Med Bertel Haarders pensionering siger vi farvel til en ministertype, der altid stillede op

»Bertel Bims forstyrret i risengrøden: ’Pis mig i øret’« Sådan lød Ekstra Bladets overskrift, dagen efter den daværende sundhedsminister i 2010 havde overfuset en DR-journalist. Næsten 700.000 gange er klippet af den rasende minister – som var blevet forstyrret i risengrøden og stillet spørgsmål, som han ikke havde kunnet forberede sig på – blevet vist. Klippet er sjovt, og i pinlighedsgrad er vi langt over Klovn-niveau, men det er også sigende for den måde, politikere af Bertel Haardes type omgås pressen. Den 73-årige Haarder går på pension ved næste valg, og med ham forsvinder også den sidste minister af den gamle skole, når det kommer til tilgængelighed.

I denne måneds udgave af Fagbladet Journalisten fortæller Haarder, at han intet fortryder i sit forhold til pressen og offentligheden. Heller ikke risengrød-interviewet. Hvis man lige skal tolke lidt på det, så fortryder han måske nok selve interviewet – som han i øvrigt også har undskyldt – men han fortryder ikke den tilgang til pressen, som er årsagen til, at risengrød-interviewet endte, som det gjorde. Bertel Haarder var som minister – og er stadig som politiker – meget tilgængelig. Alle journalister har hans nummer, og man kan bare ringe, så tager han den og svarer på spørgsmål. Det var allerede lidt skørt, da jeg som helt ung journalist kom til Information i starten af 00’erne. Jeg husker, hvordan jeg – lidt nervøst – flere gange ringede ministeren direkte op. Bertel Haarder holder ofte nogle ret lange pauser, inden han svarer på spørgsmål, og det gjorde mig endnu mere nervøs. Var mine spørgsmål virkelig så dumme? Sikkert, men jeg tror egentlig bare, at pauserne skyldes, at han giver sig tid til at tænke over, hvad han skal svare – at han ikke ligger under for en forventning om højt tempo og hurtige svar.

Tilsidesætter egne behov

Bag Bertel Haarders pressestrategi ligger tilsyneladende et oprigtigt ønske om at være til tjeneste. En holdning om, at man som minister og politiker har en pligt til at svare på de spørgsmål, som journalisterne stiller på vegne af befolkningen. Det er en old school – måske ligefrem uprofessionel – og helt sikkert uddøende holdning, men den er ikke desto mindre anerkendelsesværdig.

Der er selvfølgelig også eksempler på, at Bertel Haarder ikke har ønsket at stille op til interview og eksempler på, at han måske ikke har givet de mest fyldestgørende svar. Men det kan også skyldes, at han simpelthen ikke har kunnet rumme det hele. Risengrød-interviewet er udtryk for det samme. Han stiller sig endnu en gang til rådighed, tilsidesætter egne behov repræsenteret ved risengrøden, han skulle spise med sin kone, og så kommer der nogle spørgsmål, som han sandsynligvis gerne ville svare på – men som han simpelthen ikke har kunnet forberede sig på. Det bliver for meget for ham, og til sidst råber han »pis mig i øret«. Journalister kan vitterlig være både urimelige og irriterende, så de fleste vil nok kunne forstå ham, selv om reaktionen er til den heftige side.

Intet interview, ingen fejl

Alle har set og hørt ministre, som i et interview eller på pressemøder svarer det samme, uanset hvad journalisterne spørger dem om. Nemlig den sætning, som de har udarbejdet og nøje indøvet med deres spindoktor inden interviewet (jeg kan ikke lade være med at tænke, at man burde spørge dem om noget helt åndssvagt, »Hvad fik du til morgenmad?« for eksempel, bare for lige at se, om man ville få det samme svar igen). Hvis man følger den strategi, så kommer man aldrig til at råbe »Pis mig i øret!«, for den sætning er ikke en del af spindoktorens oplæg. Hvis man helt nægter at stille op til interview – hvilket er en strategi, som mange ministre i både tidligere og i særdeleshed den nuværende regering sværger til – ja, så kommer man heller ikke til at sige noget dumt. I virkeligheden er det meget mere pinligt end risengrød-interviewet. Bertel Haarder er den sidste af den ministertype, som ser det som en del af jobbet, ja, som en pligt, ligefrem, at svare på spørgsmål – uanset hvor dumme de så end måtte være. I den henseende vil han blive savnet.