Vi studerende var de første, som blev sendt hjem, og de sidste, som kommer tilbage

Da pandemien ramte Danmark, var vi studerende de første, som blev sendt hjem. Nu er vi de sidste, som kommer tilbage til vores hverdag. Vi er gang på gang blevet sat til side til fordel for frisørsaloner, fitnesscentre og storcentre, alt imens vores trivsel er i frit fald.

Som studenterrepræsentant på Syddansk Universitet har jeg selv fået et indblik i, hvor slemt det står til. Jeg er efterhånden vant til at høre historier om, hvordan mine medstuderende har mistet lysten til deres drømmestudie. Historier om førsteårsstuderende, der først er flyttet til en ny by, men siden er flyttet hjem til deres forældre igen, fordi de føler sig ensomme.

Netop derfor er det også deprimerende at se den manglende opbakning til os studerende, specielt fra vores minister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Mange af os må bruge det sidste af vores semester bag en skærm, mens vores hjerneceller nedsmelter over udsigten til endnu en time over Zoom. Men vi må gerne gå ud og drikke os i hegnet på diverse barer.

Hvor er logikken i det? Hvor er tilliden til os studerende? Hvorfor er tilliden højere til frisører og erhvervsdrivende? Og hvorfor er der mistillid til en generation af studerende, som ofrer nogle af de bedste år af deres liv?

Regeringens svar på denne absurde prioritering har været, at vi skal have øje for økonomien, de erhvervsdrivende og deres livsværk. Men for de tusindvis af studerende er uddannelsen også vores livsværk. Hvorfor er de erhvervsdrivendes livsværk så mere værd end vores? Jeg må tolke regeringens prioriteringer således, at den er mere optaget af de erhvervsdrivende end de studerende.

Jeg håber, at vi studerende får den opbakning, vi fortjener, når vi skal genopbygge det studiemiljø, mange af os har mistet. Vi var de første, der blev sendt hjem, og de sidste, som kommer tilbage.

Andreas Lohmann er studenterrepræsentant på SDU.