International kommentar

Sanktioner fremstilles ofte som tandløse og ineffektive. Men historien viser noget andet

For diktaturer fremstår sanktioner ofte som tandløse. Men læren fra historien er, at de kan være særdeles effektive i det lange løb, og det er svært at vide, hvor meget de egentlig presser eksempelvis regimet i Rusland, skriver forfatter Richard Swartz i denne klumme
Moskva virker måske utilbøjelig til at ændre på sin politik, men hvordan denne politik ville have udviklet sig i et fravær af sanktioner, kan vi ikke vide. Hvad tænker man i kredsen omkring Putin? Hvor ubehageligt er det ikke længere at kunne shoppe i London og at måtte undvære yachten på Rivieraen, skriver Richard Swartz i international kommentar.

Moskva virker måske utilbøjelig til at ændre på sin politik, men hvordan denne politik ville have udviklet sig i et fravær af sanktioner, kan vi ikke vide. Hvad tænker man i kredsen omkring Putin? Hvor ubehageligt er det ikke længere at kunne shoppe i London og at måtte undvære yachten på Rivieraen, skriver Richard Swartz i international kommentar.

SPUTNIK

Debat
11. maj 2021

Er sanktioner et effektivt politisk våben? Eller en symbolsk gestus med begrænset eller ingen effekt?

Begrebet ’våben’ antyder krig, og krig er jo ifølge Clausewitz’ mest kendte doktriner »en fortsættelse af politik med andre midler«. Men økonomiske sanktioner er ikke krig. De er et forsøg – måske det sidste – på at holde en konflikt på et politisk niveau og netop undgå krig.

Diktaturer er oftere ofre for sanktioner end udøvere af dem. Sanktionsvåbnet passer sig bedre til demokratiets væsen med dets sans for nuancer og gråzoner, langsommelighed og indgroede skepsis over for absolutter og definitive størrelser.

Diktaturer tåler ikke nuancer. De ser verden mere direkte og reagerer helst med resolut handling. Noget så indirekte og vagt som sanktioner opfatter diktaturet som svaghed og ubeslutsomhed hos demokratiet – og derfor ikke som noget, der skal tages alvorligt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Flemming Jensen

Kendsgerningen er, at Rusland i virkeligheden er klassens uartige lille dreng.
Et rædselsregime med en økonomi på størrelse med Nordens.
Lad os nu sætte dem på plads og bliv endelig ved med at sanktionerer.

Igen, Flemming Jensen, er du ude på et vildspor. Sanktioner er lav-intensiv krigsførelse og dermed metodisk destruktiv.
Rusland (og Kina) vil hellere end gerne medvirke til konstruktiv dialog, de laver næsten ikke andet end at appellere herom. En sådan dialog skal blot være være baseret på gensidig respekt - ikke at Vesten tromler dets "værdier," som mest består af retorisk eufemisme, henover.

Henrik Plaschke

Det har altid undret mig, hvorfor Information bringer artikler af Richard Schwartz. Han er – eller har måske engang været – en god journalist/reporter, men han er en dårlig analytiker, der slet ikke evner at skrive baggrundsartikler som eksempelvis ovenstående. Og det er ikke første gang, jeg bemærker dette.

I ovenstående får læseren at vide, at historien skulle vise, at sanktioner – i flertal – ikke blot er tandløse og ineffektive. De kan endda være særdeles effektive i det lange løb, siges det.

Det eneste eksempel, Schwartz nævner, vedrører Rusland. Det er da muligt, at sanktioner har haft – eller har – tilsigtede effekter dér. Det tør jeg ikke sige. Men som Schwartz selv erkender det: ” hvordan denne politik ville have udviklet sig i et fravær af sanktioner, kan vi ikke vide”. Vi ved med andre ord ikke, om sanktionerne har virket, men det vil Schwartz åbenbart gerne tro, at de har.

Men der findes masser af andre tilfælde i den internationale politiske historie, hvor sanktioner har været benyttet mod et regime: eksempelvis Sydafrika under apartheid, Rhodesia (nu Zimbabwe), Irak, Iran, Cuba, Venezuela og mange flere.

Generelt peger den tilgængelige litteratur på, at sanktioner sjældent opfylder deres erklærede mål i videre omfang. Sydafrika under apartheid er her en udtagelse – måske bl.a. på grund af den omfattende interne mobilisering mod apartheidstyret. Men ellers er det vist svært at finde gode eksempler på vellykkede sanktioner.

Der findes en omfattende forskningsbaseret litteratur på dette område, som Schwartz passende kunnet have kastet et blik på. Har man ikke tid og lyst til at kaste sig over denne litteratur, kan man såmænd nøjes med Den Store Danskes udmærkede sammenfatning:

”Mens økonomiske sanktioner således ofte ikke har kunnet opfylde politiske formål, er der ingen tvivl om deres effektivitet mht. at sætte det sanktionsramte land tilbage i udvikling. Denne dobbelthed, at sanktionerne med sikkerhed går ud over befolkningen, men ofte efterlader den politiske magtstruktur nogenlunde intakt, begrunder tilbageholdenhed i anvendelsen.”

https://denstoredanske.lex.dk/%C3%B8konomiske_sanktioner

ulrik mortensen

Forskeren Peter Wallensteen, der har beskæftiget med sanktioner i 30 år, siger at de er virkningsløse: https://www.information.dk/2001/01/sanktioner-giver-sjaeldent-succes