Klumme

Rune Lykkeberg: Minimumsnormeringer er ikke løsningen på problemer i daginstitutionerne

Daginstitutionerne er en forudsætning for den danske model, som kombinerer produktivitet, frihed, lighed og hygge på en måde, som bliver beundret internationalt. Men der mangler kvalitet og personale i dagtilbud og offensive strategier for, hvordan det bliver sjovt og attraktivt at være pædagog i Danmark, skriver Rune Lykkeberg i denne klumme
Daginstitutionerne er en forudsætning for den danske model, som kombinerer produktivitet, frihed, lighed og hygge på en måde, som bliver beundret internationalt. Men der mangler kvalitet og personale i dagtilbud og offensive strategier for, hvordan det bliver sjovt og attraktivt at være pædagog i Danmark, skriver Rune Lykkeberg i denne klumme

Miriam Dalsgaard

Debat
15. maj 2021

En af de uafgjorte kampe mellem den socialdemokratiske regering og venstrefløjen handler om, hvordan velfærdsstaten passer børn. Og ikke mindst om, hvordan staten styrer de institutioner, der står for at passe børn.

Der mangler kvalitet og uddannet personale i landets dagtilbud. Det er der enighed om, og det er et grundproblem for velfærdsstaten, fordi vores samfund bygger på, at alle voksne har frihed til at realisere sig selv gennem arbejdet. Og vores økonomi bygger på en meget høj erhvervsfrekvens, fordi begge forældre i kernefamilien kan arbejde fuldtid.

Vi kan samlet set arbejde lige så meget som de lande i Vesten med meget lange arbejdsdage og meget få feriedage og alligevel have tid til at hente børn, holde lange ferier og lave ting og sager i fritiden, fordi arbejdstimerne deles mellem mænd og kvinder.

Endelig bygger vores sociale kontrakt på, at de børn, som er bagefter hjemmefra, fordi de ikke har fået så meget opmærksomhed fra deres forældre, indhenter dét i institutioner, som de ikke har lært derhjemme. De bliver integreret i samfundet gennem dagtilbud og får ideelt mulighed for at udfolde deres frihed, fordi institutionerne skulle udligne ulighed.

Vi har i Danmark opfundet en model for produktivitet, solidaritet, frihed og hygge, som lønmodtagere i hele verden misunder os. Præmissen for det hele er bare, at man kan få passet sine børn i en institution, hvor man kan stole på, at børnene har det sjovt og lærer at lege med andre børn. Og at daginstitutionerne fungerer godt.

Minimumsnormeringer

Det er derfor, det udfordrer hele vores model, at der, som Politiken skrev fredag, bliver færre og færre ansøgere på pædagoguddannelserne, at der mangler personale, og at dagtilbuddene ikke er gode nok.

Venstrefløjen har længe krævet minimumsnormeringer: maksimalt tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver. Regeringen lavede sidste år en aftale på finansloven, som sætter 200 millioner kroner af om året fra 2021 til 2023 og 400 millioner kroner af i 2024 til at øge normeringer. Alt i alt investeres der i 2024 og frem cirka 1,8 milliarder kroner i børn hvert eneste år.

Men som Enhedslistens Pernille Skipper ved den lejlighed sagde: »Det er fup at kalde det minimumsnormeringer, det vi har fundet penge til.« Sagen er nemlig, at aftalen lover minimumsnormeringer på kommunalt niveau, mens Enhedslisten, SF og Alternativet kræver det på institutionelt niveau og har lovet at fortsætte kampen.

De vil have garanti for, at hver eneste børnehave har en voksen for hvert sjette barn, og at hver vuggestue har en voksen for hvert tredje barn. Det kan lyde som en fin løsning på problemet med, at forældre får en slags velfærdsrettighed.

Venstrefløjens kontraktpolitik

Det er bare også et eksempel på en politisk kultur, som venstrefløjen ellers har været kritisk over for: nemlig en nyliberalistisk målstyring på institutionsniveau. En form for venstreorienteret udgave af Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik, hvor forældrene garanteres et bestemt mål, og så kan de klage, hvis institutionen ikke leverer på det mål.

