For et år siden tilføjede musikstreaming-giganten Spotify en valgmulighed til sin tjeneste: Artist Fundraising Pick skulle gøre det muligt for fans at donere ’onlinedrikkepenge’ til de musikere, de følte havde fortjent det. Initiativet skulle antageligt dæmpe forargelsen over de uanselige småbeløb, der tilfalder de fleste kunstnere, der får spillet deres musik på streamingtjenesterne. Men forargelsen gik dog ikke væk. Den voksede til nye højder i april, da så tunge popstjernenavne som Paul McCartney, Kate Bush og Stevie Nicks skrev et åbent brev til regeringen med krav om at gribe ind mod streamingtjenesternes grasserende underbetalinger.
De bands og solister, der gør brug af ’almisseordningen’, foretrækker at gøre det i diskretion. McCartney, Bush og Nicks har næppe aktiveret den. Men mange andre mindre berømte navne tager utvivlsomt, hvad de kan få – især i en tid, hvor pandeminedlukninger har udtørret koncertindtægterne. Spotify, der har en årsindtjening på 60 milliarder kroner, udbetaler typisk 0,003-0,005 dollar pr. afspilning. Alligevel mener tjenesten, at det må være brugerne, der skal have penge op af lommen for at bidrage til de musikere, den selv tjener styrtende på.
Kreative ånder
’Onlinedrikkepenge’ vinder større udbredelse på internettet. Twitter har lanceret Tip Jar, der skal gøre det muligt for brugere at donere valgfrie beløb til »kreative ånder, journalister, eksperter og ngo’er«. YouTube udbygger funktionen Applause, der tilbyder at sponsere ’influencere’, mens Clubhouse – en ny stemmechatrum-app, hvis børsværdi har passeret en milliard dollar – har introduceret et tipping tool, som skal hjælpe kunstnere og aktivister med at opbygge »communities, publikum og gennemslagskraft«.
Det lyder jo meget godt, men mest af alt har vi at gøre med en afledningsmanøvre fra de problemer, der knytter sig til techbranchens løbende omformning af kreativitet til ’indhold’ – en proces, der har alvorlige økonomiske konsekvenser for titusinder i en tid, hvor ’kreative ånder’ får stadigt sværere ved at optjene en indkomst, de kan leve af.
Mens traditionelle magasiner og aviser med kollektivt baseret journalistik kæmper overlevelseskampe på et vigende og vanskeligt marked, konkurrerer stadigt flere forfattere, journalister og debattører nu om individuelle donationer og abonnementer fra platforme som Patreon og Substack, tusinder af dem med et yderst ringe afkast.
Platformtjenesterne begunstiger heller ikke den grundige og undersøgende journalistik, der kræver ressourcer og gennempløjning af aktindsigter, men snarere de kække kommentarer og polemikker, der bedst kan opnå likes.
Penge til kalkunstegning og cirkustricks
Den analoge tids kultur- og medieøkonomi fungerede efter en anden model. De organisationer og virksomheder, der holdt showet i gang – fra forlag til pladeselskaber og gammeldags tv-kanaler – opererede ud fra den forståelse, at indtjeningen på deres publikumssucceser bidrog til at give også de innovative, men måske mindre indtægtsgivende talenter en chance.
The New York Times bragte for nylig en historie om de store summer, Snapchat åbenbart har udbetalt til social media creators for at få overtaget i kappestriden med TikTok. Blandt de interviewede var en kvinde fra New Mexico, der havde tjent en halv million dollar på »en video af hendes søster, der stegte en kalkun«, mens en gymnasieelev i Maryland havde fået omkring det dobbelte for »videoer om produktudpakninger og sjovt indhold«, heriblandt et videoklip, hvor« hun spinder på et hoverboard og holder balancen, mens hun skifter til nye kostumer«. I mellemtiden er 1.800 aviser lukket i USA siden 2004, og magasinet Rolling Stone udsender appeller til en »musikerbranche, der er truet på sit brød.«
Velgørenhed er altid blevet brugt til at udglatte konflikter om social retfærdighed og udnyttelse. På samme måde skal ad hoc-donationer aflede vores opmærksomhed fra realiteten: At en håndfuld teknologiske storspillere bliver stadigt mere velhavende, mens folk på deres platforme, der gerne vil berige kulturen med mere forpligtende indhold end kattevideoer, lever stadigt mere umulige liv.
Tænk, hvis de veteransuperstjerner, der underskrev brevet, skulle begynde deres karriere i dag. McCartney, Bush og Nicks ville desperat uploade deres sange, imens de frygtede det værste – og derefter kigge på computerskærmen for at holde øje med, hvor mange drikkepenge der kunne falde af i deres virtuelle tiggerskåle.
© The Guardian og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen
