Kronik

Vi kan sagtens finansiere den grønne omstilling – men prisen stiger, jo længere vi venter

Den grønne omstilling kan finansieres på et utal af måder – offentlig låntagning, CO2-afgift, lavere fradrag på indbetaling til pension eller en højere skat på sorte pensioners afkast. Der er både økonomi og politisk flertal til omstillingen – så kom nu i gang, skriver professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen i denne kronik
Nu gælder det om at se fremad. Og i stedet for at købe flere fly og udvide de allerede for store lufthavne kan den ledige arbejdskraft og de ledige maskiner i stedet benyttes i den grønne omstilling – for eksempel til at modernisere jernbanerne, øge produktionen af vedvarende energi og udbygge den elektriske infrastruktur, skriver professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen i denne kronik.

Nu gælder det om at se fremad. Og i stedet for at købe flere fly og udvide de allerede for store lufthavne kan den ledige arbejdskraft og de ledige maskiner i stedet benyttes i den grønne omstilling – for eksempel til at modernisere jernbanerne, øge produktionen af vedvarende energi og udbygge den elektriske infrastruktur, skriver professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen i denne kronik.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Debat
10. juni 2021

Ofte bliver jeg spurgt nærmest konstaterende: Coronakrisen må da have gjort ’os’, det danske samfund, fattigere? Nu har staten vel brugt alle pengene på coronahjælpepakkerne? 

Inden jeg når at få svaret, drager spørgeren ofte selv den konklusion, at nu kan der da ikke længere være ret mange penge til rådighed for regeringen til at gennemføre den grønne omstilling.

Hvis det ræsonnement holdt stik, kunne coronakrisen betyde, at regeringen er blevet mindre ambitiøs med, hvornår – hvis overhovedet – den kan opfylde målsætningen om en 70 procent CO2-reduktion. Men dette ræsonnement er heldigvis grundlæggende forkert.

Det bygger på en fejlagtig analogi til husholdningsøkonomi. I privatøkonomien vil en periode med arbejdsløshed og øget gældsætning begrænse de fremtidige forbrugsmuligheder, men det gælder ikke for samfundsøkonomien set under et.

Her åbner øget arbejdsløshed derimod en mulighed for, at mere arbejdskraft kan bringes i anvendelse af regeringen. Investeringer i den grønne økonomi vil faktisk kunne gennemføres i et hurtigere tempo nu end ved en høj beskæftigelse.

Svaret på de indledende spørgsmål er derfor et rungende ’Nej – vi er ikke blevet fattigere.’ Det er jo ikke et jordskælv, en orkan, endsige et krigsudbrud, vi har været udsat for. Kapitalapparatet står fuldt intakt, og den ledige arbejdskraft er stort set helbredsmæssigt uskadt. Det eneste, vi skal finde ud af, er, hvordan vi skal sikre finansieringen af de grønne investeringer, uden det får andre negative konsekvenser for samfundsøkonomien.

Udfordringen bliver at udnytte disse ledige ressourcer fuldt ud og i overensstemmelse med regeringens erklærede politik. Nogle af de mange parkerede fly kommer dog næppe på vingerne igen; det er fortidens fejlinvesteringer. Dengang kunne pengene have været brugt mere fremsynet, men fortid er nu engang fortid, der er bare ikke brug for så mange fly.

Nu gælder det om at se fremad. Og i stedet for at købe flere fly og udvide de allerede for store lufthavne kan den ledige arbejdskraft og de ledige maskiner i stedet benyttes i den grønne omstilling – for eksempel til at modernisere jernbanerne, øge produktionen af vedvarende energi og udbygge den elektriske infrastruktur.

Gælden fordamper

Det danske samfundsøkonomiske potentiale er ikke blevet svækket af coronakrisen. Tværtimod er det realøkonomiske råderum som nævnt blevet forøget. Problemet er, at alt, alt for mange (top)økonomer argumenterer for, at den øgede offentlig gældsstiftelse ikke kan fortsætte.

Et af argumenterne lyder, at ’det er en byrde på kommende generationer’, og at offentlig låntagning svarer til at ’flytte gælden ind i barnekammeret’. Det er mildt sagt noget vrøvl. I hvert fald så længe det er ressourcer, der bruges til at fremtidssikre barnekammeret, for så har børnene da fået noget for pengene.

Men navnlig i en situation med arbejdsløshed, er offentlige investeringer stort set samfundsøkonomisk gratis – det burde være overflødigt at minde om Lillebæltsbroen i 1930’erne, Storebæltsforbindelsen i 1990’erne og metrobyggeriet i 2010’erne. Alternativet ville jo have været, at man måtte optage stort set samme gæld for at udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse uden at få infrastrukturelle forbedringer ud af det.

Kritikerne af den offentlige gældsstiftelse synes heller ikke at tillægge det lave renteniveau nogen betydning. I finansministeriet stilles der fortsat et krav om en reel forrentning på 3,5 procent – uanset at realrenten i mere end fem år har været negativ.

Den lave rente har den positive effekt på statsbudgettet, at gælden lige så stille fordamper. Et afdragsfrit lån på 100 milliarder kroner skal om 20 år kun betales tilbage med cirka 80 milliarder kroner. Det betyder, at den ældre generation i virkeligheden giver et slags arveforskud, når der købes statsobligationer.

