Klumme

Vi bliver ved med at fortælle hinanden en løgnehistorie om, at lykken er lige om hjørnet

Hvordan går det? Det går faktisk meget godt. Hvem er det, vi prøver at narre? Vi fortæller os selv og hinanden, at vi er lykkelige, eller at lykken er lige om hjørnet, i stedet for at stå ved vores afgrundsdybe følelse af sammenbrud, skriver forfatter Sofie Jama i denne klumme
Hver dag knækker jeg eller er lige ved det, skriver Sofie Jama.

Hver dag knækker jeg eller er lige ved det, skriver Sofie Jama.

Debat
14. maj 2021

Sidder på en af Københavns Kommunes mørkegrønne bænke og kigger på en græsplæne fuld af eksploderende, gule mælkebøtter. Foråret har omringet mig, og alting genåbner sig. Jeg ville ønske, jeg var en af dem, mælkebøtterne, eller muld eller luft eller solsorten, der pusler rundt ved mine fødder. Noget ubevidst, og hvis disse ting skulle vise sig at være besjælede, så noget andet dødt, utænkende, ufølende.

Hver dag knækker jeg eller er lige ved det. Sådan føles det, særligt de første timer efter jeg er vågnet. Sommetider er det et mareridt, jeg kan huske, der sidder i nervesystemet som en trussel eller en gift. Men som regel ved jeg ikke rigtig, hvad det er. En angst, uro, ubehag, livslede. Grundfølelsen er tårer, der sidder i brystkassen, og som hvert øjeblik kan flyde over i mellemrummet mellem to åndedrag. Hvis jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt, kan jeg mærke mit hjerte briste ind i tårekanalerne. Er det normalt som menneske at føle, at alting er ved at falde fra hinanden, at føle, at bægeret hele tiden er ved at flyde over?

Jeg spørger, fordi jeg tror, du nok har det sådan, hvis du er ærlig. Det er ikke kun mig, der er hypersensitiv og i øvrigt ideologisk hudløs i min udmelding. Jeg er ligeglad med opbyggelighed, med ’hvad kan jeg bruge det til?’, og selv hvis jeg skulle være konstruktiv, er der vel ikke noget bedre fundament for netop det end rå oprigtighed. Hvis du et øjeblik glemmer, hvad du plejer at svare, mene, give udtryk for, lader som om, at ’det går fint’, ’det går faktisk ret godt’, ’ja, jeg har det godt’. Hvem er det, vi forsøger at narre? Mig eller dig?

Kaosset og magtesløsheden

Undskyld. Jeg vil ikke lyde fordømmende, det var virkelig ikke meningen. Jeg tror bare ikke, min knækkede tilstand er ualmindelig. Det er bare så ubærligt, at det er sådan, og, ja, hvad skal man bruge det til?

Så vi smiler, siger de ting, vi siger til hinanden, fortæller en historie om et nogenlunde lykkeligt menneske, et sundt menneske, et dynamisk menneske i udvikling, et menneske, der har indset dette og hint. Jeg selv har kun erfaret kaosset og magtesløsheden, den uudgrundelige, hjælpeløse tilstand af tiden, der går igennem mig, mens jeg mister mere og mere af mig selv.

Sandheden er, at mine krisestunder, sammenbrudthedsfornemmelsen, let og elegant besejrer mine lykkestunder i forholdet 10 til én. Og det er egentlig ikke, fordi der ikke er nok at være glad og lykkelig over. Heste, der pruster majestætisk, børn, der leger og lever og vokser. Eller forårets fantastiske dufte, der siver ind i mig, så snart jeg går ud, eller æbletræer og magnolia, der blomstrer. Bare selve det, at jeg trækker vejret. Min seng, dit kram, min kaffe, min søns smil, min mands blide kys, himlen blå, bækkens blide hvislen, det varme vand fra bruseren, når det rammer min krop. Hele verden er så smuk, og jeg ser den, virkelig, jeg ser den. Og alligevel, selv om jeg godt kan se skønheden, og selv om du minder mig om det, er det ikke nok. Jeg er stadig lige fortabt og knækket og sammenbrudt. Særligt inden eftermiddagen.

En pivfalsk fortælling

’Stakkel,’ tænker du måske.

’Hvorfor er hun ikke lykkelig, måske bare det meste af tiden? Forfatter, skribent, mor, smuk, stærk? Ja, jo, det er da klart, at livet ikke er lutter lagkage og rosendans eller bare særlig sjovt. Men alligevel? Hvad har hun at klage over?’

Stop! Det er ikke medlidenhed, jeg leder efter. Apropos opbyggelighed, hvad skulle jeg bruge den til? Jeg vil have, at du anerkender, at livet er uendeligt smukt og alligevel håbløst lidelsesfuldt. At fortællingen om lykke er pivfalsk, og alle ved det, også selv om vi fortæller den igen og igen og igen og bliver rørt over den, til tårer endda. Også selv om ungdommen ikke kan tåle at høre det, og da slet ikke vores børn. Hvad skulle der blive af alting, hvis vi stod ved livsleden og smerten og fornemmelsen af sammenbrud og forfald og det ubehag, der ledsager selve det at være menneske? Særligt inden morgenkaffen eller aftensmaden, eller lige inden man ikke kan falde i søvn.

Jeg plukker mælkebøtter til en buket og lader mine fingre blive farvet gule. Jeg ville ønske, det var mig, der blev plukket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Hüttel

av

Steffen Gliese

Ikke en af de bedste sangtekster, men klar og kynisk. https://www.youtube.com/watch?v=uYLuWH14fZI

Nicolaj Ottsen

Din klumme, som jeg godt kan se mig selv i, fik mig til at tænke på nedenstående:

»But extra ecclesiam nulla salus (uden for kirken ingen frelse); then things really become terrible, because you are no more protected, you are no more in the consensus gentium (agreement of all the people), you are no more in the lap of the All-compassionate Mother. You are alone and you are confronted with all the demons of hell. That is what people don’t know and then they say you have an anxiety neurosis, nocturnal fears, compulsions - i don’t know what. (Jung)«

Jeg ville ønske, at der i denne tid var flere, der som dig forsøgte på egen vaklende vis, at bære egen byrde og konfrontere eksistensen head-on. Fremfor, at lade enhver følelse spænde for en ideologisk vogns ofte falske kausaliteter eller skille sig af med den igennem den amerikanske op-/ud-levelses kultur. Men den sørgelig sandhed er desværre nok, at du er mere unik, end du måske selv er klar over.

Nu Steffen Gliese har åbnet ballet, kunne man måske tilføje Frank Sinatra til playlisten. https://www.youtube.com/watch?v=Sdrg7ayezXo

Jens Peder Nielsen

Jeg, og sikkert mange andre, kender godt det med at vågne næsten hver dag med følelsen af ængstelighed, håbløshed, tristhed, modstand på alt mv. Bekymring for at kunne klare dagen i dag og livet. Og først "blive mig selv" op af dagen....
Tak for din klumme.

Olaf Tehrani

De fleste af os lever normalt i det Anthony Giddens har kaldt ’a protective cocoon’.
Den gør det muligt ikke at tænke for meget på verdens ofte skæve gang og vores egen sårbarhed.
Uden denne ’cocoon’ ville vi blive overvældede af angst og smerte og derfor handlingslammede.
Under kriser og under depressive episoder kan denne beskyttelseskappe bryde sammen, og så kan man havne i netop sådan en tilstand som den, Sofie Jama så fint beskriver her.