Klumme

Det var ikke bare sejren, vi jublede over i Parken. Det var alt det, den symboliserer

Min familie og jeg sad i landsholdstrøjer på Øvre C og blev badet i fadøl mandag aften. Det var et drama, hvor endnu en skuffelse konstant lurede. Men det hele endte i en euforisk fest og en tiltrængt optur efter måneder med nedlukning og restriktioner, skriver journalist Kristian Villesen i denne klumme
Hele Danmark jublede efter Danmarks sejr over Rusland. Det var den indefrosne fest, som vi endelig fik lov at holde denne sommeraften.

Hele Danmark jublede efter Danmarks sejr over Rusland. Det var den indefrosne fest, som vi endelig fik lov at holde denne sommeraften.

Helena Lundquist/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Debat
23. juni 2021

Vi hoppede allerede op og ned, da jeg søndag morgen ved et lykketræf fik fingrene i fire billetter til Rusland-kampen i Parken mandag aften: Nu skulle vi fandeme have en god oplevelse oven på de mange skuffelser og begrænsninger, de seneste 16 måneder har budt på!

Vi er naturligvis privilegerede, så forstå mig ret. Mange har lidt væsentligt større afsavn under pandemien end to helt almindelige raske, danske drenge på otte og 11 år – ligesom mange lande har været og er ramt langt hårdere end Danmark, hvor det daglige smittetal er på hastig retur. Men at coronaen har haft stor negativ betydning for vores liv er indiskutabelt – og når man er otte år, så er 16 måneder en stor del af det liv, man kan huske. Der har været frustrerende hjemmeskoling, stressede forældre og den ene aflyste klassetur og spejderlejr efter den anden. Min yngste søn er blevet så bange for bakterier, at han vasker hænder 10-15 gange om dagen. Vi trængte til noget godt. Det var ikke bare Danmarks videre færd i EM, der var på spil, det var større end det.

En overgang til noget nyt

Og vi fik som bekendt noget godt – siddende på Øvre C iklædt landsholdstrøjer af forskellige årgange. Når man er otte år, er det totalt optur at få malet et dansk flag i hele hovedet, når man er 11 år, er det noget af det værste, man kan forestille sig, så sådan så vi ud.

Alle kender kampens forløb, men dramaet var jo vanvittigt, så jeg beskriver det lige kort set fra vores pladser.

Privatfoto

Først målet til 1-0 ud af det blå af det unge talent, Mikkel Damsgaard, som tog sagen i egen hånd efter en nervøs start. Vanvittig jubel og de første fadøl i nakken. Så det Jesper Olsen-inspirerede mål i 2. halvleg, hvor man tænkte: Nu er sejren hjemme, og fadøllene for alvor væltede ned over os. Kort efter målet til Belgien, som udløste lignende jubelscener og en ekstatisk tro på, at vi ville gå videre.

Men så den dramaturgisk perfekt opbyggede spændingskurve med nedturen kort før slutningen, hvor målet til Belgien blev annulleret, og Rusland fik et straffespark inden for samme minut. Var det hele virkelig til ingen verdens nytte? Ville det bare blive endnu en skuffelse? Jeg hører til den fløj, som synes, at den tragiske start på EM med Christian Eriksens hjertestop efterhånden har fyldt nok – men også den oplevelse betød unægtelig noget her. For skulle det virkelig være den forfærdelige Finlandskamp, der betød, at vi til sidst ikke ville gå videre fra gruppespillet?

Nej, det skulle det ikke!

Belgien scorede igen. Jubel og brøl. Det hele var nu i live, men stadig ulideligt skrøbeligt! Vi sad ud for det russiske mål i 2. halvleg med perfekt udsyn. Vi kunne se bolden trille ud af feltet efter de to brændte kæmpechancer, og vi kunne se Andreas Christensen komme løbende imod den med høj fart og god plads. Og vi kunne følge bolden hele vejen, da den borede sig igennem det russiske forsvar og helt op i netmaskerne.

Pandemier er uforudsigelige, vi ved ikke, hvad fremtiden bringer. Men for mig og min familie – og for Parken og helt sikkert også for en betydelig del af danskerne kan Andreas Christensens mål til 3-1 komme til at markere en form for afslutning. En overgang til noget nyt og bedre.

Den indefrosne fest

Stemningen på Øvre C var uvirkelig. Det hele føltes også lidt forbudt, og det var den helt rigtige følelse at opleve, ikke mindst for min yngste. Der var high-fives, skrål, sang, hoppende roligans overalt.

Jeg kender ikke Sundhedsstyrelsens anbefalinger, når det kommer til at hælde egne drikkevarer ud over andre mennesker, men vi var nu gennemblødte. De øl, som ramte os ved Mæhles 4-1 mål gjorde hverken fra eller til. Det var den indefrosne fest, som vi endelig fik lov at holde denne sommeraften.

