Ved rundkørslen i Kalvehave, et sted, jeg ofte passerer, står en pølsevogn, der reklamerer med Langelændere. Jeg lagde ud på Facebook, om man måtte kalde en pølse for Langelænder, når man ikke måtte kalde en is for Eskimo, og blev hurtigt belært om, at pølsen er produceret af et langelandsk firma, underforstået, at firmaet havde ret til navnet. Men forskyder det ikke bare problemet? Har erhvervslivet på Langeland forhandlet med de langelandske borgere? De kan jo føle sig udnyttet og udleveret ved, at en hel øs identitet bliver brugt i kommercielt øjemed.
Nu ved jeg ikke, om der vitterligt er langelændere, der har følt sig forulempet, men man skal ikke se sig meget omkring, før man støder på forulempelser. For nylig faldt jeg i den tyske ugeavis Die Zeit over, at en gruppe canadiske studerende havde krævet et yogakursus for handicappede nedlagt, fordi det var en uretmæssig appropriation af indisk kultur. Og ligeledes i Die Zeit kan man læse, at den grønne kandidat til borgmesterposten i Berlin, Bettina Jarasch, på partiets kongres var blevet spurgt, hvad hun ville være som barn, og havde svaret ’indianerhøvding’. Så var Bettina i problemer, for ’indianer’ er jo ikke et navn, Amerikas oprindelige befolkning selv har fundet på! Der blev uro i de grønne rækker, og Bettina Jarasch måtte undskylde.
Går højrefløjens ærinde
Fra Danmark husker vi opstandelsen over en mexicanerfest på universitetet og kravet om, at grupper på rustur ikke blev tildelt lande, som de skulle repræsentere.
Og for fuldstændighedens skyld skal debatten om oversættelsen af Amanda Gormans spoken word-digt ved Joe Bidens præsidentindsættelse, The Hill We Climb, også lige nævnes. Først i Holland, som Gormans danske forlægger åbenbart havde lyttet til. Man valgte – som i Holland – en ikke-hvid oversætter, og Politikens Mikkel Krause Franzen var mildest talt ikke glad for resultatet.
Der kan være ræson i, at man valgte en spoken word-kunster som Naiha Khiljee, men kravet om, at oversætteren ikke måtte være hvid – som i Holland – fører ad absurdum. Skal man være ikke-hvid for at kunne oversætte digtet, må man vel også skulle være ikke-hvid for at forstå det? Det er opløsningen af en universalmenneskelig almenhed, som det vel er kunstens essentielle opgave at formulere, der tegner sig for enden af tankegangen.
De fleste, der vender sig imod racisme og appropriation af andres kultur, opfatter sig formodentlig som venstreorienterede. Problemet er, at de med såkaldt venstreorienterede, aktivistiske midler kommer til at gå højrefløjens ærinde. Hvad der på højrefløjen hedder danskhed, nationalisme og kristendom, hedder blandt de ’identitære’ woke-kultur, men resultaterne er de samme: udelukkelse og udskamning af anderledes tænkende, hvilket er den værste undergravning af demokratiet, der tænkes kan: At man ikke gider høre på eller forsøger at lukke munden på dem, man ikke er enig med.
Mandlige sygeplejersker
Når dette er sagt, skal det indrømmes, at jeg selv kan blive forbandet, hvis jeg føler mig misrepræsenteret eller approprieret. Da sygeplejerskerne den 22. april udsendte strejkevarsel, var det eksempelvis lykkedes TV Avisen at opspore en mandlig tillidsrepræsentant til at tale deres sag. Sygeplejerskernes løn halter i 2021 stadig bagefter, fordi de er kvinder. Tjenestemandsreformen af 1969 indplacerede dem på et lavere løntrin med den eksplicitte begrundelse, at deres indkomst var sekundær i forhold til familiens overhoved, mandens. På den baggrund virkede det mildest talt tonedøvt ikke at finde en kvindelig tillidsrepræsentant til at fremføre strejkeargumenterne. Dér kunne jeg intuitivt forstå, hvordan det må føles ikke at se sig anerkendt og respekteret i det offentlige rum.
Men med de studerendes mexicanerfest var det hvide danskere, der følte sig krænket på andres vegne – præcis som de grønne i Berlin og canadierne på Indiens vegne.
Det, der gør sagen om Amanda Gorman-oversættelsen helt bizar, er at oversætteren ikke måtte være hvid, men gerne alt muligt andet. Med andre ord skærer man al ikke-hvid etnicitet over en kam. Det er da virkelig krænkende.
Ja; Jeg har nu længe skrevet at yderfløjene til begge sider, helt naturligt, er ude på overdrevet.
Der hvor der kun kan ses "sort/hvidt" og: " Hvis I ikke er som jeg, så er I diametralt modsat".
Udskamning er et flittigt benyttet værktøj hos folk hvor holdningerne er fastlåste.
Jeg forstår den harme og smerte, der fik woke-bevægelsen til at opstå, men jeg her helt enig med Karen Syberg i, at den adskillelsens politik, der fulgte i kølvandet, er en blindgyde.
