Kronik

Julie Larsen brød med sin far: En forældet forestilling, at familiære bånd er ubrydelige

Det er de færreste, der har lyst til at bryde med et familiemedlem. Alligevel er der flere og flere, der gør det i dag. Det er en stor sorg, og det sidste, man har brug for, er skæve blikke og skeptiske kommentarer, skriver retorikstuderende Julie K. I. Larsen, der selv har brudt med sin far, i denne kronik
Debat
28. juni 2021
»Da jeg var 20 år gammel, mistede jeg min far. Han er død, men han lever. Sådan forklarer jeg følelsen,« skriver Julie K. I. Larsen.

»Da jeg var 20 år gammel, mistede jeg min far. Han er død, men han lever. Sådan forklarer jeg følelsen,« skriver Julie K. I. Larsen.

Anders Rye Skjoldjensen

For tre uger siden var det fars dag. En dag, hvor vi fejrer alle vores fremragende fædre og vidunderlige mænd. Instagram og Facebook flyder over med billeder af stærke, favnende fædre. Friske og frejdige i deres ungdoms storhedstid såvel som de solide støtter med sølvstænk i håret. Kærlighedserklæringerne vil ingen ende tage.

Hvis du var en af dem, der delte et billede af din fantastiske far den 5. juni, så håber jeg, at du ved, hvor heldig du er. Ikke bare på fars dag, men også til jul, på din fødselsdag, til sommer og på en helt almindelig mandag. Hvis du var en af dem, der ikke havde et billede at dele, fordi den fantastiske far mangler, så skal du vide, at du ikke er alene. Også selv om det føles sådan – især på fars dag.

Sidste år tilbragte jeg fars dag sammenkrøllet i min seng med tårerne trillende ned ad kinderne. Årsagen var en tur rundt i mit instagramfeed, hvor jeg mødte stribevis af forskellige, men alligevel fuldstændig ens billeder af kærlige, modige, sjove og nærværende fædre, der blev overdynget af kærlighed fra deres børn. Det er jo dejligt, men hvor gjorde det ondt. For jeg har jo ikke selv en at prale af. 

Han er død, men han lever

Da jeg var 20 år gammel, mistede jeg min far. Han er død, men han lever. Sådan forklarer jeg følelsen. Sagt med andre ord: Jeg har ikke længere kontakt til min far. Selv om hans fødder stadig betræder jordens overflade, er den far, jeg kendte engang, for længst borte.

Jeg har ellers altid været fars pige. Skulle jeg have bidraget til fars dag-fejringen på Instagram, inden min far forsvandt, havde jeg nok skrevet noget a la: »Tillykke til min far, der altid får mig til at grine. Du kan begynde på en joke, men behøver sjældent fortælle den færdig, for jeg ved allerede, hvordan den ender. Vi tænker ens. Da jeg var lille, tumlede du rundt på gulvet med mig og byggede Lego. Vi spillede brætspil, og du tog altid med mig til tandlægen og holdt min hånd, når jeg blev bange. Tak for dig, far.«

Men i dag er historien en anden. For en dag blev han skilt fra min mor, min bror og mig. Han blev fjern og flyttede til udlandet, hvor han skabte et liv, der ikke havde plads til mig. Eller rettere sagt: Jeg skulle selv skabe den plads, for jeg blev ikke inviteret til at tage den.

Jeg er langtfra den eneste, der ikke kunne fejre min far for tre uger siden. Faktisk har en femtedel af danskerne brudt med et nært familiemedlem, mens tallet er helt oppe omkring en tredjedel, når man tæller de danskere med, der overvejer at bryde kontakten.

Derfor ærgrer det mig, at vi ikke er flere, der taler højt om det. Men jeg ved jo godt hvorfor. Jeg har også selv holdt mig tilbage, fordi brud i familien ofte bliver set skævt til. Vi taler altid om, at blod er tykkere end vand, og som familie er man bundet sammen af blodets ubrydelige bånd.

Når båndet alligevel går i stykker, ligger der et aktivt valg bag, og det er ikke noget, man praler af. Jeg har ofte oplevet at blive afkrævet et forsvar: »Han er jo din far!« Det bliver ofte udlagt som et spørgsmål om stædighed, egoisme og selvmedlidenhed. Derfor turde jeg heller ikke lave et modopslag på Instagram fra min fosterstilling i sengen sidste år. Jeg var bange for den skepsis, jeg ofte bliver mødt med.

»Når et barn fravælger sin forælder, er det ikke et tøsefornærmet teenageoprør. Det er en livsnødvendig overlevelsesstrategi,« skriver Julie K. I. Larsen.

»Når et barn fravælger sin forælder, er det ikke et tøsefornærmet teenageoprør. Det er en livsnødvendig overlevelsesstrategi,« skriver Julie K. I. Larsen.

Anders Rye Skjoldjensen

Inden jeg selv mistede min far, havde jeg nok haft samme forestilling om familiebrud, men da min idé om familiær samhørighed faldt i graven, opdagede jeg, at klicheerne om tykkelsen på fars blod ikke altid holder vand.

I år lavede jeg heller ikke et modopslag på Instagram. Jeg havde lært af sidste års tårefremkaldende begivenheder, så jeg holdt mig langt væk fra de sociale medier hele dagen. Men jeg kunne ikke skærme mig fra de mange reklamer fra tøjbutikker, blomsterforretninger og kaffemærker, der dagligt mindede mig om at huske gaven til fars dag i ugen op til.

Fars dag er måske ikke andet end en kommerciel mærkedag, men når man ikke har en far at fejre, er dagen netop en påmindelse om dét.

Der skal to til en relation

Når man har en god ven, strækker man sig langt for at få venskabet til at holde. Men når man altid er den, der tager initiativ til at holde kontakten, føles det til sidst ligegyldigt. Sådan var det også for min far og mig. 

Hvis jeg ikke skrev til min far, hørte jeg ikke fra ham i flere måneder. Hvis jeg ikke inviterede mig selv, så jeg ham aldrig, og når jeg endelig fik lov at komme forbi, var han ikke interesseret i mig. For hvordan skulle han kunne huske, hvad der sker i mit liv, når han ikke engang kan gå ud og handle uden en indkøbsliste?

Sådan forklarede han det i hvert fald selv, da jeg sagde, at jeg blev ked af, at han ikke lyttede. Det er jo logisk nok, men kan man overhovedet sammenligne sin indkøbsliste og sit barn?

Jeg følte mig ikke velkommen, og som med gode venner holder man til sidst op med at ringe. Men det var altid min skyld og mit ansvar. Det var mig, der udnyttede ham, og mig, der behandlede ham uretfærdigt, når jeg satte grænser for, hvad jeg ville finde mig i. Det var mig, der havde valgt ham fra. Men jeg syntes jo i virkeligheden, at det var ham, der valgte mig fra.

Da det ubrydelige bånd mellem min far og mig bristede, oplevede jeg to reaktioner fra folk omkring mig. Enten undlod de at kommentere på det, eller også forsøgte de velmenende, men naivt, at hjælpe ved at sige, at jeg bare skulle komme videre og genoptage kontakten. Han er jo din far! Jeg skulle lade være med at have så ondt af mig selv, for det var jo ham, det var synd for.

Midt i en kæmpe sorg blev jeg mødt af foragt og skam, mens jeg havde allermest brug for forståelse. Det var ikke et valg, jeg tog for sjov, fordi jeg havde magten til det. Det var den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget. Aldrig har jeg grædt så mange tårer og haft så ondt i maven og alligevel måttet krænge mine inderste, mest private følelser ud for at forsvare mig selv.

For jeg har ikke ondt af mig selv, jeg har ondt i mig selv. Det gør ondt at vide, at han ikke kæmper for at få mig tilbage i sit liv, når jeg bare har brug for, at han også rækker hånden frem en gang imellem.

Når et barn fravælger sin forælder, er det ikke et tøsefornærmet teenageoprør. Det er en livsnødvendig overlevelsesstrategi. Rollen som forælder er ikke bare en, man får tildelt, det er en rolle, man skal gøre sig fortjent til. Derfor er det også vigtigt, at fars dag findes, så vi kan fejre de fædre, der udfylder den rolle.

