Man skal ikke have fulgt meget med i medierne for at vide, at en af de store udfordringer i disse år er at få de unge til at vælge noget andet end gymnasiet, når de forlader grundskolen.
Næsten otte ud af ti unge har de seneste mange år vandret direkte over på gymnasiet efter 9. klasse. Kun 18 procent af de unge finder vej til erhvervsuddannelserne – også kendt under akronymet EUD – efter grundskolen. Faktisk udgør kun 23 procent af eleverne på EUD unge, der kommer direkte fra grundskolen.
I konkurrencestaten, der opstod i starten af 1990’erne, er et særdeles centralt kriterium, at borgeren ikke ligger staten til last, men er i beskæftigelse og selvforsørgende. Formålet er ikke længere at skabe demokratiske borgere, men forbrugere, der er bevidste om egen nytteværdi, og som følge af dette har uddannelsessystemet fået meget stor opmærksomhed i konkurrencestaten. Netop fordi borgeren nu ses som en forbruger og medarbejdere, som skal være med til at sikre konkurrenceevnen, nytter det ikke, hvis de unge borgere enten ikke tager en uddannelse eller tager den forkerte uddannelse og ender på overførselsindkomst.
Allerede nu, men især i fremtiden, vil vi mangle erhvervsuddannede, så for at få de unge til at vælge EUD frem for gymnasiet har skiftende regeringer gennem brede forlig forsøgt sig med forskellige tiltag, men indtil videre uden det store held.
Et af tiltagene er, at man har indført et adgangskrav til de forskellige ungdomsuddannelser, og selv om det næppe var intentionen, forstærkede man derved opfattelsen af et uddannelseshierarki, hvor nogle ungdomsuddannelser bliver vurderet som bedre end andre. Siden 2019 har adgangskravet til gymnasieretningerne HHX, HTX og STX krævet et gennemsnit på karakteren 5, mens et gennemsnit på karakteren 4 giver adgang til HF. For adgang til EUD kræves der kun et gennemsnit på karakteren 02 i fagene dansk og matematik.
Uddannelseseksplosion siden 1960’erne
For at forstå, hvorfor karaktertiltaget ikke har ført til og næppe vil føre til, at markant flere vælger at søge EUD, er vi nødt til at se på, hvad der historisk set er sket i forhold til de boglige uddannelser siden 1960’erne, hvor vi har haft det, eksperter kalder en uddannelseseksplosion inden for de boglige uddannelser.
Hvor kun fem procent af dem, der er født i perioden 1942 til 1946, har en universitetsuddannelse, gør det sig gældende for 11 procent af dem, der er født i perioden 1967 til 1971. Det er en stigning på 120 procent på 29 år.
Når vi sammenholder det med, at fremskrivningerne fra Undervisningsministeriets profilmodeller forventer, at 28 procent af den årgang, der forlod 9. klasse i 2011, vil ende med at have en lang videregående uddannelse, vil der samlet set være tale om en stigning på 460 procent i antallet af borgere, som nu har en universitetsuddannelse. Hvor det at få en universitetsuddannelse tidligere var forbeholdt de få og privilegerede klasser i samfundet, er det ikke længere tilfældet, hvilket mange af pigerne med minoritetsbaggrund er et godt eksempel på. Faktisk er vi nu i en situation, hvor man måske kan spørge, om ikke det overvejende socialdemokratiske uddannelsesprojekt har sejret ad helvede til, hvis kommende generationer vil begynde at opfatte det at læse en lang videregående uddannelse som noget, de har ret til, uanset at evnerne måske ikke rækker dertil.
Hvor folkeskolens formål i 1993 var at »give eleverne kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs alsidige udvikling«, blev formålet i 2006 at »give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere«. Fra 2006 er skolens formål primært at få de unge borgere til at forstå vigtigheden af eget engagement i forhold til uddannelse, livslang læring og ditto forsørgelse. Så det er ikke, fordi skolelederne og lærerne ikke er klar over, hvad der forventes af dem i konkurrencestaten. Spørgsmålet er i højere grad, hvad det er, folkeskolen i dag forbereder eleverne til.
