Kommentar

EFC har håndteret krænkelsessager hurtigt og har for fremtiden et stærkt beredskab

Bestyrelsen på Den Europæiske Filmhøjskole, EFC, bliver i et debatindlæg i Information beskyldt for at svigte sit ansvar i »utallige« krænkelsessager. Beskrivelsen af forløbet kan vi dog ikke kende. Vi har håndteret sagerne hurtigt, og fremover vil vi have et stærkt beredskab, skriver bestyrelsen i EFC i Ebeltoft i dette debatindlæg
Bestyrelsen på Den Europæiske Filmhøjskole, EFC, har »naturligvis ikke dækket over en krænker«, skriver blandt andre Jørgen Ramskov, der netop er valgt som ny bestyrelsesformand. Han overtager posten fra instruktør Ole Christian Madsen, der fratræder på grund af »en arbejdsmæssigt meget intens periode«.

Bestyrelsen på Den Europæiske Filmhøjskole, EFC, har »naturligvis ikke dækket over en krænker«, skriver blandt andre Jørgen Ramskov, der netop er valgt som ny bestyrelsesformand. Han overtager posten fra instruktør Ole Christian Madsen, der fratræder på grund af »en arbejdsmæssigt meget intens periode«.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
30. juni 2021

I et indlæg i Information den 21. juni skriver den tidligere elev Jonas Mirza: »Bestyrelsen på filmhøjskolen i Ebeltoft har fuldstændig svigtet sit ansvar i krænkelsessager,« og tilføjer, at der er »utallige sager om krænkelser, der har hobet sig op« på skolen.

Dette er i bedste fald misvisende og tegner et billede af skolen, som bestyrelsen ikke er enig i. Der har været enkelte sager, som vi mener er håndteret hurtigt og efter bedste skøn – ikke »utallige« sager. Derudover har bestyrelsen igennem det sidste år arbejdet hårdt på at udforme et ambitiøst sæt regler og procedurer for opførsel på skolen og håndtering af krænkelser.

Vi er meget berørte af, at nogle elever har oplevet en dårlig kultur på skolen – sådan må det ikke være. Ingen på skolen må føle sig udsat eller krænket, uden at de trygt skal kunne gå til nogen med de dårlige oplevelser.

Men vi er fuldkommen uenige i påstanden om, at sagerne har »hobet sig op«. Det har primært handlet om samme sag – sagen om en lærer, der blev klaget over.

Jonas Mirza hævder, at skolens ledelse overhørte advarsler fra Texas, da den pågældende lærer blev ansat i 2016. Det er ikke korrekt. Der var rygter om upassende adfærd, og de blev undersøgt, uden at der var konkrete beviser. Det viste sig senere, at der var en klagesag mod den pågældende lærer – en klagesag, der blev annulleret. Bestyrelsen kendte ikke til sagen fra Texas før foråret 2020, men da sagen blev henlagt, har det ikke været muligt her mange år efter at finde frem til det egentlige indhold af klagen.

Bestyrelsen har naturligvis ikke dækket over en krænker. Det er ganske enkelt forkert. Tværtimod, har bestyrelsen handlet hurtigt og resolut, så snart vi havde viden om sagen.

Den korrekte tidslinje

Den korrekte tidslinje er følgende: Fra at skolen fik en klage fra en elev om den pågældende lærer, gik der tre uger, til samme lærer var fraflyttet skolen. Alle har krav på en rettighedssikret sagsbehandling, og så kan det ikke gå hurtigere. De øvrige henvendelser, Jonas Mirza omtaler, er en anonymt afsendt e-mail, hvor fire tidligere elever understøtter klagen.

Den henvendelse kom, da ledelsen allerede havde indledt sagen, så begge henvendelser kom inden for en kort periode. Påstanden om, at der har været en masse henvendelser fra elever, og at »intet skete«, er ganske enkelt usand.

Ledelsen handlede hurtigt, så snart de blev gjort bekendt med problemet. De anonyme henvendelser blev taget til efterretning, men da den konkrete undersøgelse var i gang, bidrog de ikke med nyt i sagen.

Denne korrekte tidslinje er ubekvem for historien om en bestyrelse, der har svigtet, så den ser Mirza bort fra. Det til trods for, at den er blevet fremlagt flere gange – blandt andet i bestyrelsens omfattende svar til en gruppe elever. Bestyrelsen er ikke tavs, men vi er underlagt tavshedspligt i personsager. Det står ganske enkelt i loven, det er en del af et retssamfund, der sikrer alle nogle basale rettigheder – og det princip vil bestyrelsen naturligvis fastholde.

Så når Jonas Mirza påstår, at bestyrelsens tavshed om årsagen til afskedigelser dækker over krænkelser, er det ikke korrekt – det er loven.

Omfattende beredskab

Det er rigtigt, at der i forbindelsen med sagsbehandlingen var en klodset kommunikation fra ledelsens side. Det har den nu afgående forstander beklaget og undskyldt – men hun handlede hurtigt og resolut på sagens substans. Vi anerkender, bakker op og takker for hendes samlede indsats på skolen, uagtet at hun begik fejl omkring håndteringen af sagen.

En enkelt ting er dog helt rigtigt i Jonas Mirzas indlæg. Bestyrelsen opfatter filmmagasinet Ekkos dækning af sagen som unødigt personforfølgende. Det har været svært og omkostningsfuldt for skolens ansatte, lærere og elever.

Vi fokuserer nu på fremtiden og de ambitiøse og målrettede initiativer, bestyrelsen og eleverne på skolen sammen har udarbejdet, og som alle kan læse om på skolens hjemmeside.

Det er i al beskedenhed tiltag, der måske repræsenterer det mest omfattende beredskab for en dansk højskole mod krænkelser og grænseoverskridende adfærd. Beredskabet består blandt andet i:

  1. Udfærdigelse af et særligt manifest, som er elevernes eget Code of Conduct, der løbende skal revideres af kommende årgange – et aktivt dokument, som alle elever skal tage ejerskab i.
  2. En go to-ordning for eleverne hos psykologer med grænseoverskridende adfærd som speciale.
  3. En go to-ordning for ansatte hos psykologer med grænseoverskridende adfærd som speciale.
  4. Tydeliggørelse og offentliggørelse af procedurer, når en sag skal håndteres og sanktioneres.
  5. Igangsættelse af elevundersøgelse af krænkelser fem årgange tilbage i tiden foretaget af Sex og Samfund.
  6. Igangsættelse af ansatteundersøgelse af krænkelser foretaget af Sex og Samfund.

Dette stærke beredskab skal sikre, at ingen i fremtiden vil stå alene og føle, at deres henvendelse ikke er blevet taget alvorligt. Vi forstår ikke, at der skal spredes usande påstande eller ukorrekte anklager om sager, som er så alvorlige som den her – og som fortsætter en storm på højskolen, som vi ikke finder rimelig.

Jørgen Ramskov er formand for bestyrelsen på EFC.

Lisbeth Katborg-Bjerre er næstformand.

Christina Rosendahl, Søren Kjær, Ole Christian Madsen, Mette Hoffman Meyer og Bodil Bach er medlemmer af bestyrelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her