Kommentar

Udvisning er åbenbart belønningen for, at unge syrere har lært dansk og taget en uddannelse

Danmark er tydeligvis ikke for dem, der kan og vil, når vi udviser syriske flygtninge, der har gjort alt, hvad vi har bedt dem om. Det er spild af tid, penge og menneskeliv at udvise mennesker, der allerede er velintegrerede, skriver familieterapeut for flygtninge, Tanja Weiss, i dette debatindlæg
Den 27-årige syriske flygtning Ghalia Al Asseh, som studerer til ingerniør i Danmark, har fået afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse.

Den 27-årige syriske flygtning Ghalia Al Asseh, som studerer til ingerniør i Danmark, har fået afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse.

Charlotte de la Fuente

Debat
6. maj 2021

Paradigmeskiftet i dansk udlændingepolitik, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 2019, har nu fået de første menneskelige konsekvenser. Unge kvinder og mænd fra Syrien, som ellers har gjort alt, hvad regeringen har bedt dem om, har fået afslag på at få forlænget deres opholdstilladelser.

De har lært dansk, er i gang med deres uddannelser og har taget Danmark til sig som deres nye hjem »for dem, der kan og vil,« som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i 2015, da 10.000 flygtninge kom til Danmark.

Det såkaldte paradigmeskift er betegnelsen for en række lovændringer, der skal forhindre, at ni ud af ti flygtninge ender med at blive i Danmark. Målet er, at alle flygtninge skal sendes ud, når der er fredeligt i deres hjemlande.

Siden 2019 har loven også lagt vægt på, at flygtninges arbejde, uddannelse og sprogkundskaber fremover skal tillægges mindst mulig vægt, når det skal afgøres, om man skal have lov til at blive i Danmark eller ej.

Det kan de syriske unge mænd og kvinder nu tydeligt mærke. Som familieterapeut i Oasis, et behandlings- og rådgivningscenter for flygtninge, har jeg selv set, hvilke konsekvenser paradigmeskiftet har haft for flygtninge i Danmark.

Rå virkelighed

En af de syriske unge, der står til at blive udvist, er sygeplejerskestuderende Faeza Ibrahim Satouf. Hun troede tydeligvis ikke, at belønningen for hendes indsats i Danmark ville blive et afslag på at få forlænget opholdstilladelsen, da hun startede på sin uddannelse. Hun fulgte jo netop Lars Løkke Rasmussens budskab i 2015 om, at »hovedvejen til Danmark er uddannelse og arbejde«.

Faeza Ibrahim Satouf er ikke den eneste, som bliver påvirket. Familien Al Asseh bliver splittet, fordi deres 27-årige datter, Ghalia, som er hjemmeboende og studerer til ingeniør, også er blevet afvist. Det påvirker hele familien, at et af børnene får afslag på opholdstilladelse, mens de andre får lov at blive.

Familier som Al Asseh, der er henvist til behandling i Oasis, bliver så kriseramte, at de har svært ved at gennemføre traumebehandlingen, fordi splittelsen ripper op i alle de gamle sår fra krigen, hvor familiemedlemmer blev spillet ud mod hinanden eller adskilt under flugten. En sådan krise rammer alle mennesker, når deres fundamentale sikkerhed og familieliv bliver truet.

Udvisningen af de syriske flygtninge fra Damaskus-området har betydet, at de syrere, vi møder i Oasis, ofte er bange for, at de bliver »de næste i køen«.

Dansk Folkepartis aftryk på finanslovsaftalen i 2019 er dermed blevet til rå virkelighed for de mennesker, som betaler prisen for politisk-strategiske forhandlinger på Christiansborg. Paradigmeskiftet hensætter dem til at fortsætte deres liv i Danmark på et udrejsecenter uden uddannelse eller behandling, fordi vi – ud over Ungarn – som det eneste land i verden anser Damaskus-området som sikkert. De samme mennesker kan heller ikke tvinges hjem, da Danmark ikke har en udrejseaftale med Assad-regimet. 

Spildte kræfter

Set fra et behandlings-, borger- og integrationssynspunkt er det skønne spildte kræfter, penge og fremtidsudsigter for mennesker, der ellers kunne berige vores samfund. Ikke mindst i en tid, hvor vi mangler sygeplejersker og ingeniører, som det fremgår af positivlisten – en liste, der viser, hvilke job der giver adgang til en opholdstilladelse for mennesker uden for EU. Den mulighed kan de afviste syrere ikke benytte sig af, da de ikke kan få lov til at færdiggøre deres uddannelse, mens de sidder på et udrejsecenter.

Danmark har tilmed de seneste tre år fået historisk få asylansøgere. Blot 73 flygtninge er i de første måneder af 2021 blevet boligplaceret i kommunerne ifølge Udlændingestyrelsen. Det burde derfor være overkommeligt for Danmark, som tre borgmestre allerede har meldt ud i Altinget, at huse, behandle og integrere de få og de afviste familier og medborgere i fremtidens Danmark – til glæde for os alle sammen.

Tanja Weiss er socialrådgiver og familieterapeut i Oasis – Behandling og rådgivning for flygtninge
 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Werner Gass

Ud over at det er skammeligt, så er det også torskedumt.
Resultat af snæversyn og fladpandet 'tankevirksomhed'.
Eller helt mangel på omtanke.
Man forsvarer ikke danske værdier, man pisser på dem.

Eva Schwanenflügel, Pietro Cini, Anne-Marie Esmann, Marianne Jespersen, Dorte Sørensen, Leanette Nathalia Chresta Jensen, Herdis Weins, Peter Beck-Lauritzen, Christian Mondrup og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Forkastelig dansk politik! Påbegyndte uddannelser skal da gøres færdige! Skulle de rejse hjem, når det er blevet sikkert, har de bedre muligheder, med en færdig uddannelse.
Dybt forkasteligt, det er en "ommer", MF!

Eva Schwanenflügel, Marianne Jespersen, Dorte Sørensen, Leanette Nathalia Chresta Jensen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Annette Chronstedt

Man kan i det mindste få sin stemme hørt hér:

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-07671

Anne-Marie Esmann

Det er så forkasteligt, at jeg mangler ord. Stoklund kom med en kommentar, vedrørende den unge syriske kvinde, der gik til medierne fordi hun måske ikke ville kunne gøre sin studentereksamen færdig. Han sagde, at nu var hendes sag jo ikke afgjort endnu så hun ville formentlig kunne gå til eksamen. Men sådan gik det vist ikke for hun skal hjem.

Man kan få den mistanke, at regeringen gør det her for at forhindre, at de kan søge ophold grundet arbejde m.m.

Og så at sende folks børn alene hjem til Syrien selvom resten af familien har fået asyl. Hvor uetisk grænsende til vanvid er det. Hvis jeg kunne ville jeg sku flytte fra dette mærkelige land.

Margit Dalsgaard, Eva Schwanenflügel og Pietro Cini anbefalede denne kommentar