Gennemsyrer selvforståelsen
Min påstand er, at for langt de fleste folkeskoler i Danmark er selvforståelsen, at formålet er at sende størsteparten af eleverne videre til ungdomsuddannelsen gymnasiet efter de første ti års grundskole. Denne opfattelse er dog ikke formuleret på skrift og ville aldrig blive italesat til en indskrivningssamtale, et forældremøde eller en skole-hjem-samtale. Hvis en skoleleder blev trukket ind til et interview i DR2’s Deadline, ville denne på det kraftigste benægte, at det var noget, skolen aktivt arbejdede med som en latent målsætning for eleverne og deres forældre.
Ikke desto mindre gennemsyrer denne selvforståelse hver eneste dag i folkeskolen og har gjort det, siden første dag eleverne startede i nulte klasse. Når jeg som uddannelsesvejleder møder eleverne i udskolingen og taler med dem, oplever jeg, at de betragter det som finere at have en universitetsuddannelse end en professionsbachelor eller erhvervsuddannelse. Og eftersom det kræver langt højere karakterer end at komme ind på psykologi- og medicinstudiet, er tankegangen hos størsteparten af de elever, jeg taler med, at det er de kloge, der bliver psykologer og læger.
At de reflekterer sådan, er ikke underligt, da uddannelsessystemet, siden de startede i nulte klasse, har medvirket til, at eleverne og deres forældre opfatter det at få høje karakterer i skolens akademiske discipliner som målet. Som det, der åbner døre på sigt og giver anerkendelse i skolen og samfundet i almindelighed. Hvis man siden nulte klasse har fået at vide, at det gælder om at være god til at læse, skrive og regne og få gode karakterer, hvem gider så vælge den ungdomsuddannelse, hvor karaktererne er lave, og alle kan komme ind? Så hvis man gerne vil have eleverne til at vælge EUD, skulle man måske begynde at se på, om den mentalitet og kultur, eleverne møder fra nulte klasser på de danske skoler, kan ændres, så gymnasiet ikke fremstår som den eneste naturlige fortsættelse efter 9. klasse.
En ond cirkel
Der findes ikke en enkel løsning, da problemet med at få unge til at vælge EUD er meget komplekst. Sociologer påstår, vi lever i en tidsalder, hvor fortidens forventninger om lineære uddannelses- og karriereforløb ikke længere holder stik, hvor identiteten er flydende, og de unge løbende skal skabe et narrativ om sig selv.
Set i den kontekst behøver man ikke være raketforsker for at se de udfordringer, erhvervsuddannelserne står over for som sælgere af en fast identitet som for eksempel murer eller frisør til en målgruppe, hvis identitet er flydende.
Men en af de ting, man kunne gøre, er at tilbyde uddannelsesvejledning til alle elever frem for kun de ikkeparate elever. For mit postulat er, at en større del af den gruppe af elever, der bliver vurderet uddannelsesparate, godt kunne være tilbøjelige til at vælge noget andet end gymnasiet, hvis blot de fik noget vejledning, der kunne udfordre dem og sætte en refleksion i gang. Som det er i dag, får de parate elever ingen individuel vejledning og bliver derved ikke udfordret på det uddannelsesvalg, de tager i 8. klasse, hvis de forbliver uddannelsesparate. Dermed bliver narrativet for eleverne, lærerne og forældrene, at EUD kun er en ungdomsuddannelse for de ikkeparate elever, og dermed fortsætter en ond cirkel, hvor erhvervsuddannelserne vurderes som en sekundavare, selv om de i virkeligheden er alt andet end det i konkurrencestatens optik.
