Psykiatriens diagnoser ændrede mit selvbillede, og jeg fralagde mig ansvaret for mit liv

Udskejelserne begyndte så småt i trettenårsalderen i Risskov, og ikke længe efter sad jeg ved mit første møde med psykiatrien. Psykiateren stillede mig forskellige spørgsmål, og jeg svarede på bedst mulig vis. Jeg var forvirret. »Føler du dig urolig? Er det svært for dig at læse i bøger?« Efter samtalen skulle jeg testes. Hun startede med at tegne tal på min ryg med sin finger. Ved det fjerde tal mistede jeg fokus. Nogen tid efter fik jeg mit første psykofarmaka.

Det var et følelsesmæssigt bombardement at være ung, påvirket og destruktiv. Som 19-årig henvendte jeg mig til en ny psykiater. Livet føltes klaustrofobisk. Han konkluderede, at jeg havde fået den forkerte medicin. Der skulle lisdexamfetamin til. Vi talte om livets gang, og jeg gik derfra med en recept. Jeg skulle ringe, hvis der opstod problemer.

Jeg tog på højskole. Efter en måned smed de mig ud for misbrug af min medicin. Jeg følte mig dybt forurettet over den manglende overbærenhed, men forstanderen sagde, at om nogle år ville jeg forstå. Senere slog det mig, at han ikke ville købe min sygdomspræmis. Han ville ikke forskelsbehandle mig, fordi jeg havde et vanskeligt sind. Jeg er i dag taknemmelig for hans respekt.

Tilbage i Århus ringede jeg til psykiateren efter mere medicin. Det undrede ham, jeg var løbet tør. Jeg fortalte ham, at nogen havde stjålet det. Han udskrev mig to glas, og vi talte aldrig sammen igen.

Jagten på en diagnose

Som tyveårig var det syv år siden, jeg havde fået min diagnose ADHD. Medicinen gjorde mig lige så energisk, som den gjorde mig udmattet. Jeg svingede ind og ud af depressive perioder med et omfattende alkoholforbrug. Jeg følte mig tom indeni, jeg syntes, jeg svigtede alle omkring mig. Og begge dele var sådan set også sandt.

Jeg fandt en ny psykiater. Jeg lagde al min tillid til ham, og jeg var overbevist om, at medicin var nøglen til mit velvære. Det havde jeg lært. Jeg var stoppet med at stille krav til mig selv.

Alkoholmisbruget var på dagsordenen, og jeg fik min næste diagnose: kontroltab i forbindelse med alkohol. Hvis psykiatrien fortalte mig, jeg mistede kontrollen, var det min virkelighed. Jeg havde en viljeløs tilgang til mig selv. Fortvivlelsen var ude af mine egne hænder. Det troede jeg.

Svingningerne var drænende. Jeg troede, at gode perioder varede ved, men ved tilbagefald spurgte jeg igen: Hvad er der galt med mig? Der måtte være nogen, der kunne svare mig på det. Jeg hverken kunne eller ville selv. Jeg flyttede til København, hvor jeg fik flere episoder, da jeg boede på et luset klubværelse på Amager Boulevard.

Jeg søgte symptomer på en bipolar lidelse, der passede på mig. Perioder med øget energi, grænsesøgende adfærd, misbrug af stoffer med mere. Andre perioder med lavt selvværd, rumination, dødstanker. Spot on! Forrige uge grinede jeg efter at være blevet påkørt af en taxa, da jeg cyklede over for rødt på Nordre Farimagsgade. Ugen efter havde jeg et bælte om halsen for at tjekke, om det potentielt kunne være en løsning at hænge mig i dørhåndtaget. Jeg måtte da have en bipolar lidelse.

Diagnosen overtager livet

Jeg traf en ny psykiater. Han læste min journal foran mig. Han fortalte mig, at ADHD-diagnosen var en fejl. Jeg havde en klokkeklar bipolar lidelse. Jeg skulle have litium nu. Jeg takkede ham og gik derfra, bogstaveligt talt som en ny person. Alt faldt på plads. Jeg havde endelig fundet svaret.

