Kommentar

Vent med store ændringer på anbringelsesområdet, til vi har et ordentligt vidensgrundlag

Der er stor diskussion om, hvorvidt flere anbringelser er en god eller en dårlig idé. Men grundlæggende mangler der kreativ og modig forskning på området, før vi kan tage beslutninger om omfattende ændringer i anbringelsessystemet, skriver klinisk børnepsykolog Lars Rasborg i dette debatindlæg
Debat
6. maj 2021

Anbringelse uden for hjemmet kan stille børn dårligere end at støtte dem hjemme. Det er hovedbudskabet i forskningen og i professor emeritus Per Schultz Jørgensen og lektor emeritus Morten Ejrnæs’ kronik i Information den 26. april. Kronikørerne foreslår på den baggrund, at regeringen dropper sit udspil om at anbringe flere børn. 

Men mine erfaringer fra praksis viser et mere broget billede, hvor gode og udviklende anbringelser også findes, om end de er få. Resultaterne af de få gode anbringelser, der findes, drukner i gennemsnitsresultater fra en forskning, der altovervejende ser på et stort antal børn, registrerer det synlige, tæller sammen og udregner gennemsnit.

Problemet er, at forskningen ikke er kreativ og modig. Den ’står af’ over for det forhold, at psyken er usynlig. At vi ikke kan se ind i børn, forældre og pædagoger og se de processer, de sætter i gang i hinanden. Den ’står af’ ved ikke at forske ud fra enkelte hypoteser, men kun registrerer synlige problemer og resultater.

Den kreativitet og det mod, som forskningen i anbringelser mangler, finder man på et helt andet felt, nemlig i naturvidenskab, for eksempel biologi. Her undersøger forskeren en hypotese på nogle få celler i en petriskål og reviderer den løbende på baggrund af de foreløbige resultater. Først når en mekanisme er påvist i denne lille skala, er der grundlag for at skalere forsøget op. Jo mere markante resultater, man opnår i den lille skala, desto mindre et problem er det, at psyken er usynlig, og desto stærkere et grundlag er der for at skalere op.

Der er en vej frem på anbringelsesområdet. Den består i en forskning, der lader sig inspirere af naturvidenskab ved at formulere specifikke hypoteser om, hvad der vil hjælpe det enkelte barn og dets forældre. Dernæst lader den engagerede praktikere afprøve hypoteserne, revidere dem og vurdere resultaterne i hvert enkelt tilfælde uden at lade gennemsnittet tælle.

Jørgensen & Ejrnæs mener, at regeringen bør droppe sit udspil om at anbringe flere børn og i stedet øge støtten i hjemmet. Mit bud er, at man helt bør vente med omfattende ændringer og i stedet sætte ind på udviklingen af et bedre vidensgrundlag.

Af Lars Rasborg, klinisk børnepsykolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viggo Okholm

Lars Rasborg:
Tro du selv på at en videnskab nogensinde kan dokumentere det enkelte menneskes sind/ psyke og reelle årsager og virkning af de forskellige påvirkninger livet giver.
Hvert individ fra barn til voksen har sikkert en form for "grundsten" også ud fra et biologisk arvemasse m.v. Men livet har et utal af påvirkninger, stemninger, følelser som i den grad påvirker det enkelte menneskes reaktioner og dette menneske skal så selv finde sin erkendelse og ansvar for de rigtige reaktioner for ham/hende i de givne situationer.
Derfor er det så forbandet svært at gøre det rigtige fordi vi /de der er magthavere med en generel viden, stort set altid vil handle ud fra de erfaringer og holdninger de har, og ja ud fra de bedste intentioner-det sidste må vi gå ud fra ellers hører alt op.
Selve ideen om tidligere fjernelse er vel taget ud fra barnets perspektiv eller med en dårlig smag /mistanke økonomi?

Dorte Sørensen

Iden med at "søsætte" små/mindre projekter og så vurderer dem løbende er da en udmærket ide.
Man kan begynde med de kommuner, der har taget hånd om hele familien og sammenligne med de kommuner der tvangsfjerner flest børn og se hvordan børnene og familien trives. Så eksemplerne er der vel allerede i dag, så der kan ske nogle vurderinger.
I mine øjne en bedre måde end bestemme sig for at flere tvangsfjernelser og tvangsadoptioner er den bedste løsning for børnene.

Kære MF og AK vil I ikke tænke jer godt om før i lovgiver om flere tvangsfjernelser som 1. prioritet.

Den type forskning ville kræve at man fulgte den anbragte fra fødslen til langt ind i voksenlivet. Selve anbrlngelsen er kun en del af den anbragtes udvikling. Livet før, under og efter anbringelsen er lige så væsentlig for hvordan en anbringelse påvirker et individ.

