Velkommen til FOLK, Informations daglige sladderspalte, hvor ingen er for høj, og ingen er lav nok til at flyve under radaren.
Elon Musk I
Den magtfulde tech-milliardær Elon Musk var ugens gæstevært i det amerikanske satireshow Saturday Night Live, der ellers plejer at sætte skuespillere til den tjans. Åbningsmonologen var kejtet fremført, og selvironien virkede påtaget. Til gengæld var hans mor, Maye Musk, også med.
Elon Musk II
Elon Musk nævnte, at han er den første gæstevært med Aspergers i programmets historie. »Eller den første, der indrømmer det,« tilføjede han. Den oplysning om ham er ny. I løbet af live-udsendelsen dykkede kursen på kryptovalutaen Dogecoin, som Elon Musk ellers promoverer.
Kaya Toft Loholt
Lørdag aften uddelte Danske Filmkritikere Bodilprisen, og som den yngste nogensinde vandt 13-årige Kaya Toft Loholt prisen for bedste kvindelige hovedrolle. Hun spiller rollen som Emma, hvis far springer ud som transkvinde, i En helt almindelig familie af Malou Reymann.
Andre Bodilprisvindere
En helt almindelig familie er Malou Reymanns debutfilm, som hun fik Arbejdernes Landsbank Talentprisen for. Priserne for årets bedste film og årets manuskript gik til Druk, og Mads Mikkelsen vandt prisen for årets mandlige hovedrolle. Årets Æres-Bodil gik til de danske biografer.