Min far vil altid være min far, og bliver han en dag rollens ansvar bevidst, er pladsen altid åben til ham. For har vi en far, skal vi værdsætte ham – på fars dag, men især på årets øvrige 364 dage.

Efter mange tårer og psykologtimer har jeg fundet ro i vores valg, og jeg tænker ikke længere på min far hver dag. Men jeg tænker på ham en gang om måneden, i nogle perioder en gang om ugen og altid på fars dag. Alligevel håber jeg, at min historie giver flere mod til at være åbne om deres brudte familiebånd, og at flere forstår, at man ikke er en stædig rad, fordi man bryder kontakten. Tværtimod ligger der mange tunge følelser bag.

Jeg ville for alt i verden ønske, at det var mig, der kunne poste et sødt billede på Instagram akkompagneret af en hyldende tekst for tre uger siden. Så til alle jer, der havde den mulighed:

Tillykke med jeres fædre. Pas godt på dem.

Julie K. I. Larsen er studerende på Retorik på Københavns Universitet og har selv brudt med sin far

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eric Philipp

Årsagerne hvorfor børn bryder med sine forældre er jo nok så mangfoldige som mennesker selv.
Jeg har ikke længere kontakt til min far, fordi han var en bitter og voldelig alkoholiker der aldrig selv begik nogle fejl. Det var altid de andres skyld. Min mor var skyld i at han drak og min bror og jeg var selv om, når han slåede os.

Jeg fortæller det, fordi jeg selv aldrig har oplevet at blive kigget skævt på, når jeg sagde hvorfor jeg ikke længere har kontakt til min far.
Vold og druk er nok mere gribelige årsager end opmærksomhedssvigt.

Jeg beklager, at du oplevede det så svært at tale med andre om det.
Godt du alligevel har gjort det og har det bedre. For det er jo det, alt i sidste ende bør handle om: at man har det godt med sig selv.

I øvrigt vil jeg også bare tilføje, at jeg synes at det er godt du ikke lavede "modopslag" på de sociale medier. Min farsdag bliver ikke bedre af, at jeg fortæller verden at jeg ikke har en far til at fejre og min sorg nok heller ikke mindre.

Jan Nielsen, Lotte Tvede, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro, jens christian jacobsen, Kenneth Graakjær, Estermarie Mandelquist, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen, ingemaje lange, Jimmy Hansen, Inge Lehmann, Holger Nielsen, Freddie Vindberg, erik pedersen, Bjarne Jensen og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar
Hallberg Borg

"Fars Pige" - og "Mors Dreng" er åbenbart en særlig slags kærligheds-relation med indbyggede skyggesider, der ofte undervurderes - indtil det går galt.
Og når det er gået galt, er det oftest, måske altid den svage part, barnet der betaler den højeste pris.

"Det er jo dejligt, men hvor gjorde det ondt. For jeg har jo ikke selv en at prale af."

Problemet er ikke at livet byder på afsavn og sorg, herunder adskillelse og ensomhedsoplevelser - for dette er naturlige elementer i menneskelivet. Problemet er at vi har udviklet en kapitaliseringskultur, hvor (tilsyneladende) følelsesmæssigt nære bånd er noget, mange praler med.

Eric Philipp, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro, jens christian jacobsen, Daniel Joelsen, Carsten Bjerre, Mette Bulloch, Peter Høivang, Eva Schwanenflügel, Claus Bødtcher-Hansen, Bjørn Pedersen, Sine Jacobsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Bjarne Witthoff

Hvis du høre om en der fravælger sin mor eller sin far. Der også beskylder forældre som problemet. Skal du også prøve at finde "det skete" i deres barn.

Flemming Olsen

Det der Fars Dag er noget forfærdeligt amerikansk pjat, som er kommet de senere år, hvor folk får endnu en lejlighed til at flashe deres postulerede vidunderlige familieliv på de sociale medier. For slet ikke at tale om Mors Dag og Valentinsdag der giver næring til yderligere konkurrence, om hvem der er mest populær og elsket. Alt det overfladiske amerikanske kærligheds imperialisme hører ikke hjemme hos os skandinaviske Strindberg mennesker, som er mere optagede af at huske og hade end at elske og tilgive.