Jens Lauge Johannesen er cand.mag. og uddannelsesvejleder
Langt de fleste elever har vel en drøm om at blive til noget. Som regel noget de andre også gerne vil. Har lige været til konfirmation med noget langt ude familie. Der blev sagt at konfirmanden havde en drøm om at få studenterhuen. Alle der kender hende mente at det ikke var det meste oplagte for hende, alle hendes gode egneskaber til trods. Gør skolen 12-årig og begynd så derfra med egentlig erhvervsrettet uddannelse. Hvad enten den er lang og teoretisk eller mere praktisk. Det betyder selvfølgelig også at gymnasiets læseplaner må blive bredere afhængig af hvilken retning man vælger.
Drop evt et krav om at læreuddannelsen forudsætter en studentereksamen, men lad håndværkere ol. blive optaget på lige fod. Det kunne være et skridt.
Man kan sagtens blive student samtidig med en erhvervsuddannelse.
Det hedder EUX.
Sådan en erhvervsuddannelse sikrer, at den unge senere i livet vil kunne videreuddanne sig.
Ofte er en manglende studentereksamen nemlig en stopklods for videreuddannelse, hvis man er kommet videre i livet og f. eks. stiftet familie.
Så virker vejen til en højere uddannelse for lang, hvis man først skal over en HF.
Så muligheden for begge dele er der.
Enig i kronikørens hovedpointe, at folkeskolen er alt, alt for gymnasierettet. Men dét skred skete altså allerede i 1993, hvor individualiseringen, projektundervisningen og ansvar for egen læring rykkede ind med fuld musik.
Kronikøren fejlciterer formålsparagraffen fra 1993, der lød: "Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling." Ændringen i 2007 havde netop til formål at gøre folkeskolen mindre elitær, men den havde overhovedet ingen effekt i så henseende.
Nej det mindste man må forlange er at en lærereksamen fordrer en studentereksamen. Men ellers er smede, malere og cand. mag'er velkomne. Min niece er først kemiingeniør, men arbejdsløshed i 90' erne gjorde at hun tog en lærereksamen og er glad for at undervise.
@Jens Peter Hansen, godt for din niece, at hun fandt sig en lille niche, når hun nu ikke kunne gøre sig som kemiingeniør. Det er ikke alle, der - som din niece - er i stand til at komme tilbage efter den nedtur. Mange ville tænke: "Hvorfor skulle jeg som kemiingeniør bedrive folkeskuleundervisning?".
Læreruddannelsen skal af mange grunde være en uddannelse på kandidatniveau, men gerne med et udvidet optag med folk der har erfaringer fra andre dele af tilværelsen. Men undervisning i linjefag skal ske ud fra en forskningsbaseret tilgang.
Og hvorfor skulle en akademisk uddannet ikke være kvalificeret til at rådgive de unge om erhvervsuddannelsesforløb - men kun de gymnasiale ungdomsuddannelser?
Louise Hansen, jeg forstår ikke helt din kommentar. På den skole jeg sluttede på var de fire som havde en akademisk humanistisk uddannelse, en var ingeniør, en hjemmehjælper en var snedker og to var laboranter. Men HF'er eller studenter var de alle.
Hvis der igen kom fag i folkeskolen, hvor det er det praktiske håndelag, det handler om, var der sikkert flere, der opdagede, at i det i øvrigt forskruede karakterræs var nok så mange, der dels ville kunne hævde sig, dels nogle, der fandt ud af, at det ikke kun er den boglige viden, der gør sig.
Som det nævnes er der stor efterspørgsel på de uddannelser, der kræver de højeste karaktersnit, og derfor konkluderer mange, at det er de bedste, der uddannes her. Hertil er at sige at uanset hvor dygtig man er teoretisk, hjælper det ikke meget, hvis man ikke kan overføre det til praktis eller er umulig at omgås. Som et gammelt ordsprog siger: Et er søkort at forstå, et andet skib at føre.