Hvordan tror de identitære, at samfund baseret på ideen om ’ separate but equal’ fungerer i praksis?
Erfaringen er jo, at man altid endte op med ’separate and unequal’!
Olaf Tehrani
Dit skriv kan jeg kun være enig i.
Det er at skyde sig selv i foden, i en retfærdig sag.
Udskamning kan være godt. Det kan være et redskab, der sætter moralske begrænsninger et samfund imellem. Det der er problemet med den såkaldte woke-kultur, er ikke at de udskammer andre, men hvad de udskammer på baggrund af - hvad deres bevismateriale for en "skammedom" er.
Og det er her at "wokisme" fejler. Det er udskamning via association, det er ikke "Du har sagt/gjort X, derfor dømmer jeg dig for at være Y", men "Du har sagt/gjort X, og fordi jeg kan associere og finde ligheder mellem dig og Z, er du skyldig i det samme som Z". Hvad ikke ville være så stort et problem, hvis ikke det var fordi nogle af disse mennesker simpelthen ikke er så gode til at skabe associationer oppe i deres hoveder.
Og det er jo også dér at der er lighed mellem identitær højrefløj og "venstre"-fløj (egentlig center-fløj). Nationalister forholder sig til nationen som en ideel abstrakt, hvor alle associationer er positive, og man dyrker sine glansbilleder og alle der udfordrer dem er forrædere.
Jeg kan godt li jazz, men jeg tænker med gru på, hvordan jazz-historien havde set ud, hvis sorte musikere kun måtte spille på instrumenter, der var opfundet i afrika.
Engang i første halvdel af 1990'erne hørte (eller så?) jeg et program, hvor musikanmelderen Torben Bille kritiserede den århusianske gruppe Cut'N'Move. Han kritiserede dem vist ikke så så meget for deres musikstil, men fordi de med hans ord "legede negere" (ja, det udtryk brugte han, men det var jo også tilladt dengang).
Torben Bille mente åbenbart, at rappet i dance-musikken kun kunne udføres af sorte mennesker.
Jeg har siden ærgret mig over, hvorfor jeg aldrig fik spurgt ham, om det i hans øjne betød, at sorte musikere ikke måtte spille værker af Mozart m.fl.
Men alt i alt: Det med, at man skal have en bestemt hudfarve for at gøre bestemte ting, er ikke nogen ny tanke.
@Erik Karlsen, de to leadsingers i Cut N' Move var sorte (okay, semi). Er du sikker på, at du husker korrekt?
Synes nu at Karen Syberg har fat i den lange ende.
Hvordan kan nogen sige at Naiha Khiljee er sort/brun, forstår jeg ikke? Hun ser meget bleg ud som den oprindelige befolkning i dette land.
Louise Hansen
04. maj, 2021 - 14:01
@Erik Karlsen, de to leadsingers i Cut N’ Move var sorte (okay, semi). Er du sikker på, at du husker korrekt?
Ja, det er jeg - rapperen var meget, meget hvid.
Og så husker jeg tydeligt Torben Bille, da han sagde det.
Dengang havde vi jo ikke de muligheder for at reagere hurtigt på nettet, som vi har nu, for så havde jeg ganske sikkert kommenteret det dengang.
Synes det er lidt som at læse eksempler på erstatningssager fra det amerikanske retssystem - man finder og bruger de mest outrere for at påpege hvor tossede amerikanerne er. For mig handler woke om at udfordre institutionelle skævheder som har en medfødt karakter. Det kan da kun være positivt, når det usynlige bliver gjort synligt i vores egen magtkultur, og at de som har draget fordel af privilegier bliver udfordret. At udsagn udfordres er vel kun et sundhedstegn på at sproget og kulturen udvikler sig og at flere får adgang til et liv på delte premisser.
Synes det er lidt som at læse eksempler på erstatningssager fra det amerikanske retssystem - man finder og bruger de mest outrere for at påpege hvor tossede amerikanerne er. For mig handler woke om at udfordre institutionelle skævheder som har en medfødt karakter. Det kan da kun være positivt, når det usynlige bliver gjort synligt i vores egen magtkultur, og at de som har draget fordel af privilegier bliver udfordret. At udsagn udfordres er vel kun et sundhedstegn på at sproget og kulturen udvikler sig og at flere får adgang til et liv på delte premisser.
Akkurat, Torben Staur.
Woke-kultur og identitespolitik er ikke venstreorienteret. Det er en misforståelse. Tolerance og retfærdig fordelingspolitik er venstreorienteret.
I Sverige er det ved at blive en mikroaggression at kalde en gravid kvinde for en kvinde. Det er nemlig kønsdiskriminerende mod mindretallene.
Så mens de hjemløse på gaderne hutler sig igennem, mens fattige børn dropper ud af skolesystemet, og mens lagerarbejdere bliver fyret for at løbe et sekund for langsomt, retter man al opmærksomheden på, om det er kønsdiskriminerende at kalde en gravid kvinde for en kvinde.