royalt ugebladsguf.

Steffen Gliese

Hvis man vil vinde kampe, er man nødt til ta lide afsavn. Det store problem er, at kampen for bedre forhold på arbejdsmarkedet og en bedre balance mellem arbejde og liv nødvendigvis må indebære, at folk holder op med at begære ting og at se sig selv projiceret ud i det forbrug, man kan fremvise for den målløse omverden.
Det kan godt være, at individualismen råder, men det er altså en individualisme, der betjener sig ganske voldsomt af pissekonkurrencer - fremfor udviklingen af det helt unikke og personlige.
Det er en særlig afart af toksisk maskulinitet, at man er interessant nok i sig selv, men må pynte sig med store biler og mærketøj - fremfor det mere beundringsværdige ideal at kunne klare sig med lidt og lade tiden finde anvendelse på mere interessante og udviklende aktiviteter, med mere nærvær, f.eks.

Carsten Hansen

Ja: Vi er nødt til at lide afsavn; Siger vi bag vores computer der forbruger enorme mængder af strøm, mens vi Googler alt mellem himmel og jord.
Og når vi er trætte af det, så går vi ud til køleskabet og snupper en mellemmad som vi så nyder foran fjernsynets 47 forskellige kanaler; Måske endda skal vi have en lille en til kaffen, nu vi er i gang. Og i morgen mandag, når mobilen vækker os og vi sætter os ned i bilen og kører på arbejde (jeg cykler da jeg har ganske kort, så konen kan råde over det motoriserede benzinslugende køretøj) , så glæder vi os til Weekenden med en god bøf og endnu et glas Australsk eller måske Sydamerikansk rødvin.
Sov godt.
En ny uge truer.

Erik Fuglsang, Frederikke Nielsen, Steen K Petersen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

birte, jeg har en labrador som jeg betalte 2000 for og før hende havde jeg en samojede som kostede 1000, godt nok var samojeden 2 år da jeg fik ham, men min nuværende hund var hvalp, og de har begge været glade velfungerende hunde, man behøver ikke købe sin hund til markedspris, en professionel hundesælger er ikke en garanti for "kvalitet", i øvrigt tog det mig kun få dage at finde en ny billig hund da jeg måtte sige farvel til samojeden, håber du snart får en hund det bliver man utroligt glad af ;o)

Bo Stefan Nielsen

Det mest forstemmende er vel, at det meste af toppen i Enhedslisten er ved at kamme over i begejstring over 'Nordisk Socialisme'. Det lader til, at det socialdemokratiske overskudslager fra det tyvende århundrede er på vej mod en revival fra uventet kant. Samtidig toner to Enhedslister i ét parti frem, hhv. en reformistisk højrefløj med den stærkeste definitionsmagt i og omkring folketingsgruppen og en venstrefløj af antikapitalister. Så bliver det interessant at se, om dette vil føre til den endelige transformation af Enhedslisten til endnu et systembevarende venstreparti a la SF og en gradvis tilpasning og udgrænsning af partiets venstrefløj her i 2020'ernes kapitalismes eskalerende katastrofekurs. Eller om uenighederne vil føre til en afskalning af Enhedslisten og dannelsen af enten et nyt antikapitalistisk økosocialistisk parti eller en form for organiserende udenomsparlamentarisk aktionsnetværk for en klimabevægelse, der også er nødt til at tage den politiske konsekvens af de manglende resultater af årtiers COP-møder og de sidste års krav til skiftende regeringer om Parisaftale, 70%-mål og landbrugs- og miljølovgivning. En klimabevægelse, der mener parolen "system change not climate change" alvorligt, får stadig sværere ved at komme udenom at drage de nødvendige konsekvenser af kapitalismens indbyggede væksttvang og autoritære rovdrift på mennesker, dyr og natur. Så meget alvorligere vil en overtagelse af Dragsteds tredjevejsreformisme på den yderste venstrefløj være.

Steen K Petersen, Irene Clausens, Hanne Utoft og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Morten Kjerulf

Artiklen er jo fyldt med abstrakte påstande uden belæg.
Det ville være rart, om redaktionen kunne have opfordret skribenten til at tydeliggøre hans påstande og vision:

Hvad mener skribenten fx med dette udsagn -
"Hvorfor ikke tage skridtet videre og lade demokratiske produktionsfællesskaber koordinere hele samfundets økonomiske aktivitet på demokratisk vis?"

