»Bertel Bims forstyrret i risengrøden: ’Pis mig i øret’« Sådan lød Ekstra Bladets overskrift, dagen efter den daværende sundhedsminister i 2010 havde overfuset en DR-journalist. Næsten 700.000 gange er klippet af den rasende minister – som var blevet forstyrret i risengrøden og stillet spørgsmål, som han ikke havde kunnet forberede sig på – blevet vist. Klippet er sjovt, og i pinlighedsgrad er vi langt over Klovn-niveau, men det er også sigende for den måde, politikere af Bertel Haardes type omgås pressen. Den 73-årige Haarder går på pension ved næste valg, og med ham forsvinder også den sidste minister af den gamle skole, når det kommer til tilgængelighed.
I denne måneds udgave af Fagbladet Journalisten fortæller Haarder, at han intet fortryder i sit forhold til pressen og offentligheden. Heller ikke risengrød-interviewet. Hvis man lige skal tolke lidt på det, så fortryder han måske nok selve interviewet – som han i øvrigt også har undskyldt – men han fortryder ikke den tilgang til pressen, som er årsagen til, at risengrød-interviewet endte, som det gjorde. Bertel Haarder var som minister – og er stadig som politiker – meget tilgængelig. Alle journalister har hans nummer, og man kan bare ringe, så tager han den og svarer på spørgsmål. Det var allerede lidt skørt, da jeg som helt ung journalist kom til Information i starten af 00’erne. Jeg husker, hvordan jeg – lidt nervøst – flere gange ringede ministeren direkte op. Bertel Haarder holder ofte nogle ret lange pauser, inden han svarer på spørgsmål, og det gjorde mig endnu mere nervøs. Var mine spørgsmål virkelig så dumme? Sikkert, men jeg tror egentlig bare, at pauserne skyldes, at han giver sig tid til at tænke over, hvad han skal svare – at han ikke ligger under for en forventning om højt tempo og hurtige svar.
Tilsidesætter egne behov
Bag Bertel Haarders pressestrategi ligger tilsyneladende et oprigtigt ønske om at være til tjeneste. En holdning om, at man som minister og politiker har en pligt til at svare på de spørgsmål, som journalisterne stiller på vegne af befolkningen. Det er en old school – måske ligefrem uprofessionel – og helt sikkert uddøende holdning, men den er ikke desto mindre anerkendelsesværdig.
Der er selvfølgelig også eksempler på, at Bertel Haarder ikke har ønsket at stille op til interview og eksempler på, at han måske ikke har givet de mest fyldestgørende svar. Men det kan også skyldes, at han simpelthen ikke har kunnet rumme det hele. Risengrød-interviewet er udtryk for det samme. Han stiller sig endnu en gang til rådighed, tilsidesætter egne behov repræsenteret ved risengrøden, han skulle spise med sin kone, og så kommer der nogle spørgsmål, som han sandsynligvis gerne ville svare på – men som han simpelthen ikke har kunnet forberede sig på. Det bliver for meget for ham, og til sidst råber han »pis mig i øret«. Journalister kan vitterlig være både urimelige og irriterende, så de fleste vil nok kunne forstå ham, selv om reaktionen er til den heftige side.
Intet interview, ingen fejl
Alle har set og hørt ministre, som i et interview eller på pressemøder svarer det samme, uanset hvad journalisterne spørger dem om. Nemlig den sætning, som de har udarbejdet og nøje indøvet med deres spindoktor inden interviewet (jeg kan ikke lade være med at tænke, at man burde spørge dem om noget helt åndssvagt, »Hvad fik du til morgenmad?« for eksempel, bare for lige at se, om man ville få det samme svar igen). Hvis man følger den strategi, så kommer man aldrig til at råbe »Pis mig i øret!«, for den sætning er ikke en del af spindoktorens oplæg. Hvis man helt nægter at stille op til interview – hvilket er en strategi, som mange ministre i både tidligere og i særdeleshed den nuværende regering sværger til – ja, så kommer man heller ikke til at sige noget dumt. I virkeligheden er det meget mere pinligt end risengrød-interviewet. Bertel Haarder er den sidste af den ministertype, som ser det som en del af jobbet, ja, som en pligt, ligefrem, at svare på spørgsmål – uanset hvor dumme de så end måtte være. I den henseende vil han blive savnet.