Vi kan simpelthen ikke vente i 30-40 år med at indhente den nødvendige viden til at forbedre anbringelses-området. Og jeg tror heller ikke på at den nødvendige viden ikke allerede er tilgængelig. Der er sgu blevet forsket i hvordan omsorgssvigt og anbringelser påvirker barnets psykiske og sociale udvikling siden 2. verdenskrig.

Så mere forskning er da altid en god ide, men at vente årtier med at forbedre anbringelser for udsatte børn er en mærkelig og skræmmende udmelding fra en klinisk børnepsykolog. Nærmest en fallit-erklæring, hvis jeg må være så grov...

- Dorte

Der er allerede megen forskning omkring hvilke type indsatser der virker bedst. Og samlet indsats overfor familien, dernæst netværkspleje, giver som regel de bedste resultater. Når man kan stille spørgsmålstegn ved denne type forskning skyldes det manglende kontrolgrupper, altså at man give udsatte børn fra de samme familier forskellige typer indsatser, så man har et reelt sammenligningsgrundlag, når man skal vurderer hvilken indsats er bedst. Og det er naturligvis dybt u-etisk at tilbyde børn hjælp med henblik på at forske i hvilken indsats er den bedste.

Men ca en 1% af en årgang anbringes, så man kunne starte med at se på hvordan anbringelser har påvirket tidligere anbragte, altså mere individuelle undersøgelser i stedet for at kigge på gennemsnittet, hvilket rigtigt nok ofte viser at anbringelser ikke har den ønskede effekt, men aldrig finder frem til HVORFOR de ikke har den ønskede effekt...

jens christian jacobsen

@David Adam
Et par kommentarer. Hvad er den ønskede effekt af en anbringelse? Hvis effekten er personaliseret som det er almindeligt inden for socialforskningen i disse år, så bliver det jo svært at træffe kvalificerede politiske beslutninger for området. Og så har den kliniske psykolog måske alligevel ret i, at der mangler reviews over disse undersøgelser. Måske du kan henvise?

- Jens

Den ønskede effekt af en anbringelse er ikke nødvendigvis personaliseret; målet er det sammen som effekten af en normal barndom, at barnet erfarer at det kan klare sig selv, samt erfarer at det kan få hjælp når det ikke kan klare sig selv. Det er imo forudsætningen for at kunne håndtere de udfordringer man møder i løbet af ens liv.

Selvfølgelig kan anbragte børn have deres individuelle problemer, ligesom ikke anbragte børn, og her bør man give dem den nødvendige hjælp, ligesom man bør hjælpe ikke-anbragte børn, ikke bare håbe på at anbringelsen er nok i sig selv.

Som jeg har skrevet om i tidligere tråde, er forekomsten af hypocortisolism et gennemgående træk hos børn og unge, som har været udsat for omsorgssvigt, og siden manglende affekt-regulering er den hyppigste årsag til både psykiske lidelser og "symptomlindring" i form af spiseforstyrrelser, selvskade, misbrug osv, burde man kigge på den omfattende forskning indenfor ptsd, omsorgssvigt og hypo/hypercortisolism. Der er blevet forsket i det i årtier, og meget kan findes på internettet. Hvis du virkelig er interesseret, kan jeg give titlerne på de rapporter, jeg personligt finder mest interessant.

Men… Jeg mener at det bedste udgangspunkt for at forbedre anbringelser er at kigge på hvordan man giver børn en tryg tilknytning i stedet for at kigge på hvilke typer indsatser der giver børn den tryggeste opvækst. Og det er der forsket en del i inden for især tilknytningsteori.

For mig er Mary Ainsworths beskrivelser af forudsætningen for en tryg tilknytning det mest logiske og enkle jeg har læst indenfor udviklingspsykologi. Også John Bowlbys teorier om indre arbejdemodeller. De bliver gennemgået i "Tilknytningsteori" og "Tilknytningsteori i praksis". "Kærlighed gør en forskel" af Sue Gerhardt er en meget interessant bog, som kombinerer neurologi med tilknytningsteori. Den danske psykolog Inge Holm har skrevet utallige blogs med samme udgangspunkt.

Peter Fonagy og Allan Schore har undersøgt neurologien bag tilknytning i utallige rapporter, hvor af en del er samlet og udgivet på dansk. Jeg er bestemt ikke enig i alle deres hypoteser, men de er inspirerende.

SFI og Vive har også udgivet utallige rapporter, som gennemgår årtiers forskning.