Det falder naturligvis mange nutidige og kommende pensionister for brystet, at de således skal give dette arveforskud, men det burde det ikke. For hvem er det, der om nogen har bidraget til at opbygge den enorme miljø- og klimagæld, der hænger som en truende sky over fremtiden? Det er den nuværende generation med de store pensionsformuer. Den har nærmest uhæmmet brugt af de fossile energier og har herved om nogen bidraget til den temperaturstigning og de klimaforandringer, der er under opbygning.

Derfor er det med en betydelig ret, at den yngre generation med Greta Thunberg i spidsen stiller krav om tilbagebetaling. Og det er heller ikke overraskende, at den yngre generation reagerer, som om der føjes spot til skade, når den velbjærgede generation af økonomer og politikere hævder, at der ikke er råd til de grønne investeringer, og slet ikke når renten er negativ.

Mange finansieringsmuligheder

Men hvis der således fortsat spændes ben for, at den grønne omstilling finansieres ved øget offentlig låntagning – hvilket blandt andet budgetloven stiller sig hindrende for – hvilke muligheder er der så?

Helt åbenbart kunne man fjerne fradragsretten for indbetaling til arbejdsmarkedspensioner. Det koster statskassen 50 milliarder kroner om året. Et beløb, der langt overstiger udgifterne til den grønne omstilling.

Jeg hører straks modargumentet: ’Jamen, kommer vi så ikke til at mangle de penge om 30-40 år?’ Herom kan der kun gisnes – men man må dog konstatere, at jo længere der tøves med de grønne investeringer, desto mere usikker bliver fremtiden både for vore børn og for fremtidens pensionister.

Hvis fjernelsen af fradragsretten er for stor en mundfuld for den socialdemokratiske regering, så kunne den nøjes med at flytte fradraget for pensionsindbetalinger fra toppen af den skattepligtige indkomst til bunden, som det allerede er tilfældet for blandt andet lønmodtager- og rentefradraget. Det ville alene give cirka syv milliarder kroner og stille alle skatteydere ens.

En anden oplagt finansieringskilde ville være at hæve beskatningen på pensionskassernes afkast – det man kalder PAL-skatten. I dag udgør skattesatsen blot 15 procent. Her kunne der med god ret sondres mellem afkastet fra grønne investeringer og øvrige investeringer. Hvis skatten på sidstnævnte blev øget til for eksempel 22 procent, hvilket i forvejen er niveauet for aktieselskaber, så ville der være et klart forstærket incitament for pensionskasserne til at komme ud af de sorte og ind i de grønne investeringer. Hvor svært kan det være?

Og lad mig til slut lige repetere den velkendte løsning, som der næsten er enighed om blandt økonomer: en CO2-afgift fastsat som et bestemt kronebeløb pr. ton udledt CO2. Problemet er, at den uvægerligt rammer små indkomster hårdest. Den burde gøres progressiv med et højere beløb på blandt andet lange flyrejser, stort energiforbrug og ’drøvtyggere’ i landbruget.

Afgiften behøver ikke at gøre nogen fattigere, og nej, den reducerer heller ikke arbejdsudbuddet. Provenuet kan nemlig delvist føres tilbage til husholdningerne, for eksempel via en indkomstgradueret grøn check eller sænkning af andre afgifter på grønne produkter og derved sikre den sociale profil. Desuden kan dele af provenuet øremærkes som tilskud til grønne investeringer i de konkurrenceudsatte erhverv.

Jeg kan kun konkludere, at for hver dag, der tøves med den grønne omstilling, øges omkostningerne. Derfor må det nu være min tur til at spørge: Hvad dælen nøles der for, når både ressourcerne, pengene og det politiske flertal er til rådighed?

Jesper Jespersen er professor emeritus i økonomi ved Roskilde Universitet. Han er aktuel med bogen ’Kriseøkonomi og Klimagæld – hvor kommer pengene fra?’, der udkommer i dag på Forlaget Jensen og Dalgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

JJ er blevet optimist på en grøn omstillings vegne og skriver: 'Det politiske flertal er der.'
Men er der et politisk flertal for at reducere flytrafikken og til at optimere jernbaner? Jeg kan ikke få øje på det.
Og hvor er den ledige arbejdsktraft, som kan bruges i en grøn omstilling af samfundet? Der er hverken varme hænder eller kolde hjerner nok.
Og hvis flytrafikken engang med tiden reduceres, er det fordi markedet for flyrejser indskrænkes. Ikke fordi folket er blevet klogere. Det er fordi de ikke længere har råd. Og det grønne flybrændstof lader vente på sig fordi de nye energiteknologier ikke er færdigudviklede og konkurrencedygtige. Eller når der om 2-3 år er opstillet 4 nye partier, der hver for sig mener, at de har en renere og mere ægte udgave af en af de store gamle, politiske ideologier. Og FT ikke kan blive enige og vedtage en nødvendig følgelovgivning, der kan understøtte den grønne omstilling. Eller når de første digebrud i Nordeuropa indfinder sig, og ingen havde advaret...
Synkroniciteten mangler alle vegne
Der er lang vej igen, JJ. Der er desværre ikke bare 'om at komme igang.'

Arne Thomsen

Også jeg undrer mig over, at vi ikke "kommer i gang". Alle vil være "grønne", men sagen er vel, at der ikke er udarbejdet nogle klare og fyldestgørende planer, at tage stilling til.
Desuden er det vist almindeligt at "lurepasse" ved at mene, at der nok snart kommer nogle smarte tekniske løsninger, som kan tillade os at fortsætte som hidtil.
En af dem kunne være nutidens højtudviklede atomkraft, men - uha - dén skal der ikke ses på -selvom f.eks. Frankrig jo kører godt med sine endda efterhånden gamle Atomkraftværker.