Den form for målstyring fra Christiansborg er attraktiv, fordi den leverer konkrete garantier til velfærdsbrugerne. Men den er også destruktiv, fordi den signalerer mistillid til det kommunale selvstyre. Og hvis hver institution skulle leve op til minimumsnormeringerne, ville det i realiteten kunne føre til, at der blev relativt færre ressourcer til de institutioner, som havde mest brug for det, fordi deres børn var de mest udsatte. Medmindre der blev tilført rigtig mange penge og uddannet rigtig mange flere pædagoger, ville det altså kunne ende med at konsolidere den ulighed, som vores institutioner skulle udligne.

Det ville være langt mere progressivt og offensivt at give kommunerne ansvar, mod at de selv forpligter sig på at realisere de fælles mål. At skabe en bedre uddannelsesinfrastruktur, så gymnasierne ikke kun fokuserer på at forberede til universiteterne og at investere i pædagoguddannelserne, så de bliver mere attraktive og tilbyder muligheder for interessante arbejdsliv.

Kampen om børnene i velfærdsstaten burde være ideel for de røde, fordi den handler om det, som venstrefløjen har været god til, og er velfærdsstatens succes: Gennem sociale kontrakter og fælles institutioner at skabe frihed for flest muligt til at blive det, de drømmer om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Werner Gass

Ja den danske model er den absolut bedste, reneste bedste og mest humane samfundsorden der findes i hele verden.

Forudsat at hele ens verden udelukkende består af Danmark.

Behøver vel ikke at citere Shubidua.

Nanna Andersen

Kære Rune,

Som vuggestuepædagog som har arbejdet megét indgående med minimumsnormeringer, så rammer du helt forbi ved at putte formålet med minimumsnormeringer i en kasse som handler om målstyring.

Hvis du kendte til min og børnenes hverdag, så ville du vide at de drejer sig om at at sikre rammerne for at kunne imødekomme børns basale behov.

Minimumsnormeringer handler om at sikre alle børns ret til basal omsorg.

Og ja, kommunerne kunne måske godt løfte et krav om minimumsnormeringer selv, men... der er så mange eksempler på, at øremærkede midler som skulle gå til netop dagtilbud, bruges på andre områder, af den simple grund, at de folk der forvalter midlerne, ikke har indsigt i hvad der reelt er behov for når man er et lille barn.

Så, minimumsnormeringer er også en måde at sikre børnene imod uvidenhed om deres behov, og en måde at sikre kontinuitet og ro til at give børnene den bedste dag, HVER DAG.

At gøre minimumsnormeringer til en sag for de røde, er skadeligt. For essensen burde gædle for alle partier, fordi de drejer sig om børns basale rettigheder, og hvordan de sikres fremadrettet.

Det synes jeg fokus burde være. Minimumsnormeringer er et værn mod offentligt omsorgssvigt. De tal er både forsknings og erfaringsbaserede dem der giver de bedste rammer for at vi som pædagoger kan møde børnene i deres behov og deres initiativer.

Jeg håber min kommentar vil vise mange flere hvad minimumsnormeringer handler om..

De handler om børnene!!!

Mange hilsner
Nanna
Vuggestuepædagog.

Fam. Tejsner, Eric Philipp, Jens Carstensen, Per Klüver, Helle Degnbol, Mads Jakobsen, Estermarie Mandelquist, Torben Morten Lund, Inge Lehmann og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
anne lindegaard

Det er trist, at rl udelukkende kan forestille sig at småbørns liv er institutionaliseret. Mange har ellers argumenteret for at små børn har bedst af at blive passet på af deres nærmeste og uudskiftelige voksne.
Og ja, dén model kræver kritisk, kreativ ændring af mangt og meget, bl.a. arbejdsmarkedets stereotypier.
Men selvfølgelig kan det lade sig gøre.

Krister Meyersahm

Normeringerne bestemmes af tilgangen af penge. En måde at skaffe flere penge til området på, er at gøre forældrebetalingen afhængig af indkomst. Altså, et opgør med den syge idé, at alle skal have samme "tilskud" af kommunen uanset indkomst.

Når jeg skriver tilskud er det for at illustrere, at kommunen udreder ca. 70% af institutionernes udgifter. Det vil sige at alle, fattigrøve såvel som millionærer, modtager samme offentlige støtte.

Nana Mercier

Det debatindlæg, chedredaktør fra Information i dag smider på bordet, synes jeg afsporer fokus - og afmonterer den vigtige kamp - relateret til minimumsnormeringerne!

