Kronik

Jeg savner de håndfaste myndigheder, når jeg klimanøler ved køledisken

Under coronakrisen har vi vænnet os til håndfaste myndigheder, der fortæller os, præcis hvad vi skal gøre for at løse krisen. Men når det kommer til klimakrisen, er vi i høj grad overladt til vores egne individuelle klimaplaner og samvittighed, skriver journalist Max Martinussen i denne kronik
Det er svært at se klimakrisen for sig, og det gør det svært at lade sig overtale til drastiske ændringer i vaner eller levemåder. COVID-19 var en krise, og nøj, hvor har der været meget tryghed i regeringens handlekraft og seriøsitet, skriver dagens kronikør.

Det er svært at se klimakrisen for sig, og det gør det svært at lade sig overtale til drastiske ændringer i vaner eller levemåder. COVID-19 var en krise, og nøj, hvor har der været meget tryghed i regeringens handlekraft og seriøsitet, skriver dagens kronikør.

Emilie Lærke Henriksen

Debat
1. juni 2021

Hvad er det her, spørger min kæreste, da hun pakker varer ud af indkøbsposen. Det er da bare en bette bøf, svarer jeg dumt. Det er klimanøl, det er, hvad det er, stikker hun.

Klimanøl. Det ord har vi brugt, mest i sjov, som en huskeregel, siden Dan Jørgensen fik en næse. Det er en måde at huske hinanden på, hvor vi kunne være lidt bedre ved klimaet i hverdagen. I starten sagde vi det ofte i munden på hinanden. Nu dukker ordet mest op som en klimatræt irettesættelse.

Det er ikke kun, fordi at det drejer sig om oksebøffer, at det er klimanøl, men fordi vi har lavet vores egen klimaaftale, min kæreste og jeg, der går ud på kun at spise kød én gang om ugen. Jeg kom et par kålpølser i en linsegryde i mandags, min kvote er brugt, og alligevel står jeg nu og smiler fjoget af den flankesteak, jeg har med hjem fra Fakta i anledning af, at det er fredag.

Herregud, hører jeg mig selv sige. Jeg kan også finde på at sige, at vi trænger til det. Det er svært at se for sig, hvilke konsekvenser en enkelt bøf har for kloden. Jeg udleder jo ikke lige så meget CO2 som andre (23 procent under gennemsnittet åbenbart), så der er nok plads i regnskabet til, at jeg ikke altid er helt så god, som jeg kunne være. Vi er vel også lidt coronatrætte. En lille trøstebøf? Så lad gå da.

Med en web-app har jeg regnet mig frem til, at jeg årligt udleder 13,1 ton CO2. Det er den samme app, der har fortalt mig, at jeg udleder 22,8 procent mindre end gennemsnittet i Danmark. Alligevel virker 13 ton som helt vildt meget. Hvad hvis det var noget fysisk, jeg selv skulle flytte rundt på? Hvad vejer en lille bil? Ét ton? Ét ton CO2 på gasform fylder cirka 535 kubikmeter. Det ved jeg slet ikke, hvad jeg skal sammenligne med.

Jeg kan blive fuldstændig modløs af at forsøge at forstå, hvad det gør ved klimaet, at der svæver, hvad der svarer til 13 personbiler CO2 rundt i atmosfæren med mit navn på — og det er bare fra det seneste år.

Regeringens nøl er også mit

Få uger før nytåret 2020 blev Folketinget enige om en juridisk bindende klimalov, der går ud på, at Danmarks udledning af CO2 skal være 70 procent lavere i 2030, end den var i 1990.

Vores politikere har forpligtet sig til at gøre noget ved problemet, det er rigtig rart, men da tanke skulle omsættes til handling, blev mange af tiltagene skubbet til næste valgperiode. Regeringens strategi går ud på, at vi kan tage den lidt med ro nu, da nye teknologier senere vil gøre det meget nemmere at nå de håbefulde og optimistiske klimamål.

Det er helt umuligt at forestille sig, hvad det kræver at holde balance i alle de mange mekanismer, der sørger for at vores samfund fungerer, som det skal. Det må være uhyre svært at finde områder at justere og skrue på, så vi tackler klimakrisen, når det samtidig ikke må gå ud over hverken væksten eller velfærden. Hvad ville det ikke have af konsekvenser for vores samfund, hvis vi tog drastiske midler i brug?

En usynlig krise

Det er svært at se klimakrisen for sig, og det gør det svært at lade sig overtale til drastiske ændringer i vaner eller levemåder. COVID-19 var (eller er?) en krise, og nøj, hvor har der været meget tryghed i regeringens handlekraft og seriøsitet. Det var altid med en blanding af nervøsitet og stolthed, at vi så de første pressemøder. Der var klare retningslinjer og al mulig hjælp til at forstå, hvordan man som individ burde opføre sig, så det gavnede fællesskabet mest muligt. Regeringens handlekraft resonerede med fællesskabet, og vi bærer troligt mundbind, holder afstand, lader os teste og vaccinere, fordi vi står sammen i krisen og gør, hvad vi kan.

Da coronakrisen for alvor ramte, gav Mette Frederiksens en nedlukningstale, der var et hårdtslående staccato, de fleste af os stadig kan høre for os. Tænk bare, hvis hun holdt samme hårdtslående tale om regeringens klimastrategi. Det er sært, at der ingen streg er under krise, når vi taler om klimaet, at der ikke er gule bjælker hen over skærmen. Du bliver ikke smidt ud af Fakta, hvis du klimanøler, på samme måde, som du gør, hvis du ikke udviser samfundssind og ikke er iført mundbind.

Hvad kunne vi udrette, hvis klimakrisen blev betragtet som en krise-krise? Gid en eller anden styrelse ville udstikke nogle retningslinjer. Det ville gøre mig mere skråsikker i kampen imod mit eget klimanøl, hvis det var regeringens anbefalede adfærd, jeg fulgte. Når jeg med min app i hånden forsøger at tænke mig til, hvor jeg kan gøre noget mere, ser jeg, at min største kategori er ’Offentlig udledning’, hvor jeg udleder seks ton om året. Seks ton CO2 alene af den årsag, at jeg er til. At jeg trækker vejret. At jeg er levende.

Vi gør jo, hvad vi kan

Lige så modløs, jeg bliver over mit eget og regeringens klimanøl, lige så håbefuld kan jeg blive, når der så alligevel dukker gode historier op, som for eksempel når Zenia Stampe udtaler, at De Radikale vil investere stort i plantebaseret kost, fordi halvdelen af danskerne har et ønske om at leve mere plantebaseret. Det gør mig håbefuld, at almindelige danskeres ønsker på den måde kan sive op og blive til politik. Det gør mig håbefuld, at de små klimatiltag i hverdagen bliver set.

Se for eksempel min mor. Hun vil gerne gøre sit, og det gør hun: Ingen kan affaldssortere som hende. Det er vist blevet lidt af en hobby. Hun bliver edderspændt rasende, hvis kommunen ikke har været og hente plastik, og hun er nødt til at lade plastikposen med plastikposer stå i entreen og vente.

Min kæreste er sej. Hun interesserer sig for bæredygtigt tøj, og hun kan bruge timevis på at lappe bukser på sin symaskine. Det bliver ikke altid lige pænt, men levetiden på et par jeans er blevet væsentligt længere i vores familie siden, og aflagte kjoler er blevet til stakkevis af mundbind.

Min svigerinde er også lidt af en klimahelt. Hun er veganer for klimaets skyld — veganer med en kageklausul. En kageklausul betyder, at hun har været nødt til at lave en regel for sig selv om, at hun godt må spise kage, der ikke er vegansk, simpelthen fordi et liv uden rigtig kage bare ikke er værd at leve.

Der er masser af mennesker omkring mig, der har lavet deres egne klimaaftaler, og det er alle sammen aftaler, der matcher deres individuelle ambitionsniveau. Klimanøl er noget menneskeligt, og selv om vi gør alt, hvad vi kan, så er det svært ikke at nøle i ny og næ. Vi har alle vores grænser, og alt ud over dem kræver, at valgene bliver taget for os af nogen, der forstår, at der er mere på spil end fredagens flankesteak. Det er det, vi har en regering til. Til at træffe svære valg på vegne af fællesskabet.

Jeg kan aldrig blive klog på de 53 milliarder ton CO2-ækvivalenter, verden udleder hvert år. 53 milliarder ton er cirka 9.000 gange så meget som den store pyramide i Giza. Jeg har aldrig set pyramiderne. Jeg gad godt. Måske ville det være lettere at visualisere, hvis jeg fløj derned og tog et kig på dem. Hvad det så vil gøre ved mit CO2-aftryk, er en anden snak.