Efter kampen løb spillerne lykkelige rundt, og vi tiljublede dem og Kasper Hjulmand, som så ud til at have sit livs aften. På vej ned ad betontrappen sang vi »Re-Sepp-Ten« så højt, at jeg stadig kan høre det runge. Vi gik lige bag en imponerende tenor, som kunne ramme alle de høje toner: »Vi’ humør og støvlekrudt / vi er nederlag forbudt / vi’ kulør og glade fans / vi’ de danske roligans.«

Vi kørte hjem igennem byen i ladcyklen. Gothersgade var så proppet af jublende fans, at vi måtte ændre ruten. På Kongens Nytorv gav mine børn high-fives til en gruppe tilfældige, landsholdstrøjeklædte danskere, og da vi kørte over broen til Christianshavn, var hele byen bag os en stor, jublende og lykkelig summen.

Serie

Information tager til EM i fodbold

I fire uger kæmper 24 nationer om at være Europas bedste i verdens største sportsgren. EM-dramaet folder sig ud i 11 europæiske værtsbyer, inklusive København. Information stiller i stærkeste opstilling med Bo Walther Kampmann, Cathrine Lundager og Martin Østergaard-Nieslen og leverer den intellektuelle dækning af EM i fodbold med analyser, portrætter, baggrunde og anekdoter.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

fint at de vandt, men så alligevel: der er i forvejen væg-til-væg og 24/7 dækning af dette på alle kanal og nu selv i Information, hvor er der snart plads til alle os, der er ligeglade med at se folk dyrke sport?

Katrine Damm, Maj-Britt Kent Hansen, Niels-Simon Larsen, Herdis Weins, Torben Arendal og Benny Larsen anbefalede denne kommentar
Jonathan Larsen

Fed historie. Det må være et fedt minde for et ungt menneske ;).

ingemaje lange, Torben Nielsen og Niels Jakobs anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Er det ok at være nationalist når bare det er ifm. fodbold??

Christian Mondrup og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

Tillykke med den oplevelse og tak for din personlige reportage. Jeg kan også godt lide avisens sporadiske, men velskrevne og oplysende fodboldartikler om dette og hint.

Niels-Simon Larsen

Professionel sport og Inf. passer ikke sammen ideologisk, men da interessen er for stor, vælger avisen at gå med. Det må man så leve med, men for fa’en hvor er det åndssvagt, hvad der foregår.

Katrine Damm, Maj-Britt Kent Hansen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Naturligvis er professionel sport åndsvagt på mange måder. Men måske kunne den lidt selvhøjtidelige og eftertænksomme del af befolkningen lære lidt af det kropslige, dynamiske og lynhurtige samarbejde som godt fodboldspil også kan være -og var i aftes. Lidt dyr er der trods alt tilbage i de fleste af os.
Tænk også på moralen i H. C. Andersens eventyr om Klodshans og Svinedrengen når forargelsen overvælder dig.

Torben, jeg er en af de selvhøjtidelige, hvad det så end er, fint nok med fodbold, men det behøver da ikke at være væg-til-væg dækning af samtlige outlets, så man ikke kan få fred et øjeblik. Der er da vel noget der hedder public service, og selvom bolden er til glæde for mange danskere, er der stadig langt flere, der er lige så lykkelige uden.

Maj-Britt Kent Hansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Den professionelle sport er en stor pengemaskine, der ruller, og diktaturstater er for os ingen hindring for indtjening.
Man kan også spørge, hvorfor der er så stor begejstring for det at vinde? Der må være noget i vejen med selvvurderingen. Byen koger en sådan aften og bobler af nationalisme. Vi har førertrøjen på, men den professionelle sport er ødelæggende. Se det nu, som det er!

Maj-Britt Kent Hansen

Selv om jeg altid har afskyet Oddset-reklamen "Der er så meget, kvinder ikke forstår" for dens chauvinisme, så har jeg dog overvejet, om der er noget om det ifm. fodbold.

Og hvad Public Service angår, er det en by i Rusland - ikke mindst i disse uger.

Så kan man ty til Netflix med flere og støtte kapitalen ad den vej.

Men nu går jeg så i biografen til første forestilling kl. 12 og ser The Father. Nærmest en gyser om demens. Om en far og hans datter.

Torben Nielsen

Det er for let at forarges over professionel fodbold og en fodboldsejer over Rusland.

Nok er der kapitalistiske pengemaskiner bag det hele. Men her kan de fleste i det mindste få øje på den. Det samme mes publikummet -klaphattene. Men den kører mange andre steder i vores overforbrugende luksussamfund uden at vi render rundt med klaphatte på.
Det der har forarget mig mest ved det aktuelle eksempel var den ekstreme opmærksomhed det ulykkelige hjertestop fik, der startede hele hysteriet. Aldrig aldrig har et hjertestop da fået så meget opmærksomhed. Selvfølgeligt er det chokerende at opleve den slags, at blive mindet om livets forgængelighed. Men hvad med alle de andre hjertestop og uhyggelige hændelser andre steder i verden?

ingemaje lange, Niels-Simon Larsen og Søren Bro anbefalede denne kommentar