Kronik

Socialdemokratiets krav til statsborgerskab er ikke bare uhyggelige. De er også neoliberale

De nye krav til statsborgerskab, som Socialdemokratiet har stemt for, er blevet kaldt fremmedfjendske og usolidariske. Men frem for alt er de neoliberale. De fratager den brune arbejderklasse muligheden for at stemme imod mere kapitalisme og rammer samfundets mest udsatte, skriver studerende Peter Plesner i dette debatindlæg
De nye krav til statsborgerskab, som Socialdemokratiet har stemt for, er blevet kaldt fremmedfjendske og usolidariske. Men frem for alt er de neoliberale. De fratager den brune arbejderklasse muligheden for at stemme imod mere kapitalisme og rammer samfundets mest udsatte, skriver studerende Peter Plesner i dette debatindlæg

Thit Bitch

Debat
7. maj 2021

Med den seneste aftale om statsborgerskab har Socialdemokratiet sammen med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, der udgjorde den kuldsejlede VLAK-regering, lagt op til at begrænse menneskers mulighed for at opnå dansk statsborgerskab voldsomt. Det er ikke en ret at være statsborger i Danmark.

Tiltagene i aftalen er blevet kritiseret for at være fremmedfjendske, drakoniske og usolidariske. Men man kan også se dem som neoliberale – altså i samme familie som en politik, som Socialdemokratiet i Mette Frederiksens (S) periode har forsøgt at lægge afstand til.

At tiltagene i aftalen er neoliberale skyldes, at der med statsborgerskabet blandt andet følger stemmeret til folketingsvalg og derfor en afgørende mulighed for at få demokratisk indflydelse på, hvordan man regulerer kapitalismen. En kapitalisme, der – som de fleste socialdemokrater også må vide – øger arbejdspresset, fører til store økonomiske kriser, ødelægger planeten og spiller befolkningsgrupper ud mod hinanden.

Konsekvensen af aftalen om statsborgerskab er lige så enkel, som den er borgerlig: De dele af arbejderklassen, der har minoritetsbaggrund, får nu endnu sværere ved at sætte spørgsmålstegn ved kapitalismen i stemmeboksen. Det sænker bundniveauet i arbejdskampen endnu mere og presser på sigt den samlede arbejderklasse længere ned – lidt ligesom for eksempel Amazons eller nemlig.com’s virksomhedsmodeller kan gøre på sigt.

Historien om, hvordan politikere siden 1980’erne har indskrænket arbejderklassens demokratiske mulighed for at regulere kapitalismen, er historien om neoliberalismen.

Den historie er vigtig at forholde sig til, fordi det kan gøre os – og måske Socialdemokratiet selv – klogere på, hvad der egentlig foregår.

Neoliberale stopklodser

Den neoliberale periode udspringer af borgerskabets dybfølte nervøse reaktioner på arbejderklassens krav om at få del i den overflod af velstand, som arbejderne har skabt til overklassen.

Efter to verdenskrige og en mellemliggende afgrundsdyb økonomisk krise havde folkemasserne fået nok. I efterkrigstiden krævede befolkningerne derfor – via eksempelvis nyligt tilkæmpede politiske rettigheder som stemmeret – mere velfærd, mere kollektiv planlægning og mindre marked.

Kort fortalt er den neoliberale historie ifølge den danske forsker Rune Møller Stahl, at de neoliberale ideologer og politikere fandt frem til, at det at begrænse stemmeretten trods alt ville være for politisk følsomt, når stemmeret nu var én af de ting, man hævdede at have sendt masserne i krig mod blandt andet Korea og Vietnam for.

Den primære ’løsning’ for de neoliberale blev derfor, at man i stedet begrænsede, hvad stemmeretten kunne bruges til. Ved at opstille stopklodser for, hvor meget befolkningerne kunne blande sig i markedsøkonomien, kunne man sikre mest ro om det system, der skrabede den fornødne profit til borgerskabet sammen. Ifølge de mest naive ideologer kunne man dermed gradvist give de brede folkemasser den fremgang, de tørstede så utålmodigt efter.

Det er på den baggrund, at der verden over eksempelvis er blevet indført strenge grænser for underskud på offentlige saldi, inflationsniveauer, størrelser på offentlig gæld og statsstøtte, fælles valutaområder med mere.

Politikker, der nok kunne lede til reallønsnedgang, nedskæringer, privatiseringer, stigende usikkerhed på arbejdsmarkedet og andet, der ellers ikke nyder den store opbakning i den brede befolkning, men som blev indstiftet på ofte internationalt niveau eller i staters forfatninger, så de dermed ville være så svære som muligt at påvirke i stemmeboksen.

Håbløse krav

Erindringen om verdenskrigene er langt væk nu. Det samme er tilsyneladende også bekymringen om, hvilke konsekvenser det har at udelukke en stadigt større andel – lige nu godt 400.000 voksne mennesker i Danmark, som kun bliver flere i fremtiden – fra det politiske fællesskab.

Udviklingen har været i gang i et par årtier, men har nu nået sit foreløbige, brutale klimaks med Socialdemokratiet ved roret.

Den nye aftale om håbløse krav til at opnå statsborgerskab er et angreb på arbejderklassen. Dét billede bliver forstærket af, at aftalens krav om fuldtidsbeskæftigelse især vil ramme enlige mødre, deltidsansatte og personer med sæsonarbejde.

