Læserbrev

Der er brug for grundlæggende færdselsregler for onlinedebatten

Det er ikke nok at sige, vi skal holde den gode tone på sociale medier, for hvordan skal vi gøre det? Med ti guidelines fra Dansk Ungdoms Fællesråd til at tage personligt ansvar i onlinedebatten forsøger vi at vise vejen, skriver Lise Coermann Nygaard og Marek Azoulay Jørgensen fra DUF
Debat
4. juni 2021

Ifølge Dansk Ungdoms Fællesråds demokratianalyse fra 2020 undlader 57 procent af de unge at deltage i debatten online på grund af den hårde tone.

Tonen online er hård. Det er vi enige om. Men hvordan kan vi ændre den?

Med DUF’s ti guidelines til at tage personligt ansvar i onlinedebatten har vi kastet os ind i kommentarsporet som fredsmæglere.

Men hvorfor gå ind i en kamp, der synes umulig at vinde, når internetkrigerne ofte ender med den sidste hadefulde knytnæve? Fordi vi ikke kan forvente, at internetkrigen bliver forvandlet til en fredfyldt og konstruktiv debat, hvis vi ikke sætter en fælles front.

Os, der gerne vil den gode debat, er heldigvis i overtal, så hvorfor har vi ikke vundet endnu? Måske fordi de fleste, som vi, har tænkt, at debatten online kun er for dem, der råber. Men det er ikke rigtigt, det er blot den kultur, der eksisterer.

En kultur, som bliver skabt af os alle sammen i fællesskab. En kultur, hvor deltagelse i denne onlinedebat svarer til at køre bil uden at have fælles færdselsregler. Uden fartgrænser for, hvornår noget er uacceptabel adfærd, og uden vejstriber, der viser, hvor langt vi vil acceptere, at andre går, før vi siger stop.

Måske kan ti guidelines ikke med et snuptag ændre kulturen. Men hvis vi alle bruger de ti guidelines som redskab til, hvordan vi kan tilgå kampen, er der mulighed for reel forandring. Hvis en vanvidsbilist torpederede et villakvarter, så ville de færreste være passive tilskuere. Vi ville gribe ind – om ikke andet for at hjælpe og støtte de tilskadekomne. Det kan vi også gøre online ved et klik på ’like-knappen’ til den, der sætter spørgsmålstegn ved en hadefuld kommentar.

De nye guidelines er handlingsanvisende og bevæger sig ud over påmindelsen om, at vi skal ’holde den gode tone’ – for hvordan holder vi den? Det svarer til, at sundhedsmyndighederne sidste år blot havde givet anbefalingen: ’Husk god hygiejne’. Det, kan vi alle sammen blive enige om, er en god idé, men hvordan?

Så hjælp os med at kæmpe kampen for at stoppe harmonikasammenstødet af hadefulde kommentarer. Du kan starte med førstehjælp i form af ’likes’ til dem, der gør det godt, eller ved at sige fra, når nogen overskrider vejbanegrænserne for god onlineopførsel.

Lise Coermann Nygaard og Marek Azoulay Jørgensen er frivillige i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her