Agurketiden, alias The Silly Season, falder tidligt i år.
Normalt skal vi hen sidst i juli eller først i august, før nedrige personer på den nordlige halvkugle holder op med at foretage sig nedrige ting og i stedet tager på stranden.
Uden dårlige nyheder, de kan rapportere, famler fortvivlede journalister febrilsk efter en hvilken som helst historie, de kan publicere, uanset hvor silly den er.
Hvad markerer agurketidens ankomst i år?
Det gør meldingen om, at USA’s Forsvarsministerium i denne måned udgiver en stor rapport om ’Uidentificerede Luftfænomener’, såkaldte UAP’er, som er den betegnelse, mennesker, der gerne vil tages alvorligt, bruger frem for den mere gængse: ’Uidentificerede Flyvende Objekter’ – UFO’er.
Dele af rapporten er allerede lækket, og der var ikke epokegørende nyt, men dog en kategorisk afvisning af, at observationer af UFO’er skulle være observationer af tophemmelig amerikansk teknologi.
Når UFO’er/UAP’er i perioder har været godt mediefyldstof, især i de flyvende tallerkeners storhedstid i 1950’erne, og nu gør comeback, har det én bestemt forklaring: Håbet om – eller frygten for – at ikkejordiske væsener besøger os. At de ’flyvende tallerkener’ med andre ord er kontrolleret af en fremmed civilisation fra rummet, der måske – måske ikke – er venligsindet.
Milliarder af planeter
Der er andre mulige forklaringer, men ingen af dem slår helt til, og nogle er lidet plausible – for eksempel den hypotese, at de mystiske flyvende objekter er ultraavanceret kinesisk eller russisk teknologi, der afprøves i amerikansk luftrum. Men hvem ville dog afprøve sine mest avancerede luftteknologier over et muligt fjendtligt territorium?
Mere hold er der i den forklaring, at UFO’er er optiske illusioner, vejrfænomener eller elektromagnetiske hændelser. De fleste påståede UFO-observationer kan utvivlsomt passe ind i en af disse kategorier. Og dog bliver der en restgruppe tilbage, hvor ingen oplagt forklaring synes mulig. Men herfra og så til at konkludere, at vi observeres af rumvæsener, er der unægtelig et stykke.
Jeg afviser selvsagt ikke, at ’rumvæsener’ kan eksistere. Den omstændighed, at der er opstået liv på denne planet, indikerer om ikke andet en mulighed for, at liv også kan være opstået på andre planeter. Og følgelig kan der også andetsteds i universet være opstået intelligent liv og teknologiske civilisationer. Det anslås, at der må være mindst ti milliarder planeter som Jorden, så i teorien kan der være millioner af civilisationer derude.
Men som fysikeren Enrico Fermi spurgte i 1950: »Hvor er de?« Logisk og matematisk er der ekstrem høj sandsynlighed for, at der findes udenjordiske civilisationer. Alligevel har vi intet som helst bevis for deres eksistens og ikke etableret nogen som helst kontakt med disse civilisationer. Findes der højt udviklede civilisationer i vores galakse, burde disse i lyset af universets høje alder på nuværende tidspunkt have spredt sig over den ganske galakse. Og så skulle vi have mødt dem – eller i det mindste have opfanget deres elektromagnetiske kommunikation.
Fermis paradoks
Betingelser for liv i universet må have eksisteret i mindst ti milliarder år. De første civilisationer må altså være opstået for meget længe siden. Ikke nødvendigvis i nærheden af vores galakse, selvfølgelig. Men hvis bare én civilisation har fundet ud af at overleve og rejse i rummet, burde den i løbet af en milliard år have spredt sig til en større del af universet – selv hvis den ikke var i stand til at rejse med lysets hastighed.
Ville den civilisation tillade, at der opstod andre civilisationer til mulig fare for den selv? Eller ville den konstant overvåge planeter med liv for at sikre sig, at den kunne nå at tilintetgøre mulige rivaler, før de bliver farlige?
Det lyder langt ude, men hypotesen er rationel og løser Fermis Paradoks. Så jo, måske er universet fuldt af liv. Der er bare ikke mange civilisationer, for en af de tidligste har i milliarder af år kvalt alle de andre i vuggen. Og undgår at kommunikere på måder, som gryende civilisationer som vores kan opdage.
Jeg tror ikke, det forholder sig sådan. Men muligheden er der. Og vil kunne forklare tilstedeværelsen af et autonomt monitoreringssystem – UFO’er – der rapporterer til hovedkvarteret om mulig ballade med den nye jordiske civilisation.
Men uklart er det, hvorfor en civilisation, der er så universel, teknologisk overlegen og så mange milliarder år gammel, overvåger os via flyvende objekter, vi indimellem opdager.
© Gwynne Dyer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Det kan også bare være at de fremmet civilisationer er for langt væk. Hvis der er en civilisation 100 lysår fra jorden, vil vi se den som den var i 1921, hvor brugen af strøm var mindre end i dag og radioerne fungeret på en anden måde.
Og er den 500 lysår væk... Rummet er MEGET stort.
Desværre er jeg ikke sikker på, at USA.s fornyede fokus på UFOer er udslag af agurketid. Ej heller at der er ”én bestemt” forklaring på, hvorfor dette sker netop nu, for håbet eller frygten for besøg af andre væsener har jo eksisteret i århundreder. Derimod er det påfaldende, at det er et forsvarsministerium og ikke et hvilket som andet ministerium eller institut, der udgiver. Dernæst den ganske vist løse overvejelse om avanceret russisk eller kinesisk teknologi. Alene tanken kan nok – så vidt jeg efterhånden har forstået det amerikanske MIMAK, det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks – føre til krav om nærmere undersøgelse og dertil hørende oprustningsbehov. Men også artiklens udlægning af Fermis paradoks, at overlegne civilisationer kan have udryddet andre, er udslag af en tankegang, hvor også vi efter min mening, er alt for påvirket af USA. Det første, der tænkes på, er åbenbart, om man møder en potentiel fjende – ikke en ven. Det er en syg tankegang, domineret af paranoia. Akkurat som den enkelte amerikaners frygt vises ved personlig bevæbning – såvel som det kolossale (og afsindige) militærbudget, der langt overgår alle andres – og som også vi bliver misbrugt til at bidrage til.
Nej fredens diskurs er forsvundet. Vi hører om krig, konfrontation, fjender, trusler i et væk – men næsten ikke om dialog, sameksistens, forsoning, fred, konfliktløsning ved ikke-vold. Det næste er så nok, at løgnene om ”truslen” fra Rusland, der nu får tilskud af ”truslen” fra Kina – bliver suppleret med ”truslen” fra rummet. Der er allerede godt gang i USA. Forberedelse til krig i rummet, bevæbning af stationer på månen, osv. Ja, militærindustrien kan ikke få nok. Lad USA slås med deres egen paranoia – men vi (og Information) har et ansvar for ikke at gribes af den.