FN har konkluderet, at vi vil blive tvunget til at ændre forbrugsmønster, så vi i 2050 skal helt ned på at udlede to til tre ton CO2 pr. verdensborger pr. år. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få mit udslip helt derned uden hjælp. Faktum er, at jeg allerede føler mig farligt frelst med mine 13,1 ton.

Max Martinussen er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Jeg så filmen "2040" af Damon Gameau i DR2, 11. Maj, der gjorde mig lidt optimistisk på menneskehedens vegne. Tænk ikke på kloden, den overlever os alle, uanset at du spiser bøffer.

jens christian jacobsen

I det hele taget er forbrugerindsatser for klimagas-reduktion nok en kende overvurderet. Spiser du en bøf fra en gammel malkeko (det er de fleste bøffer du køber) er 'levetidsudledningen' for din malkeko kun en smule højere end for den høne du tror er et klimavenligt alternativ. Desuden er der ikke rigtig tid til de der woke-finesser v. køledisken og med lappe-løsningerne hjemme, hvis din indsats skal have en effekt på klimaet.
Der er ingen vej udenom: Arbejd politisk for at stoppe de store klimasyndere, manifester din utilfredshed, lav demontrationer osv.

erik pedersen

Jens Christian Jacobsen mange bække små

Mvh Hanne Pedersen

Sine Jacobsen, Jacob Johansen, Gitte Loeyche og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Som borger og forbruger anvender jeg/vi de muligheder der er. Vi vælger vore politikere til at være visionære og træffe de svære valg for befolkningen.

Mon ikke vi vil anvende alle klodens fossile brændstoffer før der for alvor kommer bedre, mere bekvemme og billigere alternativer til såvel transport som føde?

Det er jo en politisk beslutning, hvilke handlemuligheder vi har og hvilke vi får.

Klimaskam og klimanøl er for de frelste; du ved: moral er godt men dobbeltmoral er ...!

jens christian jacobsen

@ Hanne Pedersen
Det ordsprog har været en sovepude for mange gode kræfter gennem tiderne. Drop det og engager dig politisk.

Louise Hansen

@Jens Christian Jacobsen, hvis alle engagerede sig politisk, ville verden blive utålelig. I virkeligheden burde færre engarere sig politisk og i stedet helt lavpraktisk spise lidt mindre kød.

Sine Jacobsen, Theis Duelund Jensen, Asiya Andersen, Jacob Johansen, Gitte Loeyche og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Max Martinussen

God kronik, som sætter finger lige dér, hvor det gør ondt. Danskere får ca. halvdelen af deres elektricitet fra "vedvarende" energi, men vi bruger afsindigt meget fossil energi alligevel. Elektricitet kan f.eks. stadig ikke drive langt de fleste biler, eller varme langt de fleste boliger op. Samtidig er en vindmølle ikke noget som holder evigt, og når den skal udskiftes skal man bruge ressourcer, herunder energi (igen-igen).

Det med at vi skal ned på 2-3 ton udledning er yderst optimistisk. CO2 er langt fra det eneste problem vi har ift. bæredygtighed. Jeg mener selv at tallet, hvis vi vil leve bæredygtigt, kan være tættere på 1 ton per snude. Den bedste måde at prøve at komme derned er at se på, hvordan man bruger sine penge. Man kan ikke købe noget uden at det har kostet ressourcer at producere det man køber. Selv en tur til frisøren kræver ressourcer, omend mindre end en smuttur til Egypten, som tilsvarende koster flere penge. Ergo kan man sige at vi "bare" skal putte plastikkortet tilbage i lommen igen 90-95% af gangene, hvor vi hiver det frem, inkl. de gange vi "bare" køber mad eller tandpasta. Dog kan man ikke direkte omregne en brugt krone til CO2. Næh, nej, det er mere indviklet. Det siger noget om, hvor svært det er at leve bæredygtigt.

Der er helt klart behov for mere politisk styring, men det er i sidste ende op til os allesammen at ændre adfærd. Det kræver at mennesker forstår situationens alvor, og det regnestykke og den erkendelse er kompliceret og lettere deprimerende. Frem for alt er vi nødt til at omstille vores økonomi til en eller anden form for cirkulær økonomi, og spørgsmålet er om det overhovedet kan lade sig gøre med 8 milliarder mennesker.

Asiya Andersen, Jacob Johansen, erik pedersen, Max Martinussen, Peter Høivang og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Det skulle da nødigt komme dertil at vi skal give afkald eller gå glip af noget. Heri ligger hele problemet. Og det giver politikerne voldsom hovedpine at regne den ud. Så de politiske løsninger trækker ud.

