Kommentar

Coronakrisen har vist, at en ekspansiv finanspolitik virker. Det skal vi huske ved næste krise

Den økonomiske og finanspolitiske håndtering af coronakrisen har været en bragende succes, som fuldstændig har underkendt årtiers nyliberal markedsfundamentalisme. Det er afgørende, at vi husker disse erfaringer, når næste krise indtræffer, skriver Pelle Dragsted i denne klumme
At staten betalte en god del af lønnen til de lønmodtagere, der blev sendt hjem under coronakrisen, forudsat at virksomhederne holdt fast på dem, var med til at forhindre titusindvis af afskedigelser og konkurser.

At staten betalte en god del af lønnen til de lønmodtagere, der blev sendt hjem under coronakrisen, forudsat at virksomhederne holdt fast på dem, var med til at forhindre titusindvis af afskedigelser og konkurser.

Sarah Hartvigsen Juncker

Debat
1. juli 2021

Det er endnu for tidligt at gøre hele boet op efter coronaepidemien. Men én ting ved vi allerede: Nemlig at Danmark rent økonomisk har klaret sig formidabelt gennem krisen. For et år siden så vi ned i en økonomisk afgrund med udsigt til et fald i BNP, som vi ikke havde set siden 1930’ernes økonomiske krise.

Betydelige dele af økonomien blev lukket ned for at stoppe spredningen af epidemien, eksporten dykkede og globale produktionskæder brød sammen. Nu blot et år efter står vi på vej ind i et nyt opsving med en bundsolid økonomi, lav arbejdsløshed og såkaldt økonomisk overholdbarhed, som betyder, at vi på sigt får flere penge i statskassen, end vi skal bruge.

At vi står i den situation, er absolut ingen tilfældighed. Det er resultatet af, at det politiske flertal gennemførte et markant og opsigtsvækkende brud med den måde, man i de seneste årtier har ført økonomisk politik på. Det første store brud var tilsidesættelsen af budgetlovens underskudsgrænser, der betød, at man på kort sigt kunne øge statsgælden markant og dermed øge de offentlige udgifter.

I stedet for at skære ned i takt med, at staten mistede indtægter, åbnede man de offentlige kasser på vid gab og gennemførte en række omfattende hjælpepakker. Vigtigst af alt betalte man simpelthen en god del af lønnen til de lønmodtagere, der blev sendt hjem, forudsat at virksomhederne holdt fast på dem. Uden den håndsrækning var titusinder blevet fyret. Også små selvstændige og freelancere fik dækket dele af deres indkomsttab, hvilket forhindrede tusindvis af konkurser.

Samtidig stimulerede man økonomien ved at lade kommunerne bryde budgetlovens normale grænser for anlægsomkostninger. Og endelig satte man dagpengeuret i stå, så ingen arbejdsløse faldt ud af dagpengesystemet under krisen.

Markedets største kunde

Den økonomiske krisehåndtering under corona kan næsten ikke stå i stærkere modsætning til den måde, årene efter finanskrisen i 2008 blev håndteret på.

Finansminister Corydon (som ikke selv havde nogen stærk økonomisk faglighed) rettede dengang fuldstændig ind efter koret af neoklassiske økonomer og deres primitive økonomiske ideer, som hårdt skåret går ud på, at enhver statslig indblanding i markedet er én for meget, fordi den slags forvrider markedskræfternes evne til at søge mod sin egen fornuftige økonomiske ligevægt.

Derfor skulle økonomien ikke understøttes for længe, og budgetdisciplinen skulle hurtigst muligt genindføres ved at skære ned på det offentlige forbrug og reducere ydelser til arbejdsløse.

Den recept førte (som mere keynesianskorienterede økonomer også advarede om) til mindre økonomisk aktivitet i samfundet og forlængede krisen betydeligt. Det er jo sådan, en økonomi fungerer. Det offentlige er den private sektors absolut største kunde.

Når plejehjem, børnehaver og skoler skærer ned på for eksempel deres indkøb eller istandsættelser, så er det jo private håndværkere og leverandører, der mister ordrer, og når offentlige ansatte fyres eller frygter en fyreseddel, så sænker de forbruget af de varer og ydelser, som private virksomheder lever af at sælge.

Man gennemførte også, netop da krisen var på sit højeste, en dagpengereform, som forkortede dagpengeperioden og gjorde det sværere at genoptjene dagpengeretten. Det medførte, at titusinder af fyrede danskere faldt ud af dagpengeperioden og dermed fik deres købekraft reduceret.