Og tidligere anbragte har udgivet en hamrende god bog kaldet Tabuka, som beskriver mange anbragtes gode og dårlige erfaringer med anbringelsessystemet.

Og så er ret megen forskning om de biologiske effekter af anbringelser og omsorgssvigt tilgængeligt på nettet. Men igen bør man imo ikke kigge på anbringelser per se, men almindelig udviklingspsykologi. Anbragte børn har brug for det samme som "almindelige" børn, udfordringen er hvordan man opnår det indenfor "anbringelses-rammen". Det største problem imo er at systemet svigter. Hvis du lytter til DR´s glimrende podcast-serie "kostskolen" får man en ret solid gennemgang af hvad man IKKE bør gøre, og serien er desværre meget symptomatisk for dårlige anbringelser.

De bedste bøger jeg har læst er:

Broberg, A., Grandquist, P., Ivarsson, T. & Risholm Mothander, P. (2006). Tilknytningsteori. Betydningen af nære følelsesmæssige relationer. Hans Reitzels forlag.

Broberg, A., Grandquist, P., Ivarsson, T. & Risholm Mothander, P. (2008). Tilknytningsteori i praksis. Tillknytningsteoriens anvendelse i forskning og klinisk arbejde. Hans Reitzels forlag.

Gerhardt, Sue. (2004). Kærlighed gør en forskel. Dansk Psykologisk forlag.

Fonagy, Schore, Stern. Red af Jens Hardy Sørensen. (2018).
Affektregulering i udvikling og psykoterapi. Hans Reitzels forlag.

Tabuka (google)

- Jens

ps… Når jeg skriver at 1% af en årgang anbringes, og man derfor skal lave individuelle undersøgelser, så mente jeg man simpelthen burde snakke med tidligere anbragte. Der må være et par hundred tusind individuelle anbringelsesforløb, man kunne lærer af...

jens christian jacobsen

Jeg kender tilknytningsteorierne ret godt, har undervist i dem gennem mange år ligesom mentaliseringsfolkene har mange fine anvisninger. Men det er jo almene psykologiske teorier. Det jeg mente var kritiske gennemgange (reviews) af individuelle anbringelsesforløb. Vi to har tidligere diskuteret VIVES gennemgang af '95-årgangen af anbragte børn. Og det er ikke et review, men netop - en gennemgang.
Skal man forholde sig kritisk overfor det politiske udspil ('Barnets lov') der er kommet, skal det ske på et oplyst grundlag. Og det haster. Det drejer sig jo om et politisk hotspot med regeringens kommende anbringelseslovgivning. Også selvom A. Krag ikke kan lide ordet 'anbringelse.'

jens

Ok, man kan altså ikke forholde sig kritisk til anbringelsesområdet med mindre man har læst forskning, som af logiske årsager ikke eksisterer?

Nej, du bliver nød til at kombinerer anbragtes historier og erfaringer med forskning indenfor psykologi, omsorgssvigt, tilknytningsteori osv, bruge din egen kritiske sans og drage dine egne konklusioner.

Hvis det er anbragtes historier og erfaringer du leder efter, kan jeg anbefale Tabuka, men også at følge med i foreningen De Anbragtes Vilkår, som samler og udveksler anbragtes erfaringer med henblik på at forbedre anbringelser. De har udgivet deres anbefalinger til anbringelses-reformen.

Ellers findes der utallige podcast og bøger om anbragtes livsforløb.

jens christian jacobsen

Man kan forholde sig kritisk til hvadsomhelst, nårsomhelst og hvorsomhelst. Jeg tvivler ikke på, at der findes mængder af historier om det ene og det andet inden for anbringelsesområdet. Dem kan man læse og lytte til og føle afmagt, blive rasende eller lægge fra sig med væmmelse osv osv.
Jeg skal undlade at spørge hvad de 'logiske årsager' er, som du mener er grunden til, at der kun findes få eller ingen reviews af forskning på anbringelsesområdet. Det er på baggrund af sikker viden, jeg diskuterer.

-Jens

Som underviser i tilknytningsteori må du da have gjort dig overvejelser om sammenhængen mellem utryg tilknytning og de positive / negative effekter af anbringelser? Hvad er dine tanker om hvordan man kan skabe tryggere relationer mellem anbragte børn og deres omsorgspersoner? Forskning indenfor udviklingspsykologi (også hos mentaliseringsfolkene) peger jo netop på barnets manglende tryghed som forudsætningen for udviklingen af psykiske lidelser og mistrivsel? Hvordan kan anbringelser skabe de trygge relationer som er forudsætningen for at man udvikler en tryg tilknytning, også som voksen?