Da jeg som 19-årig flyttede til København, var det med en vidunderlig følelse af at have klippet navlestrengen til det sted, langt ude på landet i Østjylland, hvor jeg voksede op. Jeg holdt meget af stedet, alligevel var det, som om klaustrofobien bølgede hen over dalene.
Menneskene var altid de samme, og det var, som om de på forhånd havde besluttet sig for, hvad jeg var, hvor jeg skulle hen, alt sammen baseret på dengang jeg red en tur på en ko, sad fast i en mose eller blaffede i skole. Anekdoter, som hentet fra Emil fra Lønneberg. Jeg var stivnet i dem, kunne ikke komme ud af dem. Derfor måtte jeg flytte ud af det landskab.
I København var identiteten derimod fritsvævende, jeg kunne være alt, hvilket nogle gange var så overvældende, at det blev til ingenting, der var ingen rødder, der gav én næring fra et velkendt ophav. Jeg husker, at jeg til en mindre privatfest, lige da jeg var flyttet til København og begyndt på universitetet, stod på en altan med to andre piger, der kom fra Nordjylland. Vi havde drukket betragtelige mængder vin og var berusede i mere end én forstand, vi stod i det indre København med udsigt til marmorkirken og følte os hensat til at være en del af en anden historie, en langt mere storslået én af slagsen, end der hvor vi kom fra.
Så begyndte vi at råbe: Det her er også vores by! Igen og igen.
Det var en slags påkaldelse, en besværgelse, her ville vi høre til, her ville også vi have ejerskab over byen. Som når man (forgæves) forsøger at tage ejerskab over et andet menneske med ordene »du er min«. Bagefter gik vi videre til en anden fest, jeg kan ikke huske hvor, men jeg kan huske, at det netop var begyndelsen til, at København blev et sted, hvor jeg følte mig hjemme.
Landskaberne rækker ind i os
Med årene er forelskelsen i byen dalet betragteligt, og under landets nedlukninger har jeg oplevet det at være i København som at gå rundt i tøj, der strammer. De mere åbne landskaber, jeg er vokset op i, har kaldt mere og mere på mig, og derfor var det også en stor lettelse, da vi sidste år købte et sommerhus på Jungshoved på Sydsjælland.
At landskaberne, stederne, rækker så langt ind i os, er en erkendelse, der bliver ved med at komme bag på mig. Hvordan min krop helt fysisk reagerer positivt på hav, enge, skove, højt græs. Hvordan det forvandler mit humør. Hvordan nogle steder, med dårlige minder, gør det modsatte.
En ny indgang i landskabet åbnede sig for et par uger siden, da jeg netop var drejet ind på halvøen sent om aftenen, og bilen – som jeg havde lånt – pludselig udåndede med de tiltagende mørke marker omkring mig. Jeg forsøgte at ringe min veninde op, der sov, jeg talte med Falck, der rådede mig til at lade bilen stå og få den afhentet dagen efter. Så sad jeg der i mørket, i en ufrivillig meditation. Græshopperne sang omkring mig, og jeg var lige ved at henfalde til ren afslapning, indtil det gik op fra mig, at man jo ikke lige kunne få fat i en taxa herude. Jeg skulle frem til sommerhuset, der kom håndværkere klokken 7.00, det var derfor, jeg var kørt derned.
Tilhørte ukendt fællesskab
Så skrev jeg til min nabo, der er god til at redde folk. Han svarede først ikke. Så skrev jeg i områdets fællesskab på Facebook, hvad man dog skulle stille op i min situation.
Inden der var gået fem minutter, havde en håndfuld lokale i nattøj meldt sig på banen til en sen aftenafhentning. Og pludselig dukkede den anden nabo også op. Det er ikke altid klogt at ligge med sin telefon og tjekke sociale medier ved sengetid, men den aften var jeg lykkelig for os, der indimellem falder i.
Dagen efter spurgte tømreren, da jeg fortalte ham om bilens sammenbrud, helt oprigtigt – og lidt forarget – hvorfor i alverden jeg ikke havde ringet til ham. Jeg var målløs. Senere skrev en anden nabo, at hvis noget lignende skete, kunne jeg ringe til hende på alle tider af døgnet.
Hvad er det her for noget? Jeg var helt overvældet over åbenbart at tilhøre et fællesskab, jeg slet ikke anede, jeg var en del af. Et fællesskab omkring et landskab, som nu har åbnet sig.
Jeg føler mig ikke længere alene, når jeg triller igennem de mørke veje tæt på midnat.
Jeg er så tidligere ærke Københavner, men rykkede teltpælene til Falster, og kan nikke genkendende til dine oplevelser, både hvad angår naturen, og hvordan vi har et fællesskab, hvor man hjælper hinanden, hvis man kan.
Det er jo derfor det er godt at bo på landet. Der er altid en, der kan give en hjælpende hånd, når det brænder på. Enten det er med praktisk hjælp, eller når man trænger til en ar snakke med. Det kræver bare, at man kommer "ud af døren" og deltager i større eler mindre grad i det lokale liv, men deltager.