Kronik

Forskningen er aldrig fri og altid aktivistisk

I 1970’erne blev universiteter, studerende og politisk engagerede forskere udsat for voksenmobning af politikerne for deres ’aktivisme’. Men den ’aktivisme’ betragtes i dag som seriøs forskning, som vores samfund bygger og tjener penge på, skriver professor emeritus Kjeld Høgsbro i dette debatindlæg.
Psykologistuderende fra Københavns Universitet holder laboratorie besat i protest mod forældede undervisningsformer og manglende indflydelse. Universiteternes unge aktivister var i 70’erne med til at skabe det samfund, vi har i dag, skriver Kjeld Høgsbro i denne kronik.

Psykologistuderende fra Københavns Universitet holder laboratorie besat i protest mod forældede undervisningsformer og manglende indflydelse. Universiteternes unge aktivister var i 70’erne med til at skabe det samfund, vi har i dag, skriver Kjeld Høgsbro i denne kronik.

Ritzau Scanpix

Debat
30. juni 2021

I en tid, hvor forskningen igen er til debat og udsættes for et stærkt politisk pres, er det værd at repetere, hvad der skete i 70’erne. En tid, hvor universiteterne, studerende og politisk engagerede forskere blev genstand for voksenmobning fra politikernes side, blev kaldt ’munkemarxister’ og udsat for indgreb fra de regeringsbærende partier.

I dag gentages mange af myterne fra dengang.

Måske for at skjule den frygtelige sandhed, at universiteternes unge aktivister i 70’erne var med til at skabe det samfund, vi har i dag. På trods af modstand fra ledende politiske grupperinger.

I begyndelsen af 70’erne startede studerende og forskere de første undersøgelser af arbejdsmiljøet inden for bryggerier, malerfag og mejerier.

De gjorde det med den konsekvens, at de forlængede deres egen studietid og blev modarbejdet af de store socialdemokratiske fagforbund.

De studerende kaldte det en kamp for »forskning i arbejderklassens interesse«. I pressen fremstod det som venstreradikal politisering. Først i midten af 70’erne beklagede Specialarbejderforbundets formand, at man havde accepteret en forringelse af arbejdsforholdene til fordel for en stigning i produktiviteten. Derefter fulgte den arbejdsmiljøkontrol, vi kender i dag.

Demonstration og klassekamp

Hele den tids afstand mellem mediedækningen og det, der rent faktisk foregik blandt de studerende, kan illustreres af en samtale, jeg havde med en mejeriarbejder i midten af halvfjerdserne.

Han brokkede sig over de studerende, der rendte rundt og demonstrerede og førte klassekamp. Sådan havde han læst det i avisen. De skulle hellere passe deres studier. Derimod havde han stor respekt for, at en gruppe RUC-studerende var kommet ned på hans mejeri og havde undersøgt arbejdsforholdene. Se det var noget, der var mening i, mente han.

Han vidste ikke, at det var de samme studerende, han omtalte både positivt og negativt.

Ritt Bjerregård greb ind over for humanioras interesse for triviallitteratur. Man skulle holde sig til Herman Bang og Rifbjerg og ikke beskæftige sig med Anders And og ungpigelitteratur.

Senere har denne pragmatiske tilgang til litteratur, medier og kultur, hvor man interesserer sig for måden, budskaber bliver forstået af modtageren på, udviklet en indsigt i kommunikation, som også industrirådet gør brug af.

Vindmøller og solenergi blev gjort til grin af de store elselskaber og de dominerende medier. Det ville aldrig komme til at udgøre en større rolle i energiforsyningen. Det var et venstreradikalt fantasifoster, og rent økonomisk blev det modarbejdet af de store elselskaber. I dag er det Ørsteds platform for fremtiden.

Radikalt at støtte befrielsesbevægelser

Det var en tid, hvor konflikten mellem befolkningen og de videregående studerende aldrig havde været større.

Folketinget var domineret af Glistrup og Erhard Jacobsen. Partierne til venstre for Socialdemokratiet havde kun ti procent tilslutning i befolkningen som helhed, mens de havde 60 procent tilslutning blandt videregående studerende.

Konservative politikere fra Erhard Jacobsen til Brian Mikkelsen støttede apartheidregimet i Sydafrika, og som helhed støttede udenrigsministeriet en række totalitære regimer rundt om i verden, som USA anerkendte og i visse tilfælde selv havde etableret.

De ’venstreradikale studerende’ støttede derimod befrielsesbevægelserne og havde etableret kontakt til dem i disse lande.

I 80’erne måtte udenrigsministeriet benytte sig af disse kontakter, efterhånden som landene frigjorde sig fra diktaturerne.

’Identitetskonstruktioner’

Og hvad med det, vi i dag kalder ’identitetspolitik’ og ’konstruktivisme’? 

Også disse har sine rødder i 60’erne og 70’erne, eller mere præcist i perioden efter det afroamerikanske mindretalsopgør med diskrimination og apartheid i 60’ernes USA.

I denne borgerretsbevægelse fødtes den tanke, at undertrykkelse ikke kun var et produkt af lov og økonomi, men nok så meget af det billede af minoriteterne, som cirkulerede i medier og politik.

Man opdagede, at disse ’identitetskonstruktioner’ indgår i hele opretholdelsen af den samfundsorden, vi kender med dens faste fordeling af roller og magtforhold.

Denne erkendelse kom til at præge den nye kvindebevægelse, ungdomsbevægelsen blandt sindslidende og mennesker med handicap samt de seksuelle minoriteter.

Den nye forståelse

Der opstod et samspil og en gensidig udveksling mellem græsrodsbevægelserne og universiteternes teoretiske overvejelse omkring forståelsen af magtens anatomi.

Michel Foucault og Erving Goffman var de to teoretikere, hvis bøger kom til at danne det teoretiske grundlag for denne nye forståelse.

I 60’erne var forventningen, at kvinder, der blev udsat for vold i hjemmet, nok grundlæggende selv havde en forkærlighed for voldelige mænd. Kvindebevægelsens krisecentre kæmpede for en forståelse af, at alle kvinder kunne rammes af dette uden at kunne forudse det. At det kun var et enkelt symptom på en grundlæggende undertrykkende forståelse af kvinders rolle i samfundet.

I dag er man ikke i tvivl om, at den tyrkiske præsidents nedværdigelse af Ursula von der Leyen og Charles Michels accept af det, er en del af en kultur, som stadig diskriminerer kvinder i det offentlige liv.

Konservatismen er en tragisk filosofi. Den er tvunget til hele tiden at forlade sine egne børn til fordel for at adoptere andres. I halvfjerdserne trådte de første homoseksuelle mænd frem og offentliggjorde deres seksuelle orientering. I dag har De Konservative en homoseksuel formand, og på deres landsmøder spilles der rockmusik.

Forskningen er ikke fri

Universitetsforskerne er ikke en verdensfjern elite, og politikerne er ikke de enerådige repræsentanter for befolkningen.

Forskerne har ofte en større forståelse for de konkrete vilkår og betingelser, som mennesker i vores samfund er underlagt.

Det gælder både forskere inden for humaniora, samfundsvidenskab, medicin og teknologi. Politikerne har ofte en baggrund som politisk engagerede teenagere, der har valgt at studere statskundskab for at få en større viden om samfundet, og denne viden stiller universiteterne gerne til rådighed.

Hvis de ikke indgår i en stærk politisk organisering med intensive diskussioner i en bredt sammensat medlemsskare, har de ikke andre forudsætninger end deres uddannelse.

Universitetets forskere er en integreret del af det moderne samfunds diskussion af sine muligheder og fremtidsperspektiver, og i denne sammenhæng vil der altid være noget, der er vildt provokerende for konservative politikere, som har en stærk følelsesmæssig tilknytning til deres egen dogmatik.

Men forskningen er ikke fri. Den er underlagt private fondsmidler, strategiske forskningsbevillinger, dimensionering af uddannelser og vedtagelse af en styrelseslov, som giver interesseorganisationer mere magt.

Alt dette udspringer af økonomiske og politiske magtstrukturer forvaltet af politikere, der tager udgangspunkt i deres egne sandheder og overbevisning.

Aktivisme er derfor stadig en etisk fordring for forskere, hvis daglige kontakt med menneskers vilkår og betingelser såvel som naturens udfordringer kalder på et modspil til politikere, der mener, at de alene ved, hvad der er bedst for den verden, vi alle er en del af, og den fremtid, vi har foran os.

Kjeld Høgsbro er professor emeritus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Vi kan være enige om, at forskningen aldrig er fri, og at aktivistisk forskning ikke nødvendigvis er dårlig forskning, at den faktisk i nogle situationer kan være helt berettiget.

Der er dog også en del forskelle på situationen dengang og situationen i dag, og på den måde, som forskningen ofte er aktivistisk på i dag, i forhold til dengang.

Forskning forudsætter et økonomisk grundlag for, at den overhovedet kan realiseres (hvad enten "kilden" er offentlig eller privat), og den forudsætter en velvilje hos dem, der politisk fastlægger grundlaget for den, og hos dem, som på institutionerne administrerer betingelserne for den (og som i høj grad tænker i kommercielle baner).

Universiteterne var slet ikke dengang drevet kommercielt som virksomheder, som de er i dag.

Desuden er forskningen i langt højere grad rammesat internationalt via den koncensus, der sætter sig igennem på bestemte forskningsområder, og som til dels er styret af økonomiske interesser blandt internationale tidsskrifter, der definerer betingelserne for, hvad der kan publiceres og opnå anerkendelse (og det spiller igen sammen med universitetsledelsernes kommercielle fokus i DK)

Her tænker jeg især på førende tidsskrifter i USA, GB, Canada og Frankrig.

Når det drejer sig om nyere og aktivistisk forskning i tilknytning til identitetspolitiske spørgsmål, er det i dag ikke nødvendigvis dårligt i universitetsledelsers perspektiv, hvis det samtidig kan hæve deres forsknings anseelse (hvilket også typisk vil være økonomisk attraktivt) inden for de pågældende forskningsområder.

”I dag er det desværre sådan, at dele af humaniora (internationalt – min tilføjelse) er blevet inficeret af politisk korrekthed og identitetspolitik. Det betyder, at visse tidsskrifter bliver politiske magasiner i stedet for udgivelseskanaler for robuste og pålidelige studier”.
David Budtz Pedersen
https://www.information.dk/moti/2018/10/omfattende-amerikansk-fupnummer-...

Desuden er der nogle elementære krav, der skal opfyldes, for at forskning kan kaldes videnskabelig, og her tænker jeg især på et bestemt samspil mellem hypoteser, anvendelsen af teorier og metoder og muligheden for dokumentation.

Det var der ofte problemer med dengang, i forhold til brug af f.eks. marxistisk teori som (malplaceret) grundlag , og her er nogle paralleller til forskning inden for bestemte områder i dag.

MEN uanset, om forskning kan karakteriseres som politisk og aktivistisk, må præsentionen af resultatetet af den kunne vise, at den lever op til elementære krav til videnskabelighed.

Også hvis man f.eks. baserer sin forskning på teorier, oprindelig hentet fra fænomenologisk, poststrukturalistisk og marxistisk filosofi, bliver den nødt til at leve op til elementære krav til videnskabelighed.

Det er derfor heller ikke tilstrækkeligt, hvis forskningen i en vis forstand har "retfærdigheden" på sin side.

Som f.eks. i fodbold er reglerne for forskning ikke fastlagt én gang for alle, men ændres hen ad vejen på grund af ny indsigt og nye betingelser.

Det er dog uacceptabelt, hvis man ikke vil tilpasse sig de til enhver tid gældende regler, ligesom f.eks. regler for håndbold og rugby ikke hører hjemme i fodbold.

Kenneth Graakjær, jens christian jacobsen, Emil Davidsen, Mogens Kjær, ulrik mortensen, Lone Gravgård, Christian de Thurah og Jens Jensen anbefalede denne kommentar

Tak for en god kronik.
Som Jens Jensen kommenterer er den kommercielle støtte og de omgivende magtstrukturer ændret meget siden 70'erne, hvor forskningen næsten udelukkende var statsfinansieret.
Så spørgsmålet er om der skal være et organ til, at kontrollere at den private støtte ikke først og fremmest tjener særinteresser frem for at støtte den frie forskning.

Lars Løfgren, Alvin Jensen, Hanne Ribens, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese og Annette Chronstedt anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Klummeskribenten har en pointe, men erindringen kan også spille en et puds. Det var vist ikke kun konservative kræfter, der støttede undertrykkende regimer, mens aktivisterne støttede diverse (mere eller mindre totalitære) frihedsbevægelser. Blandt mange af 70’ernes aktivister foregik der en kraftig idyllisering af regimerne i Østeuropa, Kina og Cuba.

Jan Fritsbøger

jeg vil til enhver tid foretrække marxistisk teori frem, for kapitalistisk neoliberal "virkelighed" ( et uskønt kompleks af løgne ) når det gælder om at forstå samfundsforhold, for godt nok er Marx hverken populær eller anerkendt blandt magthavere,
men hans analyse er jo det tætteste vi kan komme de faktiske forhold,
han formåede bare ikke at finde en brugbar strategi for at gøre verden mere retfærdig,
men i disse tider hvor grådighed og egoisme har medvind, og vækst anses for gavnlig og ligefrem nødvendig, er Marx mere relevant end nogensinde,
hvad der ikke er relevant er alt den borgerlige propaganda, som lover os evig vækst og grønne skove, imens vi piskes til at forsørge (forgylde) en grådig besidderklasse som ganske enkelt aldrig kan få penge og magt nok,
vi har travlt med at ødelægge alt som har ægte værdi i guldkalvens uhellige navn,

men penge er bare intet værd når det gælder om at gøre verden bedre og give mennesker et bedre liv,
og så er jeg dødtræt af sygt borgerligt nysprog, som politisk korrekthed brugt som noget negativt, og pladderhumanisme som gør empati til noget forkert og dumt, borgerlighed og borgerlige politikere er skadelige og højrefløjens medvind er ved at ødelægge verdenssamfundet med deres leflen for egoisme og grådighed,
og ligefrem dæmonisering af social tankegang og medmenneskelighed, som burde anerkendes som gode egenskaber, og lægge en dæmper på egoismen,
er vel derfor at egoister har så travlt med at nedgøre empati og andre mennesker rettigheder.

Rasmus Kristiansen, Lars Løfgren, Franz Nitschke, Alvin Jensen, Ruth Sørensen, jens christian jacobsen, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Palle Jensen, Susanne Kaspersen, Gert Romme og Annette Chronstedt anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

Christian tjah og i dag foregår der en dæmonisering af lande som ikke vil tilslutte/indordne sig grådighedsregimet ledet af USA,
og en massiv idyllisering af "den frie verden" som vist overgår venstrefløjens idyllisering af socialismen i 70 erne,
en idyllisering som mest var ment som en modvægt imod vestlig dæmonisering af socialismen,
men verden har jo endnu ikke set et socialistisk samfund,
så for mig lever socialismen stadig som en ide der vil kunne gøre verden bedre hvis den kan realiseres,
problemet er jo at egoisme og grådighed ikke bare forsvinder på kommando, og desuden at magt gør magthaverne korrupte og undertrykkende,
i det ideelle samfund har alle indflydelse, men INGEN har magt.

Franz Nitschke, Alvin Jensen, jens christian jacobsen, Eva Schwanenflügel, Palle Jensen, Susanne Kaspersen og Annette Chronstedt anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Efter 68 foregik der på en lang række områder en kamp for demokratisering af beslutningsprocesser overalt i samfundet. Familie, lokalpolitik, miljø, byplanlægning og ikke mindst på læreanstalterne.
Nogle af os på universiteterne engagerede os på forskellig vis i denne kamp. I samarbejde med protesterende og aktionerende grupper af mange slags i en fælles kamp for en udvidelse af det folkelige demokrati
En kamp som i dag, bl.a. med Folketingets seneste trafikplan, må siges at være tabt

Pietro Cini, Jan Fritsbøger, Lars Løfgren, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Susanne Kaspersen, Carsten Munk, Steffen Gliese, Erling C Havn, Mogens Kjær, Gert Romme og Annette Chronstedt anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Var det ikke en langt mere udbredt bevægelse i i hele ungdommen der væltede gamle normer og gav visse fremskridt. Universitetsoprøret blev da med tiden temmelig forstenet. Kærligheden til Albanien og Kina var næppe med til at gøre håret langt, omgangstonen afslappet, seksuallivet mere frit og Christiania til tjaldens fædreland. Det var alle fra smedelærlinge og universitetsstuderende der med The Beatles og Rolling Stones var med til at frigøre en hel generation. En generation der fik store smæk da 80'ernes krise lukkede ned for optimismen og KU blev dominerende på gymnasierne. Hvad angår fx bøssernes stilling mener jeg at det i høj grad var fra USA inspirationen kom. Ikke fra de venstreradikale, som elskede arbejderklassen og ikke havde set at den var under afvikling og derfor temmelig håbløst blev maskinstormere sammen med fx typograferne.

@ Kim Paulsen,

Ser man bort fra visse private fonde, er det helt indlysende, at private midler til forskning faktisk er til et specifikt privat formål.

Dette ses tydeligt på mange doctor philosophiae (Ph.d.), hvis uddannelse delvis blev finansieret af den virksomhed, hvor de havde deres studenterjobs.

Men der er altså også anden privat forskning, lige fra vindmølleudformning til udvikling af høreapparater, som også er samfundsgavnlige. Men måske burde samfundet også sikre sig sin andel af disse forskningsmæssige udviklinger.

Men på den anden side findes der altså behov for forskning, som kun udføres, hvis nogen kan tjene penge på det. Og det er bl.a. sygdomme og folkesundhed.

Derfor bør forskning, hvor offentlige midler anvendes, ske under en vis kontrol og med en andel af forskningens økonomiske afkast. Disse pengemidler bør derefter gå til forskning, der ellers ikke vil blive udført.

Annette Chronstedt

Stor tak for det tunge, men uomgængelige eringdringsarbejde, som må til for at holde øjnene åbne og bevidstheden klar under nutidens repeterede, ideologiske korstog. Det er åndelig medicin.

Ja, - var blot indsigter som denne alment udbredt:

"Konservatismen er en tragisk filosofi. Den er tvunget til hele tiden at forlade sine egne børn til fordel for at adoptere andres."

da stod reaktionen ganske uden tøj på og magtkritikkens børn på sikker fremmarch.

Pietro Cini, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Det er svært at finde aktivisme i forsøget på at finde Higgs-partiklen, eller i at lede efter beviser for Big Bang. At udvikle en effektiv vindmølle, at bestemme benzins flammepunkt eller at modellere drivhusgassers indflydelse på den globale temperatur må også siges at være neutral forskning. At andre så bruger konklusionerne aktivistisk er noget andet.

Fælles for al ordentlig videnskab er desuden at der gælder nogle regler. Bla. at man ikke bevidst må lyve, og at man ikke bevidst må udelade ting som kan have betydning for ens konklusion.

Aldrig og altid er begge skarpt defineret, og dermed er udsagnet i overskriften usandt.

Emil Davidsen, Peder Jensen, Christian de Thurah, Kenneth Graakjær, jens christian jacobsen, ulrik mortensen og Nicolaj Ottsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Universitetet skal sikres sin frihed igennem offentlig finansiering. Hvis det private erhvervsliv har brug for forskning, kan de med fordel bidrage villigt og generøst med skat til samfundet.

Jan Fritsbøger, Lars Løfgren, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Peter Wulff, Annette Chronstedt, Carsten Munk og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Ulla Willumsen

Det er til diskussion om de politikere, som citat:
"Politikerne har ofte en baggrund som politisk engagerede teenagere, der har valgt at studere statskundskab for at få en større viden om samfundet....."
Til større "større viden om samfundet" hører også en vis indsigt i naturvidenskab, så politikere bliver i stand til at se for eksempel, hvilke af deres klimaforslag vil være teknisk mulige at gennemføre?

Viggo Okholm

Nu er jeg buddhist-bilder jeg mig ind og kronikken her og mange af de kloge kommentarer her viser vist at buddhismens tomheds tese /lære her vises tydeligt, nemlig at intet står alene uden nye handlinger tanker og hermed nye forandringer. Disse forandringer sker og ja ikke altid til alles tilfredshed og her med er frøet sået til nye tiltag i vores livshjul.
Forskningen og nysgerrigheden går forhåbentlig aldrig i stå og hermed er forandringer en realitet uanset. Vores/den enkeltes reaktion på det er så den enkeltes ansvar.
Men uanset mine tanker her, så hurra for slut tressere og halfjerser

Svend Jespersen

Kjeld Høgsbro skriver:

”Aktivisme er derfor stadig en etisk fordring for forskere, hvis daglige kontakt med menneskers vilkår og betingelser såvel som naturens udfordringer kalder på et modspil til politikere, der mener, at de alene ved, hvad der er bedst for den verden, vi alle er en del af, og den fremtid, vi har foran os.”

Og der er vel heller intet i udtalelsen fra Folketingets politikere, ”V 137 Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, som antyder, at man er uenige i de ord.

Kjeld Høgsbro skriver endvidere lidt om kønskampen i halvfjerserne. Dengang var man ikke bange for at kalde det en ”kønskamp”, og han taler om en ”grundlæggende undertrykkende forståelse af kvinders rolle i samfundet.” Og så går han gudhjælpemig videre med at skabe en direkte linje mellem halvfjersernes kvinders stilling her i Danmark og Recep Tayyip Erdoğans behandling for nylig af Ursula von der Leyen. Har han nogensinde hørt om en dansker ved navn Bodil Koch?