Når næste krise kommer

Økonomi er også psykologi, og når lønmodtagerklassen, som udgør flertallet i befolkningen, oplever, at deres sociale tryghed udhules, som det skete med Thorning og Corydons reformamok, så reagerer de ved at holde på pengene og spare op, hvilket fører til en yderligere svækkelse af den økonomiske aktivitet.

Den ringe håndtering af den økonomiske politik i årene efter finanskrisen betød, at det tog meget længere end nødvendigt at genoprette økonomien og nedbringe arbejdsløsheden. Derfor skal vi i dag være kisteglade for, at regeringen og det politiske flertal ikke lod sig skræmme, når Berlingskes lederskribenter i skingre toner advarede om et orgie af gældsætning.

Men det er også helt afgørende, at de erfaringer, vi har gjort, tages med videre. For kriser er tilbagevendende i en kapitalistisk økonomi, og det er derfor kun et spørgsmål om tid, før den næste rammer.

Og når næste krise kommer – uanset om det bliver de overophedede aktiemarkeder, kryptovalutaer eller gældsatte virksomheder, der udløser den – så skal vi være parate til igen at understøtte økonomien, forlænge dagpengeperioden og betale hjemsendte medarbejderes lønninger. Også selv om det på kort sigt øger gælden.

For kapitalismens kriser er kendetegnet ved at være selvforstærkende, og kun med en aktiv demokratisk stats økonomiske indgriben kan krisens konsekvenser minimeres. Det har vi genlært efter corona.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erik pedersen

Kære Pelle Dragsted; vi befinder os allerede i to (2) kriser. Biodiversitet og klima; mener du at vækst og forbrug er løsningen på disse ? Så skal jeg da huske det ved næste valg
Mvh Hanne Pedersen

Jens Voldby Crumlin

Jeg er helt enig i Pelles kritik af den neoliberale politik efter finanskrisen. Men Pelle tager fejl når han beskriver den nuværende politik som et opgør med den neoliberale politik. Der skete en afgørende ændring i finanspolitikken da de neoliberale indså at de var nødt til at at droppe den stærke monetaristiske politik med fokus på inflationsbekæmpelse og i stedet sætte fuld tryk på forøgelsen af pengemængden for ikke at risikerer at hele korthuset væltede. Det vi ser nu er en enorm stigning i kapitalgevinster og kraftigt stigende ulighed fordi centralbankernes udpumpning af kapital ikke følges op med stigende skatter på formuer og kapitalgevinster fra aktier og fast ejendom. Det sammenholdt med de negative renter sætter for alvor skub i den stigende ulighed.
Vi opbygger nu en stigende statsgæld som de fattige kommer til at betale for samtidig med at pyramidespillet på de finansielle markeder fortsætter og udløser endnu større farer for økonomisk kollaps. Boligmarkedet er en boble men også de stadigt stigende mængder af virksomhedsobligationer der er rent junk har potentiale til at udløse en ny finanskrise.

Vibeke Olsen, Eva Schwanenflügel, Ove Skildal Nielsen, Susanne Kaspersen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Det er nogle gode konservative argumenter som fremføres i artiklen, og hvis man forsøger at indtage modsatte synspunkter, bliver det svært, for hvem ønsker større arbejdsløshed? Men alligevel. Det vi har set er verdens største, konservative revolution, 360 grader rundt og tilbage igen. Staterne verden over har pumpet mellem 85.000 og 100.000 milliarder kr. ud til bankerne, milliardærerne, aktionærerne og erhvervslivet. Disse gigantiske beløb kunne have fjernet fattigdommen i verden, men det ønskede magteliterne ikke. Vi kunne have haft en mere lige verden. Hold lige en pause og tænk det igennem.

Skal vi være glade for at økonomien snart er kommet igennem coronatiden? Ja, men hvem skal betale regningen på de et tusind milliarder som folketinget har givet ud i hjælpepakker, feriepenge m.m.? Alle erfaringer siger at der snart gennemføres reformer, dvs. sociale nedskæringer, og at ydelserne ikke stiger fremover, tværtimod. Forberedelserne er allerede fremlagt ved reform- og ydelseskommissionerne.

