Kronik

Jordemoderfaget er i frit fald. Det er ikke værdigt for en velfærdsstat

Forholdene på landes fødestuer er pressede, både i forhold til jordemødrenes arbejde og uddannelsen af nye jordemødre. Mange jordemødre søger væk fra faget af samme grund, da de dårlige forhold hverken er dem selv eller de fødende værdige, skriver jordemoder Iben Hvidtfeldt Marcher i denne kronik
Jordemoderprofessionen i frit fald. Det er tid til at vise samfundssind over for jordemødrene og de kommende nybagte familier, mener Iben Hvidtfeldt, der er klinisk uddannelsesansvarlig jordemoder.

Jordemoderprofessionen i frit fald. Det er tid til at vise samfundssind over for jordemødrene og de kommende nybagte familier, mener Iben Hvidtfeldt, der er klinisk uddannelsesansvarlig jordemoder.

Debat
18. juni 2021

At sikre gode rammer for graviditet, fødsel og barsel handler også om at udvise samfundssind. Det er din datter eller søn, din søster eller bror, din kæreste og dit barn eller barnebarn. Det er en livsændring, der kan skabe grobund for udvikling og vækst som lille ny familie, men det kan også traumatisere for resten af livet.

Der er oftest tale om sunde og raske familier, som måske for første gang stifter bekendtskab med sundhedsvæsenet. I modsætning til mange andre forløb på et sygehus ved vi, at disse børn skal fødes, og vi har en terminsdato. Trygge fødsler er noget, vi som velfærdsssamfund giver til hinanden.

De seneste måneder har modige kvinder og familier givet omverdenen et indblik i deres møde med sundhedsvæsenet, og tak for det. Det har skabt en åbning for os jordemødre som faggruppe, men historierne om forholdene på fødegangene er ikke ny viden for os og burde ej heller være det for politikerne.

Som klinisk uddannelsesansvarlig jordemoder på Sjællands Universitetshospital (SUH) i Roskilde er jeg bekymret for, at vi er ved at undergrave en hel jordemoderprofession!

Jeg oplever studerende, der er kommet ind på deres drømmestudie og er topmotiverede. Jeg ser dem ofte lande ret fornuftigt i deres jordemodertræsko. Vi ansætter mange af dem, de vokser i og med faget.

Jeg er i det store hele ret stolt over den uddannelse, vi kan tilbyde, men det er jeg kun, fordi mine kolleger i deres funktioner som kontaktjordemødre 24/7 løfter endnu en stor og vigtig opgave, som slet ikke gives den opmærksomhed og anerkendelse, den fortjener. Fra politisk side har svaret på jordemodermanglen lydt ’øget optag på uddannelserne’.

Doserer empati

Vores afdeling har cirka 2.500 fødsler om året, og det øgede optag har betydet, at der er studerende med i rigtig mange af vores vagter døgnet rundt. Som uddannelsesansvarlige jordemødre prøver vi at give de nyuddannede plads til at lande i faget, før de får ansvaret for en studerende, men efterhånden er andelen af forholdsvis nyuddannede jordemødre på fødegangen så stor, at denne intension ikke kan føres ud i livet.

Jordemoderfaget er et håndværk, men den vigtigste del af dette håndværk er vores relationskompetence – at være til stede med kvinden. Der er en stor glæde forbundet med at lære fra sig, se den studerende udvikle sig og selv lære nyt. Men det er også et kæmpe ansvar både fagligt og menneskeligt.

Jeg har fornøjelsen af at læse de studerendes refleksioner over praksis og tale med dem om deres oplevelser i klinikken. De oplever et stærkt fagligt fællesskab og samarbejde med vores læger og sygeplejersker inden for fødselshjælpen.

Det er en stor styrke, at uddannelsen hele tiden veksler mellem teori og praksis, for de studerende kommer som små antropologer med nye blik på praksis, og de bringer nye indsigter tilbage til den teoretiske del. De repræsenterer i denne sammenhæng nogle idealer i klinikken, som er værd at kæmpe for.

Så når nyuddannede jordemødre fortæller, at de bliver nødt til at dosere deres engagement og empati til en fødende og hendes familie for at overleve i et hårdt presset system, så får jeg helt ondt i maven og bliver oprigtig bekymret over vores professions fremtidsudsigter. Det er er simpelthen ikke værdigt i en velfærdsstat – hverken for de kommende familier, de studerende eller os som jordemødre.