Svend Brinkmann anser mådehold og selvbegrænsning " for en kardinaldyd, uden hvilken der ikke kan være etisk liv. Uden selvbegrænsning bliver vi alle små Trumper, der konstant vil sætte vores vilje igennem uden blik for realiteterne eller andre menneskers behov. Løgstrup kaldte det ”formløshedens tyranni”,"

Men der er ingengrund til at føle sig frelst for det er jo ikke en konkurrence om hvem der er bedst til træffe klimabevidste valg. Handlingen udspringer vel af en dybfølt bekymring for vores og andre levende væseners og den kommende generations fremtid på denne klode

Det du efterspørger er strukturer og faste holdepunkter og regler for de valg du møder i dagligdagen og som vi i stedet kunne gøre i fællesskab. Der er bare den forskel på Corona-krisen og klimakrisen at den første er midlertidig den anden permanent. Og om lidt letter alle charterflyene igen. Det er ikke engang i orden at skrue ned. Det er det økonomiske systems svar på dine bønner.

I mellemtiden - fri mig for mig selv.

Lise Lotte Rahbek

Jeg har lige læst, at der er kommet et nyt elektronisk tilføjelsesprogram til smartphones, som skal erstatte sygesikringskortet.
Jublen har ingen ende, for nu skal man ikke længere bruge plastikkort og det er 'smart'.

En gammel sur skeptiker her ved mit tastatur spørger,
hvor mange plastikkort der går på udviklingen af en app (åndssvagt ord) og hvor mange nye smartfones der skal købes, for at appen og telefonen kan tale sammen og hvor mange gange der så skal indkøbes nye løsninger fra udviklingsfirmaerne, fordi man har opdaget huller i softwaren, der skal lappes?
En smartphone lever ca. 4-5 år. Den indeholder mange uadskillelige smådele, sjældne metaller og et batteri med litium, som også er ret bekosteligt at fremgrave.
Et plastikkort kan holde i 10 -15 år, det indeholder et minimum af sjældne metaller og det skal ikke engang lades op.

Jeg mener virkelig, vi bliver noget så eftertrykkeligt røvrendt i klimaets navn. Hver dag.

Lillian Larsen, Flemming Berger, Georg Christiansen, Asiya Andersen, Carsten Munk, erik pedersen, ingemaje lange, Susanne Kaspersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Pia Nielsen, Majken Munch, olivier goulin og Morten Balling anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Jeg mener virkelig, vi bliver noget så eftertrykkeligt røvrendt i klimaets navn.

Det tror jeg roligt du kan gå ud fra
Det er stort set ingen regnestykker, der tager alle omkostninger med. Det er simpelthen for kompliceret.

/O

Lillian Larsen, Jacob Johansen, erik pedersen, Morten Balling og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Olivier
Jeps. Jeg har siddet og forsøgt mig med at lave livscyklus-beregninger på nogle materialer og det er en uoverskuelig opgave, selvom der findes beregningsmodeller til det.
https://plast.dk/livscyklusanalyse-lca-hvad-kan-den-bruges-til/

Anders Hüttel

De fattige ude i Verden køber kødet fra de vilde dyr, fordi det er billigst. Derfor er vi midt I den sjette masse uddøen. Vi nøjes med at sprøjte det hele til, så produktions dyrene ender som sølle allergikere unden besøgtid. Laboratorie maden ender med at trække de sidste rester af vitaminer og mineraler ud af slutproduktet så vi enden med at blive endnu svagere.

Klimaforandringerne er faktuelle, de værste taler om charterture til rummet. Smart teknologi er endnu engang skruer og trisser og masser af plastik. Alle dine data ligger hos private udbyderne, så du er slave og stadig en masseforbruger. Ham som står bag coronapasset har et sommerhus i Tisvilleleje til 25 milioner på 75 m2. Han kontrollere også Aula. Er det ikke utroligt, alt det vi ikke selv bestemmer. Alle mine penge, og det er ikke mange, ender i private lommer som bare blive rigere og rigere. Jeg kan intet gøre ved det. Og de fattige! De bliver fattigere dag for dag, så du skal nok overleve

Gustav Alexander

Det er ynkeligt hvor villigt langt de fleste internaliserer det individuelle ansvar fremfor det systemiske asnvar. Det er vores skyld, vi skal rede planeten, selvom det er produktionsvilkårene, der danner rammen for vores forbrug. Vi skal fikse det hele ved at afvise vores egen basale natur på daglig basis. Sikke en plan.

