Da internettet begyndte at vinde indpas for godt 25 år siden, blev det af mange betragtet som et demokratisk potentiale, der blot blev endnu større med de sociale mediers ankomst. Nu blev det muligt for alle at komme til orde uden først at skulle passere dørvogtere i form af debatredaktører og andre, der havde magt til at ensrette debatter og udelukke ubekvemme synspunkter.
Det var en gevinst for ytringsfriheden, at denne sidste censurinstans blev elimineret.
Den opfattelse har vist sig at være naiv. Debatter på de sociale medier bliver systematisk afsporet af trolls, der forsætligt ignorerer alle retningslinjer for en saglig debat. Det fyger med gensidige beskyldninger, udokumenterede påstande og trusler. Der bliver råbt højt, og ingen lytter.
Det er ikke mindst et demokratisk problem. Mange afstår fra at tage del i debatter, når man risikerer at blive mødt med usaglige svar, hårde ord og verbale trusler. Udbyttet af debatter er minimalt, når alle kun forfægter egne synspunkter uden at lytte til modpartens argumenter.
Mudderkastningen kommer i vejen for indsigt og afklaring. Og demokratiet lider.
Som et værtshus
Hvor de mere traditionelle medier ideelt er blevet set som centrale institutioner i demokratiske samfund, sågar den fjerde statsmagt, så er det måske et helt andet sted, man skal placere de sociale medier.
Debatter på de sociale medier kan bedst sammenlignes med dem, man finder på traditionelle værtshuse. Også her kan tonen blive hård, der bliver ofte råbt højt, og der kan forekomme trusler, der nogle gange kan udarte sig til egentlig vold. Her kan alle være selvbestaltede eksperter, som påberåber sig indsigt og viden, som andre ubetinget må bøje sig for.
Værtshusdebatter kan dog også være udbytterige. Et sted, hvor argumenter udveksles og udbygges, men som også hurtigt kan afspores af en fulderik ved nabobordet, der insisterer på at blande sig med synspunkter, der kun har perifer relevans for debatten. Fulderikken er værtshusets svar på de sociale mediers trolls.
Forskellen er, at værtshusdebatter som oftest begrænser sig til værtshuset. Næste dag har man nådigt glemt, hvad diskussionen egentlig gik ud på, og en ny debat om andre emner kan begynde.
De sociale medier er ikke så glemsomme. Her kan gamle debatter blusse op igen med nye kommentarer, der trækker fronter op på ny. Hvor det i et vist omfang kan være legitimt at slå sig op som eksperter og kolportere kontroversielle synspunkter, så længe det begrænser sig til værtshuset, så har de sociale medier ikke de samme institutionelle begrænsninger.
Et demokratisk problem
Det største demokratiske problem ved de sociale medier er først og fremmest de politikere, der insisterer på at gøre Facebook, Twitter og Instagram til et forum for politisk debat.
For politikere har de sociale medier naturligvis den fordel, at man kan fremlægge sin politik og synspunkter uden at blive konfronteret med kritiske journalister.
Man kan blokere ubekvemme spørgsmålet og undgå at blive stillet til ansvar for letkøbte holdninger og løsninger. Men det bliver en simuleret pseudodebat, når kritik og ubekvemme røster bliver filtreret fra.
Måske skal vi bare erkende, at sociale medier ikke egner sig til seriøse politiske debatter. At de ikke er en demokratisk gevinst og ikke bør erstatte de traditionelle medier. Det er trods alt de færreste politikere, der stiller sig op på et værtshus efter midnat og forventer, at der følger en saglig og konstruktiv debat. Lige så lidt kan man forvente, at de sociale medier gavner demokratiet.
Filosoffen Marshall McLuhan forudså i starten af 1960’erne, at verden ville blive koblet sammen i et verdensomspændende netværk af computere. Det ville bringe hele verden tættere sammen som i en global landsby. Måske vi skal se de sociale medier som den globale landsbys globale værtshus.
Claus Krogholm er cand.mag.
Trist, men sand beskrivelse. Ordene bør læses af mange, ikke mindst af politikere.