Desillusioneret

Jeg bliver som medarbejder i sygehusvæsenet fuldstændig desillusioneret. Vi har lagt så meget faglig viden, engagement og omsorg i at uddanne kommende kolleger, de studerende har kæmpet sig igennem en komprimeret og udfordrende uddannelse både rent fagligt og på det personlige plan. Dyr er den også, men den er skruet sammen på en sådan måde, at de efter et introforløb på nogle få uger varetager vores selvstændige kompetenceområde. Respekt for det!

De ved, hvad de kommer ud til på godt og ondt, de har om nogen set, når enderne ikke når sammen, eller kun når sammen, fordi de er til stede som studerende. De har også mærket det helt unikke fællesskab, når man løfter sammen og spiller hinanden bedre, kender hinandens styrker og sårbarhed og forsøger at passe på hinanden som en lille del af en stor organisation og mest af alt, et arbejde der giver mening på alle planer. Men sygehusvæsenet svigter os som medarbejdere, som jordemødre, som kvinder!

Svigtet sker på mange niveauer i vores organisation:

  1. En politisk beslutning om, at der skal uddannes flere jordemødre, betyder, at vi skal skaffe flere klinikpladser og have flere fødsler. Tidligere nåede alle vores studerende op på mere end 40 fødsler under deres uddannelse, nu ligger de et sted mellem 30 og 40.

    Det øgede antal betyder også, at vi kun har de to travle sommerferiemåneder til at holde en lille pause med de studerende og forfine og fokusere på vores egen udvikling som jordemødre. Alt i alt en devaluering af vores grunduddannelse og efteruddannelse.
     

  2. Svigtet sker også, når man tager for givet, at vi som jordemødre kan løfte opgaven som kontaktjordemødre 24/7 uden nogen form for uddannelse og ved at give et tillæg på 351 kroner om ugen. Jordemoderen sætter barren højt i forhold til læring, og hun har samtidig en tæt relation til sin studerende, for de følges typisk ad i 16 uger. Det er måske hendes kommende kollega, så hun vil gerne gøre det godt.

    Søger hun så om en af de 1-2 pladser, der årligt er på den kliniske vejlederuddannelse, så skal hun kunne undværes i driften i den periode, hvilket reelt ofte begrænser denne mulighed. Samtidig er det et særligt form for læringsrum. Det er uforudsigeligt, så det forløb, du forbereder dig på at skulle ind til, kan ændre sig på et splitsekund.

    Det er et grundvilkår som kontaktjordemoder, at du både skal kunne varetage forløbet med familien og den studerendes læring – også klokken 4 om natten. Anerkendelsen af den opgave kan være svær at få øje på.
     

  3. Jeg sidder med i en arbejdsgruppe, der har haft til opgave at beskrive uddannelsesdelen i »Vision, mål og strategier inden for MVU-området frem mod 2025« på hospitalet. Her anbefales, at alle, der arbejder med undervisningsplanlægning i klinikken, er uddannet på et niveau højere (det vil sige på master- eller kandidatuddannelsesniveau), end dem de uddanner.

    Det falder fint i tråd med, at Sjællands Universitetshospital gerne vil markere sig på danmarkskortet som et Universitetshospital, der satser på gode uddannelsesmiljøer med høj faglig standard. Lykkedes vi med det, har vi en forventning om, at de dimitterede faktisk ønsker at blive ansat hos os efterfølgende.

    Men når jeg taler med kommende jordemødre om deres tanker om arbejdslivet, så er de meget klare i spyttet. Nogle ved, at de ikke skal arbejde på en fødegang, andre læser videre med det samme, en del vil give jordemoderfaget en chance i et par år, men hvis forholdene ikke bliver bedre, så tager de til Norge og arbejder, går ud i lægepraksis, starter egen virksomhed eller forlader faget helt.

Der er generationer af jordemødre, der er vant til at skulle slå til på mange arenaer i deres liv, så de finder sig ikke i, at arbejdet fuldstændigt skal sætte rammen for deres liv til en løn, der slet ikke tåler sammenligning med andre professionsuddannelser med lignende ansvar og de arbejdsbelastninger.

Så vågn op, Danmark, vi er i rød zone – det er en jordemoderprofession i frit fald. Det er tid til at vise samfundssind over for jordemødrene og de kommende nybagte familier.

Iben Hvidtfeldt Marcher er klinisk uddannelsesansvarlig jordemoder og cand.mag. i psykologi, pædagogik og uddannelsesstudier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ib Christoffersen

Skal vi nu ikke lige se hvor mange børn der bliver født her efter covid 19. Der er nogle samfundsforhold der er ændret. Det kan betyde forældre ønsker færre (men også flere) børn. Der er vaccination med forsøgsvaccine, det kan betyde dårligere fertilitet.