Klimanøl består i den her reaktionære, flagellante attitude, hvor mennesket implicit tiltaler sig selv som synder og skyldig i et problem, der er direkte produkt af produktionsvilkårene. Vi vil de forkerte ting, glædes ved amoralske fordægtigheder såsom billigt produceret kød og buræg! Vi er skyldige. Nej for fanden. Det er industrien der er skyldig og det er industrien, som politikerne skal regulere. I det perspektiv repræsenterer ideen om individuel skyld fraværet af handling - en måde politikerne lettet kan ånde ud og betrygge sig med, at pøblen endnu ikke har gættet det, så mere behøves der heldigvis ikke at gøres! De tror jo stadig at det er deres egen skyld.

Klimadebatten er blevet erstattet med moraldebatten, hvor vi udfordrer hinanden på en neokristen dydighedskonkurrence - hvem fornægter sig selv mest, hvem forbruger mest etisk, hvem er mest 'woke'. Hvis vi skal gøre noget langsigtet for klimaet, så skal vi tilbage til den egentlige debat. Altså debatten om klimavenlig produktion.

Nicolaj Knudsen, Lillian Larsen, Flemming Berger, Rasmus Knus, Simon Ross Stenger, Majken Munch, ingemaje lange, Max Martinussen, Bo Klindt Poulsen , Hanne Utoft, Tonny Helleskov, Peter Høivang, Susanne Kaspersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Nicolaj Knudsen

Forbrugerbevidsthed om klimakrisen er et tveægget sværd. Det er nødvendigt at få verdens befolkninger oplyst om, og bevidstgjort om, at det er en virkelig krise, vi står med, og at det er nødvendigt at 'gøre noget'. Omvendt er det industriens og kapitalismens største svindelnummer at tørre den grønne omstilling af på forbrugerne. Det vil aldrig lykkes, og det fritager fuldstændig de helt store forurenere for ansvar.

Midlet der virker er velkendt, og har været det længe. Det er markederne der styrer alt i vores verden. På godt og ondt. Det er profit og afkast til aktionærer. Og tingenes tilstand er, at det er profitabelt at forurene. Indtil vi får rettet op på den skævhed, så vil udledningerne fortsætte, for markederne er dumme og tager ikke hensyn til ødelæggelser, konflikter og civilisationers snarlige undergang.

Så se nu at få indført en høj, progressiv, stigende og konsekvent afgift på forurening.

Her kan man fandme tale om klimanøl.

Sabine Behrmann, Majken Munch, Max Martinussen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Anders Hüttel

De fattige spiser meget lidt kød, fordi kød er dyrt. I dag har vi mennesker iøvrigt domesticeret over 94% af den mammale biomasse, så de større "vilde" dyr er der efterhånden ikke så mange tilbage af. Sidst menneskeheden levede af det vi kunne samle og jage (formentlig primært i form af ådsler efterladt af store rovdyr) var der et par millioner mennesker på planeten, og hungersnød var udbredt. Det var før vi lavede planeten om til én stor menneskenærings produktion. Halvdelen af det globale landareal der kan gro et eller andet på bruges i dag til landbrug. Størstedelen af det areal var skov for 2000 år siden.

Det er den erkendelse som for alvor er skræmmende. Klimaet er et symptom på, hvor meget vi reelt har ændret planeten på få tusinde år, og vi har i den grad sovet i timen, selvom nogen har prøvet at råbe op, helt tilbage før Malthus. Ved at bygge denne situation op vha. fossil energi har vi tilladt befolkningstallet at stige, men systemet fungerer kun når der findes brugbar energi og andre begrænsede ressourcer, herunder fosfor.

Et andet forhold som burde hæve et bryn er at vi i dag bruger energi svarende til ca. 10% af den mængde energi, der bindes i biosfæren via fotosyntese. Fossil energi var/er et kæmpe lager af energi dannet via fotosyntese for mange millioner år siden. Uden et alternativ til den, kan vi simpelthen ikke producere nok føde til 8-10 milliarder mennesker, og et sådant alternativ findes ikke engang gennemregnet på papir. Tværtimod viser simple beregninger at vi f.eks. kun har en litium reserve som svarer til under 3 kg per verdensborger. De kg skal der nok blive rift om.

