Klumme

Forskning skal altid være til debat, men ikke i en offentlig gabestok

Det er altid relevant at sætte forskning til kritisk debat, og som moderator i et forsamlingshus kender jeg til, hvordan forskning kan være indsnævret og isoleret fra omverdenen. Svaret er dog ikke en offentlig gabestok, men nysgerrig dialog, skriver diversitetskonsulent Fahad Saeed i denne klumme
Når politikere som Henrik Dahl udskammer navngivne forskere fra dele af de humanistiske og samfundsvidenskabelige miljøer, bidrager det til at skabe en offentlig og ufrugtbar gabestok på Facebook, skriver Fahad Saeed i denne klumme.

Når politikere som Henrik Dahl udskammer navngivne forskere fra dele af de humanistiske og samfundsvidenskabelige miljøer, bidrager det til at skabe en offentlig og ufrugtbar gabestok på Facebook, skriver Fahad Saeed i denne klumme.

Mads Claus Rasmussen

Debat
16. juni 2021

Det er i de dele af de humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsfelter, der tæller feministiske, queerteoretiske og normkritiske perspektiver, og som i disse uger bliver angrebet for at være pseudovidenskabelige, at jeg ikke alene har fundet mine grundværdier, men også min frihed og identitet. For uden disse forskningsfelter ville jeg knap nok have haft et sprog for, hvem jeg er:

En minoritetsetnisk, queer, muslimsk mand. En stor del af min eksistentielle bevidsthed ville næppe eksistere, hvis ikke det var for de forskere og teoretikere, der har beskæftiget sig med disse dele af min identitet.

Men er selvsamme forskningsfelter og forskere i stand til at tåle kritik, og er de for politisk farvede? Når det kommer til de queerteoretiske, feministiske og postkoloniale forskningsfelter, opfatter jeg dem som enormt facetterede og frem for alt ikke som én samlet enhed, hvor alle er enige med hinanden.

Derfor opfatter jeg også vedtagelsen fra Folketinget, der blandt andet kalder på løbende selvregulering af den videnskabelige praksis og imod sammenblanding af politik og videnskab, som en omgang populistiske selvfølgeligheder. Som flere dele af universitetsverdenen allerede har påpeget, kommer vedtagelsen næppe til at skabe grobund for mere kritisk og objektiv forskning, for det er allerede indbygget i de akademiske principper for forskningen.

Tværtimod giver vedtagelsen anledning til udskamning af navngivne forskere fra de dele af de humanistiske og samfundsvidenskabelige miljøer, som dele af Folketinget har erklæret sig uenige med. Det bidrager til at skabe en offentlig gabestok på Facebook, for eksempel med Henrik Dahls opdateringer, der konsekvent og uden undtagelse er flankeret af et link til at købe hans seneste bog. Det er hardcore markedsføring og ikke gunstigt for bedre, mere kritisk og objektiv forskning, der er fri for politiske tilhørsforhold.

Ned fra elfenbenstårnet

En del af kritikken af visse forskningsmiljøer går på, at den er indspist og snæver, og her er der elementer, jeg kan genkende. Som moderator i et forsamlingshus for landets største udbyder af folkeoplysning, FOF, har jeg haft en del forskere igennem mine paneler.

Hovedformålet i forsamlingshuskonceptet er bred formidling. Oplysning til folket. Men ingredienserne er ofte de snævre fagområder med tråde til aktuelle spørgsmål i samfundet. Alligevel opfatter mange akademikere det som enormt intimiderende at skulle deltage i en debat, hvor man på kort tid skal redegøre for store og komplicerede forskningsområder. De kender præmisserne for debat fra Facebook og tv-transmitterede debatter.

»Hvad er det præcist, du vil have mig til at sige? Det er lidt svært at forklare min forskning på så kort tid.« Det har jeg hørt mere end én gang fra forskere under mine forberedelser. For bred formidling er ikke det, forskere er ansat til, og for mange forskere er det en øvelse at sidde med en mikrofon i hånden med henblik på at forklare andre, hvad det er, de beskæftiger sig med i deres elfenbenstårn.

Udskamning gør os ikke klogere

I forsamlingshusregi er det ikke formidling til andre forskere, der er fokus på. Her er det folket, vi skal oplyse. Det tvinger forskere med såkaldte snævre fokusområder til at oversætte deres virke, så almindelige mennesker forstår, hvad det er, de beskæftiger sig med.

Men det lykkes som regel rigtig godt, og det ender som oftest med at være en god oplevelse for alle. Både publikum, panel og ikke mindst mig selv. Medbringer jeg selv mine egne grundværdier og forudindtagethed? Muligvis, men det hindrer ikke, at jeg er nødt til at stille kritiske spørgsmål og belyse perspektiver, så et bredere publikum forstår, hvad der bliver talt om.

Jeg mener, det er en rimelig forventning fra offentligheden, at forskere også bør kunne formidle deres forskning bredt. Men jeg er af den overbevisning, at den viden ikke nødvendigvis belyses bedst gennem hård debat, men snarere gennem fordybelse og undren.

Vi bliver ikke klogere på den snævre forskning ved at tage udpluk fra forskere, vi er uenige med, og screenshots af deres navne til den offentlige gabestok på Facebook. Det bør ikke være en præmis for den frie forskning, og det hæmmer demokratiske ytringer.

Forskningen skal bestemt sættes til debat, men ikke i en offentlig gabestok.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Hvis de akademiske principper for forskningen indebærer det at være kritisk og objektiv, hvordan kan det så være, at så megen forskning ikke kan leve op til elementære krav til videnskabelighed?

Hvad er det for et begreb om "objektivitet", der tales om? Hvilken opfattelse af videnskab (og grundlæggende filosofiske opfattelser) hviler et sådant begreb på?

Kritikken mod visse forskningsmiljøer går ikke på, at de er indspiste og snævre, men på at de ikke lever op til elementære krav til videnskabelighed. Det kan ikke være resultaterne af forskningen, kritikken skal rettes mod, men i givet fald den måde, man er nået frem til dem på.

At forskere med såkaldte snævre fokusområder kan "oversætte" deres virke, så almindelige mennesker forstår, hvad de beskæftiger sig med, er fint nok. Men vil de også være i stand til at redegøre for de grundlæggende teoretiske og metodiske forudsætninger, deres forskning hviler på?

Et problem i forbindelse med gymnasiereformen fra 2005 var, at ca. 80% af underviserne i de gymnasiale fag var ude af stand til på et helt elementært niveau at redegøre for det teoretiske og metodiske grundlag, som lå til grund for de videnskaber, som fagene arbejde ud fra.

I første omgang var det en antagelse hos den daværende fagkonsulent i filosofi, men den viste sig desværre at holde stik. Hvis underviserne ikke var i stand til det, hvordan skulle eleverne så blive det?

Når der tales om præmisser for den "frie forskning", er det så en forskning, der er uafhængig af management, prestige og i sidste ende økonomiske overvejelser på de institutioner og hos de fonde, der er forudsætningen for, at den såkaldte "frie forskning" kan finde sted?

Et andet videnskabsmysterium er, hvordan sportsjournalisten Helge Sander kunne blive dansk videnskabsminister. Og - tredje videnskabsmysterium - hvor videnskabeligt er hans princip "Fra forskning til faktura"?