Derudover vil den udvidede indfødsretsprøve have en social slagside ved at gøre prøven endnu sværere for personer, der ikke har været så heldige at kunne tage akademiske uddannelser, hvor man lærer at forberede sig til den slags.

Og apropos social slagside: Den livslange udelukkelse fra at opnå statsborgerskab som følge af kriminalitet vil gøre tilværelsen endnu sværere for dem, der fødes ind i fattigdom og desperation, og som af åbenlyse grunde har større tilbøjelighed til at havne i noget rod end deres velbjærgede medmennesker.

Samfundets mest udsatte

Måske er den seneste strammeraftale en del af en ny, endnu mere autoritær fase, som den neoliberale kapitalisme bevæger sig ind i verden over i disse år. I hvert fald er det sikkert, at de mennesker, som Socialdemokratiet og de blå partier nu vil sætte uden for indflydelse og gøre tilværelsen endnu mere usikker for, er nogle af vores samfunds mest udsatte.

De er i forvejen ramt af den strukturelle racisme i samfundet og de seneste års politikker om eksempelvis nedrivning af almene boliger, dobbeltstrafzoner og deportering til stadigt krigshærgede områder, som syrerne udsættes for lige nu.

Udsatheden er blevet uhyggeligt godt illustreret af senest coronakrisen, fordi de samme mennesker varetager hårde job med stor grad af menneskelig kontakt, og fordi flere bor i tættere bebyggede områder, hvilket øger deres risiko for at blive ramt af sygdommen. Trods alt dette bliver deres mulighed for at kunne reagere politisk på de problemer, de oplever i deres hverdag, nu forringet endnu en gang.

Et arbejderparti for hvem?

Aftalen er ikke bare hamrende fremmedfjendsk og usolidarisk. Den er også neoliberal, hvad enten man vil det eller ej. Det forestiller man sig ikke, at de blå partier i aftalen har noget imod. Men det kan forhåbentlig give anledning til eftertanke i Socialdemokratiet og måske en skønne dag en kursændring, fordi regeringspartiet indser, at man kun kan være et egentligt arbejderparti, hvis man er det for alle arbejdere – også dem med minoritetsetnisk baggrund.

For at være et arbejderparti kræver det, at man har som mål at udvide alle menneskers rettigheder og muligheder for at tage del i de fællesskaber, der kan gøre samfund bedre.

Det må fagbevægelsen og/eller Socialdemokratiets græsrødder, som man af uransagelige årsager ikke hører meget fra i denne her slags debatter, fortælle partitoppen – måske de kan trænge igennem til dem.

Peter Plesner er studerende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viggo Okholm

Peter Plesner:
Har skimmet dit indlæg og er delvis enig, men du bruger måske for generelle termer omkring mennesket og de ideologier vi tror vi følger.
Gider du definere arbejderklassen og så måske vurdere om en del af den klasse jeg tror du tænker på i den grad måske ikke ønsker andre skal få del i den formelle magt og demokrati her.

Pia Nielsen

Den forekommer mig også at være en form for apartheit. Det er decideret racistisk.

Det er nøjagtig de samme metoder som man bruger i USA for at holde store dele af den sorte og latinamerikanske befolkning fra at stemme. I USA er de overtrædelser der skal til for at miste retten til at deltage i det højt besungne demokrati ret så ubetydelige. Og man kan frygte at der også her kan skrues på det håndtag. Det er noget DF og Nu borgerlige (som er neoliberale) kan gribefat i ved kommende forhandlinger.
I USA hænger det så også sammen med et lukrativ privat fængselsvæsen. Her benyttes fangerne som gratis arbejdskraft - slaveriet er således ikke afskaffet endnu. Så måske det er næste trin i den neoliberale plan. En privatisering af fængselsvæsenet. Jamen den er jo lige til højrebenet for den næste borgerlige regering.

Det er utroligt hvad socialdemokraterne får udrettet af lort hver gang de kommer til magten. Men det lader også til at de skiftende regeringer arbejder i tandem. Hvad den ene ikke kan få igennem af uhyrligheder står den næste parat til at videreføre.

Jeg er ganske enkelt måløs

Marianne Jespersen, Vibeke Olsen, Mehmet Zeki Ünüvar, erik pedersen, Per Klüver, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

07/maj/2021

Asocialdemokratiet “hylder” pri-
mært “Das Kapital” i lighed med
de øvrige, borgerlige partier :-( ...

Med bekymret hilsen
Claus

Tomas Povlsen

Hvordan kan det være et angreb på arbejderklassen, at man skal være i arbejde for at kunne få statsborgerskab? Det er en kronik med mange store ord og meget lidt sammenhængende argumentation.

Det er netop arbejderklassen, der har været mest påvirket af indvandring, og man kunne med lige så stor ret sige, at det reglerne er et forsøg på at beskytte netop dem (selvom jeg godt ved, at "dem" reelt er tidligere DF-vælgere).

Peter Krogh

Det er da vist en student der har været ude at forsøge at tænke selv. Har Information ingen kriterier for, hvad man bringer af fortænkt vrøvl?

Rune Larsen

den internationale arbejderklasse det er mig -og jeg betaler gerne 36 % af den profit der er tilbage når mester har skummet fløden +25.000,- pro anno i fastliggerskat til hospitaler og læreanstalter selvom jeg ikke kommer der. Plesner er alle pengene værd.