Anton Geist udbeder sig i mandagens leder i Information en forklaring fra undertegnede i den verserende sag om aktindsigter fra Aarhus Universitet. Den giver jeg selvfølgelig gerne. Inden jeg går videre hermed, vil jeg gerne endnu en gang stærkt beklage, at aktindsigterne blev håndteret i strid med loven, samt at der efterfølgende ikke blev givet retvisende oplysninger til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Det er uacceptabelt og dermed også en sag, jeg som rektor ser på med den allerstørste alvor.
Anton Geist påpeger, at min udmelding om, at jeg har været med til at træffe en lovstridig beslutning, kommer meget hurtigt efter vores første udmelding om styrelsens kritik den 5. maj. Lad mig kort forklare årsagen hertil.
Aktindsigtssagen går tilbage til efteråret 2019. Jeg deltager som rektor i rigtigt mange møder, og hukommelseslageret rækker ikke til at huske alt. Jeg har derfor i efteråret 2020, i forbindelse med at akterne tilgik styrelsen, forespurgt, om der var noget, der gav anledning til at sætte spørgsmålstegn vedrørende min egen ageren i sagen som rektor. Det blev jeg betrygget i, ikke var tilfældet.
Jeg bliver derfor ubehageligt overrasket, da jeg den 6. maj i år om morgenen tjekker min funktionspostkasse og der finder en mail med udkast til dagsorden for et møde den 15. oktober 2019, hvori jeg selv deltog. Det stod da klart, at spørgsmålet om aktindsigter formelt var blevet behandlet som et af flere beslutningspunkter på mødet, og jeg orienterede derfor straks AU’s bestyrelsesformand og stillede min stilling som rektor til rådighed. Af mødematerialet fremgik ikke, at den foreslåede håndtering ville være i strid med lovgivningen. Det blev heller ikke nævnt på mødet. Jeg havde derfor ikke grund til at hæfte mig særligt ved denne beslutning blandt de mange andre beslutninger, der træffes ved mit bord.
De seneste dages omtale i Information kunne give den opfattelse, at jeg mod bedre vidende skulle have ladet universitetets to første, og ikke retvisende, udtalelser gå videre til styrelsen. Det må jeg kraftigt afvise. Umiddelbart efter, at Dagbladet Information bragte den første artikel om, at AU skulle have brudt loven den 5. november 2019, forespurgte jeg skriftligt, om vi havde ageret korrekt i denne sag og blev skriftligt betrygget i, at der var handlet i overensstemmelse med loven.
Det var vores chefjurist, der udarbejdede alle redegørelserne til styrelsen, og de to første redegørelser blev fremsendt til undertegnede uden forbehold eller anmærkninger. Jeg var på daværende tidspunkt overbevist om, at vi havde optrådt lovmedholdeligt og fandt ikke anledning til at betvivle, at de to redegørelser var retvisende.
Brian Bech Nielsen er rektor på Aarhus Universitet
Brian har tilbudt at træde tilbage - et tilbud som bestyrelsen ikke har takket ja til. Men Stavnsbåndet er ophævet - selv en universitetsrektor kan opsige sin stilling, når vedkommende har handlet skandaløst for dog at udvise den mindst mulige grad af selvindsigt og anger. Men end ikke Aarhus Universitets styrtdykkende respektabilitet kan få hverken bestyrelse eller rektor til at agere med andre hensyn end til sig selv.
Stakkels naive Brian. Den må han længere ud på bondelandet med.
Jeg anbefaler, at rektor Brian sætter sig ned og læser denne publikation fra Indenrigsministeriet i 1997:
https://stenkrogen.dyndns.dk/gladsaxelisten/godbehandling/godbehan.html
eller som PDF
https://oim.dk/media/18170/god-behandling-i-det-offentlige.pdf
Måske Information skulle få den genoptrykt og sendt til samtlige medarbejdere på Aarhus Universitet.
Når forvaltningsløgn bliver et spørgsmål om "legalitet".
Staklen var slet ikke klar over, at det kunne være lovstridigt at sabotere offentlighedens aktindsigt, det mente deres jurister ikke var ulovligt.
Når nogen forsøger at forhindre sandheden, kan jeg jo ikke vide, om det var for at skade borgerne i danmark, eller for at dække over egen medvirken til at levere "århusianerforskning" som en lille luder for landbrugslobbyen.
Men jeg ved, at HAN betragter den danske presse, og dermed den danske stemmeberettigede borger, som sin modstander, som han skal forhindre i at opnå information om, hvordan vores penge forvaltes.
Jeg er bestyrtet over, at bestyrelsen ikke takkede ja til hans generøse tilbud om at tage hen og lyve et andet sted, helst ikke for mine skattekroner.
Jeg er forarget over, at han forsøger at tørre en moralsk karakterbrist af på juridisk rådgivning. Det er jo ikke bare et juridisk problem at ville modarbejde åbenhed i forvaltningen.
Der er sådan set ikke noget at "behandle" angående aktindsigt. Hvis ingen af akterne i forvejen er markeret som fortrolige eller personfølsomme, kan de jo bare udleveres. Og alle de akter, som på mødetidspunktet eller senere bliver markeret som "fortrolige", kan jo passende revideres af eksterne jurister, så der kan være et passende retsligt efterspil, hvis markeringen var uvederhæftig.