Og Halloween - hvad i al verden skal vi med det, vi har da fastelavn i forvejen. Det ender vel også med, at vi skal til at fejre Thanksgiving.

Jan Nielsen, jens christian jacobsen, Henning Kjær, Birte Pedersen, Claus Nielsen, Birgit Kraft, Majken Munch, Erik Wasli og Jesper Andersson anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Jeg kan som frakilt far godt forstå at dek an gøre ondt. men jeg savner altså nuancerne omkring skilsmisse og hvorfor og hvordan.
Hvorfor forlod faderen det hele? Hvem ville skilles og var bruddet rimelig med hensyn til børnene?
Nu er jeg 75 og gift for tredje gang og nærmer mig sølvbryllup nu.
Men i sin tid var det børnenes mor der ville skilles og gav mig forældremyndigheden, men ud fra en aftale om at samværet skulle være halv og halv. Det blev ikke skrevet ned.
Min synd var at jeg som "alene" far gik i en slags panik og alt for hurtigt røg ind i et nyt forhold og senere ægteskab og så igen en skilsmisse.
Den tid kan jeg stadig bebrejde mig selv, og mine børn blev en form for tabere set i bakspejlet i det spil med dine og mine børn I dag er de voksne og uanset der på overfladen ingen konflikt er, så ligger firserne stadig som en dyne mellem os.
Jeg tror der er mange årsager og konflikter til den til tider kolde luft, for vores børn kan ikke magte både at finde sig selv ,få familie og til stadighed både skal dele sol og vind lige og evt. bare "elske" den kone, som jeg nu endelig er lykkelig med. Det er kun engang imellem fejltagelserne dukker op, og det varer livet ud.

Carsten Nørgaard

”Når et barn fravælger sin forælder, er det ikke et tøsefornærmet teenageoprør. Det er en livsnødvendig overlevelsesstrategi.”

Så sandt, som det er sagt.

Ruth Sørensen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Birte Pedersen

Jeg er 200% enig med Flemming Olsen, det meste af det der kommer fra det skod land, af den slags, kan vi overhoved ikke bruge til noget i mine øjne. Jeg skuffes hver gang Danskerne falder på halen over det.

Det er da uendelig trist når forældre vælger deres børn fra. Uanset alder er en forælder altid en forælder.
Lige præcis fars dag har vi vel selv "fabrikeret" som en form for modsvar til mors dag, der er amerikansk braller for fuld udblæsning ligesom det nævnes med valentins dag.
Og vel sagtens for at dels at være i nærhenden af mors dag, dels ofr at være på en dag, der er rimelig nem at huske, blev det så grundlovsdag.

kjeld hougaard

PH – efter hukommelsen:” man skal ære sin far om mor – og sine børn – om de fortjener det.”

Charlotte R.

Jeg brød med min mor for mange år siden efter en barndom og ungdom med mange svigt og en voldelig stedfar. Jeg har alligevel mødt den samme reaktion som dig, “Men hun er jo din mor!”. Ja, og?? Den opgave forvaltede hun utrolig skidt, og nej - blod er ikke tykkere end vand. Min tætteste familie i dag består af halv- og bonussøskende og min afdøde fars kæreste.

Lotte Tvede, Ruth Sørensen, David Zennaro og Eric Philipp anbefalede denne kommentar

Spørgsmålet er om vi lever i en tid hvor det er trend at far er dum? Det synes som om mødre har travlt med at overkompensere ved at være børnenes tjenere, frem for at give dem gode rutiner og ansvar til at kunne klare dig selv. Samtidig kører der på tv utallige programmer hvor far fremstilles som skummel patriark type og tosse. Nævner i flæng børneTV, programmer som Fri mig for min far. Ja, selv Matador og Krøniken oser af usympatisk fædre.

Rigmor Madeleine Lond

Tak til Julie for en kronik, der rammer hovedet på sømmet. Du beskriver præcis de oplevelser, jeg også har haft med min far og de følelser, jeg også kæmper med.