Der er absolut en god grund til at spise mindre kød. Hver gang man gør det, tærer man på bla. oliereserven, og den skal vi nok få brug for, hvis vi vitterlig beslutter os for at bygge bare det antal vindmøller, solpaneler mm. der skal til, bare for at holde blot landbruget nogenlunde kørende. Det med de vilde dyr kan man kigge i kraks vejviser efter. Man finder dem næppe i fremtiden.

erik pedersen

Jens Christian Jacobsen nu ved du jo ikke hvordan eller hvor meget jeg engagerer mig .
Mvh Hanne Pedersen

erik pedersen

Klimanøl er vel også at læne sig tilbage og vente på andre beslutter hvad man bør og ikke bør gøre?
Jeg vil da ikke handle mod bedre vidende bare fordi jeg har lov til det .

Mvh Hanne Pedersen

Jacob Johansen

Gustav Alexander - jeg tror ikk der er noget alternativ (i lang tid) til, at folk selv tager de ret bæredygtige valg, Lige nu virker det som om politikerne i Danmark dårligt nok tør/vil lægge 1 kr i klimaafgift på 1 kg oksekød, eller vil lægge selv en lille afgift på flybiletter. I en del andre lande er der klimaafgifter på flyrejser som jeg har forstået det.
Jeg tænker, at vi lige nu måske er 3-4 generationer på jorden og potentielt set kan der komme miliarder af generationer på jorden i fremtiden, og derfor har vi et stort ansvar overfor de kommende generationer.
Jeg tror også det bliver svært at for politikere lægge klimaafgifter på forskellige ting, fx er der argumentet fra mange med, at det helst ikke må blive dyrere for dem der ikke har så mange penge. Og det bliver noget af en øvelse at lægge klimaafgifter på alle varer og ydelser, så det også er fair imellem de forskellige, og nogle brancher skal måske kompenseres for deres mulige tab pga. det.

Systemisk/politisk handling eller individets ansvar?

100 virksomheder er ansvarlig for 70 procent af CO-2 udledningen.

https://www.theguardian.com/sustainable-business/2017/jul/10/100-fossil-...

erik pedersen

Rasmus Knus det er forbrugeren der holder liv i de store firmaer . Det er forbrugeren, altså os, der har magten til at ændre noget. De producerer jo ikke noget de ikke kan afsætte. Stop overforbrug - lev ansvarligt/ bæredygtigt og lad være med at vente på “de andre” går forrest .
Mvh Hanne Pedersen

Hanne Pedersen

Det drejer sig om olie, gas- og kulfirmaer, der kræver international politisk regulering. Forbrugeren har ingen magt i denne sammenhæng, hvilket fx fremgår af den fortsatte finansielle understøttelse af termisk kul, der siden Paris-aftalen næsten er eksploderet.

"De fortsatte finansielle investeringer i kulindustrien har medført, at verdens kulkraftværkers kapacitet er vokset med 137 GW, siden Parisaftalen trådte i kraft i 2015. Det svarer til Tysklands, Ruslands og Japans samlede kulkraftværkskapacitet."

https://ing.dk/artikel/rapport-afsloerer-naesten-halvdelen-verdens-kulvi...

Moralske kvababbelser henover køledisken i supermarkedet, og systemisk individualisering af klimakrisen, er i den forbindelse en galaktisk distraktion, som politikerne bruger til at udskyde radikale strukturelle forandringer. I en dansk sammenhæng f.eks. Hockeystavsdiskursen.

erik pedersen

Du kan minimere dit forbrug af brændstof, det daglige såvel som ferie/ fritid. Opvarmning af dit hus. Minimere dit forbrug af plastik; diverse produkter der smides væk efter kort brug tandbørster, opvaskebørster etc etc . Legetøj og hygiejneprodukter . Tyggegummi, tøj og sko.. Emballage- undlad bolcher etc pakket enkeltvis etc etc . Tøj af polyester bla, bestilt online og leveret i massive mængder plastik og pap. Etc etc etc etc
Lev bæredygtigt
Mvh Hanne Pedersen

Jacob Johansen

Rasmus Knus - Jeg har den holdning, at der er op til forbrugerne at drive udviklingen ved at vælge de bæredygtige valg. Og, at hvis fx flertallet i middel og overklassen begynder at vælge de bare rimeligt bæredygtige valg stort set, så vil udfordringen med at sænke CO2 udledningen være stort set løst.