Søren Mau stiller et retorisk spørgsmål, men præciserer ikke dette skridt, men skriver bare "skridtet", som om at alle ved, hvad den metafor refererer til af konkret indhold. Kunne man tage et konkret felt op som eksempel toiletforholdene:

Hvem rengør toiletterne, og hvem bestemmer, hvem der skal rengøre dem med en passende frekvens?
Hvor henter man toiletpapir, hvis man bruger mere end det demokratisk besluttede, og hvem håndterer de medborgere, som måske ikke vil gør rent på toiletterne?
Skal vi skiftes til at håndtere dette nødvendige arbejde, eller hvordan skal fordelingsnøglen være?
Skal toiletterne designes efter tysk eller fransk forbillede eller en tredie vej, og vil der være individuelle forbrugsvalg at træffe eller vil det være flertallets demokratiske smag?

Ejvind Larsen, Ib Gram-Jensen og Jørgen Munksgaard anbefalede denne kommentar
Frederikke Nielsen

Jeg spørger bare mig selv, hvornår et samfund ikke har været afhængig af et marked.

Vi skal alle som minimum have mad, tøj på kroppen, og ly om natten - og i virkeligheden også meget mere. Det skal vores børn også. Og dette kan kun tilvejebringes med en eller anden form for handel. Et marked. Og skulle dette marked så (skræk og rædsel) ende med at være monopoliseret til Staten (eller - gys - til en masse lokalt styrede andelssamfund) er det alligevel et marked - du får dine daglige fornødenheder for en pris.

Du sælger her din arbejdskraft til en arbejdsgiver, til Staten eller til et lokalt andelssamfund. Det eneste sted du kan sige op er, når du sælger din arbejdskraft til en arbejdsgiver. De andre steder er du prisgivet flertallets magt medmindre du flytter dig og din familie til et andet lokalt styret andelssamfund eller flygter ud af landet.

"decentraliseret og demokratiseret planøkonomi, som organiserer fællesskabets livsbetingelser på en måde, der umuliggør ethvert forsøg på at genrejse klassesamfundet."

Sæt 20 mennesker ind i det samme rum, og det første der vi ske, er kampen om magten. Det ved vi alle godt, og alligevel tror mange naivt, at det er muligt at lave et klasseløst samfund. Selv drømmen om en revolution bunder i at flytte magten over på andre hænder.

Det vi skal lære er at tøjle kapitalismen. Et marked kan kun fungere med købere og disse købere kan "jo bare" lade være med at købe. Deri befinder sig friheden.

Bo Stefan Nielsen

Jeg er enig i Arne Lunds kommentar højere oppe. Men min anbefaling går ikke på sidste sætning:

"Dragsteds bog ligner en ansøgning om at blive medlem af SD - bare vent, det bliver han også."

Jeg har meget svært ved at se Pelle i Socialdemokratiet. Til gengæld ser jeg med 'Nordisk Socialisme' en retning for Enhedslisten, der fører til en tilpasning til kapitalismen, fremfor et brud, og dermed en venstresocialdemokratisk reformisme.

Hanne Utoft

"Vi skal alle som minimum have mad, tøj på kroppen, og ly om natten - og i virkeligheden også meget mere. Det skal vores børn også. Og dette kan kun tilvejebringes med en eller anden form for handel."

Strengt taget har vi cirka behov for ly, varme, føde, sikkerhed, tilknytning og påskønnelse, oplevelse af sammenhæng - og integritet (som eks.vis Maslow fejlagtigt beskrev som selvrealisering), for at kunne være menneske ... og markedet er ikke nødvendigt for at mennesker får dækket disse behov; men mekanismerne produktion og fordeling/distribution er. Ud over dette har markedet en notorisk tendens til at ekstrinsificere intrinsiske værdier; varegørelsen og markedsudsættelsen af bl.a. tilknytning, lykke, mening osv. virker fremmedgørende og objektiviserende på mennesker ... og truer bl.a. vore forudsætninger for at opleve og udvikle tilknytning, foruden integritet. Markedet er ikke nødvendigt for at mennesker kan leve og trives, men kan man undgå at mennesker handler? Næppe. Skal man basere samfundssystemet på dette? Næppe. Men som Lenin engang sagde; en million mor og far-virksomheder tæller for ingenting, mens én gigantvirksomhed tæller for alting.

