Læserbrev

Hvis vi ikke havde så travlt med at skabe fjendebilleder, kunne danskheden måske blomstre

Af frygt for at vores land skulle blive overtaget af indvandrere og udlændinge, har vi nu ladet frygten i sig selv gøre det i stedet. Vi kæmper for at holde andre ude af fællesskabet i stedet for at kæmpe for fællesskabets værdier som demokrati, lighed og tillid, skriver studerende Jon Alexander Mangerel i dette debatindlæg.
Debat
17. maj 2021

Store dele af udlændingedebatten og den førte politik her til lands tager udgangspunkt i negationer. Vi snakker om, hvad vi ikke er og vores kvaliteter ved ikke at være det, frem for hvad vi er eller skal blive som land. Man fristes til at tro, at danskerne har mistet selvtilliden.

Om det er tryghedsskabende stationsformynderi, nåleøjet til statsborgerskab eller boligpolitik, så bliver debatten ofte båret af negationer i stedet for positive fremtidsvisioner og forbilleder.

Vi taler ikke om, at Danmark er et skønt land, men derimod om de andre som nogle skidte karle. Vi taler ikke om et land og nogle værdier, som vi sætter pris på. Nej, det hele handler om, at andre er så farlige, og at danskheden er så truet, at vi konstant må forholde os til det – og lade store dele af vores politik domineres af ønsket om at holde de andre (overvejende muslimerne, gerne betegnet ’islamisterne’) for dørene.

Problemet er bare, at Danmark og den danske kultur nu er betinget af de andre, takket være forsøget på at holde dem ude af krop og sind. Vores kultur er nu domineret af frygten for at blive invaderet, for at blive udskiftet, for at blive terroriseret, for at blive som dem.

Med andre ord er vi netop blevet invaderet, udskiftet og terroriseret. Ikke af ’de andre’, men af de politikere, meningsdannere og danske borgere, som i deres daglige gøren og laden har skiftet store dele af vores kultur og selvforståelse ud med et stort fjendebillede og en selvforståelse bygget på ikke at være de andre frem for at være vores egne.

Men Danmark er heldigvis noget i sig selv. Vi er et land med stor homogenitet, som vi værdsætter, med stor tillid, med en rig kulturhistorie og med traditioner, som vi holder af, og som kan samle os om det gode.

Lad vores værdier som frihed, lighed og demokrati være ledestjernen i stedet for det sorte hul, der er frygten for de andre. Lad os stille krav om demokratisk omgang med hinanden og lovgive mod udemokratisk virke som social kontrol, hadbeskeder på internettet og selvsagt også terrorvirksomhed og deslige uden at gøre nogle grupper til fjenden.

Danskerne har måske mistet selvtilliden, men vi kan få den tilbage ved at se indad og skabe et Danmark, som vi kan være stolte af igen.

Af Jon Alexander Mangerel, studerende i europæisk etnologi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hanne Marie Zieler

Tak for et godt indlæg!

Inger Jensen, Eva Schwanenflügel, Marianne Jespersen, Werner Gass, Bjarne Tingkær, Leanette Nathalia Chresta Jensen og Peter Larsen anbefalede denne kommentar
Jan Damskier

vi?

Bo Jacobsen

Kultur er ikke noget der tages fra en.
Det er noget man mister når man ikke plejer den.

Ete Forchhammer , Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Inger Jensen

Hvor er jeg bare enig!

Steffen Gliese

DET HAR TAGET TRES - 60!!! - ÅR AT NÅ OP PÅ OTTE EN HALV PROCENT IKKE-VESTLIGE INDVANDRERE. DET ER ET IKKE-PROBLEM.
DET ER STRAKS LANGT VÆRRE, AT VI LADER AL AMERIKANSK NON-KULTUR OVERSVØMME OS OG ØDELÆGGE VORE NEDARVEDE, DEJLIGE, FORNUFTIGE IDEER OM SVAGE MAGTSTRUKTURER, SAMARBEJDE, LIGHED OG FRIHED.