Jeg har min helt private mentale "Hall of fame" til mennesker, som virkelig har gjort en forskel. I denne hal står også statuer af mennesker, jeg ikke er politisk enig med. En af dem er Bertel Haarder. Især erindrer jeg én udtalelse:
»Vi får ballade uanset, hvad vi gør. Så vi kan lige så godt gøre det rigtige.«
Bertel, jeg ønsker dig et godt otium
Fedt citat.
Kan bruges af alle.
Bertel Haarder er heller ikke min kop te, men et autentisk menneske hvor pendulet kan svinge til yderkanterne af det følelsesmæssige spekter.
Undskyld men kan en minister ikke blive for åben. Fx så husker jeg i 1980'erne mv.Bertel Haarder fra i sin minister bil forslå dit og dat . Så næste morgen/dag er de forslag ændret til noget andet dit og dat.
Det var også BH der fik beskåret lægeuddannelsen, sygeplejeskeuddannelsen osv. hvilket samfundet lider under i dagens Danmark. Bare for at huske nogle af hans "bedrifter".
Men også herfra ønsket om et godt otium.
Få politikere har i løbet af en alt for lang karriere formået at ødelægge så meget af et engang kontingent og charmerende samfund.
Én eneste god ting fik Haarder indført, og det var den nuværende SU-ordning, som han dog selv hæmningsløst siden har været med til at forringe.
Han er første ansvarlige for gymnasiets demise - først i form af supermarkedsgymnasiet, siden discountsupermarkedsgymnasiet.
Jeg kan da også citere ham: Pis mig i øret, jeg skal hjem og have min risengrød.
Steffen Gliese - BH fik først ødelagt handelsskolerne og de øvrige erhvervsskoler - så kom turen til gymnasierne, men var det ikke under Ulla Tørnæs?
Steffen Gliese skrev:
»Få politikere har i løbet af en alt for lang karriere formået at ødelægge så meget af et engang kontingent og charmerende samfund.«
Ganske rigtigt, også "få" er rigtigt, for der er et par andre politikere, hvis forestilling om forbedringer har ført til nogle gevaldige nedrivninger, men flertallet satser på "liberal planøkonomi" (=konkurrencestat).
Gæt navnet på en politiker der i 2008 skrev:
"For det er nu engang finere at være akademiker end at være håndværker. Ja, hvis ”fin” betyder ”højt agtet”, er det uomtvisteligt rigtigt. Men det er samtidig drønuretfærdigt. Det, som agtelsen bør afhænge af, er - foruden de personlige egenskaber - om man er dygtig til det, som man beskæftiger sig med. Bør man ikke have større respekt for en dygtig tømrer end for en dårlig læge? Det synes vi, og vi synes også, at den dygtige tømrer og en dygtig læge børe agtes lige højt."
Det kunne lyde som et uddrag af et arbejderpartis drejebog, men ...
Som skrevet, så er Bertel Haarder ikke min kop te, men er man demokratisk sindet så respekterer man sine modstandere så længe de opererer indenfor lovens rammer.
Jeg husker da Mogens Lykketoft trådte tilbage og gik på pension fra folketinget.
efter valgnederlaget til Anders Fogh. Da han skulle afholde sin tale var der direkte TV fra Venstres grupperum. Mange unge "venstreløver" brød ud i jubel og råbte mens Lykketoft holdt sin tale.
Så vidt jeg husker var det Pia Christmas-Møller der tyssede på dem med et vredt ansigtsudtryk.
Det kalder jeg respekt for en politisk modstander.
Skæld ud og hånen overlades gerne til de tankeløse. de unge kan man dog tilgive da de ikke er så livserfarne endnu.
I så fald var det det konservatives grubberum.
Eller også var det en anden højt rangerende kvindelig politiker.
;-)
I så fald var det det konservatives grubberum.
Eller også var det en anden højt rangerende kvindelig politiker.
;-)
"Grupperum".
Det kører ikke rigtigt !