Jørgen Munksgaard

Sagen er jo stadig at socialisme/kommunisme aldrig er set fungere i virkeligheden. Det er hidtil altid endt i fattigdom og/eller diktatur. Derfor er det fint at Dragsted forsøger at give nogle bud på, hvordan det kunne være anderledes. Problemet er at hans forslag er så abstrakte, og ikke besvarer rent praktiske og faktiske udfordringer, som også nævnt af Rikke Nielsen og Morten Kjerulf. Som bekendt ligger djævelen i detaljen, men jeg synes godt man kan leve med at Dragsted bevæger sig på et meget abstrakt niveau, hvorfra man måske senere kan formulere reel politik. Men Dragsted mangler at gøre op med socialismens fejltagelser, og forsøger at lære af dem. Uden det opgør er jeg bekymret for at de gode intentioner igen ender galt. igen ender

Carsten Hansen

Den gamle betonkommunisme og den endnu ældre Marxisme har nok aldrig rigtig være afprøvet nogen steder og den smule der har været forsøgt har slået fejl.
Så i stedet for at "forlange det hele og opnå ingenting" (som en anden debattør så rigtig skrev i en sideløbende tråd), så er jeg pro at nogen kommer med realistiske bud der passer ind i en globaliseret verden.
Det giver ingen mening at Danmark, isoleret set, begynder at gå den vej artiklens forfatter plæderer for. Det er dødsdømt fra starten. Et luftkastel og vindfrikadeller.
Et opgør mod den verdensomspændende kapitalisme kan imødegås lokalt/i Danmark med forbedrede arbejdsmarkedsvilkår og forbedringer i forhold til hvordan vi behandler vores svageste. Det er et spørgsmål om samarbejde, arbejdsmarkedspolitik, skattepolitik og socialpolitik.

Så klø på Pelle Dragsted; Og er du ikke velkommen på den yderste venstrefløj, så må du søge nye græsgange.
Det er tilladt at rykke sig sig her i livet.

Helle Wisbech

Tak, Søren Mau, for den artikel. Vi er alle jordløse bønder. Det er tiden at få indført en ubetinget basisindkomst. Afskaffelse af altomsiggribende markedsvilkår er nødvendig for at en basisindkomst kan blive den reelle frihed, som er intentionen.

"Sæt 20 mennesker ind i det samme rum, og det første der vi ske, er kampen om magten. Det ved vi alle godt, og alligevel tror mange naivt, at det er muligt at lave et klasseløst samfund. Selv drømmen om en revolution bunder i at flytte magten over på andre hænder."

Ja det er et mørkt syn men nok noget alle har oplevet. Det er et problem der skal løses. Også på det organisatoriske plan findes nyskabelser som er værd at lægge mærke til. Hvordan leder man uden ledere. Og er det muligt. Nok ikke mere umuligt end at gennemføre Dragsteds planer.

Det er nemlig lige så vigtigt at udvikle bæredygtige organisationer som det er at udvikle bæredygtig teknologi som kan erstatte de fossile brændstoffer. Begge dele er vigtige.

Det drejer sig om at sætte rammerne og målet for organiseringen i samfundet (værdier). Hvor målet bliver mennesket og naturgrundlaget i stedet for profit. Det er det eneste der kan redde kloden og her nytter det ikke at holde fast i kapitalismens profitkrav. Det er et problem som skal løses hvis vi vil have en fremtid med tålelige forhold for alle.

Nye måder at lede på er f.eks. foreslået af Frederic Laloux

https://www.lederweb.dk/artikler/kan-ledere-undvaeres/

Alternativet til at lede kunne meget vel være at leve.

Carsten Hansen

Også i kooperativer er der ledere.

De er så valgte og har en stemme som alle andre.