En ekspansiv finanspolitik virker, og det modsatte, austerity virker, men de virker på to forskellige måder. Det paradoksale er, at begge veje fører til større ulighed, men hvorfor det? Der et fast samarbejde mellem de rige redaktører på aviserne og direktørerne på TV-medierne, hvilket går ud på at fremstille landet som lige, demokratisk og empatisk lyttende til alle samfundsgrupper. Det er en markant forvrængning af virkeligheden, der står i stærk kontrast til hverdagen for de 60 % af befolkningen, dem der er ramt af reformerne. Forholdene på jobcentrene, socialcentrene, disse sager er flyttet helt ud på medier som arbejderen.dk og Information.

Det kan kun betyde en ting: At det er et mindretal der styrer landet til fordel for dem selv. Demokratiet er udtyndet for borgermagt, til fordel for toppen af samfundet. Så hvordan genetablerer vi demokratiet, hvor alle samfundsgrupper er repræsenteret? Arbejderklassen og underklassen udgør de 60 %. Vi skal op i toppen af de politiske partier, for at vinde dem til fordel for alle samfundsgrupper. Det kræver en ny analyse af, hvem de enkelte partier gavner. Hvilke partier stemmer for sociale nedskæringer. Hvordan fremlægger man resultatet for den brede befolkning?

Hvad hjælper det, at landet bliver rigere når uligheden fortsat stiger, nu på fjerde årti, og lønningerne holdes nede lige som i USA, ved kunstigt arbejdskraftsudbud. Fattigdommen, som politikerne har lovgivet om gennem reformer, cementeres af regeringen fra den røde blok. Middelklassen og overklassen fedes op af bankerne ved billige lån til ejerboliger, skattestop, skattelettelser, statstilskud til forældrekøb, starthjælp til opstart af virksomhed, ekstreme fradrag til erhvervslivet, praktisk talt ingen kontrol fra Skats side for virksomhederne, ringe kontrol af moms etc. etc.

En ekspansiv politik overfor underklassen virker også; alle får det bedre ved ikke at være trykket ned i håbløshed. Fjern fattigdommen. Fattigdomsskabelse gør det modsatte af hvad politikerne gør. Grunden til at danskerne ikke gør oprør imod den stigende ulighed på alle områder, og den stigende magtkoncentration, samt imod de love der rammer os er, at der er pumpet over et tusind milliarder ud fra statskassen, men de er givet ud selektivt, ikke til underklassen. De fattige fik nul kroner. Bankerne investerer i den øverste halvdel af samfundet. Problemet er at det er de øverste 40 %, middelklassen og op, der bestemmer, de sidder på den politiske magt, fordi de sidder på pengene og medierne. Er det demokrati?

Vi er blevet fattigere i tyve år, og er nødt til at spørge: En ekspansiv økonomisk politik, for hvem? Det svarer til at sige at ulighed virker, det var det som Socialdemokratiet, fagforeningernes top og erhvervslivet fik indført for to årtier siden: Der skulle være større ulighed! Men er der et flertal i befolkningen for dette? Vandet deler sig mellem på den ene side de ufaglærte og faglærte, og på den anden side de højere funktionærer, ledere og akademikere. Det er et klassespørgsmål. Middelklassen og op udgør 40 % af befolkningen, så er det flertallet der bestemmer i Danmark?

Når næste krise kommer – uanset hvilken slags, skal vi have lovgivet om, at samfundet ikke skal betale for erhvervslivets kriser, i stedet for skal erhvervslivet selv have indbetalt til en fond, som klarer krisen for dem. Denne type krisefond har samfundet lovgivet om over for bankerne. Vi må ikke glemme, at for få år siden havde erhvervslivet 1483 milliarder i bankerne, som de ikke vidste hvad de skulle bruge til. Med andre ord er de rige nok til selv at betale.

Ligeledes med husejerne, som har 1000 milliarder i bankerne, pensionsfondene har 4000 milliarder. Guderne må vide hvor mange tusinde milliarder bankerne og overklassen har gemt væk i skattely. Alt i alt er der titusinde milliarder kroner i samfundet. Hvorfor fanden har vi fattigdom i det hyperrige Danmark? Er det overklassens foretrukne sport at skævvride landet?

Når næste krise kommer – uanset hvilken slags, så skal vi ikke være parate til igen at understøtte de formuende, i stedet skal vi lægge en plan for at fjerne fattigdommen, flytte underklassen op til arbejderklassen og flytte begge klasser op til middelklasse.

Vibeke Olsen, Eva Schwanenflügel og David Adam anbefalede denne kommentar