Dels er det trist at Rune Lykkeberg får argumenteret, at forpligter man kommunerne på minimumsnormeringer på institutionsniveau, kan det gå ud over kommunernes kapacitet for at sikre de sociale normeringer til institutioner, der har mange børn af udsatte familier (institutioner i såkaldte ghettoområder)
Sociale normeringer har som jeg er oplyst pt intet træk på kommunernes økonomi.
Sociale normeringer finansieres nemlig statsligt, gennem diverse puljer fra tipsmidler mm. Hvilket man jo bare kan blive ved med.

Dermed er det fejlagtigt når Lykkeberg siger, at “hvis hver institution skulle leve op til minimumsnormeringerne, ville det i realiteten kunne føre til, at der blev relativt færre ressourcer til de institutioner, som havde mest brug for det, fordi deres børn var de mest udsatte.”

Det er også ærgerligt når Lykkeberg videre argumenterer, at “det ville være langt mere progressivt og offensivt at give kommunerne ansvar, mod at de selv forpligter sig på at realisere de fælles mål” (altså minimumsnormeringerne):

Som jeg ser det, er det da afgørende statens ansvar at forsyne kommunerne med ressourcer, så de kan realisere de lovpålagte minimumsnormeringer.
Det ansvar kan jeg ikke se, skal skubbes over på kommunerne uden medfølgende ressourcer?

Sidst virker det på mig som om Lykkeberg ikke helt forstår, hvor alvorlig situationen er for børnene ude i daginstitutionerne når han fokuserer på at politikerne, i deres ambition om mere social lighed, skal skippe fokus på daginstitutionernes opgave i den henseende og hellere investere i “[...] pædagoguddannelserne, så de bliver mere attraktive og tilbyder muligheder for interessante arbejdsliv”.
Vi snakker altså om børn, der på bekymrende vis bunkepasses mange timer hver dag under yderst trange pladsforhold.

Jeg står tilbage med oplevelsen at Lykkeberg med sit debatindlæg alt i alt får afmonteret vigtigheden af kampen for minimumsnormeringer.

Dermed afsporer han også fokus på, hvad det er for en skæbnesvanger problematik vi står foran nu, hvor loven om minimumsnormeringer (1:3 og 1:6) er i færd med at blive realiseret:
Skal politikerne lykkes med at opgøre normeringer som hidtil, eller skal vi lykkes med at komme igennem med vores krav om ny opgørelsesmåde, som forpligter politikerne på et reelt løft?
Er vi ude i papirsnormeringer, eller skal der rent faktisk, mere end et par timer om dagen (!), komme til at være 1 medarbejder pr 6 børnehavebørn/3 vuggestuebørn?

Carsten Munk, Eric Philipp, Helle Degnbol, Inge Lehmann, Estermarie Mandelquist og Torben Morten Lund anbefalede denne kommentar
Mette Elisabeth Nielsen

Lykkebergs indlæg illustrerer at minimunsnomering bliver opfattet som en slags maksimumsnormering. Men tanken er faktisk; de facto minimum. Hvis der er steder som kræver mere, så skal der sættes yderligere ind, oven på minimum.
..og ja, det er dyrt at have børn

Henning Kjær

Gert Romme.
"Nu er det blot sådan, at mange andre lande i Europa har en temmelig analog "model", som kaldes den hollandske model, den norske, finske , svenske model og så videre. "

Du undgår behændigt det flertal af Europæiske lander der ikke har den danske/skandinaviske model, f.eks. Tyskland, Frankrig, Polen, Italien, Spanien, England,....

Helle Degnbol

Kære Rune Lykkeberg -

Jeg kunne slet ikke kringle denne her tekst, hverken i sin helhed eller bid for bid.

Vanskeligt at køre rundt i alle disse tankegange og irrgange, mens sproget rent ud sagt knækker.

Gid du her og der kunne fatte dig kort & kedeligt, det er for trist, hvis vi alle sammen mister fokus.

Jeg tror, og mange pædagoger og forældre (ikke nødvendigvis venstreorienterede) tror, at bedre normeringer og rammer for vuggestuer og børnehaver kan hjælpe betydeligt på forholdene for børnene og dermed for os alle sammen.

Vi er lige ved at være der! og vi har været der før, har vi ikke?

Det er måske også det, du prøver at sige, men for mig er din tale om venstrefløjen, om de røde, fx i sidste afsnit, nogenlunde sort.

Hvilken lettelse at læse Nanna Høyrups og Nana Merciers fokuserede indlæg (tak).