Jeg var stolt af min diagnose. Jeg delte den på Instagram og ved at optræde med poesi på universitetets fredagsbar. Det blev en fastlagt del af mine venners hverdag. Jeg kiggede årelange venskaber i øjnene og introducerede mig selv på ny. Jeg gav dem hæfter og brochurer, så de kunne forstå mig. Jeg tog diagnosen på mig som en rustning.

Jeg blev henvist til Kompetencecenter for Affektive Lidelser på Rigshospitalet. Her mødte jeg min næste psykiater. Jeg meldte mig frivilligt til en undersøgelse, der studerede personer med bipolar lidelse. Jeg gik i psykoedukation. Det blev en enorm del af mit liv at skulle føre logbog over medicinens virkninger og bivirkninger, have en søvnkalender og daglige skemaer over min sindstilstand. Før jeg fik set mig om, havde diagnosen sneget sig ind på ethvert hjørne af min hverdag.

Jeg tog min medicin, men sinds- og adfærdssvingningerne kom alligevel. Jeg skammede mig ikke længere, for det var en del af processen. Medicinen skulle nok tage fat.

Jeg blev selvfølgelig skuffet igen; medicinen gjorde mig kynisk og irritabel. Jeg lukkede mig inde. Mine handlinger var baseret på, om de kunne udløse en manisk episode, som ville følges af en depressiv periode.

»Hvad tænker du selv?«

Jeg startede for første gang hos en psykolog. Jeg mødte hende vred og eksalteret over, at jeg havde fået betændelse i underarmen. Jeg var sikker på, uheldet var tilskrevet mig. Det slog mig ikke, at jeg blot havde overtrænet. Livsstilsmønstre var ikke længere en del af min selvopfattelse. Jeg havde overgivet mig til den selvopfattelse, at jeg ikke havde indflydelse på min tilstand.

Da også københavnerprojektet var gået op i hat og briller, flyttede jeg tilbage til Århus i 2020. Ved juletid havde jeg mit livs værste depression, som blev starten på en afgørende forandring i mit liv.

I min fortvivlelse hjalp min storesøster mig med at finde en passende psykolog. Før jeg sov, sagde jeg til mig selv, at hvis det igen mislykkedes, ville jeg tage mig af dage.

Jeg var nervøs, da jeg første gang mødte psykologen M. Jeg startede med at fortælle om min diagnose og det at have en historik med alvorligt grænsesøgende adfærd i forbindelse med alkohol. Men for første gang i mit liv oplevede jeg, at disse informationer nærmest forekom irrelevante. Hun ville høre, hvem jeg var. Hvad var mine forventninger fra hende? Hvad var mine forventninger til mig selv?

Den næste tid var en kamp med mig selv og hende. Jeg blev vred på hende, når hun ikke engang var hos mig. Jeg klyngede mig til selvkritikken og ville ikke lade hende tage den fra mig. Hun blev repræsentant for min egen indre konfrontation, men hun lod sig stadig ikke skræmme. Jeg spurgte til sidst om hendes faglige holdning til min diagnose.

Hun tøvede og smilede venligt til mig, da hun spurgte: »Hvad tænker du selv?«

Det tog mig nogle sekunder at finde svaret. Jeg var faktisk ligeglad. Har jeg haft ADHD? Tja, som barn i hvert fald måske. Har jeg været manisk? Måske. Har jeg haft depressioner? Uden tvivl. Har jeg misbrugt alkohol? You bet. Men, hvad jeg har lært, er, at mange år af mit liv er gået med at finde svar på, hvilken kiste jeg kan begrave mit ansvar i. Og det er ikke medicin, der er brug for, men strikse livsstilsmønstre: søvn og motion i samspil med en opmærksomhed på mine følelsesmæssige reaktioner.

Det vigtigste, jeg lærte af M, var, at jeg har indflydelse på mit eget liv. Jeg er ikke underlagt en diagnose.

Psykiatrien er ikke for alle, og den har ikke været noget for mig. Diagnose eller ej. Det har været en speciel erkendelse. Jeg stolede ubetinget på lægernes ord. Men hvis ansvar er det at demaskere, hvad der ligger bag individets symptomer?

Jeg lærte som trettenårig, at jeg ikke var rask i hovedet, og at min abnormitet skulle kureres med medicin. Det aflærer jeg nu.

Kasper de Miranda er studerende og redaktør på forlaget Snepryd.