Klumme

Folk tror, jeg er skør, når jeg taler til planterne. Men samtale er vel ikke kun for mennesker

Man bliver hurtigt stemplet som skør, hvis man taler med sig selv, birketræet eller stauderne. Men hvorfor er vi mennesker så fastlåste i vores blik på samtalepartnere? Og er det overhovedet særligt smart? spørger forfatter Nanna Goul i denne klumme
Debat
8. juni 2021
Hvis jeg henvender mig til et træ og siger hej og hvordan går det, så sker der det, at jeg anerkender eksistensen af træet på en anden måde. Og jeg tror, at præcis det blik er afgørende i den klima- og biodiversitetskrise, som vi står i. At vi nærmer os træer, planter, svampe og bjerge på en respektfuld måde, en interesseret måde, skriver Nanna Goul i denne klumme.

Hvis jeg henvender mig til et træ og siger hej og hvordan går det, så sker der det, at jeg anerkender eksistensen af træet på en anden måde. Og jeg tror, at præcis det blik er afgørende i den klima- og biodiversitetskrise, som vi står i. At vi nærmer os træer, planter, svampe og bjerge på en respektfuld måde, en interesseret måde, skriver Nanna Goul i denne klumme.

For et par uger siden blev jeg irettesat i Netto. Jeg løb forvirret rundt og mindede mig selv om, hvad det egentlig var, jeg skulle finde, vaskepulver, opvaskemiddel, og det var der en dame, der ikke brød sig om. »Ih tak«, sagde hun ved hylderne med ugens spotvaretilbud, »det er jeg virkelig glad for, du deler med mig«. Det var ironi, må man forstå, hun var faktisk ikke glad for, at jeg gik rundt der i Netto og talte med mig selv om elementer på min huskeseddel. Jeg vil give hende så meget, at det afgjort ikke er det mest interessante sted at blive indrulleret i min bevidsthed, alligevel blev jeg lidt chokeret, for jeg er sådan én, der sagtens kan gå rundt og tale lidt med mig selv, og jeg havde faktisk helt glemt, at det var så skamfuldt. At det kan være et – ud af mange – tegn på galskab.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Kan nu godt være svært at skelne mellem jer, der snakker meget højt i mobilen og jer andre, der bare taler med jer selv. Det første er pisseirriterende. Det andet er helt ok.

Martin Hansen, Thomas Tanghus, Ib Christensen, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Næhnej, det er ikke spor skørt at gå rundt og tale med sig selv, hønsene, katten eller køleskabet.
Man kan dog af hensyn til omverdenen, som har sine egne mere eller mindre højlydte mono- og dialoger kørende, forsøge at dæmpe sig, når der er andre mennesker tilstede. Støjforureningen er slem nok endda. Og det kan være, an af de andre er ved at udtænke/tale noget rigtig genialt.

Eva Schwanenflügel

Når planter og dyr responderer positivt på smuk musik, hvorfor skulle de så ikke også nyde venlig og omsorgsfuld tale?

Vi ved faktisk ikke, hvor grænsen for det levende og bevidstheden går :-)

erik pedersen

Nanna jeg tror du har ret. Jeg plejede at have stueplanter andre beundrede. Sukkulenter der havde fulgt mig siden teenageårene - dvs ca 40 år ! Gigantiske stammer og imponerende at se på. For snart 4 år siden flyttede jeg på landet; bruger nu al min energi / omsorg på de træer, buske etc jeg planter udenfor. Så mine trofaste stueplanter er sygnet hen og døde. De har fået samme mængder næring og vand som altid, men ingen opmuntrende snak . Det var vildt underligt da det første paradistræ lagde sig ned- den var hul og støvet indeni . Så fortsæt med anerkendelse til al levende - det giver feedback ;-)
Mvh Hanne Pedersen

Eva Schwanenflügel

"The Secret Life Of Plants"

I can't conceive the nucleus of all
Begins inside a tiny seed
And what we think as insignificant
Provides the purest air we breathe

But who am I to doubt or question the inevitable being
For these are but a few discoveries
We find inside the Secret Life of Plants

A species smaller than the eye can see
Or larger than most living things
And yet we take from it without consent
Our shelter, food, habilment

But who am I to doubt or question the inevitable being
For these are but a few discoveries
We find inside the Secret Life of Plants

But far too many give them in return
A stomp, cut, drown, or burn
As is they're nothing
But if you ask yourself where would you be
Without them you will find you would not

And some believe antennas are their leaves
That spans beyond our galaxy
They've been, they are and probably will be
Who are the mediocrity

But who am I to doubt or question the inevitable being
For these are but a few discoveries
We find inside the Secret Life of Plants
For these are but a few discoveries
We find inside the Secret Life of Plants

Stevie Wonder

https://www.azlyrics.com/lyrics/steviewonder/thesecretlifeofplants.html