Den dødsvold, der nu ryster Mellemøsten – israelske luftangreb mod Gaza, Hamas-raketter mod Israel – følger den samme makabre cyklus, som vi kender til ulidelighed. Ganske som i 2009 og i 2014: Tabstallenes misforhold med de mange gange flere dræbte palæstinenere; billederne af bygninger, der er jævnet med jorden; billederne af grådkvalte efterladte. Og uden for regionen de samme enøjede tastaturkrigere, der efterplaprer de samme gamle propagandatemaer, mens de insisterer på, at kun deres egen sides smerte tæller.
Der udbryder vold, som eskalerer. Israel svarer igen, først med luftangreb, så med artilleriild, så med landoperationer. Dødstallet stiger. Men endelig kommer der så en våbenhvile efter en mæglingsindsats fra USA og Egypten. Der falder igen ro på. Hamas kan atter glæde sig over at have tegnet den palæstinensiske modstand mest heorisk. Israel kan atter glæde sig over at have ’slået græsset’ og mindsket Hamas’ militære kapacitet. Derpå indfinder normaliteten sig – indtil næste gang.
Voldseksplosionen er hæslig på grund af den smerte og ødelæggelse, den skaber. Men hæslig er også tilbagetoget til status quo, fordi det betyder, at konfliktens åbne sår kun får lov at udvikle sig desto mere betændt, før det atter springer til blods.
2021 har dog vist sig forskellig fra 2009 og 2014 i form af den etniske vold, som er brudt ud mellem Israels jødiske og arabiske borgere i blandede byer. Her har en ny front åbnet sig. Volden er foruroligende, fordi den sætter nabo op mod nabo og skaber lynchpøbeler og pogromstemning.
Nationalismens banner
Men som Hussein Agha, en tidligere palæstinensisk forhandler, har påpeget, er det i stigende grad blevet op til Israels arabere at videreføre den traditionelle palæstinensiske nationalismes banner. For selvstyremyndighederne har lagt låg på vreden på Vestbredden, og Gazas palæstinensere kan intet gøre uden at løbe ind i Hamas’ og Islamisk Jihads mur. Hvad den palæstinensiske diaspora i Syrien, Jordan og Libanon angår, har den for travlt med bare at klare hverdagen. Altså er der kun araberne i selve Israel tilbage.
Hvordan havde de jødiske israelere forventet, at deres arabiske medborgere – de fleste af dem muslimer – skulle reagere på de hadopflammende krænkelser, som er sket i Østjerusalem og med islamiske helligdomme, og som har fremprovokeret denne seneste krise? Hvilke konsekvenser havde de ventet sig af Benjamin Netanyahus ’nationalstatslov’ fra 2018, der specificerede, at alene jøder havde ret til selvbestemmelse i Israel – og fratog arabisk dets status som officielt sprog?
Livet i boblen
Ikke kun Israels ledere er vant til status quo. Også israelerne selv har lært at leve med disse periodiske voldsudbrud – ja, selv med terroren fra raketter, der falder ned fra himlen, som den pris, de en gang imellem må betale for de lange perioder med stilhed, hvor de kan udelukke konflikten fra deres bevidsthed. De er gode til at leve i en boble. I det ene øjeblik ser de sig selv som den højteknologiske nation, der er globalt førende i vaccineudrulning. I det næste fester de på Tel Avivs strande.
I boblen er det let at glemme Vestbredden og dens to retssystemer – ét for jøder, et andet for palæstinensere. I boblen er det let at glemme den 14 år lange kvælning af Gaza gennem israelsk-egyptiske blokader og let at glemme, at i det østlige Jerusalem-kvarter Sheikh Jarrah, hvor jøder kan generhverve ejendom, der var i familiens eje før 1948, bliver palæstinensere nægtet samme ret. I boblen er det let at glemme den 54 år lange besættelse.
De eneste, der ikke kan glemme alt dette, er de mennesker, der hver eneste dag må leve uden for boblen – dem, for hvem status quo er uudholdelig: de almindelige palæstinensere. Blev rollerne byttet om, ville de israelske jøder heller ikke kunne holde det ud. Derfor udtalte Israels tidligere premierminister Ehud Barak en dyb sandhed, da han sagde, at hvis han var blevet født som palæstinenser, ville han ikke tøve med at gå i krig.
Selvfølgelig håber jeg, den aktuelle vold snart stopper. Selvfølgelig håber jeg på, at våbenhvilen er lige om hjørnet. Men hvad jeg ikke håber på, er, at tingene vender tilbage til deres gamle normalitet. For det var præcis den, der førte Israel og Palæstina ud i den afgrund, hvor de nu er havnet. Og det er præcis den, som blokerer for alle fremskridt – igen og igen.
© The Guardian og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen
