Kommentar

Interneringen af kommunisterne under Anden Verdenskrig er folkestyrets største svigt

Interneringen af de danske kommunister under Anden Verdenskrig skal mindes. Ikke mindst som en evig påmindelse om, hvordan et demokrati, når det går galt, kan fratage sine medborgere de mest basale rettigheder, skriver Pelle Dragsted i denne klumme
»Det ville klæde regeringen og statsministeren omsider at give de efterladte til de internerede og dræbte kommunister en seriøs og ceremoniel undskyldning på vegne af den danske stat«, skriver Pelle Dragsted. Billedet stammer fra Anden Verdenskrig.

»Det ville klæde regeringen og statsministeren omsider at give de efterladte til de internerede og dræbte kommunister en seriøs og ceremoniel undskyldning på vegne af den danske stat«, skriver Pelle Dragsted. Billedet stammer fra Anden Verdenskrig.

Akg-Images/Ritzau Scanpix

Debat
17. juni 2021

Om halvanden uge kan vi fejre et trist 80-års jubilæum. Den 22. juni 1941 tog et af de mørkeste kapitler i det danske folkestyres historie sin begyndelse. I en veltilrettelagt aktion slog dansk politi til på tværs af landet og anholdte flere hundrede danske kommunister.

Arbejdere, fagforeningsledere, kvinder og mænd, forfatterne Hans Kirk og Martin Andersen Nexø, ja selv folkevalgte politikere var blandt de 350 mennesker, der den 21. juni og de følgende uger og måneder blev indfanget og fængslet.

Der var ingen lovhjemmel til fængslingerne, og de fængslede var ikke sigtet for nogen forbrydelse. To måneder senere vedtog Folketinget en lov, der i strid med alle demokratiske principper opløste det kommunistiske parti, som ved det foregående valg havde fået valgt tre medlemmer til Folketinget, forbød »Kommunistisk Virksomhed eller Agitation af enhver Art« og lovliggjorde interneringen af »Personer, hvis Adfærd har givet særlig Grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk Virksomhed eller Agitation«. Alt sammen af hensyn til »rigets sikkerhed«. Alle partier fra højre til venstre stemte for den grundlovsstridige lov.

Ingen ceremoni

Kommunisterne sad de følgende to år interneret i Horserødlejren i Nordsjælland, adskilt fra familie og deres kære. I 1943, da samarbejdspolitikken brød sammen, overtog tyskerne kontrollen med lejren. I forvirringen nåede en stor gruppe indsatte at flygte. Men de resterende 150 kommunister blev efterfølgende sendt til KZ- og udryddelseslejren Stutthof i de nuværende Polen. Her blev de udsat for de værste rædsler, man som menneske kan forestille sig. 22 danske kommunister døde af sygdom, udmattelse, blev tævet ihjel eller henrettet. Andre døde efter hjemkomsten, og dem, som overlevede, fik dybe ar på sjælden.

I forbindelse med 80-året for interneringerne har en gruppe efterkommere opfordret statsminister Mette Frederiksen til at anerkende og undskylde den forbrydelse, som den danske stat begik mod deres fædre og mødre.

I brevet til statsministeren skriver de: »Vi er vokset op i familier, der er blevet revet fra hinanden, vi er blevet mærket igennem generationer. Vores fædre og mødre blev jagtet, interneret, dødsdømt og skudt. Deres grave står umærkede tilbage, de ligger i massegravene og langs de polske landeveje, efterladt.«

Indtil videre har de modtaget en skriftlig erklæring fra justitsministeren, der kortfattet tilslutter sig en tidligere beklagende udtalelse fra Anders Fogh, men de efterladte håber på en egentlig ceremoni, hvor statsministeren taler, som det skete med Godhavnsdrengene.

En vigtig påmindelse

Ønsket om en undskyldning har fået debatten om kommunistloven og interneringerne til at blusse op igen. Særligt forfatteren Bo Lidegaard har gjort sig bemærket med et forsvar for interneringerne, som ifølge Lidegaard skulle have været en slags hjælp til kommunisterne, der ellers var blevet taget i tysk varetægt. Det er et besynderligt argument. For det første fordi de danske myndigheder fængslede fem gange så mange kommunister, som tyskerne havde bedt om. For det andet fordi myndighederne ikke sikrede, at kommunisterne blev befriet fra Horserød, inden tyskerne overtog kontrollen.

Det ville klæde regeringen og statsministeren omsider at give de efterladte til de internerede og dræbte kommunister en seriøs og ceremoniel undskyldning på vegne af den danske stat. Men endnu vigtigere: At give en officiel anerkendelse af, at det, der skete dengang, var en historisk krænkelse af en gruppe medborgeres mest basale rettigheder – ytringsfrihed, organisationsfrihed og ja – retten til livet.

En sådan anerkendelse vil nemlig ikke bare pege bagud. Den vil også være en tilkendegivelse af, at vi aldrig igen vil tilsidesætte medborgeres grundlæggende demokratiske rettigheder. At intet hensyn – ej heller et påstået hensyn til »statens sikkerhed« – kan retfærdiggøre, at borgeres basale frihedsrettigheder tilsidesættes.

En sådan tilkendegivelse synes desværre mere og mere nødvendig og relevant i en tid, hvor der – også i regeringspartiet – flirtes med mærkelige relativiseringer af frihedsrettighederne, hvor overvågning af borgerne kaldes frihed, og statsborgere i årevis efterlades i udenlandske fangelejre uden chance for en fair retssag.

Uanset hvad regeringen vælger, så bør det triste 80-års jubilæum være os andre en kraftig påmindelse om, at vores frihedsrettigheder er sårbare, selv i et demokrati. At politikere, vi ellers opfatter som demokrater, kan svigte totalt. At vi aldrig, aldrig må se den anden vej, når vores medborgeres rettigheder krænkes.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Nielsen

Spot on og hårdt tiltrængt.
Tak for det Pelle Dragsted.

Marianne Jespersen, Marianne Stockmarr, Mads Berg, Steen K Petersen, Ete Forchhammer , Maj-Britt Kent Hansen, Jens Erik Starup, Claus Bødtcher-Hansen, David Zennaro, Finn Bendixen, Bent Gregersen, Mikael Witte, Christian Mondrup, Ib Gram-Jensen, erik pedersen, Tommy Clausen og Eric Philipp anbefalede denne kommentar
Eric Philipp

Det kan jeg kun støtte op om.
Generelt synes jeg at det danske mindekultur omkring anden verdenskrig er utrolig sløret og romantiseret.

Man var besat.
Man har ydet modstand.
Man blev befriet.
Og i mellemtiden har man reddet de danske jøder.

Hvis man som udlændig taler med dansker omkring krigen, kan man også hurtig få indtrykket af at 75% af den danske befolkning måtte have været i modstanden. Alle havde en modstandsmand i familien, men der sjovt nok ingen at finde hvor et medlem var kollaborateur eller krigsfrivillig.

En mere realistisk tilgang er tiltrængt og på plads.
Start gerne med kommunisterne.

Marianne Stockmarr, Finn Bendixen, Bent Gregersen, Hans Jørgen G. Ravn, erik pedersen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Opgøret med samarbejdet politikken s tvetydighed under anden verdenskrig har aldrig fundet sted i Danmark, de 4 store demokratiske partier som Bo Lidegaard kalder dem, har videre bygget på en fortælling om sig selv der fritager dem for ansvar og kompromission.
Denne fortælling bruger de stadigvæk, for at retfærdiggøre det de fortager sig, en fortælling om dem som alene demokratiske partier og som alene i stand til at kunne tage et regering s ansvar.
S s mangel af viljen til at sige undskyld til kommunisterne er med til at fastholder et billed af kommunister som nationens fjender og tjener tabuisering af socialismen til gavn til socialdemokratiet.

Marianne Stockmarr, Pietro Cini og Eric Philipp anbefalede denne kommentar
Kurt Lindy Hansen

Må jeg minde om, at skildringen herom i Matador, hvor Røde bliver advaret, er et glansbillede af den måde anholdelserne foregik på.

Kim Folke Knudsen

@9 April 1940

Jeg er enig med Pelle Dragsted så langt, at der bør gives en undskyldning til de efterladte familier for de Kommunister, som med stor iver blev interneret af de danske myndigheder under besættelsen og som blev udleveret til det nationalsocialistiske regimes terror i Tyskland. Antallet af arrestationer oversteg det som de tyske besættelsesmyndigheder havde krævet af det danske politi.

Men Kommunisterne selv repræsenterede en ideologi hvis terror og ondskab var på højde med Nationalsocialisterne. Mio og atter mio af russiske borgere blev sendt i de russiske KZ-lejre i Sibirien. Selv den mindste antydning af en uenighed med diktaturet i Sovjetunionen indebar udryddelse beordret af Josef Stalins kommunistiske og totalitære regime.

Mio af estere lettere litauere blev tvangsdeporteret til den sikre undergang i Sibirien, da Sovjetunionen efter aftale med Hitlertyskland overfaldt og besatte de baltiske lande i 1939-1940. Deportationerne gentog sig for anden gang, da den røde hær drog hærgende igennem de baltiske stater i vinteren 1944-1945 medens tyskerne trak sig tilbage med den brændte jords taktik og total ødelæggelse mange steder.

Vores nordiske nabo Finland var på randen til at blive opløst som nation og demokrati med den røde bjørn i nabolaget. Overfaldet på Finland i 1939 og annekteringen af finske områder i Karelen, Sala næsset, og Petsamo som konsekvens. Igen i fortsættelseskrigen fra 1941-1944 blev Finland tvunget ind i krigen på tysk side efter at russerne for anden gang overfaldt Finland for snart 80 år siden med uprovokerede luftangreb på de finske byer Helsingfors Borgå med flere den 25 Juni 1941. Hvor den kommunistiske forfærdelige ideologi herskede fulgte et blodigt spor af undertrykkelse despoti og forsøg på at gøre Sovjetunionen til en Verdensmagt der skulle underlægge sig hele Europa.

Demokratierne burde ikke have tolereret den russiske annektion af Karelen, Sala næsset og Petsamo. Der er som så meget andet i russisk historie tale om en folkeretsstridig annektion af et nabo lands territorium med det bevidste og overlagte forsæt at udslette Finland som demokrati og selvstændig nation.

Kun en tåbe frygter ikke denne totalitære ideologi Kommunismen som er en fjende af den frie Verden og en fjende af demokratiet også i dag.

Ikke mindst i perioden vi taler om bør det erindres at den nationalsocialistiske krigsmaskine i perioden August 1939 til Juni 1941 var finansieret af det kommunistiske regime i Sovjetunionen, som leverede olie vigtige mineraler og industrivarer i lange baner til det nationalsocialistiske Tyskland. Der var indgået en samarbejdspagt i August 1939 mellem Hitlers Tyskland og det Josef Stalins Sovjetunionen, som delte Østeuropa i en tysk og sovjetisk interessesfære. Denne samarbejdspagt Molotov Ribbentrop traktaten fik fatale konsekvenser for Polen. Den polske nation blev overfaldet først af tyskerne og så af russerne og hele den polske stat blev efterfølgende forsøgt udslettet sammen med det polske folk. Josef Stalin beordrede et massemord på internerede polske soldater og officerer, som blev afsløret ved den tyske invasion af Sovjetunionen - Katyn massakren. I selve Polen Generalgouvernementet iværksatte tyskerne et uhørt terroregime med henblik på at udslette det polske folk og genbosætte de besatte områder med rigstyskere fra riget og fra Sovjetunionen.

Efter den 2. Verdenskrig afslutning fulgte sovjetisk udrensning og massedeportationer i Østeuropa en gang til og russisk besættelse af hele Østeuropa. Østeuropas spæde demokratiske erfaringer ophører et par år efter den 2. Verdenskrigs afslutning med kvælningen af demokratiet i Tjekkoslovakiet i 1948 iscenesat igen af kommunisterne og de brutale indgreb mod opstande i DDR juni 1953, Ungarn efteråret 1956, Tjekkoslovakiet under Dubcek 1968, Polen 1981 med undertrykkelsen af de frie fagforeninger. Listen er uendelig lang på det kommunistiske synderegister af krigsforbrydelser og overgreb.

Så når jeg siger at de efterladte familier til de internerede kommunister skal mindes og have en undskyldning, så er det en anerkendelse af, at civile danskere med denne handling blev udsat for forfølgelse og tortur og død i de tyske dødslejre at jeg synes at den respekt bør vi vise de efterladte som danske borgere ikke som Kommunister.

Det er ikke kun besættelsens første år, som herhjemme kan fremstå i et lidt for idyllisk skær - Venstrefløjen undgår behændigt at omtale ovenstående kollaboration mellem kommunisterne og nationalsocialisterne i krigens første år. Det er et konstant blindt punkt i venstrefløjens ideologiske fortælling så her er der bestemt plads til en efter kritisk historisk diskussion, en diskussion som jeg er overbevist om, at Pelle Dragsted er i stand til at komme med konstruktive bidrag til.

VH
KFK